Norden

Læs om kvinders indtog i politik i alle fem lande.

Samlet artikel

 

Danmark

Sverige

Norge

Finland

Island

Ved valget i 2009 nåede kvinderepræsentationen op på 43% i Altinget. Men trods et fald til 40% ved valget fire år efter, lå Island stadig i en nordisk sammenhæng bedre placeret end både Norge og Danmark. Internationalt har Island dog, ligesom de andre nordiske lande, tabt terræn, når det kommer til kvinder i parlamentet. I 2000 indtog de en 6. plads, men i 2015 var de rykket 4 pladser ned til nummer 11.

Islands og Danmarks skæbner var i århundreder knyttet tæt sammen i en union. Unionstiden tog sin begyndelse med Kalmarunionen i 1380, og varede frem til folkeafstemningen i 1944. Her stemte et overvældende flertal på 98% for at ophæve personalunionen og indføre en republik. Processen med øget selvstændighed blev imidlertid indledt allerede i 1870’erne og førte til, at Island forfatningsmæssigt i 1918 blev en selvstændig nation med den danske konge som statsoverhoved.

Samtidig stemmeret

Unionen med Danmark betød, at islandske kvinder formelt set fik stemmeret samtidig med de danske kvinder i 1915. Island fejrede derfor ligesom Danmark 100 året for kvinders stemmeret i 2015. Men i 1915 var der ikke tale om reel ligestilling mellem mænd og kvinder i Island. Mænd kunne stemme, når de var 25 år, mens kvinder måtte vente længere. På grund af den stærke modstand i landet mod kvinders stemmeret blev det vedtaget, at aldersgrænsen for kvinder skulle starte ved 40 år og sænkes gradvist ved hvert valg. Det betød, at valgretsalderen først ville blive den samme for mænd og kvinder i 1930.

I forbindelse med forhandlingerne i 1918 om at gøre Island til selvstændig nation og indføre gensidigt statsborgerskab, lagde Danmark imidlertid pres på. Danmark ville ikke acceptere, at danske kvinder skulle være ringere stillet i Island, end de var i Danmark. I 1920 blev der derfor indført samme valgretsalder for mænd og kvinder.

Kvindelister og kvindepartier

Islandske kvinder over 40 år havde stemmeret til valgene i 1916 og 1919, men det var først ved valget i 1922, at den første kvinde blev stemt ind i parlamentet – som det sidste land i Norden. Ingibjörg H. Bjarnason blev opstillet på en kvindeliste, som kvindeorganisationerne havde etableret.

I en lang årrække var der blot et til to kvindelige medlemmer i Altinget. Med undtagelse af valgene i 1942 og 1953, hvor der slet ingen kvinder blev valgt, svingede kvindeandelen frem til 1983 omkring 2 og 5%.

Et fiskeri- og landbrugsland

Den langsommelige udvikling skal ses i lyset af, at Island i sammenligning med det øvrige Norden frem til 1960’erne var et land præget af konservative værdier og en økonomi, der baserede sig på fiskeri og landbrug. Men efter 1960 tog den økonomiske udvikling fart, og kvinder begyndte i højere grad at arbejde uden for hjemmet.

Fra 1970 gjorde de islandske rødstrømper samtidig højlydt opmærksom på, at kvinderepræsentationen skulle op. Til de spektakulære kvindepolitiske aktioner, der er gået over i historien, hører, at kvinderne i 1975, det internationale kvindeår, gik i strejke for at gøre opmærksom på skævheden i samfundet. 9 ud af 10 islandske kvinder deltog i strejken, hvilket gjorde indtryk, også internationalt.

Endelig mere end 10%

Men man skal frem til valget til Islands Alting i 1983, før islandske kvinder fik flere end 10% af pladserne. Så skete det til gengæld også med et spring fra 5% i 1979 til 15% i 1983. Der skulle imidlertid et egentligt kvindeparti, Kvinnolistan, til, før det virkelig rykkede. Ved valget opnåede partiet alene 6% af pladserne, men etableringen af kvindepartiet skærpede de øvrige partiers opmærksomhed på at rekruttere kvindelige kandidater.

Ved valget i 1999 nåede andelen op på 35%. Den økonomiske krise, som ramte Island voldsomt i 2008, skubbede yderligere på processen, så kvindeandelen efter valget til Altinget i 2009 kom op på 43%. På det tidspunkt havde blot Rwanda, Sverige og Cuba en højere kvinderepræsentation i de nationale parlamenter. Ved det seneste valg i 2013 faldt niveauet til 40%. Men det ligger fortsat højere, end det nogensinde har gjort i Danmark og Norge, som endnu ikke har haft en kvindeandel på 40% eller derover.  

Første kvindelige minister i 1970

Islands første kvindelige minister, Auður Auðuns fra det konservative parti Selvstændighedspartiet blev justits- og kirkeminister i 1970. Til sammenligning udpegede danske og finske statsministre de første kvinder til ministerembeder i 1920’erne, mens Sverige og Norge fulgte efter i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Andelen af kvindelige ministre i Island fortsatte helt frem mod årtusindskiftet med at ligge på et lavt niveau med 10% som det højeste. Regeringerne, der tiltrådte i 1999 og 2003, viste en stigende tendens. Begge havde en kvindeandel på 17%. Med 2007-regeringen voksede andelen til 33%. Som det var tilfældet med kvinderepræsentationen i Altinget, var det den økonomiske krise, der fik rørt i gryden i forhold til ministerudnævnelser. Vælgerne krævede forandringer, og det fik stor betydning for ligestillingen i islandsk politik. 2009-valget bragte andelen af kvindelige ministre op på 43%, og førte til, at Island fik sin første kvindelige statsminister.

Første kvindelige statsminister i 2009

Frem til 2009 havde blot fire kvinder stået i spidsen for et af Islands partier og dermed været i en position, der kunne føre til statsministerembedet. Den første kvindelige partileder, Jóhanna Sigurðardóttir, var fra 1994 til 1999 stifter og leder af partiet Nationalpartiet, der var brudt ud af det socialdemokratiske parti, Samfylkingin, I 2009 vendte Jóhanna Sigurðardóttir tilbage til Samfylkingin hvor hun afløste Ingibjörg Sólrún Gísladóttir, der havde siddet på partilederposten de fire foregående år. De to sidste kvinder, der var partiledere før 2009, var Margrét Frímannsdóttir for Alþýðubandalag, endnu et socialdemokratisk parti, og Valgerður Sverrisdóttir, fra centrumpartiet Fremskridtspartiet.

Efter det økonomiske sammenbrud i 2008 blev det folkelige krav om en ny regering stærkere. Efter lange og højlydte demonstrationer blev der udskrevet nyvalg, og den siddende regering gik af. Valget bragte store forandringer i et Alting, der bestod af 9 partier, hvoraf fire af dem havde kvindelige partiledere. Men mest markant var, at valget gav Island sin første kvindelige regeringschef. Det var netop Jóhanna Sigurðardóttir fra det socialdemokratiske parti, Samfylkingin, der dannede en koalitionsregering, som sad frem til nyvalget i 2013.

Altinget består i dag af 6 partier, men kun ét, Den Grønne Venstre-alliance har en kvindelig partileder.

En international sensation

Den islandske præsident vælges direkte af vælgerne ved simpelt flertal for en periode på 4 år.

Første gang en kvinde stillede op til posten, gav det øjeblikkeligt pote. Vigdís Finnbogadóttir blev i 1980 valgt med 34% af stemmerne foran valgets nr. 2, der fik 32% af de afgivne stemmer. Vigdís Finnbogadóttir, der på det tidspunkt var teaterdirektør i Reykjavik, blev dermed Europas og verdens første demokratisk valgte kvindelige præsident.

Selv om embedet kun har begrænsede beføjelser, sender en kvindelig præsident et kraftigt signal, også internationalt, i forhold til kvinders mulighed for at nå politiske topposter. Finnbogadóttir varetog posten i 16 år, og er den kvindelige præsident,  der til dato har siddet længst på en præsidentpost i hele verden.