Aarhus Kunstmuseum hedder i dag ARoS og er netop rykket ind i en ny,
imponerende bygning midt i Århus mellem rådhus, Musikhuset og Den Gamle
Rideskole. Et ni etager højt monument over, hvordan kunstnere har set
verden fra midten af 1700-tallet og frem til i dag. Eller rettere sagt,
hvordan verden er blevet set af mænd, for en kvindelig optik skal man
lede godt og grundigt efter.

Lige nu er tretten kvindelige kunstnere repræsenteret i den faste
samling, der breder sig over tre etager. Hovedparten, nemlig otte,
finder man i afdelingen for Nutidskunst 1980-2004.

En helt igennem uacceptabel lav repræsentation, når man tager det faktum
i betragtning, at stort set lige mange mænd og kvinder har taget afgang
fra landets tre stats anerkendte kunstakademier gennem de sidste
femogtyve år.

Aarhus Kunstmuseum var i øvrigt et af de museer, som var med i en
undersøgelse af de ti største kunstmuseers indkøbspolitik i perioden
1989-1998, foretaget af Statens Museumsnævn og offentliggjort bl.a. i en
artikel i Dagbladet Information i 2001. 1.335 værker var blevet købt.
Af disse var blot 86 værker af kvindelige kunstnere, der derved
repræsenterede 6,5 % af det totale indkøb. Aarhus havde i perioden købt
99 værker, heraf fem af kvindelige kunstnere. Det svarer til mindre end 5
%, altså et godt stykke under landsgennemsnittet.

Louisiana-modellen igen, igen

ARoS er et moderne museum. Det bygger på samme principper som
Louisiana-modellen, der i dag kopieres overalt. Den totale oplevelse er i
centrum og den nye museumsbygning rummer derfor både tagterrasse,
restaurant, auditorium, aktivitorium (andre steder kalder man det
børneværkstedet), junior-museum, café, bibliotek og den efterhånden
åbenbart uundværlige museumsbutik med et udbud af overflødige dimser og –
alt for dyrt – producerede kunstbøger. Ja, faktisk undrer man sig over,
at ikke også et workout-center er tænkt ind i helhedsplanen! Det er det
måske også, idet man forflytter sig kendeligt hurtigere mellem etagerne
ved hjælp af trapperne, frem for de uendeligt langsomt kørende
elevatorer.

ARoS’ eneste tilføjelse til de i dag obligatoriske museumsaktiviteter
finder man i kælderetagen, der er opdelt i ni mindre rum, hvor
internationale kunstnere ad åre skal skabe installationer. To mænd er
allerede ankommet: James Turrell og Tony Oursler.

Man kan i den sammenhæng håbe, at museet med tiden kommer på bedre
tanker og reserverer et par af rummene til danske kvindelige kunstnere,
hvor mange – i hvert fald uden for landets grænser – er kendt for at
arbejde med netop installationsformen.

Bare sådan for eksempel Ane Mette Ruge, Kirsten Justesen, Ann
Lislegaard, Eva Koch, Lisa Strömbeck, Marika Sedler, Katya Sander,
Malene Landgreen, Pia Rønnike, Henriette Heise, Elsebeth Jørgensen,
Sofie Thorsen, Birgit Johansen, Hanne Nielsen og Gitte Villesen.
Kunstnere, der specifikt har udforsket det installatoriske udtryk, og
har vist deres kunnen i internationale udstillingssammenhænge.

Fraværet af kvindelige kunstners værker imponerer

Museets to store nyanskaffelser er af mandlige kunstnere, og der synes
oven i købet at være en suspekt dialog kørende imellem dem. På første
dæk finder man således en af Jeff Koons store malede billboard fra
sen-1980’er-serien Made In Heaven, hvor kunstneren ligger nøgen
ovenpå sin daværende kone, pornostar Cicciolina, der henført synes at
nyde sin egen eksponering. Jeff derimod har blikket rettet ud mod os og
synes i museets nuværende opsætning at have gang i en kraftig
blikudveksling med museets seneste prale-indkøb: Boy, den gigantiske, siddende dreng af Ron Mueck.

På en rigtig dårlig dag kan placeringen af disse to værker virke en
anelse konspiratorisk. For eksempel efter at have gennemtravet
afdelingen for Moderne Kunst 1930-1980 – og her været blevet helt
i tvivl om der overhovedet var kvindelige kunstnere involveret i nogen
af de store modernistiske kunstbevægelser. For eksempel i Fluxus, som
ARoS ejer en repræsentativ samling af.

Yoko Onos Women’s Room

Heldigvis kan man finde svar andre steder, i hvert fald her i sommer,
hvor Yoko Ono, en af Fluxus-bevægelsens hovednavne, udstiller på
Kvindemuseet i Danmark, 10 minutters gang fra ARoS. Og det kan anbefales
at tage spadsereturen ned gennem gågaden, hvis man har lyst til at
blive konfronteret med en stor kvindelig kunstner. Et forehavende som
hverken ARoS’ direktør, eller museumsinspektøren for museets afdeling
for nutidskunsten efter sigende havde lyst til. I hvert fald var begge
fraværende ved den officielle åbning af Kvindemuseets særudstilling med
Yoko Ono.

Udstillingens titel er Women’s Room, der i følge kunstneren
henviser til kvindens eget særlige rum, men som samtidig er tænkt som en
invitation til mænd om at bruge det kvindelige rum. Yoko Ono arbejder i
en stram konceptualistisk stil, hvor skriftsproget spiller en afgørende
rolle. Betoningen ligger på ideen, ikke det anvendte medie.

Mødet med Yoko Onos værker sætter en tankerække i gang, men hvad den
fører til – det er op til den enkelte. Yoko Onos afsæt ligger langt fra
1970’ernes tunge feminismes krav om større territorium, selv om kønnets
begrænsning er et tema, der behandles i flere af udstillingens værker.
Blandt andet i hendes filmproduktioner fra 1964-70, hvor fire film
deltager på udstillingen. Der vises en film om dagen, og den dag jeg
besøgte Kvindemuseet var Rape fra 1969 på programmet. En film om
en ung kvinde, der fanges i et spind mellem frygt og forfængelighed, da
hun antastes af et filmhold på gaden, som bliver ved med at følge efter
hende, og til sidst trænger ind i hendes hjem. Rape handler om penetreringen, men især om iscenesættelsen af beskueren som passiv voyeur.

Resultatet er en voksende fornemmelse af ubehag. En følelse der
forstærkes af, at filmen vises samtidigt, men en anelse usynkront på fem
skærme.

Det interessante ved Yoko Onos måde at arbejde på, er hendes evne til at
tvinge beskueren til selv at tænke. Frem for kun at blive bekendt med
kunstnerens refleksioner over tid og rum – udstillingens to centrale
omdrejningspunkter – blev jeg i hvert fald – snarere konfronteret med
mine egne overvejelser desangående. I særdeleshed om det at være i
verden…

Kussekunst eller studie over “når kvindekønnet skaber”?

Flere har siden 1970’erne arbejdet med teorien om en særlig kvindelig
æstetik. Blandt andre den amerikanske feminist, maleren Judy Chicago,
der omkring 1970 udviklede ideen om the central core imagery
en bestemt type billedkomposition, med et centralt placeret hul. En
billedkonstruktion, som, i følge Chicago, gav kvindelige kunstnere
mulighed for at indsætte deres krop i kunsten på lige fod med mændene.
Billedgenren blev, selvfølgelig, lynhurtig døbt “kussekunst”, og mange
kvindelige kunstnere har siden skabt værker over netop denne
billedkomposition. De fleste med et glimt i øjet.

Beklageligvis er ingen af denne billedtype repræsenteret på Vejle Kunstmuseums sommerudstilling Kunst af kvinder
– en særophængning af en del af museets store samling af nordiske
kvindelige kunstnere. Et sympatisk initiativ, der desværre er resulteret
i noget, som mildest talt ligner et antropologisk studie over “Når
Kvindekønnet Skaber”.

I stueetagen er det gået helt galt. Her viser man en rodet samling
tegninger og grafiske arbejder af tretten kunstnere, der tematisk peger i
alle retninger: Landskaber og portrætter er således hængt side
om side med historiefortællinger og skitseagtige registreringer af
diverse hverdagsobjekter. Samme koncept fortsætter i den store sal på
første etage, hvor godt tyve kunstnere er repræsenteret. Her blandes
malerier af Ursula Reuter Christiansen og Anna Ancher med kviltede
tæpper af Alice Kalsø og stentøjsrelieffer af Kirsten Christensen.
Værker, der hverken tidsmæssigt eller tematisk har andet tilfælles end
at være skabt af kvinder.

Men der er lyspunkter. Blandt andet har man i en af
udstillingssalene formået at skabe en interessant dialog mellem tre af
de kvindelige naturmalere fra 1980’erne: Nina Sten-Knudsen, Merete
Barker og Doris Bloom.

Udstillingens absolutte hit finder man i udstillingens mindste siderum, hvor fem kunstnere er sat i dialog over temaet Kvinder og Blomster.
En billedgenre, der indtil 1600-tallet sjældent blev anset som andet
end et acceptabelt tidsfordriv for velstillede kvinder. I Danmark har
blomstermaleriet dog en særlig historie, fordi man i 1762 oprettede
Illuminationsskolen for Kvinder, hvor der blev fremstillet
illuminationer til Flora Danica. En skole, der frem til 1888, hvor
kvinder endelig fik adgang til Akademiets tegneskole, var kvinders
eneste mulighed for at få tegneundervisning. To af de udstillede
kunstnere i Vejle, Emmy Thornam og Emma Mulvad, der vises i det lille
siderum, har sandsynligvis været tilknyttet illuminationsskolen. I hvert
fald er begge repræsenteret med blomsterakvareller. Især Mulvads
studier af forskellige danske blomsterarter skaber et interessant
spændingsforhold til Inge Ellegaards nutidige blomstertegninger med
kuglepen på lærred.

Et møde mellem to kunstnere fra hver sin tid, men her handler det om
noget. Kunst handler om noget: Om at pege på noget velkendt, på en
ganske særlig måde. Om at se verden igennem et personligt filter, og
give det sete form. Hvad vi i dag – hver for sig – oplever, er betinget
af de forventninger, vi møder værket med. Kort sagt, betinget af hvem
der ser og hvorfra.

Det er ikke nok at hænge billeder på væggen

En udbredt forklaring på den skæve fordeling mellem mandlige og
kvindelige kunstners repræsentation på landets kunstmuseer er, at
museerne varetager kunstens og ikke kunstnernes interesser. Argumentet
er, at kunstpolitik handler om kvalitet – og ikke – om demokratisering.
Set i den sammenhæng er udstillingen i Vejle et vigtigt skridt mod en
synliggørelse af kvindelige kunstnere.

Men, det er ikke nok at hænge billeder op på en væg.

Man skal også have en idé om, hvad det er for en historie man bidrager
til, for kunsthistorien skrives tilsyneladende kun om de kunstnere, der
hænger på museerne.

Lige nu føjes intet nyt til kvindernes kunsthistorie – hverken på ARoS eller på Kunstmuseet i Vejle. Og det er ganske ærgerligt!

Susan Hinnum er ph.d. i kunsthistorie, billedkunstner og skribent.