Tænk nu, hvis den kvindelige emancipation slet ikke er nået så langt, som vi tror – at alt det, vi troede var frihed, har vist sig blot at være en ny slags lænker. 

Det er det pessimistiske scenarium, som bogen One Dimensional Woman af den unge forsker og filosof Nina Power fremmaner. Med titlens reference til sociologen Herbert Marcuses Det endimensionelle menneske fra 1964 er scenen sat: Det handler om at genrejse et grundlag for kritisk bevidsthed. Men for at nå frem hertil zigzagger den nogle og 30-årige forfatter med det misundelsesværdige efternavn på den pamfletagtige bogs 74 sider gennem et bredt felt af høj og lav samtidsanalyse, fra Sarah Palin-fænomenet over 1930’er-porno til selvlemlæstelse.

Feminismens elendighed

Der er simpelthen for lidt bund i det pinkfarvede heppekor, som i dag påberåber sig navnet feminisme, konstaterer Power. Alle anvender feministisk retorik til at sælge deres budskab, lige fra racister og højreorienterede politikere til chokoladefabrikanter. Hvordan er det nået så vidt, at det kan betragtes som feministisk at tilskynde kvinder til at “udtrykke deres seksualitet” ved at gå til strip-fitness og forbruge på en “frigjort” måde, for eksempel ved at købe kaninformede vibratorer? 

Denne KonsumFeminisme, som forfatteren døber den, er blottet for politisk indhold og synes at være tilfreds med at fungere som en slags avanceret selvhjælp til at kvitte kvindeligt selvhad og “værdsætte” sig selv som en slags omvandrende luksusvare; “fordi jeg fortjener det,” som det hedder. De politiske dynamikker, som karakteriserede det 20. århundredes kvindebevægelser, fortaber sig nu i varens lyserøde selvgratifikation. 

At de fremherskende idéer om topmålet af kvindelig emancipation i så høj grad er sammenfaldende med ganske almindelig forbrugerisme, bør vække bekymring. Men i stedet for at gå i automatreaktion og forsøge at stå fast på en ‘rigtig’, moralsk forsvarlig feminisme, som er blevet udsat for fordrejning og kommercialisering, bør vi i stedet spørge os selv, hvorforfeminismen i så høj grad er blevet offer for invasion fra vareverdenen og den politiske højrefløj. 

Denne mangel råder Power bod på ved at analysere feminismen i forhold til transformationerne i arbejdet og den kapitalistiske økonomi. Som forfatteren i en anden sammenhæng har sagt i spøg, er problemet nemlig, at hovedparten af nutidens feminister ikke vover at udtale det mest anstødelige ord, “the C-word – which is Capitalism, obviously!“.

Kan man forbruge sig til frigjorthed?

Det primære mål for bogens angreb er den type neofeminisme, som blandt andre britiske Natasha Walters bog Living Dolls og amerikanske Jessica Valentis meget succesfulde Feministing-projekt er eksponenter for.
 
Problemet er, at disse analyser trods deres prisværdige bestræbelser ikke har noget greb om misogyniens objektive, materielle strukturer, konstaterer Power – som den gode historiske materialist, hun er. Deres argumentation blæses uhyre let omkuld, fordi den kun opererer på et moralsk og æstetisk niveau, f.eks. i diskussioner om stereotype kvindebilleder, pornoficering og seksuelle normer. Denne svaghed er et fingerpeg om de enorme problemer, hovedparten af de nutidige former for feminisme har med systematisk politisk tænkning. 

Ifølge Power er det lyserøde backlash ikke så underligt: Vi kan ikke afskaffe undertrykkelse, hvis ikke vi også samtidig holder os kapitalismekritikken for øje og forstår, hvordan kønsstereotyper er udtryk for økonomisk dominans.

Men hvorfor er det overhovedet et problem, at feminismen taler det samme sprog som vareverdenen, hvis den samtidig kan skabe større kulturel forskellighed og individuel lykke?
 
En ting er, at den nye feminisme til forskel fra modergenerationen har et mere nydelsesfuldt, individualistisk og hedonistisk perspektiv på, hvad frigørelse kan være. Men samtidig har den låst sig fast til et liberalt politikbegreb og forvekslet frihed med forbrugs- og livsstilsvalg, hvorved feminisme udvandes til noget fluffy “noget” med at æde chokolade og være fremme i designerstiletten.

Forvekslingen af emancipation med forbrugsvalg har resulteret i et uhyre fattigt analyseniveau, mener Power. Groft sagt er det kun kultur, moral og smagspræferencer, der adskiller konsumfeminismen fra den humanistiske, veluddannede ligestillingsfeminisme. Denne analytiske fattigdom identificerer Power også i alle de falske konflikter, som klæber til mange af samtidens diskussioner: Er porno godt eller dårligt, skal vi bombe os til flere afghanske pigeskoler, skal prostitution forbydes eller legaliseres, og så videre.

Den samme æstetisk-moralske blindgyde kommer til udtryk i det uforholdsmæssigt store fokus, der lægges på spørgsmålet omrepræsentationen af kvinder, æstetisk såvel som parlamentarisk. Power mener, at det er på høje tid at opgive fantasien om, at feminismens grad af succes kan måles kvantitativt på antallet af magtfulde kvinder i det offentlige liv. Som det talrige gange er set, fører det ikke nødvendigvis til bedre levevilkår, når kvinder kommer til magten (det er Margaret Thatcher og Condoleeza Rice to eksempler på) og repræsenteres mere ‘virkelighedstro’ i offentligheden og kulturindustriens visuelle fremtrædelsesformer.

Den feminine arbejder

Power afviser altså disse skyttegravsagtige spørgsmål. I stedet peger hun på, at det er arbejdet snarere end kulturen isoleret set, der er nøglen til at forstå, hvad feminismen faktisk er oppe imod i dag. Bogen knytter forbindelse til den udvikling i arbejdet, som blandt andre den italienske filosof Paolo Virno har analyseret. Overgangen fra den industrielle til den postindustrielle og postfordistiske produktionsmåde var nemlig historisk sammenfaldende med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet.

Kritikken går her på, at diskussionerne om ligeløn og anerkendelse af traditionelle kvindefag beklageligt nok ikke har haft blik for, hvordan ‘feminiseringen’ af arbejdet er blevet et strukturelt element i den postindustrielle produktionsmåde. Inden for den tertiære og kvartære sfære – de enorme sektorer af service, handel, reklame og kommunikation – arbejdes der med følelser, ideer og kreativitet, snarere end fysisk manpower

Feminiseringen har været ensbetydende med prekarisering, det vil sige en implementering af generelt usikre og dårligt lønnede ansættelsesforhold under kodeord som “fleksibilitet” og “omstillingsparathed”. Men denne udvikling omfatter vel at mærke mandlige og kvindelige arbejdere. Det er velkendt, at arbejdsgivere kan slippe af sted med at betale kvindelige arbejdere mindre, men ifølge forfatteren har det også betydet en nedgang i lønudgifter totalt set, sådan at mandlige arbejdere ikke længere kan forvente et lønniveau, der kan brødføde en hel familie. 

Det feminine definerer arbejdet generelt, for begge køn, på samme måde som det nu er arbejdsløsheden, der definerer ansættelsesforholdet. Feminisering skal her ikke opfattes bogstaveligt som “kvindagtighed”, eller som årsag og virkning mellem afgrænsede essenser, men snarere som en slags paradigmatisk “femininitets-hed”, der karakteriserer arbejdet som sådan.

Powers indvending er, at kvindebevægelserne i 1960’erne og 1970’erne ikke har været tilstrækkelig kritiske over for arbejdet og de forestillinger, der knytter sig til det. Lidt for optimistisk har de set de nye muligheder for at sælge deres arbejdskraft som en udvej fra det skæbnebestemte husarbejde og moderskab. Den historiske baggrund taget i betragtning er det forståeligt nok, at især kvinder har været tilbøjelige til at abonnere på den nye type arbejdsmoral, som sætter lighedstegn mellem arbejde og selvrealisering; hvor man finder sit sande kald og “gør det, man er bedst til”.

Det er kun en retorik – men en retorik, som direkte skaber og præger de konkrete leveforhold. Med nye biologismer og essentialismer er usikkerhed i ansættelsen succesfuldt blevet diskursiveret som noget positivt og frigørende, som myriader af fremtidsmuligheder, der sågar ses som essentielt knyttet til det feminine: Omstillingsparathed, fleksibilitet, multitasking, kreativitet og indlevelsesevne identificeres som specifikt kvindelige egenskaber, mens mandens påståede stenalderhjerne brænder sammen, fordi den ikke har været i stand til at omstille sig til immateriel-kognitiv produktion og stadigvæk hænger fast i en forestilling om livstidsansættelse og rigtige arbejdere i rigtige fabrikker.

I skolesystemet socialiseres piger til at være små, optimale vidensarbejdere, som er dygtige til at sidde stille, samarbejde, koncentrere sig, sortere i informationer og så videre, mens drenge efter sigende er mere “fysiske”. Billederne af unge, sympatiske kvinder iført headset smiler anonymt tilbage til os fra reklamerne og vikarbureauernes annoncer.

Det personlige er helt igennem økonomisk

Den unge, selvstændige singlekvinde spiller hovedrollen i kapitalismens selvfortælling. Hendes arbejdskraft er empatisk og fleksibel, og hendes føjelige krop kan modelleres til at efterkomme alle behov og fantasier. Hun repræsenterer den ideelle immaterielle arbejder (indtil hun bliver gravid; her støder vi på et paradoks). Faktum er altså, at de afsindige krav, som stilles til kvinder, ikke kun er af æstetisk, social og kulturel art, men også af økonomisk art. 

Arbejdsmarkedets krav til den gode arbejder og kvindebladenes diktat om, at vi gennem forbrug skal præsentere os selv som seksuelt tilgængelige og appetitvækkende, er intimt forbundne.

Når arbejdsmarkedets og kødmarkedets logik er sammenfaldet, så skyldes det ikke blot et kulturelt og moralsk forfald, men en økonomisk tendens, gør Power opmærksom på. I stedet rejser hun den brugbare pointe, at det måske giver mere mening at tale om en seksualisering af økonomien i stedet for blot en seksualisering eller pornoficering af kulturen som isoleret sfære. Vi står over for en altgennemtrængende begærsøkonomi, hvori den idealiserede, hyperseksualiserede kvinde figurerer som den ultimative vare, både som arbejdskraft og som nydelsesmiddel.

Som tidligere nævnt er feminismen og dens radikale pointer blevet kapitaliseret. Denne udvikling er sket så hurtig og i et sådan omfang, at feminismens egen kritik ikke har kunnet følge med. Det betyder, at de begreber, hvormed vi tidligere har kunnet opnå en forståelse af sammenhængene mellem økonomi, køn og det sociale – kommercialisering, tingsliggørelse, undertrykkelse – ikke længere slår til. Disse begreber er nemlig traditionelt blevet anvendt på en måde, hvor man har forudsat eksistensen af en subjektiv privatsfære, som kunne ‘politiseres’ og danne grund for kritik og emancipation. 

Men Power rejser tvivl om, hvorvidt det overhovedet er muligt at tale om adskilte subjekter og objekter i de højtudviklede kapitalistiske samfund, vi lever i. Som hun udtrykker det ved bittert at parodiere et gammelt slagord: “Det personlige er helt igennem økonomisk”.

Begærsøkonomi

I modsætning til ovenfor nævnte partsindlæg som Valenti og Walter, som klandrer pornoverdenen for “ikke at have noget at gøre med kvinders egen seksualitet”, går Power et skridt videre og sætter spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet kan tale om en rigtig, autentisk seksualitet længere. Måske er der slet ingen sund, afbalanceret og autentisk kvindelig seksualitet bag det hyperseksualiserede univers, vi bevæger os i? Ligesom det er stadig vanskeligere at skelne mellem arbejdsliv og fritid, kan det måske heller ikke lade sig gøre at skelne mellem et autentisk, subjektivt begær og dets forvrængede og pornoficerede repræsentationer. 

Ifølge Power kan der ikke være tale om et tilbagetog til en sund og genuint lystpræget seksualitet bag det visuelle bombardement af udspilede babser og cumshots. “Hvor deprimerende dette end må lyde, vil dette være et mere brugbart udgangspunkt end at antage, at der findes en reelt humanistisk reserve af ‘sympatisk’ seksuelt begær nede under alle billederne.”

Fælden er, at feminismen i denne ekstreme situation ikke er i stand til at tage højde for den selvudbytning, selvunderkastelse og selvobjektivering, som organiserer den daglige virkelighed. “Hvis feminismen skal have en fremtid, er den nødt til at erkende de nye måder, hvorpå livet og eksistensen bliver koloniseret af nye dominansformer, som langt overstiger de hidtil kendte former for objektivering,” skriver Power. 

En kritik af denne situation kan ikke tage udgangspunkt i at sikre ét enkelt domæne, men i stedet forholde sig til arbejdets og begærsøkonomiens totale karakter. Og det er heri, udfordringen ligger for en ny, kritisk feminisme for det 21. århundrede.

Alternative historier

Men alt er imidlertid ikke den rene misere, og bogen peger også på overraskende åbninger og muligheder. Den interessante historiske analyse af pornofilmen peger på, at den seksuelle frigørelse ikke kan anskues som en lineær proces. 

Ifølge Power afspejler 1920’ernes og 1930’ernes sexfilm en i dag sjælden polymorf og procesorienteret erotik, hvor forskellige aktører i fjollede set-ups drev umotiveret ind og ud af kulissen. Massageapparatet, som sædvanligvis definitivt ses som et frigørelsesinstrument, er ifølge Power mere tvetydigt. Det seksuelle tilbageslag ramte samtidig med varesamfundets efter 2. Verdenskrig. På linje med andre elektroniske husholdningsapparater som vaskemaskiner, kølefryseskabe og Carmen Curlers lettede og automatiserede masseapparatet kvindens arbejde i hjemmet, men samtidig skabte det også et mere parcellært og maskiniseret kønsliv. 

Den udflydende ‘multi-hed’, der karakteriserede den tidlige sexfilm, er siden blevet katalogiseret til en slags perversitet on demand, en ubegrænset valgfrihed mellem forbrugsmuligheder, som vi har siddet i lige siden.

Det er til gengæld de mest overraskende steder, uden for egentlige feministiske grupperinger, at utopier, håb og alternative historier kan opdages, mener Power. Cutting-fænomenet, et besynderligt fællesskab af selvlemlæstere, er med sit blotte omfang et håndgribeligt bevis på, at skyggesiden af det plastiske, hyperseksualiserede og virtualiserede kvindeliv er en umådelig tomhed og følelsesløshed. Cutterne, som ofte er unge kvinder, er stået af karrusellen. De efterstræber virkelighedens smerte og blod og afviser den overfladiske symbolske kommunikation, der ligger i en modkulturel udtryksform som tatoveringen.

Ligeledes fremhæves en dagspresseanekdote om en gruppe (hvide) amerikanske teenagepiger, der sluttede en hemmelig pagt om at lade sig besvangre af en hjemløs og opfostre deres babyer i fællesskab. I den rørende historie ses et utopisk forsøg på at indrette familielivet radikalt anderledes. 

Det er de næsten krampagtigt og desperat store armbevægelser, snarere end humanistisk optimisme, der giver Power stjerner i øjnene. Kendetegnende nok er hendes primære reference ikke af nyere dato, men en så uchik bog som Shulamith Firestones The Dialectics of Sex (da. Kønnenes dialektik) fra 1974, der på baggrund af Friedrich Engels’ tanker om familien skitserede en reproduktionsfuturistisk vision om at befri kvinden fra fødselsbyrden gennem teknologi og herved hæve den samlede menneskehed op til en slags orfisk tilstand, en højere politisk-erotisk fællesskabsform.

Kritisk feminisme for det 21. århundrede

Men mindre kan også gøre det, og man skal starte et sted. For eksempel med at knytte en forbindelse mellem feminismen og en tidssvarende kapitalanalyse, hvilket også er bogens både simple og store fortjeneste. 

Powers beslutning om at analysere feminismen gennem arbejdets optik er fremadrettet og fører hende frem til overraskende pointer. Det materialistiske perspektiv afdækker meget præcist, hvordan patriarkat og kapital ikke er hinandens allierede på en så gennemskuelig måde, som det ofte antages. 

På det punkt er Power forfriskende pessimistisk og antihumanistisk i sin diagnose af vores pornoficerede hverdag: Illusionen er virkeligheden. Vi kan ikke genoptage en oprindelig, ‘naturlig’ seksualitet, da naturligheden bare er en form for kunstlethed.

I venstreorienterede kredse, hvor der må formodes at herske en vis enighed om, at feminisme er andet og mere end Sex and the City, er det mest polemiske ved bogen måske de ting, den forbigår i tavshed. En indflydelsesrig strømning som queerteorien nævnes ikke med et ord. Bogens største provokation er måske opfordringen til at skrue kraftigt ned for tilliden til parlamentarisme, lobbyisme og humanisme til fordel for en langt mere radikal-demokratisk hypotese som Firestones.

I modsætning til de socialkonstruktivistiske og poststrukturalistiske feminismer, som ofte er blevet kritiseret for at være for utilgængelige, synes Power desuden at have bestræbt sig på at få præsenteret sine tanker for så bredt et publikum som muligt, i en uhøjtidelig, humoristisk og let tilgængelig form. Det er i sig selv prisværdigt, når ens ærinde i bund og grund er at klandre hovedparten af samtidens feminismer, at deres kapitalanalyse er for dårlig, eller at de slet ikke har én. Selv om angrebene kan virke heftige og usolidariske, efterlader bogen ingen tvivl om, at de er nødvendige.

I en tid, hvor der ved ordet feminisme ofte enten forstås et afpolitiseret konsensusmareridt om at blive gode venner med sig selv og hinanden, eller som at forbruge for fulde gardiner, alt imens man æder chokolade med stor vellyst, må Powers udkast til en systematisk kapitalkritisk feminisme siges at være svært tiltrængt. Hvis feministisk tænkning ikke adresserer kapitalismen og forsøger at forstå sig selv i relation til historien og den økonomiske virkelighed, forbliver den en kamp mod vindmøller.