– Iris Murdoch var både en eminent forfatter og en højt estimeret fagfilosof. Det gør hende til en markant undtagelse i det 20. århundredes angloamerikanske filosofi. For mens Jean-Paul Sartre og Albert Camus skrev både skønlitteratur og filosofi og dermed udviskede grænserne i Frankrig, herskede der skarpe skel – for ikke at sige gensidig mistænksomhed – mellem forfattere og filosoffer i den engelsktalende verden. Alligevel blev Murdoch en populær romanforfatter, samtidig med at hun skrev en række filosofiske værker og var en respekteret underviser i filosofi ved Oxford Universitet.

Selv afviste Murdoch for det meste at tale om eller forklare nogen sammenhæng mellem sine to karrierer. Tværtimod var hun optaget af at skabe mystik og mangetydighed om sin person – “Jeg er fuld af repræsentationer af mig selv”, som hun skrev. Det kommer ikke mindst til udtryk i samtidens og eftertidens fascination af Murdochs privatliv og dét, som en anden filosof, amerikanske Martha Nussbaum, kalder “…et forbløffende komplekst erotisk liv”, der involverede både hetero- og homoseksuelle samt sadomasochistiske forhold. 

Murdoch havde talrige hel- og halvberømte romancer og elskere, heriblandt nobelprismodtageren i litteratur Elias Canetti. Fra 1956 var hun gift med litteraten John Bailey, der efter hendes død i 1999 skrev om samlivet og ikke mindst de sidste år, hvor hun led af Alzheimers, i erindringsbogen Elegy for Iris. Den blev til filmenIris (2001), hvor Kate Winslet og Judi Dench spiller hhv. den unge og ældre Murdoch. 

Social satire eller moralsk allegori 

Iris Murdoch skrev mere end 25 romaner. Den første, Under the net (1954; på dansk Under nettet, 1971) blev i 2001 placeret på listen over de 100 bedste engelsksprogede bøger af American Modern Library. Hendes litterære værker blev meget populære i deres samtid for at være nyskabende og belæste, dybsindige og underholdende på samme tid. 

Romanerne udspiller sig typisk i den øvre engelske middelklasse, og de udfolder sig oftest omkring personernes mere eller mindre neurotiske, og ind i mellem seksuelt ret avancerede eskapader og fejltagelser. Den mest udbredte tolkning i Murdochs samtid var da også, at romanerne gav udtryk for en avanceret form for social satire gennem at fremstille og til dels hænge en social klasse ud for dens hykleri og grundlæggende snæversyn – dens (relative) seksuelle frisind til trods. 

I de senere år er Murdochs værker i højere grad blevet læst som vigtige bidrag til hendes moralfilosofiske tænkning: Nemlig som allegorier over den menneskelige kamp for at slippe ud af synden, og over menneskets indre stræben efter det gode. Det gode, der også var omdrejningspunktet i hendes filosofiske arbejde. Under alle omstændigheder står det fast, at Murdochs litterære produktion må anses for særdeles progressiv, især for sin tid, med dens ofte kontante tematisering af erotiske, og bestemt ikke udelukkende “romantiske” emner og en ætsende social kritik. 

Moralfilosofi a la Murdoch 

Som filosof var Iris Murdoch skolet dels i de græske klassikere, dels i den blomstrende engelske analytiske sprogfilosofi. Hendes tænkning er hverken enkel at begribe eller fremstille. Måske især fordi hun på mange måder adskiller sig radikalt fra de “faste” holdepunkter eller hovedtrends, der ellers præger moderne tænkning om, “hvad vi bør gøre” – dvs. moralfilosofien. Iris Murdoch er anti-eksistentialistisk. 

Hendes første betydende filosofiske indsats var netop bogenSartre – Romantic Rationalist (1955), som er en ætsende kritik af Jean-Paul Sartre og eksistentialismen. Eksistentialismen og dens ide om et suverænt og ubundet individ, der træffer radikale (men ultimativt ubegrundbare) valg, kritiserer Murdoch for at borttrylle vores konkrete, menneskelige oplevelser – der peger væk fra forestillingen om, at vi frit kan vælge hvad som helst, når som helst. Eksistentialismen, og beslægtede teorier, fx liberalismen, ophøjer mennesket til en art guddom – en status mennesket ikke kan have og ikke fortjener. 

Samtidig er Murdoch ikke relativist. Hun er med andre ord en klar antitese til diverse post-modernistiske ideer, hvor det (menneskeligt) gode allerhøjst er en tilfældig, menneskelig konstruktion, og oftest en undertrykkende, ideologisk konstruktion. 

Det gode eksisterer

Hvad sætter hun i stedet? Noget så gammeldags som platonisk realisme. Kort forklaret, så mener Murdoch, at det gode eksisterer – det er en ide, men en ide, der eksisterer uafhængigt af vores tilfældige opfattelser af, hvad det gode er. Og det gode er det, vi retter os imod, eller bør rette os imod. 

Murdochs filosofiske hovedværk, The Sovereignty of Good (1970) (“Det godes suverænitet” ) kan læses som et argument for, at vi bør erstatte den opfattelse, at Gud besidder selve det godes ide, med den opfattelse, at mennesket kan skue og tage del i det godes ide. Vi skal så at sige indse, at det gode har en reel, af Gud og mennesket uafhængig eksistens, som vi som mennesker med den rette indstilling kan fatte. 

Det gode er dermed den ultimative rettesnor for mennesket. Er det ikke sådan, spørger Murdoch, at vi faktisk er overbeviste om, at der findes en vej til det gode; at det gode faktisk betyder noget for os, som det vi (bør) rette(r) os imod? 

Den gode svigermoder

Men Murdoch er gammeldags i mere end denne forstand. Hun er ikke først og fremmest optaget af hvad mennesket gør, altså menneskets handlinger. Hun er snarere optaget af, hvordan vi er; vores indre liv, og specielt vores indstilling til at “se” det gode. Hun lægger sig, med andre ord, i et specifikt dydsetisk spor. Dydsetikken er blandt andet kendetegnet ved, at den – snarere end at stille det “sædvanlige” moralfilosofiske spørgsmål: “hvad bør vi gøre?” – spørger: “hvem bør vi være?”

Det ligner det spørgsmål, som de gamle grækere lagde ud med i moralfilosofien, og i den forstand ser Murdoch også her ud til at være ekstremt gammeldags. Men hun tolker i høj grad spørgsmålet “hvem bør vi være?” som et spørgsmål om, hvilket indre liv vi bør leve: Hvilke forestillinger bør vi gøre os, hvilke attituder bør vi have, hvordan bør vi tænke om andre mennesker? Og måske først og fremmest: Hvordan skal vi (lære at) se andre mennesker, så vi ser dem, ikke som genstande for vores egen selvtilfredsstillelse og selvforherligelse, men som mennesker i deres egen ret, som i hvert fald potentielt gode? 

Her opfandt Murdoch et eksempel, som er blevet berømt. I The Sovereignty of Good beder hun læseren om at tænke sig en svigermor, M, der føler foragt for sin svigerdatter, D. M synes, at D er ordinær, billig og vulgær. Men eftersom M mestrer den engelske høflighed og selvbeherskelse til perfektion, får ingen af disse følelser lov at skinne igennem i hendes elskværdige optræden. Samtidig er hun klar over, at hendes tanker og følelser er smålige og sandsynligvis fostret af jalousi og en overdreven trang til at holde fast på sønnen. 

Så hun sætter sig selv på en moralsk opgave: Hun vil ændre sin opfattelse af D, få et mere realistisk og mindre selvisk syn på sagen. Det gør hun gennem at give sig selv øvelser i at se D på en anden måde: Når ordet “simpel” dukker op, vil hun i stedet sige til sig selv: “spontan”. Når hun skal til at sige “udannet”, vil hun tænke “frisk og naiv”. Som tiden går, erstatter de nye billeder de gamle. Til slut behøver M ikke længere anstrenge sig for at optræde pænt over for D: Det kommer nu naturligt med den måde, hun er kommet til at betragte svigerdatteren. 

Murdoch og feminismen 

Det er som sagt oplagt at se mange af Murdochs romaner som social satire, men hendes dagsorden er ikke særligt politisk. Trods deres eksplicitte fremstilling af seksualitet, rummer bøgerne ikke udprægede kønspolitiske temaer eller andre overordnede spørgsmål om retfærdighed. Hun havde dog stor sympati med homoseksuelle mænds situation og var en fremtrædende forkæmper for ophævelsen af de engelske “sodomi-love”, der kriminaliserede homoseksualitet. 

Men med Martha Nussbaums ord, så var “Murdoch så optaget af, hvad der sker i vores indre verden, at hun syntes næsten at have glemt, hvilken forskel handling kan gøre; og …besættelsen af ens egne sindstilstande ser mistænkeligt ud som en form for egoisme i en verden hvor simpel forpligtelse på handling kan gøre en forskel for personer der lider, uanset om den handlendes hensigter er pure og rene eller ej.” 

Revival for fusion af analyse og følelse

Murdoch skrev sig ind i historien som en intellektuel, der på den ene side var næsten hypermoderne i sin måde at sammensmelte den æstetiske forfattervirksomhed og den meget mere stringente analytiske filosoferen. Og måske også i sin afstandtagen fra, at filosofien skulle “bruges til noget”, dvs. et syn på filosofi som en opskrift på, hvorledes vi konkret skal indrette samfundet og agere i det. 

På den anden side var hendes optik og filosofiske fascinationer tilsyneladende fast rettet mod meget før-moderne og metafysiske spekulationer – som i selve ideen om “det gode” – der står i kontrast til det moderne og næppe scorer mange point hos nutidens intellektuelle.

Derimod har den tilsyneladende gammeldags dydsetik, med dens distinkte, klassiske moralopfattelse, fået noget af en revival, især måske blandt kvindelige filosoffer. Det hænger formentlig sammen med den fusion af tænkning og narrativitet, og mellem analyse og følelse, der både løber igennem Murdochs værk og den moderne variant af dydsetikken. Blandt andet derfor er Murdoch den dag i dag et interessant bekendtskab.