Lige eller ulige?


Victoria Pihl Sørensen glæder sig over den ligestilling vi har opnået de sidste 100 år men mener også, at der er lang vej endnu. For der er ulighed, der ikke kan måles eller vejes, men som ligger i sproget og i underkendelsen af bl.a. kvinders stemmer, oplevelser og erfaringer.

Jeg er en ung dansk kvinde, som elsker at farve mit hår lilla og smide guldglitter i hele fjæset, lige når jeg har lyst. På min højre skulder har jeg tatoveret en stor pink blomst på størrelse med en hånd. Jeg bander og svovler som en havnearbejder. “Fuck” fylder mere i min daglige tale, end jeg er glad for at indrømme, og jeg kæmper med at holde det ude af mine akademiske og politiske skriverier. Men sproget – det er mit. Kroppen er min. Jeg alene bestemmer. Jeg er en ung dansk kvinde, som ikke ville være, hvor jeg er i dag, hvis ikke kvinder havde fået valgret i Danmark ved grundlovsændringen i 1915. Jeg er en ung dansk kvinde, som studerer, læser og skriver på mit eget værelse ved mit eget skrivebord. Jeg har min egen stemme og min egen stemmeret. Takket være dem, som arbejdede for kvinders valgret, er jeg en fri og lige borger i Danmark. Jeg har ret til privat ejendom, jeg har ret til min egen læring, og jeg har ret til at ytre mig og sige “fuck”, når jeg har fucking lyst. Jeg har ret og lyst til at bruge min stemme, fordi jeg ved, der er nogen – samfundet – der lytter. 

Om Festskriftet

22 kvinder og en enkelt mand har på Kvinderådets opfordring skrevet en grundlovstale med udgangspunkt i egne erfaringer og betydningen af kvindernes aktive deltagelse i samfundet. Bidragsydere er bl.a. chefredaktør Lisbeth Knudsen, stand-up komiker Sanne Søndergaard, politikerne Özlem Sara Cekic og Pia Kjærsgaard samt økonomi professor Nina Smith.

Kvinderådets festskrift ”Øjeblikke af frihed” er udkommet på forlaget People'sPress.

Om Victoria Pihl Sørensen

Victoria Elisabeth Pihl Sørensen, født 1992 i Virum, er forfatter samt studerende på BSocSci Politics & International Relations på University of Manchester i England på 6. semester. Hun er opvokset i en politisk aktiv familie, hvor debat omkring velfærdssamfundet, ligestilling og retfærdighed altid var et centralt samtaleemne ved middagsbordet. Hendes primære interesser er køns-, identitets- og uddannelsespolitik, samt politisk filosofi, kommunikation og formidling. Victoria er medforfatter til bogen Selvfølgelig skal du ha' 12 udgivet af People's Press 2014, der har til formål at dele tips og råd til at få mest ud af studierne i gymnasiet. 

100-årsjubilæet for kvinders valg- og stemmeret giver os lejlighed til at reflektere over de muligheder, vi ikke ville have haft, havde det ikke været for kvindebevægelsen, men det giver os også lejlighed til at reflektere over de muligheder og de friheder, vi stadig mangler.
Her er mine refleksioner.
Måske synes I, at det er noget vrøvl – at jeg overdriver, at jeg er for sensitiv, at jeg brokker mig. Eller måske ved I, ligesom jeg, at det er lige præcis den affejning af kvindestemmer, som er mest skadelig. Hører I nogensinde om en mand, der bliver afvist, nedgjort eller ignoreret, fordi han er for sensitiv?

Mit eget værelse/A room of my own

Jeg sad ved det førnævnte skrivebord i det førnævnte værelse, som Virginia Woolf rigtigt nok argumenterede for, var minimum den ressource, man skulle have til rådighed, hvis man som kvinde skulle have mulighed for at skrive, forfatte og tænke. Jeg funderede længe over 100-året for kvinders valgret. Først blev jeg grebet af en følelse af triumf. Tanker fór igennem mit hoved: Hvor er det fantastisk, at det nu er 100 år siden, kvinder officielt blev gjort til medborgere – lige borgere – i Danmark. Hvor er det vildt, hvilken fuldkommen umålelig indvirkning den begivenhed, vedtagelsen og underskrivningen af den nye grundlov i 1915, har haft på mit liv. Men så var det, at noget gik op for mig: 100 år, det er vel egentlig ikke ret længe? Igennem hele Danmarks historie, indtil for 100 år siden, blev kvinder anset som mindre værd end mænd. Dummere, svagere, hysteriske, mindre rationelle og mere emotionelle. Vi taler om årtusinder. Da Nina Bang blev udpeget som den første kvindelige minister i Danmark i 1924, blev hun udpeget som undervisningsminister. Af alle områder, som Stauning kunne have udpeget hende til, blev det Undervisningsministeriet. Og det på trods af, at Nina Bangs egen ekspertise faktisk lå inden for økonomi. Hun brugte årtier på at læse marxistisk teori og skrev produktivt om handelsteori og spekulation i markedet. Men selvfølgelig skulle hun da være undervisningsminister. Kvinder kender til det med børn, omsorg og opdragelse, ikke? Fuck.
Men i dag vil jeg ikke tage jeres tid for at tale om direkte institutionaliseret kvindehad, i stedet vil jeg tale om det, der måske ikke er umiddelbart synligt: den kønsundertrykkelse, som foregår her og nu, altid, hele tiden, og som det danske samfund – mænd såvel som kvinder, hverken anerkender eller måske slet ikke kender til. Ja, her indrømmer jeg, at jeg er røv kønsnormativ. Sorry, men jeg er ret sikker på, at de som identificerer sig som andet eller intet eller midt-imellem køns- eller queer-feministen, kender alt for godt til den undertrykkelse og chikane, jeg taler om. Det er en form for undertrykkelse, som har fået lov til at passere gennem historien – ubemærket ind ad revnerne mellem de byggesten, der udgør det danske samfund, som vi kender i dag. Det samfund, vi skabte efter Grundloven i 1915. Det samfund, som vi elsker og elsker at kalde lige. Det er den undertrykkelse, vi i dag oplever, når vi som kvinder eller alt andet end heteroseksuelle mænd, bliver kaldt for sensitive. Når vores stemmer – vores råb – bliver tysset og affejet med “Ej, nu må du lige! Danmark er jo et af de mest lige samfund i verden!”.

Halli-Hallo og –

Lige et øjeblik! Hvad betyder det egentlig at være lige? Lige for loven? Lige med nogen? Lige med mænd? Som forfatter og studerende er du udsat for visse professionelle og akademiske forventninger til dit sprogbrug, og du indser da også ganske hurtigt, at dit forhold til dit sprog og andres betyder alt (jeg fik fortalt jer om visse af mine udfordringer, ikke?). Du indser, at det er umuligt at udøve nogen form for kreativ udfoldelse uden at stille spørgsmål ved dit eget sprog, at kritisere og skrabe lagene af ordene for at finde frem til betydningerne.
lige et øjeblik, hvad er det egentlig, det betyder at være lige? Hvad betyder det, at Danmark er et lige samfund, og hvordan finder vi lige ud af, om det lige passer? Jeg prøver desperat at vride betydningen fra ordene, men måske vrider jeg bare ordene fra betydning? I alle tilfælde ligner den væske, der vrides fra ordet ”lige” mest af alt mørkegult pis. Og det lugter surt og gammelt. Med fare for at lyde som en kliché eller at bedrage mine feministiske idealer og citere en Dead White Dude: “Der er (helt sikkert) noget råddent i Danmarks rige.”

Hvordan måler vi (u)lighed?

Efter 1915 blev kvinder efter sigende frie og lige medborgere i det danske samfund. Men hov, fik vi ikke først fri abort i 1973? Den måde, vi definerer og måler lighed på, lugter suspekt. Inden kvindebevægelsen begyndte at tale om kvindeundertrykkelsen i Danmark, var der ingen, der nogen sinde havde sat spørgsmålstegn ved kvindens position i forhold til mandens. I hvert fald ikke i det offentlige rum. Debatten omkring den frie abort ville således heller ikke have været på dagsordenen, hvis ikke det var for kvindebevægelsens sejr i 1915. Hvilken interesse havde mænd i at sikre kvinders reproduktive rettigheder? Zero, ingen. I hvert fald var der ikke meget incitament til at sikre kvindens ret til familieplanlægning, indtil det blev nødvendigt for nationaløkonomien at få kvinden på arbejdsmarkedet. Det var penge og tal, der motiverede beslutningen om, at en kvinde havde ret til at bestemme, hvornår hun ville have børn. Vi står i samme situation i dag, hvor incitamentet til at diskutere kønslighed mildest talt er ikkeeksisterende, med mindre vi kan regne, måle og veje os frem til uligheden og fordelene ved at udligne den. Vi kan indsamle data, måle og veje og analysere. Derefter kan vi sammenligne mænd og kvinder og på den måde – efter sigende, måle kønsuligheden i Danmark. Tal fra Danmarks Statistik viser, at kønsforskellene på arbejdsmarkedet bliver mindre jo højere uddannelse kvinder har. Der ses på markører som ledighed, arbejdstid, fleksibilitet og fast ansættelse. Fedt. Lønforskellene bliver bare ikke mindre af den årsag, og mænd tjener stadig gennemsnitligt mere end kvinder på trods af samme uddannelsesniveau. Så er der spørgsmålet om kønsligheden blandt CEO’s: 4,1 pct. af mænd mellem 25 og 59 år er topledere, mens kun 1,7 pct. af topledere er kvinder. Og sådan kunne jeg blive ved med et opremse tal fra Danmarks Statistiks rapport Kvinder og Mænd 2011 for at understrege kønsuligheden. Men der er noget galt. Behøver jeg at påpege kønsnormativiteten endnu en gang? Den binære opfattelse af kønsidentiteter er slående. Hvor er alle de, som ikke identificerer sig som mænd eller kvinder? Eller de, som identificerer sig som kvinder, men ikke har nogen kusse og måske ikke er kvinde på papiret – i CPR-registret og vice versa. Noget er galt. Der er noget, der ikke bliver målt. Der er noget, der bliver glemt og går tabt i vores kønslighedsdebat. Nogle danske borgeres oplevelser, erfaring og følelser bliver ikke talt med. De indgår ikke i regnskabet.
Som ung kvinde oplever jeg gang på gang at mine oplevelser, erfaringer og følelser slet ikke bliver italesat. Hvordan måler vi kvinders angst, når vi skal gå hjem om natten alene? Hvordan kan vi måle følelsen af at gå ned ad gaden, om det er nat eller dag, og mærke blikke på sin krop, så meget at du til sidst bliver i tvivl, om din krop egentlig er din egen, eller om den er et objekt – en offentlig ejendom? Hvordan kan vi måle følelsen af at blive flov i supermarkedet, når du køber tamponer eller jumbo natbind, fordi du nu har menstruation og bløder ad helvede til igen, igen? Fuck. Hvordan kan vi måle det sociale pres, som piger og kvinder oplever, der tvinger os til at konformere til særlige køns-, skønheds-, krops eller mode-normer, for ellers bliver du kaldt en “slut” eller kvabset eller benet? Hvordan måler vi det ødelæggende i udtryk som “at kaste, løbe, tude som en tøs”, får lov til ubemærket at forblive en del af vores daglige sprog? Hvordan kan vi måle indvirkningen af pressens fokus på, hvad kvindelige politikere har på og ikke på, og hvad de siger? Hvordan kan vi måle de kulturelle og sociale konsekvenser af, at en bog og en film som dybest set er en fortælling om partnervold og misbrug, bliver fejret som et symbol på kvindelig seksuel frigørelse eller præsenteret som “kvindeporno”? Blød porno, der er “OK for kvinder” at se på eller at kunne lide? 50 Shades of Grey? – Nej, 50 Shades of Nay/Nej/Stop/Lad Vær’
Det er langt mere end lønforskelle mellem mænd og kvinder, som påvirker danske kvinders selvforståelse og selvværd og, ultimativt, status i samfundet. Vores erfaringer og oplevelser i forbindelse med vores kønsidentiteter kan ikke måles, og de bliver glemt i debatten om “kønsligestilling”. Vi må italesætte kønsundertrykkelsen på en anden måde, for ellers risikerer vi, at den får lov til langsomt men sikkert at gennemsyre vores samfund. I en grad så vi til sidst glemmer, at sejren i 1915 mest af alt handlede om retten til at føle sig som et ligeværdigt menneske i Danmark, og ikke retten til at stemme og blive valgt til parlamentet. Fuck den formelle lighed. Det er ikke godt nok længere. Det er nemlig i vores sprog, i vores diskurs, i vores daglige tale, at forskellene mellem mænd og alle andre bliver cementeret. Det er her, uligheden får lov til at blomstre.

Er jeg lige?

Hvis det føles, som om jeg nu er kommet ud på et sidespor – at jeg har flyttet mig for langt væk fra den sti, som jeg lagde ud for jer i starten, så beklager jeg. Jeg har aldrig været god til at gå den lige vej. Måske vi skulle gå tilbage til begyndelsen? I min indledning fik jeg sagt, at jeg er en fri og lige borger i Danmark, måske er det på tide at jeg – vi, revurderer min position. Misforstå mig ikke – jeg er privilegeret. Jeg kommer fra en over-middelklassebaggrund, akademiker-far, skolelærer-mor, to dejlige små søstre og massere af kærlighed. Men jeg er ikke fri og lige, trods det er det, jeg er blevet fortalt, lige siden jeg var lille. Det er en fortælling, som er dybt forankret i vores samfund og som dominerer vores diskurs. En fortælling om den eventyrlige velfærdsstat og dens muligheder. Det er det billede, vi gerne vil tegne af os selv for omverdenen. Et impressionistisk maleri: På afstand ser det meget godt ud, men når du kommer tættere på, ser du nuancerne, de bittesmå penselstrøg, som er med til at gøre det hele, hvad det hele er, eller hvad det hele ser ud til at være. Lad os gå tæt på – helt tæt på og kigge i det små, finde nuancerne, læse dem kritisk og stille spørgsmål: Hvordan føles det egentlig at være alt andet en heteroseksuel mand i Danmark? Som studerende og forfatter kan jeg ikke tage sproget for givet. Som ung kvinde, som feminist, er jeg nødt til at stille spørgsmål ved den måde, vi diskuterer kønspolitik på i dag. Sproget er kønnet. Diskursen konstituerer den sociale og kulturelle opfattelse af, hvad f.eks. det vil sige, at være kvinde i dagens Danmark. 
Tak for min formelle lighed, men hvor er den reelle lighed?

The Danish Girl

Grundlovsjubilæet er en enestående lejlighed til at opdatere opfattelsen af det danske samfund, og af de borgere, som er en del af det. Loven er en arv. Ligeså er kvindebevægelsen med alle dens resultater og udfordringer. Hvad vi har opnået gennem kvindebevægelsen, kan ikke måles, og det er en arv, vi skal ære. Men en arv skal ikke bare overtages ukritisk. Den skal ikke nedarves
ligesom genmateriale automatisk fra menneske til menneske – naturligt, uden debat, uden kritik, uden at vi stiller spørgsmålstegn ved, hvad det er, vi egentligt arver. Vi kan måske ikke ændre vores genetik, men vi kan ændre de normer og love, der gør det vanskeligt at være kvinde i Danmark. 
Jeg har svært ved både at være dansk og at være kvinde. Disse identitetsmarkører kommer med en lang række normative forventninger, som jeg nægter at bøje mig for. Da jeg var yngre, havde jeg umådeligt svært ved at forlige mig med tanken om at være feminist. Jeg følte, at feminisme kun var for kvinder, der havde langt hår under armene og var aggressive mod mænd og andre kvinder, som ikke passede ind i feminismens ideal-billede af, hvad en stærk kvinde var. Jeg var uden tvivl helt galt på den. Men min pointe er, at det var den opfattelse, som jeg havde opsnappet, der cirkulerede i populærkulturen: Feminister er beton-lebber, der hader mænd. Paradoksalt, så var det min seksuelle frihed – min ret til at gå i seng med hvem jeg har lyst til, når jeg har lyst til det, der skulle lede mig til at finde ud af, at jeg var feminist. Det tog mig en tømmermandsmorgen i sengen med en “one-night stand”, efter en lille politisk snak om mine fordomme om feminisme (ja, jeg ved godt, at det ikke lyder som den mest spændende pillow-talk) at indse, at jeg er feminist. “Men at være feminist betyder jo at tro på, at kvinder og mænd skal have lige rettigheder. Jeg er  feminist.”, sagde han. Nå ja, tænkte jeg, måske er jeg det også? Han er ikke dansk, og han var vokset op med en anden opfattelse af feminismen. Jeg synes, det er på tide, at vi både ændrer opfattelsen af, hvad det vil sige at være kvinde i Danmark, men også hvad det vil sige at være dansk feminist. Det er vores arv, som de der kæmpede tilbage til før 1915 har efterladt os, og det er vores opgave at videreføre den og videreudvikle den. Det er nu, vi skal kræve mere end den formelle lighed. 
I år har filmen The Danish Girl premiere – den handler ikke nødvendigvis om, hvad det vil sige at være dansk kvinde, men om Lili Elbe. Hun var transkønnet kvinde, uddannet maler og døde i 1931. Filmens hovedrolle – Lili Elbe – bliver spillet af Eddie Redmayne. Hvis I ikke kender til ham, så gør det ingenting. Det, I bare skal notere jer, er, at en heteroseksuel mand er blevet valgt af Hollywood til at spille en transseksuel dansk kvinde. Det er ligesom, hvis en hvid mand var blevet castet til at spille Martin Luther King Jr. i Selma. Det er ligesom hvis en heteroseksuel mand var blevet castet til at spille en heteroseksuel kvinde. Det er ligesom dengang på Shakespeares tid, hvor mænd spillede kvinder, fordi kvinder var forbudt ved lov at optræde. Min pointe er, at vi ikke kun skal rekonstruere, revurdere og reforhandle, hvad det vil sige at være den danske pige – the Danish girl, men også hvad det betyder at være feminist, og hvad det vil sige at kæmpe aktivt mod kønsundertrykkelse. I dag er de transkønnede holdt uden for loven, uden for normen og marginaliseret på samme måde som heteroseksuelle kvinder var før 1915. Vi skal kæmpe sammen og for hinanden, alle os, som er marginaliserede. Alle os, hvis oplevelser, erfaringer og følelser bliver ignoreret eller tysset. Det er dén kamp, jeg har arvet som dansk pige og kvinde.

Opgør med diskursen

Jeg har min egen stemme. Jeg vil bruge den til at stemme fra og stemme imod. Jeg vil bruge den til at vende sproget, for det er i diskursen – i detaljen, i det der ikke så let kan måles, at vores kønslighed løber af sporet og går skævt. Lad mig vende tilbage til Nina Bang og en hendes hjertesager: arbejdskampen. I fagforeningsarbejdet skal du aldrig acceptere det første bud i en for handling. Alle ved, at det første bud altid er det laveste. Nogle gange er du ikke i en position til at forhandle, eller måske er du ikke klar over, at du har noget at forhandle med. Valg- og stemmeretten var ikke det første bud, men det var heller ikke det sidste og bedste. Det var, hvad det danske samfund kunne forestille sig dengang. Det var, hvad vi kunne få. Vi tog det. Det var godt. Nu skal vi forhandle endnu hårdere. Som Karen Blixen skriver: “Frygt ikke det utrolige! Vig ikke tilbage for det fantastiske! Naar Du er i Tvivl, vælg da den farligste, den mest uhørte Løsning. De l’audace! De l’audace! ” 
Vi skal vende kønslighedsdebatten om og tage den bagfra, på vores betingelser.