For nylig læste jeg for første gang følgende tekst:

“Good Christian people, I am come hither to die, for according to the law, and by the law I am judged to die, and therefore I will speak nothing against it. I am come hither to accuse no man, nor to speak anything of that, whereof I am accused and condemned to die, but I pray God save the king and send him long to reign over you, for a gentler nor more merciful prince was there never: and to me he was ever a good, a gentle and sovereign lord. And if any person will meddle of my cause, I require them to judge the best. And thus I take my leave of the world and of you all, and I heartily desire you all to pray for me. O Lord have mercy on me, to God I commend my soul”.

Ordene blev sagt på skafottet af Anne Boleyn den 19. maj 1536, umiddelbart før hun blev halshugget. Forhistorien er meget kort denne: Anne Boleyn (f. ca. 1500) blev i 1533 gravid med Henrik VIII (1509-1547); han var overbevist om, at barnet var den længe ventede søn og søgte at få sit ægteskab med Katharina af Aragonien annulleret af paven. Det mislykkedes, og Henrik annullerede det selv, idet han bl. a. herved løsrev England fra Rom og gjorde den engelske konge til den engelske kirkes overhoved. Imidlertid fødte Anne Boleyn en datter, den senere Elisabeth I (1558-1603). To senere graviditeter endte i abort og dødfødsel. Det sidste barn, en dreng, var tilmed misformet. Henrik VIII benægtede faderskabet til dette barn, Anne Boleyn blev anklaget for utroskab, incest og trolddom og halshugget.

Min første reaktion ved læsning af Anne Boylens afskedsord var forbavselse. “Jeg anklager ingen”. Sagde hun virkelig det? Det er i øvrigt lige meget, om Anne Boleyn selv forfattede ordene; hovedsagen er, at hun valgte at sige dem. Efter forbavselsen kom udfordringen. Hvordan skal man tolke en sådan tekst?


Kønnet 

Anne Bolyens skæbne er først og fremmest en biologisk skæbne. Hendes eneste forbrydelse var tilsyneladende, at hun ikke kunne føde en levedygtig søn. Som en af hendes biografer skriver:

“Anne Boleyn var nået så højt på grund af uddannelse, personlighed og mod, men hun måtte indse, at succes som menneske var ligegyldigt i forhold til biologisk held eller uheld” (Ives s. 235).

Ifølge datidens tankegang var den manglende søn hendes biologiske fejl, og det misdannede barn tegn på trolddom eller Guds straf. Der gik endda rygter om, at Anne Boleyn selv havde 6 fingre på den ene hånd. Mod alt dette hjalp det ikke, at hun havde højadelige forældre, havde tilbragt 6-7 år ved det franske hof, talte flydende fransk og var interesseret i fransk mode, fransk digtning og fransk musik.

Anne Boleyns afskedsord kan læses som total kvindelig underkastelse. Hun erklærer ikke sin uskyld, hun raser ikke mod kongen og hun beklager sig ikke over for Gud. Det niveau af teksten svarer også til tendenser i tiden. Den store humanist Erasmus af Rotterdam skrev således en dialog, Coniungium (1523), hvori to kvinder diskuterer, hvordan de skal håndtere deres ægtemænd. Xantippe har navn efter Sokrates’ arrige hustru og vælger den taktik at skælde ud på sin mand, der forsømmer hende med druk og andre kvinder. Eulalia har derimod fra starten vidst, at mænd og vilde dyr skal tæmmes med det gode. Erasmus skrev også en afhandling Institutio christiani matrimonii [Om det kristne ægteskab, 1526], hvor han uddybede sine synspunkter. Denne bog, sagde han, var skrevet på opfordring af Katharina af Aragonien. Boccaccios fortælling om den lydige Griseldis (1453) gik i Petrarcas bearbejdelse sin sejrsgang over hele Europa. Den lydige og underdanige hustru var et alment europæisk ideal.


Kærligheden

Anne Boleyn kan også have inddraget erindringen om sin kærlighedshistorie i sine afskedsord: “over for mig var han altid en god og mild herre”. Ingen, der læser om forholdet mellem Henrik VIII og Anne Boleyn, kan være i tvivl om, at der var tale om en stor passion. Henrik VIII skal have fået øje på Anne Boleyn omkring 1526; i 1529 var hans interesse så åbenlys, at hun måtte fjernes fra hoffet. Fra den tid er 17 kærlighedsbreve fra ham til hende bevaret. Brevene lever op til traditionen for høvisk kærlighed, hvorefter elskeren optræder som sin dames ydmyge tjener og fortæres af længsel, når de er adskilt:

“Min herskerinde og ven, mit hjerte og jeg overgiver os i Jeres hænder, idet vi anråber Jer om at holde os anbefalet til Jeres gunst, og at adskillelse ikke må formindske Jeres følelse for os: for det ville være en stor skam at forøge vor smerte, hvoraf fravær skaber nok, og mere end jeg nogen sinde troede man kunne føle. Det minder os om et punkt i astronomien, som er dette: jo længere dagene er, des fjernere er solen, og ikke des mindre jo varmere, således er det med vores kærlighed.” (brev 4)

Brevene rummer midt i høviskheden også en brændende passion, en stor omsorg og en mærkbar iver efter at få ordnet deres forhold. Men manglen på en søn, mistanke, jalousi, sladder og en begyndende interesse for Jane Seymour har i 1536 bragt Henrik VIII’s komplicerede personlighed til et bristepunkt. Hans passionerede kærlighed får den grumme afslutning, at han bestiller en højt professionel skarpretter med slebet sværd fra Frankrig til at foretage halshugningen. Som modsætning kan man anføre, at han ved Thomas Cromwells halshugning i 1540 udtrykkeligt bestilte en uøvet engelsk ung mand, der måtte hugge tre gange med øksen, før hovedet faldt. Anne Boleyns breve til Henrik VIII foreligger ikke.


Politikken

Anne Boleyns afskedsord kan også rumme bitter sarkasme. Der er trods alt en himmelråbende modsætning mellem, at hun skal henrettes, og at hun om kongen, på hvis befaling det sker, udtaler, at “en mildere og nådigere fyrste har aldrig eksisteret”. I så fald har hun valgt at udtrykke sit oprør og sin protest indirekte.

Der kan i Anne Boleyns ord også ligge bevidst taktik. Hun var politisk aktiv, og hendes franske forbindelser spillede ind i talrige politiske forhold. Hun var i høj grad en politisk figur. På grund af hende brød Henrik VIII med Rom og indførte herved reformationen i England. Hendes rosende omtale af kongen kan have været et sidste træk for at sikre velvilje for hendes familie. Hun kan have ønsket at fastholde kongens sympati for deres datter; det er også blevet hævdet, at hendes venlige ord bevirkede, at hendes fader beholdt sine ejendomme, selv om hans mistede sin stilling ved hoffet.

Med hensyn til anklagerne holder Anne Boleyn sig tilsyneladende neutral. Hun var anklaget for 5 tilfælde af utroskab og for incest med sin broder. Alle de involverede mænd blev henrettet. Hun var anklaget for ved trolddom at have lokket Henrik VIII til ægteskab og for trolddom i forbindelse med det misdannede barn. Hun var desuden anklaget for at ville forgive kongen og sin steddatter Mary (datter af Katharina af Aragonien, senere Mary den Blodige, 1553-1558). Der er blandt historikere almindelig konsensus om, at anklagerne var falske og udsprunget af politiske intriger med Thomas Cromwell som hovedaktør. En enkelt har dog foreslået, at hun muligvis kan have begået utroskab i et forsøg på at producere en søn. Hun undgår i sine afskedsord den provokation at fastholde sin uskyld, men hun indrømmer heller ikke noget. Under retssagen skal hun have sagt således:

“I do not say that I have always borne towards the king the humility which I owed him, considering his kindness and the great honour he showed me and the great respect he always paid to me; I admit, too, that often I have it taken into my head to be jealous of him … But may God be my witness if I have done him any other wrong.”

I talen til dommerne skal også været indgået en sorg over de mænd, der måtte dø for hendes skyld. I afskedstalen bøjer Anne Boleyn sig for loven, men hun lægger dog op til, at hendes sag ikke er færdigbehandlet: “Og hvis nogen vil blande sig i min sag, så beder jeg dem om at dømme retfærdigt”.

HumanismenMan skal heller ikke glemme, at de sidste ord på skafottet indgår i en offentlig performance. Anne Boleyn skulle dø for øjnene af sine venner og fjender ved hoffet og en talrig folkeskare. I den situation har det drejet sig om at optræde med værdighed. Anne Boleyn var ikke længere dronning; Henrik VIII havde to dage før henrettelsen fået ægteskabet erklæret ugyldigt. Dertil var hun blevet svigtet af sin fader, der deltog i beskyldningerne mod sin søn og datter. Anne Boleyn har da på skafottet være ribbet for alt. I den situation har hun valgt ikke at råbe op, ikke at rase mod sin skæbne og ikke at klage og anklage. Hun kan være inspireret til det af sin opdragelse, men også gennem den nye retning, humanismen, som hun var optaget af. Menneskets værdighed og en stoisk livsholdning indgik som et væsentligt punkt i humanisternes program. Det fortælles, at Anne i fængslet udviste forskellige sindsstemninger: fortvivlelse, galgenhumor, fantasiforestillinger om benådning og mirakler. På skafottet har hun åbenbart gennemlevet det hele og er nået til en tilstand af værdighed og ro.


Religionen

Anne Boylens afskedsord er også et religiøst udsagn. Hun skal have været religiøst optaget af reformkatolske bevægelser, hun ejede en fransk bibeloversættelse og den forbudte engelske oversættelse af Tyndale. Hun skal have brugt sin indflydelse til at få ansat reformbiskopper og også på anden vis til at støtte reformbevægelsen. Men som andre reformkatolikker synes hun at have modstandere både i katolske og protestantiske kredse. Den store statsmand og filosof Thomas More ( 1478-1535, forfatter til Utopia, 1515) blev halshugget, fordi han ikke accepterede Henrik VIII’s afvisning af pavens overhøjhed. Fra den modsatte side var Annes hårdeste fjende den ivrige protestant Thomas Cromwell.

Ved et mærkeligt tilfælde bad Anne Boleyns fader i 1533 Erasmus af Rotterdam om hurtigt at skrive en ars moriendi, dvs. en bog om kunsten at dø. Genren var vidt udbredt fra senmiddelalderen og fik i 1500-tallet fornyet styrke. Luther skrev således en bog om dødsforberedelse i 1519, der blev udgivet i talrige oplag på mange sprog, og Erasmus fik sin trykt i 1534. Anne Boleyn kan have læst denne bog i engelsk oversættelse. I alt fald viser hendes sidste ord, at hun har tænkt over den i tiden vigtige handling at forberede sig til en god død. Katolske, reformkatolske og protestantiske ars moriendi bøger lagde vægt på den indledende afsked med verden. I denne indgår tilgivelse af uret begået mod en selv og bøn om tilgivelse for uret, den døende har begået mod andre. Man kan bemærke, at Anne Boleyn religiøst set er kommet så langt, at hun ikke anklager nogen (” I am come hither to accuse no man”); men hun tilgiver ingen, og hun beder ingen om tilgivelse. Det har hun naturligvis gjort i fængslet under sit skriftemål, men offentligt har hun ikke ønsket at komme ind på spørgsmålet om tilgivelse.

Henrettelsen har ikke for Anne Boleyn været den totale afslutning. Mary Stuart udtalte i den samme situation de berømte ord: “My end is my beginning”. Over alle jordiske forhold har for Anne Boleyn evigheden spændt sig. Når hendes hoved er faldet, skal hun stedes for endnu en dommer. Til ham henvender hun sidste ord: “O Herre, hav barmhjertighed med mig, til Gud overgiver jeg min sjæl.” Hun følger her rådene fra bøgerne om dødsforberedelse; når de jordiske ting er ordnet, skal den døende helt koncentrere sig om mødet med Gud.

Et religiøst element mangler endnu at blive omtalt, Anne Boleyns ønske om forbøn: “således tager jeg afsked med verden og med jer alle, og jeg anmoder jer af hjertet alle om at bede for mig.” Forbøn for de døde var (er) et centralt element i katolicismen; den bygger på forestillingen om, at et menneske efter døden kan renses for sine synder i skærsilden, og at medmenneskers forbøn kan hjælpe i denne proces med at blive værdig til at møde Gud. For protestanterne var det en hovedsag at gøre op med skærsild og forbøn ud fra den tankegang, at Jesus gennem sin offerdød én gang for alle havde gjort bod for menneskers synder. Den døende skulle derfor ikke gøre andet end at tro på dette. I Danmark ser man især Peder Palladius argumentere mod forbøn for de døde. Men det har været svært for almindelige mennesker at opgive forestillingen om, at man kan hjælpe de døde med sin forbøn. Stephen Greenblatt har i Hamlet in Purgatory og Will in the World argumenteret for, at en eksistentiel vildrede omkring døden efter protestantismens indførelse er en væsentlig baggrund for Shakespeares berømte tragedie om Hamlet.

Anne Boleyn, der var en udløsende årsag til reformationen i England, har beholdt forbønnen for de døde. Så ensomt og forladt, hun end kan have følt sig på skafottet, har hun fastholdt tanken om et fællesskab, der kunne bære videre i den anden verden. Der kan i hendes ønske indgå et sidste politisk træk. Anne Boleyns hovedfjende Thomas Cromwell, der stod tæt på skafottet, var som nævnt ivrig protestant. Et af hans hovedgøremål var nedlæggelse af klostre, især fordi deres forbøn for de døde var ham så meget imod. Det kan tænkes, at Anne Boleyn også har indlagt et element af trods i sit ønske om forbøn for sin sjæl.

Kilder:
Marie Louise Bruce: Anne Boleyn, London 1972.
Hester W. Chapman: Anne Boleyn, London 1974.
E.W. Ives: Anne Boleyn, Basil Blackwell, Oxford 1986.
The Love Letters of Henry VIII to Anne Boleyn, John W. Luce & Company, London 1907.

Pil Dahlerup er dr.phil. og docent i nordisk filologi ved Københavns Universitet.