Arbejder du i praksis med at sikre mangfoldighed på din arbejdsplads eller blandt jeres medlemsorganisationer? Eller er du ansvarlig for mangfoldighed i virksomhedens udvikling af produkter og tilbud? Og kæmper du i dagligdagen med at få din virksomheds mangfoldighedsstrategi omsat til konkret handling?

Så bliv medlem af Mangfoldighedsnetværket for praktikere og deltag i et fagligt fællesskab, som sikrer plads til fortrolig erfaringsudveksling og sparring, og som samtidig giver den nyeste faglige viden og konkrete værktøjer.

Fagligt og fortroligt rum

Netværket er et tilbud til dig, der har brug for et fagligt og fortroligt refleksionsrum, hvor du sammen med ligesindede kan drøfte de konkrete problemstillinger, du står overfor, og hvor man i fællesskab kan finde nye gode løsninger. En vigtig målsætning for netværket er således at skabe faglige relationer mellem netværksmedlemmerne, der rækker ud over netværket, og som kan udgøre en ressource i det daglige arbejde.

En anden central målsætning for netværket er at tilbyde relevant opkvalificering og udbygning af faglige kompetencer. Arbejdet med at sikre mangfoldighed og ligestilling på arbejdspladser er et vedvarende kulturforandrende arbejde, der kræver mange forskellige værktøjer. I netværket får du den nyeste faglige viden på feltet med specifikt fokus på konkrete værktøjer og praksisnære metoder.

For praktikere i virksomheder og organisationer

Mangfoldighedsnetværket er for dig, der arbejder med den praktiske udførsel af mangfoldigheds- og ligestillingsarbejdet på din arbejdsplads, hvad end det er i forhold til det interne arbejdsmiljø eller i jeres produktudvikling. Netværket er landsdækkende og skelner ikke mellem store og små virksomheder eller private og offentlige institutioner, da deltagernes diversitet i sig selv kan være kilde til ny inspiration.

Dog er det et krav, at du arbejder praksisnært med at sikre ligestilling og mangfoldighed på din egen arbejdsplads eller blandt jeres medlemsorganisationer og ikke eksempelvis er ekstern konsulent.

Møder giver inspiration og sparring

Netværket mødes en gang i kvartalet i tre timer, og møderne holdes på skift hos et af medlemmerne, der står for let forplejning. Møderne rammesættes af en relevant tematik, som netværksfacilitatoren fastsætter i samspil med netværksmedlemmerne. Således afspejler møderne de konkrete udfordringer, som medlemmerne arbejder med.

Temaerne varierer fra eksempelvis ubevidste bias, rekruttering og fastholdelse, inkluderende og normkritisk ledelse til innovation gennem diversitet. Hvert møde består af et fagligt indspark i form af oplæg og dialog med relevante praktikere og forskere på feltet og af fortrolig erfaringsudveksling blandt medlemmerne.

For at sikre, at netværksmedlemmerne får praksisnær sparring fra hinanden, skiftes man til at fremlægge en konkret problemstilling fra arbejdet med mangfoldighed i ens virksomhed eller organisation. Den får man efterfølgende konkret sparring på fra de andre medlemmer. I netværket vægtes således samskabelse frem for envejskommunikation. Vægten lægges på konkrete værktøjer og på det, som virker i praksis. Hvert møde tilrettelægges og faciliteres af KVINFO, der er faglig garant for mødernes faglige indhold.

Et års medlemskab koster kr. 8.200 eksklusiv moms.

Bliv en del af mangfoldighedsnetværket

Tilmeld dig netværket ved at udfylde denne korte tilmeldingsformular, som du finder på dette link.

Få mere at vide

For spørgsmål eller yderligere information er du velkommen til at kontakte netværkskoordinator Katrine Kladakis på telefon: 50 76 33 77 eller på mail: katrine.kladakis@kvinfo.dk