Fra april 1888 til februar 1891 blev det victorianske England rystet af elleve mystiske kvindemord, hvis systematiske grusomhed man aldrig havde set magen til. Mange af ligene var skamferet på det frygteligste. Arme, ben og hoveder var skåret af, maver sprættet op og indvolde spredt på uhyggelig vis. Ofrene var alle prostituerede kvinder, og samtlige drab fandt sted indenfor et afgrænset område, nemlig de to fattigste bydele i Østlondon, Whitechapel og Spitalfields.

”Whitechapel-mordene” blev de oprindeligt døbt i pressen, men det er den formodede gerningsmand, der gav den moderne myte sit definitive navn. Politiet modtog nemlig i bunken af falske(?) tilståelsesbreve en skrivelse udført med rødt blæk, der på et tidligt tidspunkt forudsiger mange flere mord. Det var stilet til et nyhedsbureau og underskrevet: Jack the Ripper. Navnet blev stående som ophavsmand til verdens første seriemord, men strengt taget vides det ikke, om han (eller hun?!) var gerningsmanden. Morderen eller morderne blev nemlig aldrig fanget, skønt de engelske myndigheder indledte den største politiundersøgelse i landets historie.


Det berømte brev underskrevet ”Jack the Ripper”, der d. 25. september 1888 blev sendt til Central News Agency. På dette tidspunkt er fire kvinder blevet myrdet på bestialsk vis. Brevskriveren forudsiger en række nye mord. Fem dage senere blev to kvinder dræbt på en og samme nat. Foto: Museum in Docklands


Nej til glorificering af vold mod kvinder 

Jack the Ripper-mytologien udviklede sig hurtigt til en helt lille industri. Der er udkommet bøger, film, tegneserier og biografier om denne suggestive personage, der vedbliver at fascinere også det enogtyvende århundredes turister, der valfarter til Londons East End for at deltage i underholdende og makabre vandreture gennem snørklede gader i den berømte morders fodspor.

Ikke alle er lige begejstrede. Da mordene havde 100 års ”jubilæum” i 1988, blev det ”fejret” med en strøm af udgivelser og begivenheder, men også under feministiske protester mod glorificering af vold mod kvinder og trivialisering af luderdrab. De spurgte med rette, hvorfor historiens mest berømte Londoner er en uidentificeret, sadistisk kvindemorder.

Nu har Museum of London i samarbejde med det nye Museum in Docklands valgt nye og andre vinkler på den spektakulære historie. Først og fremmest er det ofrene, der er i centrum, deres hverdag, arbejds- og boligforhold og ikke mindst deres bydel. Desuden inddrages pressehistoriske, bysociologiske, politihistoriske og demografiske aspekter. Og for første gang nogensinde fremvises originale politirapporter, vidneudsagn og sagsakter. 


Dagspressen slog plat på luderdrab 

Når Jack the Ripper-mordene overhovedet kunne udvikle sig til en moderne sensation, ”urban legend”, og gyserunderholdning, skyldes det i høj grad den mediehistoriske situation, England befandt sig i i slutningen af 1800-tallet. Trykkeindustrien og den teknologiske udvikling havde muliggjort billige og masseproducerede aviser, der blev solgt til alle befolkningslag af storskrigende gadesælgere. Aviserne solgtes i høj grad på sensationer, og Jack the Ripper-mordene var gefundenes fressen for journalister og redaktører; samt for gysende og nysgerrige aviskøbere, der kunne mæske sig i de frygtindgydende historiers makabre detaljer.

Massemordene og de moderne medier indgik i en skræmmende symbiose, hvor de sadistiske ugerninger fik oceaner af spalteplads og aviserne rekordsalg på grund af de storsælgende ingredienser: sex, død, sadisme og ikke mindst en kriminalgåde, der hurtigt gav stof til allehånde spekulationer. De forskellige aviser konkurrerede indbyrdes om at levere de mest saftige udpenslinger, blodige detaljer og mest opfindsomme hypoteser. Faktisk blev meget af politiets efterforskning besværliggjort af geskæftige journalister, der selv udførte deres egne ”undersøgelser”.

Andre plattenslagere slog mønt på de ulyksalige begivenheder og deres ofre. Madame Tussaud var ikke den eneste der udførte voksfigurer af berømte og berygtede personager: I små primitive udstillingstelte kunne folk for en lille skilling se voksfigurer af Jack the Rippers seneste mordofre. Selv efter deres død kunne de prostituerede kvinder ”sælges”. 


East Ends fattigkvarterer 

Lad os kaste et blik på den by, der blev Jack the Rippers makabre jagtmark. London var i slutningen af det nittende århundrede verdens største og rigeste by med en befolkning på over seks millioner. Formuer væltede ind fra hele det britiske imperium over Themsens kajer, og Citys fornemme forretningsgader strålede med uhørt pragt. Byen var det administrative og finansielle centrum for et verdensomspændende rige, hvor solen aldrig gik ned.

Men også dengang var rigdommene ulige fordelt. Få gader fra de centrale finanskvarterers konsummekkaer finder vi East Ends fattigkvarterer, hvor over en million mennesker stuvedes sammen i overbefolkede og beklumrede værelser, usle sovesale med delekøkkener, tvangsarbejdshuse eller små sundhedsfarlige fabrikker og værksteder, de såkaldte ”sweat shops”, hvor mænd, kvinder og børn satte helbredet på spil ved f.eks. at fremstille giftige svovlstikker. Børnedødeligheden var enorm, hvert femte barn døde som spæd, og kønssygdomme som syfilis florerede.

Bolignøden var stor, da East End i de seneste årtier havde taget imod tusinder af tilflyttere. Først kom huguenottiske silkemagere, der var flygtet fra Frankrig, siden irske håndværkere, der byggede Londons kajer, og endelig jødiske emigranter, der fandt tilflugt fra Østeuropas mange pogromer. Jiddisch blev talt overalt i bydelen.

Ofte deltes flere familier om et enkelt værelse, og de fattigste måtte tage til takke med en seng i lejede, overfyldte sovesale eller et herberg hos religiøs-filantropiske foreninger som Frelsens Hær.


Fælles sovesal i Frelsens Hærs kvindehjem i Hanbury Street. Beboerne ligger sammenstuvede i kistelignende senge og synes mere døde end levende.
Tegning af Paul Renouard, The Graphic, 27. februar 1892, fra Museum in Docklands.

 

Manglede fire pence til en soveplads 

En populær udvej fra dagligdagens nød, slid og elendighed var spiritusen, der flød i de utallige pubber og ”Gin palaces”, der befandt sig på hvert eneste gadehjørne. På Whitechapel Road alene var der ikke mindre end 45 værtshuse. Da drikkevandet var uhumsk, sygdomsbefængt og forurenet, var gin og øl nogle af de mest populære drikke.

Også bordeller fandtes der masser af, især ved Themsens mange kajområder og havnegader. Her solgtes ikke kun kvinder, også børneprostitutionen florerede. I 1885 rystede journalisten W.T. Stead det victorianske samfund med sin rapport ”The Maiden Tribute of Modern Babylon”, hvor han dokumenterer, hvordan purunge piger stilles til rådighed af forarmede og desperate forældre.

Sex blev udbudt til næsten ingen penge i Whitechapels snævre, labyrintiske gader. Et leje for natten kostede fire pence, og det var også standardprisen for et billigt samleje, det såkaldte ”Four penny touch”. De prostituerede kvinder, eufemistisk omtalt som ”unfortunates”, var så fattige, at de solgte deres krop bare for at få råd til en seng om natten, og adskillige af Jack the Rippers ofre var tydeligt underernærede. Flere af dem var endvidere alkoholikere. At de fortsatte deres arbejde i East End i perioden efter de første mord, siger noget om, hvor desperate de har været. En enkelt kvinde var aftenen før hun blev dræbt blevet afvist fra en sovesal, fordi hun manglede fire pence. Hun svor imidlertid på, at hun ville skaffe dem. Det blev hendes sidste kendte replik.

De myrdede kvinder ejede intet andet end det lurvede tøj, de havde på. Små pyntegenstande var af stor værdi for dem. Samme aften som Mary Ann Nichols blev myrdet, havde hun stolt fremvist sin fine nye kyse.
Foto: Museum in Docklands 


Mordene satte skub i fattigdomsbekæmpelse 

Et af elementerne i Jack the Ripper-affæren var, at den tvang det bedre borgerskab til at se omfanget af nød og elendighed i den by, de boede i. For dem var East End fremmed land, en anden verden, som man ikke vidste meget om. Skønt kriminaliteten statistisk set ikke var højere end i det øvrige London, blev bydelen opfattet som en forbryderrede, et arnested for kriminalitet, lastefuldhed, sygdom, snavs, druk og skørlevned.

Under efterforskningsarbejdet blev politiet chokeret over boligforholdene og for ofte vild i de kringlede gader. Politisk blev der rejst krav om forbedring af forholdene for de fattigste, og det blev startskuddet til en række byfornyelsesprojekter. Skuespilforfatteren George Bernard Shaw bemærkede, at Jack the Ripper-mordene havde gjort mere for fattigdomsbekæmpelsen i East End end samtlige sociale reformer. Der blev iværksat etagebyggeri, og de fælles sovesale blev nedlagt. Prostitution og kriminalitet faldt i takt hermed. Men Whitechapel er den dag i dag stadig base for udbredt gadeprostitution. Nu har narkotika overtaget alkoholens tidligere rolle. 


Mange teorier om seriemorderens identitet 

Mordene udløste naturligvis flodbølger af spekulationer, konspirationsteorier, angiveri og falske tilståelser. Disse var ofte antændt af fremmedhad. Morderens grusomhed blev opfattet som ”uengelsk”, og mistanken samlede sig om de jødiske indvandrere med deres i engelske øjne mærkelige skikke. En polsk-jødisk støvlemager var en af de første til at blive afhørt. Senere rettede folkehadet sig mod en række sindssyge og åndssvage mænd. Men også socialister blev sat i forbindelse med mordene.

Som ligene blev stadig mere bestialsk skamferede, samlede mistanken sig om frisører, hesteslagtere, barberer, medicinstuderende og kirurger.

Forbryderprofilen angav en normalt udseende mand, der kunne udgive sig for at være prostitutionskunde og uset forsvinde i mængden efter sine ugerninger. For i et enkelt tilfælde var liget stadig varmt, da det blev fundet. En enkelt skæbnesvanger septembernat synes Jack the Ripper at være blevet forstyrret i sit forehavende, for han nåede ikke at skamfere sit lig. Få timer efter dræber han endnu en kvinde.

Mange spekulationer gik på, at morderen måtte komme fra de bedrestillede lag, og visse teorier pegede sågar helt op på Dronning Victorias hof. Et spor førte til hendes livlæge, William Bull. Dette blev uddybet i den seneste filmatisering, ”To Hell”, fra 2002, der har Johnny Depp som begavet, opiumsafhængig politikommissær. En anden teori pegede på dronningens sønnesøn, Prins Albert Victor, Hertugen af Clarence, der døde som alkoholiker og sandsynligvis syfilitiker. Sågar en højtstående politimand er blevet udpeget som den berømte seriemorder.

Ingen af hypoteserne lader sig imidlertid bekræfte, og sandsynligvis vil morderens navn nu for altid være indhyllet i den berømte ærtesuppetåge, der lå som en klam hånd over datidens London. Hvad vi imidlertid kender er de myrdede kvinders identitet, og det er først og fremmest deres tragiske liv, denne udstilling ønsker at minde om.