Paris 30.4.2004 – Jeg er tilbage klokken 12, lover Marjane Satrapi sine to medarbejdere ved tegnebordene i det lille atelier på Place des Vosges midt i Paris. Skrivebordene bugner af kreativt anarki, og det højrøde campingbord er dekoreret med runde kafferinge. Over den ene væg hænger en bort af persisk patchwork, den eneste detalje i rummet, som knytter sig til Marjane Satrapis hjemland. 

Hun var 10 år, da revolutionen i 1979 brød ud og væltede shahen. Den islamiske revolution ændrede verdensbilledet, slog den islamiske fanatisme fast som en politisk realitet og forvandlede Iran til et shiamuslimsk teokrati, da præstestyret under ayatollah Khomeiny overtog magten. For Marjane betød det afslutningen på sorgløsheden. Begreber som død, tortur og retfærdighed trængte ind i hendes ti-årige bevidsthed.

– Jeg husker alting, desværre. Nogle er så heldige at have en selektiv hukommelse, så de kun husker det, de kan holde ud at tænke på. Måske er det derfor, historiens fejltagelser gentager sig. I den forstand er der noget tidløst over det, der sker i Persepolis.

I enkle, næsten barnlige sorthvide tegninger fortæller hun om forældrenes deltagelse i demonstrationerne mod shahen og deres jublende håb om frihed og demokrati, da han går af. Om politiske flygtninge, der vender hjem og bliver arresteret at det nye politisk-religiøse politi. Og påny torteret. Og henrettet. Hun fortæller om tørklædet, som pludselig dukker op i hendes liv, efter at den franske skole, hun plejede at gå i, bliver lukket. 

– Tidligere sagde man til mig, at mine tegneserier havde succes, fordi jeg er kvinde og iraner. Det er i så fald første gang, nogen af delene har bragt mig held. Jeg tror nu snarere, historierne fænger, fordi der er noget universelt over dem. Kulisserne er helt neutrale, det kunne næsten være hvor som helst i verden. Nu var det tilfældigvis mig, der oplevede fascismen. Men det kunne være jer. Fascismen er den samme, uanset om det er nazisterne i Tyskland eller islamisterne i Iran, fastslår Marjane Satrapi.

Hendes ravnsorte hår skinner blankt i forårssolen, som falder blødt ned over Place des Vosges og lægger sig som en lun kappe over fortovscafeens gæster. Marjane løser op for det røde, vævede tørklæde, hun bærer om halsen og som lyser op på det sorte sæt.

Eksilet brændemærker et menneske

– Det var vigtigt for at mig at gå tilbage i min egen historie. Når man er i eksil, har man kun fortiden at forholde sig til for at holde fast i, hvem man er. Jeg har oplevet døden og eksilet meget tidligt. Det brændemærker et menneske. Det har vist mig livets uforudsigelige side. Jeg har svært ved at forholde mig til fremtiden, for fremtiden eksisterer måske ikke i morgen. Jeg er fascineret af livets skrøbelighed, og hver dag er jeg nærmest forbavset over, at jeg lever endnu. Jeg har altid meget travlt med at nå det, jeg vil nå. For det er som om, jeg ikke har hele livet til det, siger Marjane Satrapi i en rasende hast, som om der var hul i timeglasset. 

Eksilet Satrapi taler om, begynder der, hvor Persepolis slutter. Da hun er 14 år, sender hendes forældre hende til Østrig, så hun kan vokse op og gå i skole uden for mullahernes rækkevidde og i sikkerhed for de irakiske bomber, der regner ned over Teheran under Iran-Irak-krigen i 80’erne. 

Østrig blev en blandet oplevelse. Marjane gik på gymnasiet med det bedre borgerskabs børn i Wien og faldt aldrig til i et miljø, som hele tiden gjorde hende opmærksom på, at hun var gået forkert i byen, både etnisk og socialt. I stedet turede hun rundt med punkere og andre marginale eksistenser på stoffer og druk. Men hun klarede sig godt i skolen og fik sin studentereksamen. 

– Og så ville jeg hjem til Iran. Det var nødvendigt for at finde mig selv igen. Jeg ville tilbage til mine rødder, også selv om prisen var at trække i chador og indordne sig under præstestyrets regler. Det var ualmindeligt svært at vende hjem, ikke mindst fordi jeg havde levet sammen med de mest marginale og derfor frie mennesker, man kan forestille sig. 

Marjane blev optaget på Teherans kunstakademi, hvor hun studerede grafik og tegning. 

– Da jeg i 1988 vendte tilbage til Iran, blev man arresteret, hvis man kunne se én cm af håret. Vi kvinder levede to liv. Vi bar chador på gaden og festede derhjemme. Man bliver skizofren af at være splittet på den måde mellem to verdener. Og det gik hurtigt op for mig, hvordan tørklædet virker. Så længe man er bange for at blive arresteret og hele tiden spekulerer på, om alle hårtotter nu er indenfor, så kan man ikke tænke på det liv, man lever, og stille krav til det. 

Da Marjane Satrapi var færdiguddannet i Teheran, valgte hun derfor eksilet igen. Det eksil, som fylder hende med både frihed og tomhed. 

– Det er noget endegyldigt. Der kommer et tidspunkt, hvor man ikke kan vende tilbage, hvor man kom fra. Man hører ikke længere til nogen steder. Det er på den anden side også positivt, for så kan man jo bo hvor som helst, siger hun.

Marjane blev optaget på en grafikskole i Strasboug, hvor hun til sin rædsel opdagede, at grafik i Europa er noget man laver på computer, ikke på tegnebrættet. Lærerne opfordrede hende til at satse på illustratørfaget, og hun laver stadig illustrationer og plakater ved siden af tegneserierne. Desuden har hun udgivet børnebøger med fabelagtige ofte orientalsk inspirerede historier. I øjeblikket arbejder hun også på en tegnefilmudgave af Persepolis.

Tørklædet ryger nok, hvis de muslimske kvinder får en plads

På trods af at Marjane Satrapi blev skizofren af tørklæder og den begrænsende kvinderolle, bliver hun vred over Vestens forenklede syn på kvinder med muslimsk baggrund. Og først og fremmest på Frankrigs nylige forbud mod tørklæder i skolerne.

– Jeg er af princip imod alt og uenig med alle, siger hun selvironisk.

– Jeg er selv ateist, opdraget af ateistiske forældre, så jeg ved ikke, hvad der foregår i hovedet på piger, der vælger at tage tørklæde på. Men jeg ved, at det ikke er nogen løsning at forbyde det. Hvis pigerne vælger det selv, skal man ikke blande sig i det. Og hvis de bliver tvunget til det, bliver de nu smidt ud af skolen, det sidste sted de kan få lov at lære noget andet end familiens formørkede udlægning af islam. Det eneste, man har fået ud af forbuddet, er at gøre tørklædet til et tegn på oprør mod samfundet.

Marjane Satratpi mener, det er en stor sejr og stolthed for de iranske kvinder, at den iranske advokat, Sherin Ebadi sidste år modtog Nobels fredspris. – Men se også på, hvordan hun blev misbrugt af vestlige medier, som fokuserede på, at hun ikke bar tørklæde uden for Iran, og brugte det som et argument for, at frie kvinder ikke kan gå med tørklæde. Det kan jo ikke sammenlignes. I Iran er tørklædet obligatorisk. Derfor skal man kæmpe for, at det bliver et frit valg. Og det er netop det frie valg, man ophæver, når man forbyder tørklædet. Jeg har mødt kvinder med tørklæde, som var langt mere åbne og frie i deres tanke end de snæversynede kvinder, der bekæmper tørklædet, siger hun. 

Men hvad så med den tvang, som praktiseres i visse indvandrermiljøer, ikke mindst i de franske ghettoer, hvor unge piger tvinges til bære hidjab og betragtes som ludere og selvforskyldte voldtægtsofre, hvis de ikke makker ret? 

– Det forsvarer jeg ikke. Men igen: Det er ikke et spørgsmål om hverken islam eller tørklæder. Det er nødvendigt at erkende, at de europæiske samfund ikke er særligt interesserede i at integrere os, som kommer udefra. Jeg har selv fået afslag på lejligheder, fordi jeg har et udenlandsk navn og ser mørklødet ud. – Det har min svenske mand i øvrigt også her i Paris, fordi hans efternavn lyder mærkeligt. I udlejerens øjne var jeg bare endnu en perker. Man fokuserer på tørklæderne, men det virkelige problem er socialt og økonomisk. Når man ikke accepterer de unge med fremmed baggrund som “rigtige” franskmænd, så gemmer de sig i den eneste identitet, der er tilbage: den muslimske. Eller rettere, de er nemme ofre for en særlig udlægning af islam. Prøv at give de muslimske piger en plads i samfundet, så skal de nok selv smide det skide tørklæde.

Selv om Marjane Satrapi selv har et distanceret forhold til islam, er hun også godt og grundigt træt af den særlige form for vestlig selvtilfredshed, som går ud på at hævde, at islam i sig selv er en bremseklods for kvinders frihed.

– Alle tror, de ved, hvem jeg er, fordi jeg kommer fra Mellemøsten. Jeg er træt af at se iranske kvinder fremstillet som enten hysteriske, sorte krager eller som stakkels ofre for mullaherne. Der findes masser af stærke kvinder, der er læger og advokater, og som ikke er mindre kvindebevidste, end I er her i Vesten. Da jeg kom til Frankrig, havde alle lige læst Ikke uden min datter om den amerikanske kvinde, som flygtede fra sin iranske mand i Teheran sammen med sin datter. Ingen ville tro mig, når jeg forklarede, at det ikke er det eneste billede af kvindernes situation i Iran. 

I begyndelsen af 90’erne var studentermiljøet i Iran ved at vriste sig løs af præsternes jerngreb, i hvert fald i det skjulte. I dag er chadoren skrumpet ind til et farverigt tørklæde i studentermiljøerne, og stramme jeans er ikke noget særsyn på universiteterne.

– Der findes ikke noget islamisk kvindesyn. Men der findes en bestemt udlægning af islam, en bestemt mandsschauvinistisk udlægning af Koranen, som klart er kvindefjendsk. Lige efter Khomeinys magtovertagelse blev et forbud mod kvindelige dommere indført med den begrundelse, at Koranen ikke tillader kvindelige dommere. Nu er forbudet ophævet med den begrundelse, at der ifølge Koranen ikke er noget til hinder for kvindelige dommere. Det er den samme tekst, men to forskellige udlægninger.

Begrebet civilisation er verdenshistoriens største løgn

– Kristendommen har da heller ikke været specielt feministisk. Men I har lært at læse udenom de passager, der kunne legitimere kvindeundertrykkelse. Islam vil også få sin renæssance og sin oplysningstid, og denne modernisme forudsætter en feministisk læsning af Koranen. Men vi skal holde op med hele tiden at stille kulturerne op som modsætninger. Jeg kan ikke holde al den snak om kulturkamp ud. Når man nærlæser forskellige myter fra hele verden, så er det fascinerende, hvor meget de ligner hinanden, i hvor høj grad det er de samme temaer, der går igen. Vore kulturer er gensidigt inspireret af hinanden. Jeg tror heller ikke på begrebet civilisation. Det er et stort bluffnummer, verdenshistoriens største løgn. Vi er kun civiliserede, fordi vi ikke er sultne. Barbariet kan nemt bryde igennem overfladen. Også hos os, der tror, vi er mere civiliserede end resten af verden.

Klokken er blevet lidt mere end 12, og Marjane Satrapi skynder sig tilbage til sit atelier for at arbejde videre på en helt ny tegneserie. Om en musikant, der mister sit instrument og derfor lægger sig til at dø. 

– Jeg er nok lidt besat af døden, siger hun med et ansigt, der lyser af livsglæde og energi.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.