Vi er vant til at videnskabelige undersøgelser og mediernes reportager handler om ‘de Andre’, men hvad sker der, når det analytiske blik vendes mod ‘os selv’? Det belyser denne artikel med nogle highlights fra nogle måneder blandt rullekravetrøjer og algoritmeskemaer på en stor dansk ingeniørvirksomhed, hvor jeg observerede og interviewede danske mandlige ingeniører om deres liv, job, køn, etnicitet og seksuelle orientering.
Hvordan opleves det at være en hvid, dansk, heteroseksuel mandlig ingeniør? Hvordan er det at nyde godt af alle samfundets strukturelle privilegier og slet ikke være bevidst om det? I et liberalt lighedssøgende land som Danmark, hvor vi normalt ikke taler om magt som strukturer, men placerer ansvaret for konsekvenserne af uligheden hos det enkelte individ, er disse spørgsmål svære at stille. Derfor blev mine samtaler med ingeniørerne ofte besværlige og mærkelige, når jeg stillede de spørgsmål, som vi er vant til at høre repræsentanter for minoritetsgrupper, (‘de Andre) svare på. 

Hvordan oplever du heteroseksualitet?
Et tydeligt definerende træk ved førsteheden er, at det er noget, der ikke tales om.

Ingeniørerne havde ligesom jeg selv, ingen problemer med at diskutere alle ‘de Andre’ på arbejdspladsen og i samfundet, men i samme øjeblik (deres egen) normalitet og førstehed kom på tale, blev svarene flygtige, undvigende og svære at artikulere – ligesom jeg selv oplevede, at spørgsmålene blev sværere at stille. Et eksempel er følgende interviewuddrag, der handler om heteroseksualitet:
Lovise: Jeg antager… altså når du nu har fortalt om din kone og børn og sådan noget, så antager jeg… det er måske et underligt spørgsmål, men nu…, jeg antager at du opfatter dig selv som heteroseksuel?
John: Øh… det ved jeg ikke. Jeg forstår nok ikke rigtig spørgsmålet…
Lovise: Jo altså, på baggrund af det du har fortalt om din familie så antager jeg at du er heteroseksuel?
John: Nej altså jeg er jo ikke… jo lige netop, jeg har jo kone og børn og sådan har det jo altid været… Men det er ikke noget… hvad mener du egentlig?
Lovise: Jamen, det jeg vil spørge om, er egentlig, hvordan du oplever det at være heteroseksuel? Hvordan oplever du det i din hverdag? Har du nogensinde tænkt over det?
John: Altså, jeg er stadig ikke sikker på, hvad du mener, men det er da bare helt naturligt. Slet ikke noget at rafle om, hvis det er det du antyder? Jeg er altså helt hetero…
Det er måske et underligt spørgsmål” indleder jeg og væver rundt for at opbløde det spørgsmål, som jeg allerede ved ikke vil blive let for John at besvare, fordi det handler om noget, som han ellers ikke behøver at forholde sig til. Noget som er så givet, at alene det, at tale om det, bliver uforståeligt og af John tolkes som en antydning af, at han ikke skulle være heteroseksuel.

Den eneste forklaring John lader til at kunne finde, er, da jeg påtaler hans heteroseksualitet, at jeg vil sætte spørgsmålstegn ved den. Interviewuddraget udgør et godt eksempel på, hvordan førstehed fungerer, og hvad den implicitte tilstedeværelse af ‘det Andre’ gør ved den. Det er tydeligt, at John ikke skænker sin heteroseksualitet en tanke som sådan, men at han derimod er meget opmærksom på, at han ikke ikke er heteroseksuel. Det er således først, når der opstår en risiko for at blive udpeget som noget andet end heteroseksuel, at han mærker, benævner og ligefrem forsvarer sin førstehedsposition.
Eksemplet viser, hvor svært og uvant, det er for både John og mig at tale om – og holde fast i at tale om – selve normpositionen. Førstehed kan næsten udelukkende forstås i relation til ‘de(t) Andre’, og hvor ‘de(t) Andre’ er let at karakterisere og forklare, udmærker ‘de(t) Første’ sig ved at være flydende og næsten umuligt at generalisere.

Det er kulturelt meget lettere at hævde, at muslimer, efterlønnere eller handicappede er på en vis måde, end at sige, at alle ikke-muslimer, alle på arbejdsmarkedet eller ikke-handicappede deler visse særtræk, selvom vi godt ved (eller i det mindste burde vide), at variationen inden for hver af disse grupper er ligeså stor som forskellene imellem dem.

Konsekvenserne af mangfoldigheden

Der er dog også i materialet tilfælde, hvor førstehedspositionerne, (modvilligt) bliver synlige og mærkbare for ingeniørerne. Et eksempel på det findes i interviewet med Jørn. Vi
kommer her ind i en passage, som handler om de moralske uoverensstemmelser, Jørn oplever, hersker mellem ham og virksomhedens ‘slipsedrenge’, der blandt andet står for den eksterne kommunikation:
Jørn: (…) Men, altså… vi er jo en meget, ja hvad siger man, homogen virksomhed ikke? Hvis du kigger på medarbejderskaren, så er vi måske 80 % mænd og alle er lidt ligesom mig – danske og sådan. (…) Nå, men der kan jeg så godt nogle gange synes, at det bliver lidt mærkeligt, at vi i al vores eksterne markedsføring og i de jobannoncer vi har i fagbladene og sådan, der er det altid den samme mand fra, jeg tror at han er fra Syrien, en meget smuk mand, som er med på billedet, og så en ung lysåret kvinde som ingen af os nogensinde har set. Altså, det gør selvfølgelig ikke
noget, men det bliver lidt mærkeligt, når man ved, hvordan det ser ud i virkeligheden ikke? (…) Lovise: Mener du, at billederne om jeg så må sige snyder folk eller handler det mere om, at dem som egentlig udgør medarbejderne ikke er gode nok til at være med i annoncerne?
Jørn: Altså både og vil jeg sige. Det er jo mest det, at det smager lidt underligt at male et helt andet billede op af, hvad vi er for en virksomhed, eller hvilken medarbejdersammensætning vi har i hvert fald, end hvordan det egentlig ser ud. Jeg synes godt, at man kan kræve rimelig repræsentation i sådan nogle tilfælde. Hvis der bare også var en enkelt almindelig mand med, så ville det jo ikke være så påfaldende vel? (…) Men det er klart, at der under det her måske også ligger noget med, at det er lidt bittert, at vi, som rent faktisk udgør den allerstørste del af medarbejderne, ikke må vises frem…
Den syriske mand, som Jørn fortæller om, arbejder på en anden afdeling i virksomheden og er således reelt lige så meget en del af virksomheden som Jørn selv. Der er dog, ifølge Jørn, ingen tvivl om, hvorfor det netop er denne mand, der er blevet udvalgt som blikfang til annoncerne, blandt alle virksomhedens mange medarbejdere. Det har dels at gøre med hans
smukke ydre og dels – og nok frem for alt, hvis man skal tro Jørn – med hans synlige etniske minoritetsbaggrund, der i annoncerne ved siden af den unge blonde kvinde, på strategisk vis skal signalere virksomhedens (ambition om) mangfoldighed.
Jørn bruger historien om annoncebilledet som et eksempel på de problemer, han har med managementteorier, men den tjener også effektivt til at belyse, hvordan han oplever, at etnisk første- og andethed får betydning i Virksomheden. Annoncebilledet opviser figurer, som den, der kender Virksomheden, kan se, ikke er ‘rimelige’, for at give udefrakommende en forståelse af, at andethed i disse former ikke spiller nogen rolle for at få job her hos os. Det paradoksale bliver dog, at netop denne sandsynligvis velgennemtænkte strategi fra ledelsens side bidrager til, at gøre det åbenlyst for Jørn og hans kolleger, at det faktisk forholder sig modsat.

De ser, qua billedet at første- og andethed faktisk spiller rolle – både i forhold til sammensætningen af Virksomhedens medarbejdere og for hvem, der havner på billedet i jobannoncen. “Hvis der bare også var en enkelt almindelig mand med…” siger Jørn, så havde det været nemmere at sluge de to andre modeller på annoncebilledet. Nu står de to Andre alene som Virksomhedens ansigt udadtil, og den førstehed, som Jørn repræsenterer, glimrer ved sit fravær. For Jørn bliver konsekvensen, at hans egen – hidtil umærkede – førstehed, bliver mærkbar netop qua sit fravær. Sagt med andre ord: En effektiv måde, at gøre førstehed synlig på, er, at lade være med at vise den.
 

Q scorer aldrig baben i Bond-filmene

Jeg skrev indledningsvis, at der i Danmark hersker en modvilje mod, at relatere til sig selv og samfundet i termer af magt, hvilket også er en tydelig tendens i mine undersøgelser blandt ingeniørerne. Der sker dog et bemærkelsesværdigt skift i dette princip, når fokus i vores samtaler rettes mod dem, som ingeniørerne opfatter som mere magtfulde end dem selv. Når ingeniørerne bliver ‘Andre’.
Det er jo aldrig Q, som scorer baben i Bond-filmene” siger Mogens, da jeg spørger ham om de forestillinger han møder, når han fortæller folk, at han er ingeniør. Skuffelsen over, at det altid er James Bond og aldrig hans hjælper, det tekniske geni Q, der løber med både æren og kvinden i 007-filmene, er et ikke til at tage fejl af.

Senere fortæller Mogens, at han godt kan blive lidt irriteret, når han ser George Clooney i annoncer for ure eller biler, fordi “det er ham og ikke teknikken, der skal sælge produktet“. Michael er inde på samme spor: “Når Kronprinsen skal indvie en bro og holder en tale, hvor det lyder, som det næsten var ham, der skruede alle møtrikker sammen… Der kan jeg godt være lidt bitter på alle byggeteknikeres vegne. Jeg mener, det kan da ikke være så svært at bare nævne alle os, der har slidt med det projekt i mange år…“.
Kronprisen, James Bond og George Clooney er alle typiske eksempler på Magtmanden – en figur, som alle ingeniørerne på forskellig vis relaterer til. Foruden sit velpolerede udseende udmærker han sig på forskellig vis ved handlekraft, magt, mod og (måske frem for alt) kvindetække. Ligeledes kan man bemærke, at Mogens og Michael begge hæfter sig ved den ‘usynlige’ ingeniør/teknik, der har tilvejebragt Magtmanden en stor del af hans magt og position, men som trods dette aldrig får del af den prestige, som positionen indebærer. Mogens siger:
Mogens: …[Kvinder] er jo ofte helt ligeglade med indholdet, hvis det bare ser pænt ud udenpå…
Lovise: Hvordan ligeglade, mener du?
Mogens: Jamen altså, Ingelise kan for eksempel godt komme hjem og have købt for eksempel en mobiltelefon med rigtig dårlig ydeevne, men være helt tilfreds, fordi den har et pænt foderal ikke? Og der kan jeg godt blive lidt sådan, at det er det samme som at hoppe i seng med en impotent mand, bare fordi han er veltrænet…
I denne passage får man en fornemmelse af, at Mogens’ frustration over overfladefokuseringen, som giver Magtmanden en del af hans privilegier, både ligger på et strukturelt og et personligt plan. Foruden en grundlæggende irritation over en urimelig samfundsmæssig magtfordeling til Magtmandens og ‘de ydre attributters’ fordel, lader ‘folks’ (her: kvinders) fokus på overflade også til at blive et fravalg af den dybde eller det ‘indhold’, som Mogens (og ‘ingeniøren’) oplever, at han selv repræsenterer. Når Mogens kone Ingelise fravælger en teknisk potent mobiltelefon, og reklamefolkene vælger Clooney frem for uret som blikfang i sin annonce, er det næsten som om, det er Mogens selv, der bliver fravalgt.
I ingeniørernes fortællinger om Magtmanden, ligger således en tydelig frustration over, at han ikke bliver bemærket for sin indsats og at opleve sig underordnet. Det er primært, når der tales om forskellige versioner af Magtmanden (som også kan indtage skikkelsen af ‘slipsedrenge på direktionen’ og ‘økonomerne i de lyseblå skjorter’), at ingeniørerne forholder sig til det faktum, at magt og privilegier fordeles ulige i dagens samfund. Hvor førstehed, når den kobles til ingeniørerne selv, fremstår som umærkelig og svær at indfange, har de anderledes let ved at få øje på magt og privilegier, når de forholder sig til deres egen (underordnede) relation til Magtmanden.

Hvem bærer ansvaret?

Undersøgelsens måske banale konklusion er således, at hverken positionen som ‘Første’ eller som en af ‘de Andre’ er entydig, men derimod temporær og relativ – vi er alle både første og andre i forskellige sammenhæng. Ligeledes fremkom det, at magt og privilegier sjældent mærkes, når man har dem, men desto mere i de relationer, hvor man ikke har dem. Min ambition om at synliggøre – og dermed ansvarliggøre – ‘de Første’ viste sig således at være næsten uladsiggørlig, da ingeniørerne, i vores samtaler, instinktivt pegede på andre eller placerede både magten og problemerne et andet sted end ‘her’.

Men at det er svært, betyder ikke, at vi ikke skal forsøge. Hvis vi skal skabe et reelt demokratisk samfund, er det en forudsætning, at vi slår fast, at ulighed ikke blot er et problem for ‘de Andre’, som mærker den, men noget, som vi alle bærer et fælles ansvar for at modvirke – blandt andet ved at være bevidste om vores privilegier. Både problemerne og magten til at udfordre dem, er lige ‘her’ – og vi har alle ansvar for at forholde os til dem.