Alle lande i Europa har vanskeligheder, når det gælder integration af indvandrere. Ingen lande har fundet opskriften, en strategi, der duer, måske fordi det er et tålmodighedsarbejde for alle parter, der strækker sig over mange generationer. Men Danmark har været topscorer i fiasko. Som en kendt erhversleder har udtalt det: Danmark har gennem sin særlige historie for demokrati, social samvittighed, menneskerettigheder og tolerance skabt et brand, der med erhvervslivets øjne er milliarder af kroner værd. Et brand, som vi har sat over styr i løbet af ganske få år. Det der tager århundreder at skabe, kan trampes under fode på ingen tid. 

I dag er det gamle vikingeland lukket territorium for truede mennesker på flugt. Danmark er hævet over internationale konventioner og indifferent over for kritik. Danmark ledes af et regeringsbærende parti med en brutal lovgivning på kant med menneskerettigheder, der har medvirket til udbruddet af en voksende underklasse af nydanskere, hvor desperationen over diskriminering og marginalisering vokser tilsvarende. 

I denne sørgelige fortælling ser jeg et eneste lys, der til gengæld opmuntrer og glæder så meget desto mere. Og det er i al beskedenhed KVINFOs mentorordning. Hvor danske kvinder frivilligt stiller sig til rådighed for at hjælpe en tilsvarende kvinde med indvandrerbaggrund ind på arbejdsmarkedet. 

Når jeg siger “i al beskedenhed” skyldes det jo projektets konkrete, hverdagsagtige, jordbundne karakter: menneske til menneske, kvinde til kvinde – erfaringsudvekslinger, uden de store overskrifter. Ikke alene har denne ordning vist sig rent faktisk at hjælpe de diskriminerede, marginaliserede indvandrerkvinder ind på arbejdsmarkedet og dermed skabe grobunden for et værdigt liv. Men ordningen hjælper så sandelig også gammeldanske kvinder ud af en demokratisk og menneskelig afmagt.

Derfor er det mig en glæde at tale her i aften ved åbningen af KVINFOs konference om “Inspiration til integration” og dele ud af de erfaringer og oplevelser, jeg selv har fået i mødet med kvinder fra andre kulturer verden over. 

Man kan næppe lære at blive forfatter af en mentor. Men det er klart, at man kan blive inspireret af andre forfattere – og ikke mindst af de tanker, man vokser op med. 

Af feminismens tankegods fra dengang jeg debuterede har jeg lært to ting: At en sag altid kan ses fra to sider, fordi der er to køn, i hvert fald. Et langt liv har lært mig at se en sag fra den anden side. At vide i mit inderste, at der altid foregår en kamp om retten til fortolkning, og at man ikke er ved sine fulde fem, hvis man ubetinget giver retten til den ene side og fratager den anden retten. Men endnu før jeg stiftede bekendtskab med feministiske ideer – engang i 1970´erne – havde jeg lært at leve i og med mindst to kulturer på én gang. 

Jeg har gået i klasse med tigre ! Eller tigernes bedstemødre. Jeg har endnu i min besiddelse en PUK-poesibog fra 1950´ernes Ladies College i Colombo, Ceylon, – i dag Sri Lanka – fyldt med singalesiske og tamilske hilsner og pigenavne. Det var mine klassekammerater, med hvem jeg side om side studerede Shakespeare, Coleridge og Stevenson. Det var dengang helt utænkeligt, at de en dag skulle bekæmpe eller hade hinanden i en borgerkrig, bare fordi de var af forskellig etnisk oprindelse.

Tilbageblikket på den tid har lært mig, hvor varsom man skal være ved at hæfte sig ved etniske minoriteters forskelligheder, hvor rasende forsigtig man skal være med at puste til ilden, provokere og skabe fronter. Kort sagt, hvor utilgiveligt det er at politisere en etnisk fortolkning af problemer, som grundliggende er af økonomisk og social art.

II

Senere, i Thailand, Bangkok, skulle jeg lære noget om mit køn. Hvad det ville sige at være kvinde i erotisk forstand. I 1950´erne var det nærmest forbudt at vise sig som et erotisk væsen, hvis man var kvinde, med mindre man var revy-stjerne. Man måtte helst ikke grine for højt, der skulle gås med små skridt i små sko. Ellers var man vulgær og billig.

I Bangkok lærte jeg, at det erotiske kunne være yndefuldt og charmerede, ja ligefrem nydeligt og nobelt. Jeg lærte, at hvis man skal føre sig frem som kvinde uden skam, så skal man ikke komme trampende. Man skal vove et øje, bestemt, men med en vis elegance. I Bangkok var mange af de huse, udlændingene lejede, ejet af thai kvinder. Disse ejendomme var oftest underholdsbidrag fra deres fraskilte mænd. Når manden tog sig en lille kone – mia noi – gav han i reglen en blomsterbutik eller et par huse til den store kone – mia jaj. De kvinder, der lignede en bly viol, var i virkeligheden benhårde forretningsfolk. 

I Vietnam kaldte kvinderne deres strategi “jernhånd i fløjlshandsker”. Jeg var der i krigstid. Og de kvinder, der om dagen pyntede gaderne klædt i deres farvestrålende ao dai, de lange opslidsede kjoler, der fik dem til at ligne sommerfugle på scooter, lå om natten med maskingeværer som guerillasoldater i underjordiske gange.

Jeg har altså fra starten lært, at hvis man vil deltage og opnå resultater her i verden som kvinde, så kan det være nyttigt at lade som om, man er noget andet. At være kvinde er en dobbelt funktion – det er at være menneske og så at have et ekstra kort på hånden, der enten kan trække op eller ned – afhængigt af hvordan man spiller det. 

III 

For de palæstinensiske studerende i Amman fik guerillakampen for Palæstinas befrielse en ganske særlig betydning. Kampen var en frigørelse fra den traditionelle kvinderolle. Guerillaen gav dem en mulighed for at undslippe den traditionelle familiemæssige begrænsning, som de var vokset op med. For her sagde fædrene og brødrene med én stemme: Denne ydmygelse og denne uretfærdighed, må vi alle stå sammen om at overvinde. Kvinderne med. Det var efter seksdages-krigen, i 1967, og det katastrofale nederlag til Israel. 

En af de guerillasoldater, jeg talte med på universitetet dengang, hed Liana Badr. Hun blev siden forfatter og arbejdede i det palæstinensiske kulturministerium i Ramallah. Jeg mødte hende tredive år senere til et forfattermøde på et slot i Salzburg under Rockefellers auspicier. Personligt havde hun klaret sig godt. Men hun gav samtidig klart til kende, at det siden dengang i tresserne var gået stærkt tilbage for de palæstinensiske kvinder, der var kommet efter hendes generation, og som nu ingen uddannelse får og som i mange tilfælde – for en sikkerheds skyld – bliver gift væk, allerede som 12-årige. 

En anden kvinde jeg kunne tænke mig at møde igen, for jeg tror hun lever endnu, er kejserinden af Persien. Farah Diba var dengang, jeg interviewede hende, gift med Shahen af Iran, hvor hun fik lov at more sig med lidt kultur og invitere vesterlandske kunstnere til Persepolis, mens Shahen havde travlt med at regere fra sin påfugletrone.

Intet har vel ændret verden så meget i vores tid som den islamistiske revolution i Teheran. Den revolutionære bølge – med præstestyret som sejrherre – har siden skyllet hen over verden som henholdsvis en rædsel og et håb, afhængig af hvilken side man ser det fra. Hvis jeg mødte Farah Diba i dag, ville jeg spørge hende om, hvordan revolutionen kunne være undgået, om overhovedet. Religion og revolution er hver for sig en stærk kop te. Men når de to kræfter kobles sammen har vi en maxi-molotovcocktail, verden egentlig er magtesløs overfor. 

Af oplevelsen i Iran har jeg lært, hvor hurtigt verden kan forandre sig fundamentalt, uden at man faktisk bemærker det, før det er for sent. 

I sultanatet Oman, som jeg besøgte i 1989, var folk hunderædde for Iran og alle mullahernes propagandabøger og hæfter var forbudte.

Det, jeg lærte i Oman, ved at tale med de veluddannede kvinder – alle med oprindelse i Zanzibar, for øvrigt – var, at ingen kvinder egentlig bryder sig om at leve i et harem. Det er altid dybt sårende, når man bliver forstødt og manden vælger sig kone nummer to. Og jeg taler ikke om Tusind og en nats harem med flagrende silkebukser og perle i navlen, men om den del af huset, hvor kvinderne er stuvet sammen. 

Man har kaldt det en økonomisk og social forsikring for kvinderne, som i visse tilfælde også kan opbygge et kvindefællesskab, en støttegruppe, rettet mod ydre urimeligheder. Men hvis de fleste kvinder kunne vælge frit, ville ingen vælge at leve i et harem. 
Noget andet er, at de kvinder, jeg har talt med fra traditionelle samfund, godt kunne ønske sig teknologisk udvikling og modernisering, højere uddannelser, ansvarsfulde stillinger og roller at spille i samfundet – men uden feminisme og uden modernitetens bivirkninger.

Det, de ønsker, må de selv skabe. For dén cocktail, kvindeemancipation uden modernitet, har jeg indtil dato ikke set noget steds på jorden. Og jeg tror ikke – selvom man ikke kan vide det – at de førhistoriske matrilineære stammer i Kina og Cameroun – hvor mændene går på omgang, reduceret til “besøgsvenner” – er en ønskværdig vision for fremtiden. 

IV 

Det mest rasende, radikale kvindeoprør, jeg har mødt er i – Japan. Det er netop det sted i verden, hvor man har haft mest sans for at rumme – men ikke forene – tradition side om side med modernitetens aller vildeste excesser. Den klassiske, kvindelige kimono kombineret med modehuset “Comme des garcons”, hvor kvindekroppen dekonstrueres og kvinden gøres – til en dreng. Japan er det land, gætter jeg på, hvor flest uddannede kvinder overhovedet nægter at få børn, fordi kønsforholdene ganske enkelt ikke er til det. 

I Tokyo boede jeg hos Setsuko Kato, den kvinde, der oversatte og fik udgivet min bog Creme fraiche på japansk. Hun var mønsterbryder og blev en slags mentor for mig. Mentor i mod og viljekraft. Hun havde engang haft en mand, der behandlede hende virkelig ringe. Eller almindeligt dårligt. Så læste hun tilfældigt om en dansk bog, Fri os fra kærligheden, i en amerikansk avis, og den oplevede hun – med hendes formulering – som et frisk forårspust. Hun oversatte bogen til japansk, men fik den aldrig antaget. Så valfartede hun fra Tokyo til Nikolaj Plads i København og oversatte mit epos Tonetil japansk og heller ikke det blev antaget. Men alle gode gange tre. Heldet havde hun med sig, da hun oversatte Creme fraiche.

I mellemtiden var hun kommet af med den ubelejlige ægtemand og var nu begyndt som 60-årig at opbygge kvindenetværker og gå til aerobic. 

Jeg har selv haft et integrationsproblem, da jeg kom som en fremmed dansker med hele moderniteten og kosmopolitiske erfaringer i bagagen og skulle slå mig ned hos den vestsjællandske lokalbefolkning, mellem daglejere og husmænd. Hvordan skulle jeg gebærde mig? Hvad kunne jeg tage til mig, hvad måtte jeg afvise?

Jeg lærte aldrig at få kalket til pinse og klippe hæk til Sankt Hans. Men jeg lærte, at haven skulle holdes, bedene luges og græsplænen slås, selvom jeg i starten opfattede dette at holde have som et udtryk for naturhad. Ja, “man skal hade det lidt” fik jeg at vide om “ukrudtet”. Men navnlig lærte jeg at spørge, om nogen ville have en aflægger, en staude, en blodbøg eller frø af en Løvefod, ligesom jeg selv fik aflæggere af nabokonerne. Man spurgte altid hinanden.

Jeg lærte at lægge 2 kroner og 50 øre på bordet og at sige: “Så skylder jeg 5 øre”, hvis de ikke kunne veksle en seddel og give tilbage. Jeg lærte at være den, der skylder, da de for alt i verden ikke ville være dem, der var i debet. Huset var betalt ud, de købte kun kontant og kunne ikke udholde tanken om at skylde. Alt blev omregnet på stedet, to fasaner for én fl. brændevin. 

Jeg forskånede dem vistnok for de værste af frigørelsens excesser og talte aldrig om kvindefrigørelse, da det er sårende at lufte muligheder og friheder for mennesker, der ikke har nogen. Men jeg opdagede, når man krattede lidt i overfladen af deres traditionelle liv, at det var fyldt af fadæser: Børn, der havde de forkerte fædre, stoute bondekoner med flasker og nervepiller i skabet, stilfærdige, høflige mænd, der var rene voldsuhyrer bag facaden. Virkeligheder, der blev holdt skjult, fordi livet skal gå videre.

Jeg lærte aldrig at fortære bidesild i halm med fingrene, men spiste dog gerne kråsesuppe og Arme riddere og steger stadig frikadeller efter lokal opskrift, men afholder mig dog fra at bage sovsen op. 

Jeg lærte aldrig at flå en hare eller at rense maven for tarme, ligesom jeg ikke havde tålmodighed til at plukke en agerhøne. Men jeg lærte at bruge en bomuldspose til gelé. Og jeg lærte noget, som var helt fremmed for min kulturbaggrund, men som man gør på landet: At lægge en krans på de dødes grav. 

Vi havde ikke samme åndelige indstilling, det kan man roligt sige. De kaldte min Buddha for en abekat, og jeg fandt, at der var mere krudt i den hellige nadver end i deres bankostege. 

Alt i alt var det min erfaring, at jo mere jeg forsøgte at blive ligesom dem, des værre gik det. Men hver gang jeg fjernede sammenligningsgrundlaget ved at gøre noget, de aldrig kunne drømme om, accepterede de mig som repræsentant for en anderledes og mærkelig stamme. 
Mine integrationserfaringer kan opsummeres som følger: Så længe folk retter sig efter lov og ret og respekterer genius loci, stedsånden, er det sindssygt at begynde at blande sig i, hvordan mennesker skal være. Hvad de skal have på og hvad de skal tænke. 

VII 

Hvordan skal vi ellers vægte tradition over for modernitet? I de traditionelle samfund er der sat en værdi på kvinden i form af medgift eller brudepris. Den der ikke har en pris, må selv punge ud. De moderne kvinder i dagens Danmark har selv betalt prisen. 

Hvordan er singlernes selvværd i dagens Danmark? Kunne de ikke ind imellem ønske, at nogen der kendte og elskede dem, fandt en livsledsager til dem ? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at friheden både er attråværdig og dyrt betalt. Men manglende frihed er lige så dyrt betalt. 

Det var i min tid at vi satte prisen over styr. Det var lige meget hvad vi var værd. Mange af os satsede alt. Og gav os gratis væk. Til hvad? Til kvindebevægelsen? Tidsånden? Frihedstrangen? Sådan kom vi selv til at betale prisen, frihedens pris. Jeg personligt mener, at det, vi opnåede og oplevede med vores fuldbyrdede liv, var prisen værd. Men dét kan vel også ses fra en anden side? 

Suzanne Brøgger er forfatter.