Da jeg var en lille pige, omkring 4 år gammel, efterlod mine forældre mig i juleferien hos mine bedsteforældre i en afsides landsby omkring 40 kilometer fra den mest litauiske by af alle, Kaunas, hvor jeg er født.
Det har vel været omkring 1960. Jeg kan ikke huske noget om de politiske forhold på den tid, men… sneen. Dyb, knitrende og glimtende, en tynd skorpe på de forblæste høstakke. Og stjernerne, som blev reflekteret i nattens sne. Mine bedsteforældre havde dengang endnu ikke radio.
Men det havde deres nabo.
Derfor plantede mine bedsteforældre mig hver aften, efter at have fodret dyrene, på kælken, lagde et tæppe over mig, og trak mig hen over de tilsneede marker og hjem til den radio. 3-4 familier samledes, drak te og spiste “griseører” (en slags klejner, red.) og diskuterede alt, hvad der blev sagt i radioen.
Selv jeg havde en mening om, hvad den radio foretog sig. For eksempel forekom det mig, at den spillede alt for gammeldags melodier.
Jeg var forundret over to ting: Hvorfor spurgte ingen om min mening, og hvorfor lod de næsten aldrig kvinderne komme til orde, når de forsøgte at sige noget om radioprogrammerne?
Hvis det kun var sket en gang, ville jeg ikke have lagt mærke til det. Men kvinderne blev forsmået hver eneste gang, de forsøgte at indskyde en kommentar. Der var ingen, der tyssede på dem eller skældte ud, men på en eller anden fantastisk vis lykkedes det dem simpelthen “ikke at høre” kvindernes bemærkninger.
Jeg krøb sammen lige under radioen, omgivet af mønstrede hovedpuder, for, at jeg ikke skulle falde ned fra den høje seng, og betragtede the ritualet.
De drak forresten lindeblomst the, af blomster plukket fra lindetræet i gården, ingen “Earl Grey” eller “Lipton”, som det sovjetisk besatte Litauen ikke anede noget om. Blandt kvinderne var der også en, der hed Stasė, en høj og storbarmet kvinde, der ikke var mundlam.
Hun gav sig til at fortælle, hvor mange radioapparater borgerne i Litauen havde anskaffet sig det år. Mændene blev stille og så på Stasė som på en kvie, der var på vildveje, og fra min seng så jeg så tydeligt, hvordan deres humør sank.
For ikke en eneste af mændene vidste, hvor mange af disse “radiotingester”, der i denne kolde vinter allerede spillede løs i Litauen. Mændene brød sig slet ikke om den drejning situationen havde taget. Der var sågar en, som lagde kortene eller dominobrikkerne fra sig, jeg husker ikke klart, hvad det var, og rejste sig for at gå hjem.
Og da tænkte jeg: Når jeg bliver stor og ikke længere er bange for at sige noget, så springer jeg ned fra sengen og siger, at jeg vil vokse op blive ligesom Stasė – og være fem gange klogere end dem, der ikke lader kvinder tale.

Montaigne, som ikke vaskede bleer

Jeg fik min første novelle trykt, da jeg var 16 år, i “Nemunas”, det mest frisindede kunsttidsskrift i Kaunas. Det var en ære af samme omfang, som hvis jeg havde fået Pulitzer- eller Nobelprisen.
For en uerfaren 9. klasses skolepige var det noget, man nærmest ikke kunne forestille sig.
Den måned var jeg en berømthed blandt den læsende del af skolens, min gades, ja nærmest hele byens befolkning (groft sagt ville tilsvarende størrelser i dag være – Lady Gaga eller Madonna: ha, ha, ha:)
Ved I, hvad jeg skrev i den novelle? Jeg havde endnu ikke mistet min mødom, men heltinden i min novelle led under, at hun som ung mor selv skulle vaske alle bleerne, og den franske filosof Montaigne, som kom på besøg hos hende, så ud til at have sovet godt, at være tilfreds med sig selv og kunne tillade sig at snakke løs om filosofi.
Min heltinde tørstede efter retfærdighed: Efter at Montaigne skulle vaske bleer, og hun tale om filosofi. Og skrive filosofi, ikke kun snakke. Men den kvindelige heltinde var udmattet af uophørlige blevask, og Montaigne kunne end ikke nedlade sig til at vaske bleer. Også selv om han havde lavet et barn med en anden.
Dette var den grundlæggende forskel. Og den forbliver den samme. Den naturgivne evne til at føde børn, vender sig mod dens bærer og skærer de ækleste grimasser: Enten kører kvinden sig ned i et forsøg på at leve op til begge pligter – både den naturgivne og den som udspringer af egne ambitioner.
Eller også er hun nødt til at have et overmenneskes evner, så hun kan pådutte sin partner i det mindste en tredjedel af ansvaret og pligterne.
Disse ulighedens nuancer, denne uhåndgribelige “andenrangshed” i forholdet mellem mænd og kvinder, fik jeg ind under huden fra den tidligste ungdom: Konstant er der mangel på tid til sig selv, for al tid sluges af familien; og den uophørlige, underforståede kamp for, at vi alle på arbejdet og i offentligheden skal vurderes på vores forstand og resultater – og ikke på bollerne i vores bukser.

Børn: tager eller giver?

En anden tanke, som fremføres i mine romaner (og til tider også i mine artikler): Er det virkelig umagen værd i den grad at lovprise moderskabet, der udmatter og nedslider dig, og ikke efterlader tid til dig selv? Det er en provokation – men den er ikke primitiv.
Jeg har selv født tre børn. En af dem er 34-år og matematikprofessor ved Essen Universitet i Tyskland, den midterste døde som følge af fødselsskader og min 21-årige datter studerer industrielt design ved Kunstakademiet i Vilnius og har tænkt sig at læse sin overbygning i Skandinavien.
Jeg har altså vasket masser af bleer – indtil engangsbleerne kom. Men engangsbleerne løser alligevel ikke ansvarets, ligestillingens og ligemageriets problemer. Jeg udgav først min første roman “Skrid ikke i svinget”, da jeg var 50, da mand og børn selv – i overført forstand – kunne stoppe deres bleer ned i bukserne.
Indtil da hadede jeg i stilhed alle – især min mand, mine børn og min arbejdsgiver – som stjal den tid, jeg skulle bruge til at skrive. Jeg havde ret i at hade dem: Da min første bog “Skrid ikke i svinget” om en kræftsyg journalist, som beslutter sig for ikke længere at pukle for andre, udkom, købte læserne i løbet af et halvt år fire oplag.
Og jeg fik med det samme Augustinas Gricius’ litteraturpris.
Det viser, at mit arbejde ikke var at føde børn og spilde tiden med det, men at skrive bøger. I Litauen er begge mine romaer bestsellere.
“Hvad ville du skrive om, hvis du ikke havde nogen erfaring – du ville ikke engang kunne beskrive lugten af bleer?”, jokede min mand.
Vi grinte begge to, men i hjertet vidste jeg, at han vidste, at han havde hjulpet for lidt til med det huslige arbejde. Og dengang ikke engang forstået det. Nu ved vi det begge, for samfundet ændrer sig hurtigt. Min søn, som har to små piger, arbejder meget mere derhjemme, end hans far gjorde.
“Det forstyrrer mig meget i mit arbejde som professor. Jeg tørrer Lauras (Laura er hans 4 måneder gamle datter) numse og løser matematikopgaver i hovedet imens,” siger han venligt til mig.
Jeg tænker stille: Sådan skal det også være, lille ven. Oprigtigt talt respekterer jeg ham for, at han ikke overlader det til sin kone at tørre sin datters numse.

Hvorfor det er skønt at være en gammel kvinde

Når hormonerne holder op med at rase og ikke længere forstyrrer eftertanken, kommer alt på rette hylde.
Da jeg som blot 21-årig studine ved Vilnius Universitet skulle giftes med min mand og et enkelt øjeblik vovede at tvivle på, om jeg nu ikke for hurtigt overgav mig til det institutionaliserede familieliv, blegnede min mor og sagde: “Er du blevet skør? Nu skal du ikke finde på at ombestemme dig – vi har allerede sagt til alle og enhver, at du skal giftes.”
Og jeg… adlød den pseudoære, det er at have en ægtemand.
Til min datter siger jeg: Gør for alt i verden ikke noget, som du ikke selv har lyst til. Ligegyldigt om det måtte være ægteskab eller et hvilket som helst andet valg. Folk flokkes om de mennesker, som selv TØR vælge.
Min datter har også et svar på det: “Tag det roligt, jeg har ikke tænkt mig at gøre de selvmorderskere, der gifter sig direkte fra universitetsbænken, til mit forbillede. Jeg har nok af andre mål i livet.”
Og jeg ler særdeles tilfredst – en familiær vits. Jeg håber, at det ikke udarter sig til det groteske, men udvikler sig til et princip om bevidst at værdsætte sig selv, som også gælder i en hvilken som helst offentlig situation og i familien.
Enhver sørger for sig selv. Enhver kan finde ud af at lave sig et måltid mad, når maven knurrer. Enhver har sko, og pudser dem derfor selv. Enhver har ret til at vælge selv, hvad hun vil eller ikke vil uden a priori at få pålagt sig en byrde, sådan som traditionen foreskriver.
Jeg glæder mig meget over, at min datter ikke er et modedyr, og at hun er til at trække væk fra spejlet. Hun kommer ikke til at deltage i “X-faktor”, for hun forstår, at man ikke bliver en stjerne eller får succes af det.
Succes – den indre, ikke den ydre – kommer, når du har mod til at leve op opføre dig sådan, som du virkelig vil. For eksempel giver dig til at grine af de gamle “ulve” på redaktionen, som, også selvom det kun er for sjov, giver sig til at hævde, at der ikke er noget ligestillingsproblem i Litauen.
Og bliver fryyyyygtelig overrasket over, at du synes, at det er der – og endda et temmelig bistert et af slagsen. Men et og andet interview om ligestilling formår de sig alligevel til at trykke uden, at det er placeret på sidste side i avisen.
Hvis jeg var en helt ung pige, hvis blomstrende kønslighed ville forhindre mig i at forklare en hvilken som helst hankat, at hans overlegenhed kun er så meget værd som hans forstand, ville det være sværere for mig at leve.
Nu, hvor jeg er blevet 57, og har fået indtil flere priser for provokerende bøger og artikler, ved jeg, at det er meget nemmere for mig at leve. Om jeg kommer sminket eller med et rynket og træt ansigt – mine udsagn vil være lige meget værd.
Det er en enorm fordel ved den alderdom, der nærmer sig. Det er skønt at være en moden kvinde, der intet frygter, hverken hån eller ros. Jeg står med begge ben plantet fast til jorden, for jeg er helt klar over, at jeg selv har opnået, at den ikke ryster under mig.
For at opnå det kræver det respekt for sig selv og sit køn; og på en gang intuitivt og bevidst søge det virkeområde, der er vigtigt for en selv og ikke for andre; ikke at tro, at du ikke kan nå dine mål uden hjælp fra mænd, altid at give igen, når nogen prøver at gøre grin med dig eller forsøger at skubbe dit arbejde og dit virke lidt “ned ad stigen”.
Disse evner har kun det modne menneske, uanset om det er en mand eller en kvinde. Men unge kvinder skal kæmpe meget mere for det, for deres baggrund er en lang og tung patriarkalsk tradition. Og det gælder ikke kun i det postsovjetiske rum.
Jeg har mange venner i de skandinaviske lande. En svensk kvinde, som jeg kender, en tidligere forlagsansat mor til fem, blev ramt af en depression på grund af overanstrengelse. Forlag, et kæmpe hus og fem børn var en anelse for meget, selv når man lever sammen med en svensk mand, der er opdraget i ligestillingens navn.
Nu, hvor alle hendes børn er blevet voksne, har hun ganske enkelt… forladt hjemmet for altid, for at dette hus ikke skulle minde hende om det konstante, kroniske, udmattende og udmarvende arbejde med at holde det hele på benene og samtidig have et lønarbejde oven i det hele. Kvinders problemer på den ene eller den anden side af Østersøen er stadig de samme. Længe leve den sande ligestilling!