Som teenager kunne jeg ikke få nok af kærlighedsføljetoner. Og fra dem lærte jeg, at romantisk heteroseksuel kærlighed er det største og vigtigste projekt i verden for en ung kvinde. Så derfor skal man lede efter den eneste ene, så man kan blive gift og leve lykkeligt sammen. For evigt. Men hvordan kan det være, at Meningen Med Livet anno 2009 stadig består af romantisk kærlighed – forseglet med ægteskab og fuldbyrdet i kernefamilien? Og at det er uværdigt at være uden partner og mærkeligt at være sammen med flere end én?

Heldigvis findes der et svar på disse spørgsmål. Og svaret består i at læse antropologen Anna Adenijis fremragende ph.d.-afhandlingInte den typ som gifter sig?Feministiska samtal om äktenskapsmotstånd (2008). For med den bliver man klogere på, hvorfor nogle kvinder finder styrke, identitet og politisk potentiale i at modsætte sig ægteskabet som norm og alle dens konnotationer af monogam tosomhed og romantisk kærlighed.

Sex and the City spiller en særlig rolle

Til sit studie har Adeniji interviewet 20 kvinder bosat i Sverige, som alle har det til fælles, at de ikke ønsker at gifte sig. Adenijis gransker den norm, som foreskriver, at kvinder som noget selvfølgeligt skal længes efter at blive gift, og stiller spørgsmålene: Hvordan og med hvilke effekter konstrueres denne norm? Og hvad sker der, når man modsætter sig ægteskabet som livsprojekt og kulturel fantasi? 

Adenijis arkiv spænder bredere end informanternes fortællinger om levet liv. Hun analyserer også et stort og vidt forgrenet materiale af lovforslag, politiske debatter, avisartikler, livstilsreportager, reklamebilleder, blogs, sladderhistorier og ikke mindst egne erindringer. Denne del af empirien fortæller noget om indretningen af det kulturelt imaginære: Det visuelle og semiotiske netværk, som sætter rammerne for, hvordan mennesker forstår sig selv og hinanden.

Tv-serien Sex and the City tildeles en særlig rolle i afhandlingen. For Adeniji skriver på et populærkulturelt begær, og hun bygger på utraditionel vis sine analyser op omkring en rammefortælling, der er inspireret af den narrative motor i Sex and the City – de fire hovedpersoners vedvarende udvekslinger af erfaringer og forskellige livssyn.

Adeniji kondenserer og fiktionaliserer sit interviewmateriale ved at fremskrive fem unge kvindefigurer samt en jeg-fortæller. Disse figurer sætter hun til at tale sammen om ægteskab, relationer og kærlighed, og disse samtaler – som sammenstykkes af citater fra de mange interviews – indrammer og formidler på kreativ vis de analytiske pointer. Inte den typ som gifter sig? er dermed forskning og en skønlitterær tekst på samme tid.

Modstand er ikke bare modstand

Adeniji lader sine fem kvindefigurer repræsentere forskellige former for feministisk ægteskabskritik. For modstand er ikke bare modstand. Den formuleres og leves fra meget forskellige, men sommetider også overlappende, positioner. Der er nemlig stor forskel på, om modstand tager form som et liberalfeministisk, et queerfeministisk eller et socialt retfærdighedsprojekt.

For den liberalfeministiske Linda er ægteskabsmodstand eksempelvis forankret i en tro på selvstændighed, ligestilling og individets ret til at bestemme over eget liv. For Linda har et barn og en kæreste, der hedder Lennart. Men Linda har aldrig drømt om at blive “någons fru”, og som udgangspunkt vil hun heller ikke bo sammen med Lennart. Fra den position opfattes den stærke norm om ægteskab som indskrænkende for netop individets frihed til selv at vælge livsprojekt.

Lidt anderledes forholder det sig for Sofia, der ud fra en tro på social retfærdighed, ikke ønsker at gifte sig med sin kæreste Sanna, før den dag, hvor alle – uanset seksualitet, køn, tro og etnicitet – opnår samme rettigheder i forhold til at indgå ægteskab. Her bliver normen om ægteskab ikke i sig selv betragtet som problematisk. Derimod rettes kritikken mod uretfærdigheden i, at ikke alle nyder de samme privilegier. For Sofia formuleres modstand som en solidaritetshandling.

Og så er der Kiina, der lever gennem mange forskellige relationer, og som på queerfeministisk vis forstår ægteskab og bryllup, som heteronormativitetens grundsten. Kiina ønsker hverken at leve monogamt eller i evig tosomhed med “den eneste ene”. I det hele taget ønsker hun ikke, at livet nødvendigvis skal bygges op omkring en anden person. Fra den position opfattes ægteskabet som stærkt problematisk, fordi det reproducerer en række heteronormative idealer – også når det formuleres kønsneutralt.

Ægteskabets bevaring

Adenijis informanter får identitet gennem deres ægteskabsmodstand. Men modstanden kan, for nogle, også føre til uigenkendelighed og undren blandt venner og familie. Adenijis analyser viser dog også, at det på et helt andet niveau kan være forbundet med store omkostninger at problematisere eller afvise ægteskabsinstitutionen. 

Kritikken “upprör känslor, den är tankeväckande och den ifrågasätter något som månge uppfatter som både självklart och naturligt”, som hun skriver (s. 20).

Det tydeligste eksempel henter Adeniji fra det svenske partiFeministisk Initiativ (FI), som i 2005 præsenterede mere end 300 politiske forslag om alt lige fra arbejdstid til asylpolitik. Alligevel hæftede den svenske presse sig især ved forslaget om en ny samlivslov. Et lovforslag der – i modsætning til den svenske ægteskabslovgivnings sammenkobling af juridiske rettigheder og romantisk (hetero)seksuelt samliv – havde til hensigt at garantere samme rettigheder for mennesker, hvis indbyrdes relation ikke defineres af hverken romantik eller (hetero)seksuelt samliv.

FIs forslag blev udlagt som et radikalt forsøg på at afskaffe ægteskabet, og så brød et mindre ragnarok ud i den svenske offentlighed. Mange stemmer følte sig pludselig kaldet til at forsvare ægteskabets bevaringsværdighed, og FIs medlemmer blev kaldt for barnlige. Som Adeniji bemærker, rettede FIs forslag sig dog på intet tidspunkt mod at forbyde bryllupper. Derimod var hensigten med forslaget at adskille ceremoni og lovgivning, men det afstedkom ikke desto mindre en voldsom kollektiv angst for ægteskabets og brylluppets undergravning som institution og ritual.

I heteronormens kerne

Hen over det tidsrum hvor Adeniji interviewer sine informanter, skifter et par stykker holdning. Trods modstand mod ægteskab beslutter de sig alligevel for at gifte sig med deres kærester. Adeniji har ingen interesse i at tage stilling til deres holdningsskifte. Derimod kredser hendes analyser vedvarende om spændingsfeltet mellem at ville og ikke at ville gifte sig. Mellem at leve ganske tæt på konventionerne eller længere væk. Politisk modstand og ønsket om at ville forandre herskende normer udelukker ikke et lille sug og længsel efter at hengive sig til selvsamme normer – og derved blive “normal”.

I rammefortællingen skifter Linda holdning. Hun går tøvende med til at flytte sammen med kæresten Lennart. Linda tror på sit valg, men beslutningen følges alligevel af en lille sorg og uro, fordi hun ikke kan få lov til at være i fred med sit ønske om at stå uden for ægteskabsnormen. Hun mærker omgivelsernes forventningspres i forhold til, at hun i det mindste bør flytte sammen med Lennart.

Lindas melankoli illustrerer et mønster i Adenijis interviewmateriale. For nogle af de informanter, der betragter sig selv som stående uden for heteronormen, skabes der værdighed og styrke i netop det at stå uden for. At leve åbent som lesbisk, biseksuel eller polyamorøs, betyder ikke, at man lever frisat fra heteronormativitetens påbud og stigmatiserende effekter, men det kan i nogle situationer fungere som en lille beskyttelse i forhold til kravet om normalitet. Man forventes ikke (altid) at ville tilpasse sig. Lidt anderledes forholder det sig for de af Adenijis informanter, som lever i heteronormens kerne – i længerevarende monogame relationer til mandlige partnere. Her erfares et vedholdende pres om assimilation til ægteskabskonventionen. “Alla är på mig, jämt, om det här med bröllop”, som informanten Gabriella siger.

Er du egentlig sammen med nogen?

Bliver man sommetider spurgt. Og så ved man, at det ni ud af ti gange handler om ens kærestestatus og mulige intime forbundethed med ét (og ikke flere) mennesker. Ikke om man føler sig “sammen med” sine slyngven/inder. Eller sine marsvin. Eller sin frimærkesamling.

Forestillingen om at blive gift og “være sammen med nogen” hænger uløseligt sammen med forestillingen om at være single. Adeniji anskueliggør i den forbindelse, hvordan ægteskab låser sig sammen med kategorier som moden, sammenhed (på svensk: tilsammans) og familieliv. Mens single låser sig sammen med forestillinger om umodenhed, ensomhed og uden familieliv.

Men er man pr. definition ensom og i slægtskabsunderskud, fordi man ikke har en partner og en kernefamilie? At kategorierne ordner sig i helt bestemte rækker fortæller ikke blot noget om hvilke positioner, der værdsættes af kulturen, men også noget om at vores forestillinger om slægtskab og forbundethed er stærkt begrænsede. De dybe relationer, som sommetider knyttes mellem venner og ex-partnere, både varige og flygtige, tæller ikke rigtigt i det store slægtskabsregnskab. Som single tænkes man at være fundamentalt alene og sandsynligvis også ensom. Sammenhed er en tilstand, som realiseres i parforholdet.

Det er dog samtidig Adenijis pointe, at den kvindelige single som senmoderne figur ikke er entydigt konstrueret. Single bliver til en attraktiv position, når den kobles til ungdomsliv, udlevelse af seksualitet og selvstændighed. Anderledes uværdig og mærkelig bliver singlepositionen, når den kobles til ældre eller knapt så seksuelt aktive kroppe. “En trettiofemårig singel bör “växa upp” innan hun blir sorglig,” som Adeniji meget rammende sammenfatter normen.

Adenijis afhandling er hverken et korstog mod den romantiske kærlighed eller ægteskabet. Både modstand og ambivalens, lyst og begær efter disse kategorier behandles loyalt og nuanceret. Adeniji og hendes informanter diskuterer først og fremmest de erfarede begrænsninger, som idealiseringen af disse kategorier medfører. Når normen om at ville giftes og leve på tomandshånd til stadighed er så dominerende, bliver det vanskeligere at forestille sig andre måder at leve på. Og det er ikke mindst på den baggrund, at feministisk formuleret ægteskabsmodstand vækker til eftertanke og finder sin politiske berettigelse.

Inte den typ som gifter sig? kan dermed varmt anbefales – både til folk i – og uden for ægteskabet.