Min mor har opfundet selfien.
Ja, selvfølgelig fandtes der selvportrætter før hendes tid, men hun perfektionerede kunsten at tage disse sårbare øjebliksbilleder hvis formål står hen i det uvisse. Hun brugte et gammeldags Nikon med selvudløser, gjorde det klar, stillede sig så op ad det kirsebærmønstrede tapet og poserede.
Det var i begyndelsen af 70’erne. Hun var flyttet til byen med intet andet end sit Nikon og et ønske om at arbejde. Hun havde efterladt en kæreste derhjemme, en rar tømrer fra Roscoe i New York der var ved at blive skaldet, gik i flonelsnatskjorter og vidste hvordan man tappede sirup fra træer. Jeg ved at han var rar fordi vi besøgte ham engang og sad omkring hans spisebord og drak limonade, og han virkede slet ikke vred over at hun havde forladt ham, kun glad over hendes succes og sådan helt almindelig tilfreds over at jeg fandtes.
Da hun kom til New York, flyttede hun ind i den loftslejlighed jeg senere voksede op i, lidt for stor til en singlepige og lidt for lille til en hel familie. Hun tog jobs hist og her for at betale regningerne – stylede mad og solgte billardkugler og en gang, kun én gang, viste hun en japansk forretningsmand rundt i byens natteliv. (En af min mors helt særlige egenskaber er at hun i situationer hvor hun ikke føler sig godt tilpas, giver helhjertet og dybfølt udtryk for sin vrede, så jeg regner med at han havde en dårlig aften).
På billederne hun tog af sig selv i loftslejligheden, var hun kun af og til påklædt – i en stor sweater eller safarishorts med bælte. Men for det meste var hun nøgen. Delvist i det mindste. Jeans og ingen bluse, de blege skuldre foroverbøjet og med rystende knæ. En bluse med rund hals og tykke uldsokker, men ingen bukser, skyggen på hendes baller blev afsløret da hun trak benene op under sig og satte hagen på knæene.
Op gennem årene fik hun nye frisurer: De lange glatte gardiner blev til en uheldig permanent. En page hvor spidserne stadig var våde efter et brusebad. Hendes armhuler var som regel ubarberede, et look jeg med beklagelse ved at min far godt kan lide. Nogle gange satte hun en potteplante frem for at skabe dybde, lidt som en filmstuderende der laver en provisorisk Vietnam-kulisse.
Af og til drejede hun linsen mod spejlet så hendes ansigt blev dækket af det store sorte kamera, og beskuerens fokus bliver rettet mod de hjerteformede læber og kanintænder (kanintænder jeg har arvet, kanintænder som hun siden hen har fået kroner på). Men det er først og fremmest hendes nøgenhed beskuerens øje hviler på. Trodsigt spredte ben. Disse billeder var ikke officielt en del af hendes kunst, men hun var meget optaget af dem.
Det faktum at hun brugte et gammeldags kamera – og ikke en iPhone eller et polaroid fra Urban Outfitters, som dagens selfier bliver taget med – gjorde hendes fascination af sig selv mere seriøs. Noget med mediets intentionalitet. Hun måtte trods alt sætte film i kameraet, fremkalde filmene i mørkekammeret, hænge billederne til tørre på en snor. Når hendes sluf Jimmy, en mere erfaren fotograf, ikke var der til at hjælpe, ringede hun til Kodaks hotline, der var bemandet af en enlig kuet gentleman. (Det er så varmt i mit mørkekammer at jeg har kommet isklumper i fremkaldervæsken. Tror du det er i orden?) Fordi hun var flov over hvor ofte hun ringede, forsøgte hun at lave ekstreme dialekter for at kamuflere sin stemme. Tænk al det besvær bare for at finde ud af hvordan din dusk ser ud sammen med et par limegrønne gummistøvler og skinnende pilotbriller. Det var ikke lige så enkelt som at svinge lidt med iPhonen og presse brysterne sammen. Det var hårdt arbejde.
Min mor er slank. En lang overkrop, elegante arme og et kraveben der er stejlt som en klippeskrænt. Men kameraet dvælede ved hendes skavanker – den lille bule af fedt under hendes numse, de udstående knæskåle, det store modermærke på underarmen som hun fik fjernet da hun fyldte fyrre, som en gave til sig selv. Jeg forestiller mig hvordan hun var når hun fremkaldte disse billeder, plaskede dem rundt i fremkaldervæsken med en salattang. Hvordan hun ventede mens de først var matgrå indtil kontrasterne trådte frem, og hun kunne se hvordan hun egentlig så ud.
Hun overtalte også sin lillesøster til at posere. Hun var en lyshåret medicinstuderende med en krop der var som skabt til at ligge henslængt i vådt sand. Denne hesteridende skønhedsdronning med fjerlet hår var pludselig tvær uden bluse på. Genert. Kameraet udjævner forskelle.
Min mor forstod indirekte hvor stor magt kameraet havde. Se de hofter, de tænder, de øjenbryn, de strømper der åler ved anklerne! De er værd at fange, bevare i al evighed. Jeg bliver aldrig så ung igen. Eller så ensom. Eller så behåret. Kom så, alle sammen, se min private forestilling.
Da min far dukkede op, kom der også billeder af ham, i badekarret, med en stegepande holdt op som et skjold. Selvom det er foruroligende at se sin far lave en grimasse der ikke kan beskrives som andet end “koket”, er det billederne af min mor der fascinerer mig. Glimtet af frygt i hendes øjne – eller er det længsel? Det febrilske behov for at afsløre hvem hun egentlig er, lige så meget for sig selv som for andre.
Jeg smider tøjet på tv. Ofte.
Det begyndte i collegetiden. I mangel på skuespillere der legemliggjorde den seksuelle frustration jeg forsøgte at beskrive, valgte jeg at bruge mig selv. Da jeg var uvidende om hvordan professionelle håndterer sexscener, skaffede jeg ikke hudfarvede anordninger der dækkede mine brystvorter, eller sørgede for en “lukket optagelse”. Jeg tog bare blusen af og kastede mig ud i det.
“Skal jeg sutte sådan rigtigt på din brystvorte?” spurgte min medspiller, Jeff, forvirret.
Da jeg senere så på optagelserne på Oberlins medielab, var jeg ikke forlegen. Jeg elskede ikke det jeg så, men jeg hadede det heller ikke. Min krop var et redskab der skulle bruges til at fortælle en historie. Det var næsten ikke mig, men en assistent i mormortrusser som jeg havde været så smart at ansætte. Jeg så ikke elegant, smuk eller dygtig ud. Det var sex som jeg kendte det.
Ekshibitionisme var ikke nyt for mig. Jeg har altid været interesseret i nøgenhed i en sociologisk mere end egentlig seksuel forstand. Hvem måtte være nøgen og hvorfor? Sommeren mellem fjerde og femte klasse kan jeg huske at jeg sammen med min ven Willy cyklede rundt om søen i Connecticut hvor vores familier samledes hver sommer – tænk Dirty Dancing, men med flere pædofile i området – da jeg blev stærkt optaget af at jeg havde bluse på og han ikke havde. Det virkede uretfærdigt. Min mor havde trods alt for ikke så længe siden fortalt mig at det jo rent faktisk var lovligt for kvinder at gå topløs på Manhattan selvom meget få kvinder gjorde brug af den ret. Hvorfor skulle Willy kunne nyde sommerbrisen på sit bryst? Hvorfor var det så slemt at jeg blottede mit? Jeg stoppede, tog T-shirten af, og vi cyklede videre i stilhed.
I 2010 fik jeg mulighed for at lave en tv-serie. Tv-selskabet sagde at de ville se min aldersgruppe, mine venner og fjenders bekymringer og interesser, ned til mindste detalje – og det virkede ikke som om de bluffede. Hvis jeg skulle skrive ærligt om livet i tyverne, var sex et emne jeg måtte belyse meget direkte. Og sex på film og tv havde altid irriteret mig. Alt det jeg så som barn, fra 90210 til Broerne over Madison County, har fået mig til at tro at sex var en kvalmende rar oplevelse i et varmt lys hvor to forelskede tabere med glat hud fik orgasme samtidig af at ånde hinanden i ansigtet. Første gang jeg smed tøjet sammen med en fyr, var jeg i situationens groteskhed glad for at han ikke inhalerede min naturlige duft og kørte hænderne op og ned ad min krop akkompagneret af Chris Isaak.
Ud over at være klamme kan disse billeder af sex også være destruktive. Hvis porno og romantiske komedier er vores eneste sammenligningsgrundlag, er der ingen tvivl om at vi gør det helt forkert. Vores lagner er forkerte. Vores bevægelser er ikke rigtige. Vores kroppe er ikke rigtige.
Så da jeg fik muligheden for at lave serien, gjorde jeg det jeg allerede havde gjort de sidste fem år i “indie-produktioner”. Jeg smed klunset og gik i gang.
Folk spørger altid, så nu skal du høre hvordan det er at ligge i en seng sammen med en masse tilskuere og simulere samleje med en man måske ikke engang kender. Professionelle skuespillere giver altid automatsvar som “Det er bare et arbejde, det er rent mekanisk,” eller “Han var så sjov at arbejde sammen med, han var som en bror for mig,” men eftersom der aldrig er nogen der har anklaget mig for at være professionel eller skuespiller – så lad mig da være ærlig.
Det er skidemærkeligt. Ja, det er bare et job, men de fleste menneskers job består ikke i at presse kussen mod en slap nylonindpakket pik på en fyr der har fået enormt meget foundation på for at skjule sine numsebumser. Jeg har været igennem utallige ydmygelser, som at sætte et knæ i nosserne på min medspiller, at opdage et tykt sort hår på min ene brystvorte i det skarpe studiolys, og at finde et fedtet rekvisit-kondom mellem røvballerne syv timer efter at være kommet hjem fra arbejde.
Det er svært at forestille sig at det man gør i et rum fuldt af lamper, gamle italienske mænd og dårlige tunsandwiches, vil blive set på tv af enormt mange mennesker, så jeg tænker faktisk ikke på publikum i sexscenerne. Det at være nøgen føles bedre nogle dage end andre. (Godt når man er let solbrændt, skidt når man har diarré). Men jeg gør det fordi min chef siger jeg skal. Og chefen, det er mig. Når man er nøgen, er det rart at være den der bestemmer.
Det var det min mor vidste, derfor holdt hun sit Nikon løftet højt og så direkte ind i spejlet. Hun fornemmede at ved at dokumentere sin egen krop, bevarede hun sin egen historie. Smukt. Nøgent. Uperfekt. Hendes private projekt banede vej for mit offentlige.
Jeg får også ofte spørgsmålet om hvordan jeg er “modig” nok til at vise min krop på skærmen. Underforstået her er hvorfra jeg får modet til at vise min uperfekte krop frem, eftersom jeg tvivler på at Blake Lively bliver udsat for de samme spørgsmål. Jeg bliver tvunget til at involvere mig i småsnak om min krop med fremmede mennesker, som for eksempel den fulde collegedreng på MacDougal Street der råbte “Dine bryster ligner min søsters!” Svaret er: Det er ikke modigt at gøre noget der ikke skræmmer en. At springe ud med faldskærm ville være modigt. At besøge en koloni med spedalske. At føre en sag i højesteret eller gå i et CrossFit-træningscenter. At indspille sexscener jeg selv instruerer hvor et glimt af min mærkeligt posede brystvorte kommer til syne, er ikke noget af det jeg frygter mest her i verden.
For et par år siden, efter at jeg havde vist Tiny Furniture for første gang, stod jeg uden for biografen i Austin da en teenagedreng kom hen til mig. Han var lille. Virkelig lille. Den slags lille der må være virkelig traumatiserende for en teenagedreng. Han lignede en angorakats legetøjsmus.
“Undskyld,” sagde han genert. “Jeg ville bare sige at det betød så meget for mig at se dig vise din krop frem på den måde. Jeg fik det så meget bedre med mig selv af det.”
Min første indskydelse var at forestille mig hvordan han så ud nøgen, hvilket var ganske foruroligende. Min anden indskydelse var ekstrem taknemmelighed: over hans generøse betroelse, over at jeg havde indflydelse på kropsforståelsen hos denne tydeligvis seje og ligefremme unge mand, (han var trods alt gået i biografen på en hverdagsaften og havde set en undergrundsfilm om kvinder).
“Tusind tak.” Jeg strålede. “Du er virkelig lækker.”

https://www.youtube.com/watch?v=SlkN3ShRJtA