Susanna Camosso er endnu helt forbavset over, så hurtigt det er gået. For ganske få måneder siden følte formanden for Lombardiets afdeling af den italienske fagforening CGIl sig temmelig alene med sin stigende vrede. Og samtidig overbevist om, at det var på høje tid, de italienske kvinder vågnede op.

– Vi var en lille håndfuld kvinder, mange af os gamle feminister, som blev enige om, at kvinderne måtte blande sig i debatten. At det skulle være slut med at være tavse, som vi desværre har været alt for længe. Vi ville ud af tavsheden. “Usciamo dal Silenzia”. Nu kan vi sige: Vi ER kommet ud af tavsheden.

Vendepunktet kom den 14. januar, da 50.000 kvinder og enkelte mænd demonstrerede i Lombardiets hovedstad, Milano, i protest mod Berlusconi-regeringens angreb på den frie abort. Samme dag demonstrerede bøsser og lesbiske i Rom til støtte for kravet om en civilpagt, en slags ægteskab for homoseksuelle og andre, der ikke kan eller vil indgå i et traditionelt ægteskab. Demonstranternes fælles dagsorden var et forsvar for det frie valg, imod en stadig mere konservativ definition af familien under indtryk af en moralsk offensiv fra Italiens katolske kirke.


Fosteret som person

Det begyndte sidste forår med loven om bioetik. Efter at have været noget nær et Wild West, hvor kvinder blev kunstigt befrugtet efter overgangsalderen af den berygtede professor Antorini, ville Italien have en stramning. Det blev til den såkaldte Lov nr. 40, der begrænser forskning i stamceller og begrænser adgang til kunstig befrugtning for gifte par.
I samme åndedrag, og uden at det vakte den store opmærksomhed, blev forsteret gjort til en person i juridisk forstand, med samme rettigheder som den kvinde, der bærer det. Og dette “fra befrugtningsøjeblikket”, fastslår loven.

– Hele debatten handlede om konsekvenserne for forskningen. Ingen syntes at interessere sig for, at loven er en kile i retten til abort. Men når fosteret anerkendes som en person, kan næste skridt blive at påstå, at abort juridisk set er mord, understreger Susanna Camosso.

I første omgang har den borgerlige regering under Silvio Berlusconi iværksat en undersøgelse af abortloven i Italien med den begrundelse, at antallet af aborter er stigende.

– Den store risiko er sådan set ikke, at den frie abort helt afskaffes. Vi frygter snarere, at loven pilles fra hinanden stykke for stykke, og at de praktiske muligheder for at vælge abort forsvinder, siger Nicoletta Poidimani fra organisationen Facciamo Breccia, som støttede demonstrationerne i februar, og som har sat sig for at bekæmpe den katolske kirkes stigende indflydelse i Italien.

Det er under indflydelse af lederen af Italiens katolske kirke, den magtfulde kardinal Camillo Ruini, at den italienske regering modsætter sig en legalisering af abortpillen. Og det er på baggrund af Ruinis ønsker, at netop fratrådte sundhedsminister Francesco Storace har besluttet at give de katolske anti-abortorganisationer status som rådgivere ved de statslige abortkonsultationer, de såkaldte Ambulatori.

– Ifølge loven skal kvinder tilbydes rådgivning og psykologbistand, når de ønsker abort. Men kvinderne er ikke klar over, om det er en katolsk abortmodstander, der modtager dem, eller om det er en psykolog. Jeg har set eksempler på, at en udenlandsk kvinde blev sendt hjem fra Ambulatori med den besked, at hun godt kunne vente et par uger med at beslutte sig. Uden at være klar over, at hun dermed overskred 12-ugersgrænsen for adgang til abort. Desuden er der flere og flere hospitaler, hvor lægerne benytter sig af abortlovens samvittighedsklausul, som giver dem ret til at nægte at foretage aborter, fortæller Nicoletta Poidimani.


Kirken blander sig i politik

Frem til begyndelsen af 1990’erne gik kirkens indflydelse gennem det Kristeligt Demokratiske Parti, som monopoliserede regeringsmagten efter Anden Verdenskrig sammen med det italienske Socialistparti. Da de begge bukkede under for korruptionsskandalerne og beskyldninger om tætte bånd til mafiaen under Operation Rene Hænder, mistede den katolske kirke sit naturlige relæ.

– Det har betydet, at den katolske kirke nu er tvunget til at intervenere mere direkte og mere åbenlyst i italiensk politik, konstaterer Silvio Ferrari, specialist i forholdet mellem kirke og stat ved Universita degli Studi i Milano.

Det gjorde den især i forbindelse med folkeafstemningen om Lov nr. 40 om bioetik i juni. Af frygt for at et flertal skulle sige nej til loven, opfordrede Kardinal Ruini italienerne til at blive hjemme og undlade at stemme. For hvis valgdeltagelsen er for lav, annulleres hele afstemningen, og loven træder i kraft.
75 procent af vælgerne valgte at følge Ruinis opfordring.

Men for de italienske feminister og de øvrige kritikere er det det store problem ikke sammenblandingen af religion og politik i Italien, og at den katolske kirke forsøger at påvirke vælgerne. Problemet er, at politikerne parerer ordre.

Det gør de dels af frygt for at træde de katolske vælgere over tæerne, og dels fordi de fleste partier er spækket med katolske politikere, som er blevet spredt for alle vinde efter det Kristeligt Demokratiske partis opløsning.

Centrum-venstrekoalitionen, som har rimelige chancer for at slå Berlusconi ved valget den 9. april, spænder fra Romani Prodi, tidligere medlem af det Kristeligt Demokratiske parti og troende katolik, til en transseksuel kandidat for et af de små venstrefløjspartier.

Dertil kommer, at et af centrum-venstrekoalitionens partier, Margueritten, er et klart katolsk parti. Kun det lille radikale parti ledet af tidligere EU Kommissær Emma Bonino er klart sekulært med krav om en tydelig adskillelse af religion og politik.


Abort og homo-rettigheder er tabu

Hvis noget kan få koalitionen til at slå revner, er det spørgsmål som fri abort og homoseksuelles rettigheder. Derfor fylder disse spørgsmål meget lidt i politikernes debatter under valgkampen, selv om der i civilsamfundet udkæmpes en værdikamp mellem katolikker på den ene side og på den anden side feminister og “sekularister”, der ønsker en mere klar adskillelse mellem religion og politik.

– Det er normalt og forudsigeligt, at den katolske kirke gør sit arbejde og argumenterer for sine synspunkter. Til gengæld er det helt uacceptabelt, at partierne til både højre og venstre lytter så meget til kirken. Under valgkampen har vi forsøgt at få alle partierne til offentligt at tilkendegive, hvor de står i forhold til ligestilling, kvindernes rettigheder og den frie abort. Mange har nægtet at svare, de andre taler udenom. Partierne har sluttet borgfred på kvindernes bekostning, lyder det fra Susanne Camosso.

Silvio Berlusconis centrum-højrekoalition, Frihedshuset, er mere åbenlyst religiøst orienteret end centrum-venstrekoalitionen. Men først og fremmest omfatter koalitionen højreekstremistiske partier som Lega Norte og Allianza Nationale. Berlusconi har også foræret posten som kulturminister til Rocco Boutiglione, som blev forkastet som EU-kommissær for sine holdninger til kvinder og homoseksuelle.

I håbet om at vinde valget og bevare regeringsmagten har Berlusconi bejlet endnu længere til højre, især til fascistpartiet Alternative Sociale, som ledes at Moussolinis barnebarn, Alessandra Moussolini. Hvilket i høj grad bekymrer de italienske feminister, fordi kirken og det yderste højre dermed står sammen om at promovere den traditionelle kvinderolle på et tidspunkt, hvor Italien har et af Europas laveste fødselstal med 1,2 børn pr. kvinde mod 1,7 i Danmark.


Kvinder skal føde italienske børn

Den italienske statschef, præsident Ciampi, har for eksempel benyttet kvindernes internationale kampdag den 8. marts til at beklage sig over, at “vore vugger er tomme”.

– Man hører i stigende grad krav om forsvar for “den italienske race”, et udtryk der stammer fra Mussolini. Det lave fødselstal kompenseres delvis af indvandring, og derfor kommer kvinderne og kvinderollen til at stå centralt i den højreekstremistiske ideologi: Kvinderne skal føde italienske børn, der kan erstatte indvandringen, konstaterer Susanna Camosso.

Men den italienske kvindebevægelse bærer i nogen grad selv skylden for miseren, mener Lea Meandri, en af den italienske feminismes historiske skikkelser.

– Kvindebevægelsen var faldet i søvn. Vi havde opnået en del sejre, men derefter vendte vi os for meget mod privatsfæren. Vi fokuserede på ligestillingen i hjemmet og i parforholdet og negligerede fuldstændig den politiske kamp og ligestillingen i de offentlige institutioner og i virksomhederne, siger Lea Meandri.

Resultatet er, at Italien har noget nær Europas laveste andel af kvinder i parlamentet. 7,9 procent af medlemmerne af Senatet og 11,5 i deputeretkammeret er kvinder. En mandehørm som kommer til højlydt udtryk, når kvinderne formaster sig til at gå deres mandlige kolleger imod.

“Kvindernes plads er i soveværelset, ikke i parlamentet”, råbte de mandlige politikere under debatten om den bioetiske Lov nr. 40, mens den nu fratrådte minister, Roberto Calderone fra det højreekstremistiske Lega Nord, kaldte kvindernes demonstrationer i februar for “kvalmende”.


Valget afgørende for italienske kvinder

Men nu har de italienske kvinder altså fået nok. Usciamo dal Silenzio er blevet en national bevægelse, der fuldstændig har omorganiseret den hensovende kvindebevægelse.

– Der er opstået en slags kvinderåd i alle større byer, hvor kvinderne mødes og diskuterer. Og de “gamle” feminister har fået følgeskab af unge kvinder, som ellers ikke betragtede sig selv som feminister, men som har fået nok, og som gerne vil kæmpe for konkrete sager. Vi stoppede ved kvindeproblematikken. Nu skal vi videre med en kønsproblematik, der ikke kun kæmper for specifikke kvinderettigheder men analyserer samfundet fra en kønsvinkel, siger Lea Meandri.

– Den gamle kvindebevægelse var splittet op i små organisationer, der arbejdede med hver deres lille hjørne af kvindespørgsmål. Nu har vi pludselig en stor, bred bevægelse, siger Susanna Camosso.

– Valget den 9. april er afgørende for de italienske kvinder, for hvis Berlusconis katolske højrekoalition vinder igen, vil presset på kvinderne vokse. Men selv om oppositionen kommer til magten, er slaget ikke vundet. Vi lover, at vi vil holde den nye regering under skarp overvågning.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.