På den private ultralydsklinik venter de vordrende forældre på at skulle se deres endnu-ikke-fødte datter. I dag møder vi Mathilde: Hun sparker, smiler, sutter på navlesnoren og viser velvilligt de buttede kinder.

De private ultralydsklinikker i ind- såvel som udland sætter den vordrende families gode oplevelse i centrum. Her bliver gravide mødt med kaffe, te og småkager samt en storsmilende jordemoder, som ikke bare kyndigt guider os igennem den tredimensionelle skanning, men også giver sig tid til at forklare og personliggøre rejsen ind i det indre.


Jordemoderen den nye bio-turistguide

Mine iagttagelser bygger på et feltarbejde på en dansk og en amerikansk ultralydsklinik foretaget i perioden 2007-2009. Den teoretiske inspiration hentes hos kommunikations- og teknologiforskeren Kim Sawchuk, som blandt andet har arbejdet med begrebet bioturisme.

Bioturismemetaforikken er også anvendelig i forhold til ultralydsskanningerne. Jordemoderen kan på de private klinikker for eksempel forstås som ikke bare en ekspert, men også en slags guide: Med kyndig stemme og stor entusiasme guider hun os rundt i livmoderen. Tilsvarende er de vordrende forældre og bedsteforældre ikke bare patienter, men snarere turister, der bevidst søger det gode billede og den ultimative oplevelse.

Den tredimensionelle ultralydsskanning bliver en transformationsorienteret oplevelse. Her får vi mulighed for at få et guidet blik ind i det indre samtidig med, at de vordende forældre øver og eksperimenterer med en ny identitet – som mødre, fædre og bedsteforældre. Selv de yngste, som er til stede, får mulighed for at øve sig som storesøster eller storebror til, hvad der kan ses som en lille ny konkurrent – en “rigtig dum lillesøster”, som en af dem bemærker.

Baby får både personlighed og slægtskab

På den private klinik bliver vi guidet ind i det indre. Jordemoderens formidling spiller her en særlig fremtrædende rolle. Med begejstret stemme indfører hun forældrene i mødet med den lille ny: “Sikke dog et gab. Haps nu smutter foden. Det er fantastisk”, siger hun.

Her venter en næsten sanselig oplevelse, og jordemoderen opmuntrer således de kommende forældre til at deltage aktivt i skanningen. En god skanning er netop kendetegnet ved, siger jordemødrene, at forældrene aktivt indgår: De stiller spørgsmål, griner, får måske tårer i øjnene og iscenesætter således også sig selv som “gode” forældre.

I formidlingen får “baby” både personlighed og slægtskab. Den ny bliver for eksempel ikke bare en hvilken som helst “puttegøje”, men en puttegøje, som passer meget godt til netop vores familie:

J:  Nej, hvor hun putter sig (til datteren): Du er da dygtig til at sidde stille. Der er ofte lighed mellem disse billeder, og når de bliver født. Det kan hun godt li´. Der var da en god kind der. Hun er sådan en, som skal have en puttepude, når hun bliver født. Der er nok ingen tvivl om at hun har det dejligt lige nu. (Om moderen): Der er ikke så meget mave på dig. Hun har altså nogle fantastiske læber: Store, fyldige, Hollywood læber.
M: Der er nogle af dem, som bare putter. Det gør min søn også.
J:  Altså, hvor er hun bare en drillepind. ÅH…. Nu kigger hun lige med øjnene.
M: Endnu en puttegøje. Det passer meget godt til vores familie.
(Ultralydsskanning, efteråret 2007. J=jordemoder, M=kommende mor).

Moderkagen en gang sikkerheds rockwool
Formidlingen er med til at skabe et slægtskab, hvor det nye familiemedlem får en plads samtidig med, at noget indre bliver til noget kendt. Her bliver også kroppen disciplineret, og særligt den slanke gravide krop komplimenteres.

Livmoderen bliver til babys første “hjem”, en “legeplads”, et “værelse”, mens navlesnoren bliver til en “sut” og moderkagen en “hovedpude”, en “dyne” eller en gang “sikkerheds rockwool”. Her bliver noget småt også til noget stort. Til trods for, at et 26 uger gammelt foster vejer under et kilo, så ligner det på fladskærmen en nyfødt baby med runde kinder og dobbelthage.

I 3D skanningen fremstår fostret ikke som en udefinerbar kødklump, men snarere som en dukkehusbaby, som her med Hollywood læber, og er én, der ligner en af os og passer ind i vores familie.

J:  Man kan godt se, at hun ser sund og rask ud. Men ligesom alle de andre ligger hun og leger med navlesnoren. Se nogle rigtig gode kinder. Hun ser ud som om, at hun vokser, som hun skal.
M: Det er i hvert fald faderens ører.
J: (zoomer ind på øret): Det er nogle fine ører. Et rigtig fint lille øre.
M: Det er faderens øre.
J: (Jordemoderen retter blikket mod faderen): Det er rigtigt, du har nogle fine små ører. Det er i hvert fald en pige. I kan godt fortsætte med det lyserøde.
M: Jeg havde mest tænkt på lilla.
J: Ja, det er også rigtig pænt. Hun ligger også med hånden sådan op. Den er parat til mobiltelefonen. Lige nu bevæger hun sig godt nok hurtigt.
(Ultralydsskanning efterår 2007, J=jordemoder, M=Mor)

Igen er både slægtskab og intention i fokus. I ovenfornævnte skanning er den lille ny ikke bare en pige med fine små ører, men en pige, som (heldigvis) ligner sin far. Samtidig “gør” hun baby på en genkendelig måde, som ikke alene positionerer hende som et sundt og raskt barn, men også som en “rigtig” pige – hånden er for eksempel parat til mobiltelefonen, hun har gode kinder og hun leger (ligesom de øvrige babyer) aktivt med navlesnoren. Hendes aktivitet såvel som udseende vidner om sundhed og god (passende) social adfærd.

Sådan guides deltagerne på rundtur gennem livmoderens indre, og jordemoderen formidler legende og entusiastisk fostrets bevægelser samt de indre organer i idealistiske termer: Ører bliver til “fine små ører”, læber til de “flotteste læber” osv. Ikke alene får deltagerne et udvidet kendskab til fostrets anatomi, men fostret beskrives også i idealistiske termer, og i denne sammenhæng nok så interessant – får fostret også køn.

Dansende prinsesser og fodboldspillende banditter

Køn formidles i skanningerne både legende og stereotypt. Hvor piger er prinsesser, så er drengene langt oftere små banditter. Dertil kommer fortællinger, som legende understøtter gængse forestillinger om køn og seksualitet.

Når pigefostre på skanningen ses med samlede ben, bliver de beskrevet som “naturligt” blufærdige. Drengene derimod er “stædige”. Når de sparker med benene, danser pigerne og drengene er fodboldspillere. Mest interessant er måske den måde, hvorpå seksualitet fremskrives:

Hvor pigerne er blufærdige, er drengene nemlig meget frimodige. De viser velvilligt det hele (tissemanden som ligger og svømmer i fostervandet). Som en kommende mor bemærker om hendes endnu-ikke-fødte søn: “Det kan han altså ikke snyde os med. Den har han været flittig til at vise”.

Deltagerne er entusiastiske i tildelingen af kønnede træk, som her anført af en jordemoder: “Det ligner i hvert fald en lille prinsesse. Hun ligger og bider i sin fod der – det siger også, at hun er en pige – det kan drenge ikke”. 

I den konstruktion er piger fysisk fleksible og drenge – allerede på fosterstadiet – lidt mere stive. Andre udtrykker bekymring over adfærd eller udseende – det være sig tykke ben eller store ører. På den måde er køn og udseende kædet sammen, og en valør, som synes at bekræfte deltagerne i, at barnet er sundt og velskabt. 

J: Nej, de er ikke mere end 4 cm hendes lår. Så det er ikke sådan nogle kommode-ben. Det er ikke for meget. Det er svært at følge med i nu, for hun ligger lidt forkert. Men hun ser sund og rask ud.
F: Det er jo det, som det handler om.
M: Hun skal jo også være køn.
(Ultralydsskanning efterår 2007, J=jordemoder, F=far, M=mor)

I eksemplerne får det endnu-ikke-fødte barn “pæne” ben (ikke kommodeben). Moderen siger legende, at hun jo også gerne skal være køn, og positionerer derved den kommende datters udseende som en central del af hendes kønsperformance. Her er det således ikke jordemoderen, men snarere den kommende mor, som udtrykker konventionelle kønnede forventninger.

På klinikkerne blander køn sig også med både nationalitet, etnicitet og seksualitet

En amerikansk vordrende mor udtrykker på den amerikanske klinik stor lettelse, da hun hører, at hendes kommende barn er en dreng: “Så behøver jeg kun at bekymre mig om en tissemand”, siger hun, og positionerer derved fostret som ikke alene et heteroseksuelt drengefoster, men også pigers sekualitet, herunder deres uskyld, som både vigtig og vanskelig at beskytte. Det samme gør sig gældende på den danske klinik, hvor en far, efter beskeden om at det kommende barn er en pige, legende kommenterer: “Det er jeg lidt utryg ved. Hele bekendtskabskredsen får drenge”.

Køn indskrives således i en heteronormativ ramme: Drenge har lyst til piger og pigers uskyld skal beskyttes og måske sågar (af deres far) forsvares.

Også nationalitet og etnicitet sniger sig ind i ultralydsskanningen: Hvor man ofte bider mærke i en lille opstoppertud på den danske klinik, så bliver det på den amerikanske klinik bemærket, at spansk-amerikanske fostre er langt mere gestikulerende og derfor også iscensat som “naturligt” mere temperamentsfulde. Således er både køn og seksualitet samt nationalitet ressourcer, der anvendes i ultralydsskanningen.

Ultralydsgasmer og oplevelseskultur

En rundtur i mors mave mobiliserer og konfigurerer det indre samtidig med, at den gravide og hendes gæster positioneres og positionerer sig som medaktører. I formidlingen får fostret både køn, nationalitet, slægtskab og personlighed, og de kommende forældre får samtidig en mulighed for at øve og “gøre” forældre rigtigt.

Med de kønsteoretiske briller kan vi se, hvorledes fokus tydeligvis skifter fra mor til foster, fra mave til medie, fra mors bånd med den endnu-ikke-fødte til fars bånd – og i det skifte tings- og rumliggøres den gravide krop samtidig med, at de små begejstringsudbrud – de små ultralydsgasmer, som deltagerne næsten ufrivilligt lader komme til udtryk, er med til at forskyde og måske også problematisere vores forståelse af grænserne mellem menneske og maskine, det derinde og det herude.

Tredimensionel skanningsteknologi tilføjer en simuleret realisme til graviditeten og søger at intensivere oplevelsen af at være gravid. Her er særligt jordemoderens rolle central. Hun forsøger at involvere de kommende forældre, iscenesætte slægtskab og give de kommende forældre mulighed for at performe forældrerollen “rigtigt”.

J: Fødderne vender rigtigt. Rigtig fine fødder. Hun har en lille bitte fin næse. (For at få hende vendt og få de bedre billeder): Vi skvulper hende lidt. Ligner næsten at hun ammer. Ligner hun nogen af dem derhjemme?
M: Næ…
MM: Hun ligner vist sig selv.
J: (griner) det er næsten ikke til at bære. Hun er jo perfekt. Hvis det bare var en stor fed moderkage (der var i vejen for det perfekte billede). Det er kanon med ansigtet.
(Ultralydsskanning, efteråret 2007, J=jordemoder, M=moderen, MM=mormor)

Jordemoderen fører ordet. Ikke alene vender fødderne “rigtigt” på den lille ny, hun har også “fine fødder” og en “lille bitte fin næse”, samtidig med at den kommende mor positioneres som en “rigtig mor” i kraft af, at den lille ny næsten ligner, “at hun ammer” – en aktivitet som moderen forventes at ville gøre efter fødslen og derfor også er en form for disciplinering af moderkroppen.

Forsøget på at iscenesætte baby som en, der ligner en “derhjemme”, mislykkedes, men erstattes til gengæld af begejstring for teknologien, som dog i ovenfornævnte skanning hindres lidt af en “stor fed moderkage”. Altså sættes dukkehusbabyen, det perfekte billede herunder det perfekte barn op imod den irriterende moderkage “støj”.

Deltagerne får forstærket deres tro på, at der faktisk er noget “derinde”, samtidig med at de udtrykker tilfredshed med, at de nu mere fortrøstningsfuldt kan købe det rigtige (kønnede) babyudstyr. Observationerne viser, hvorledes ikke bare de kommende mødre og fædre, men også personalet på klinikkerne, bruger velkendte fortolkningsrammer i deres forhandling og interaktion med ny teknologi. De kommende forældre bliver medforfattere på fortællingerne og det særligt, hvad angår fostrets køn, personlighed og sågar dets intentioner. 

Feltarbejdet på den danske såvel som den amerikanske klinik viser, hvorledes nye visualiseringsteknologier og de biomedicinske praksisser, som følger i kølvandet herpå, indgår i en oplevelseskulturel ramme. På klinikkerne sættes netop oplevelsen i centrum.  Her er de kommende forældre ikke bare gravide men snarere nybagte mødre og fædre, som gør forældrerollen i mødet med “baby”. Således belyser observationerne og den teoretiske inspiration, hvorledes ultralydsskanningen flyttes fra det medicinske felt og ind i det oplevelseskulturelle samtidig med, at køn, nationalitet og etnicitet genfortælles inden for ret genkendelige rammer.