Engang talte jeg med en underviser om et billede. Det havde et tykt lag
maling, som skinnede så meget, at det så ud som om, det stadig var
vådt. Billedets overflade var så våd, at jeg havde lyst til at røre ved
det, sagde jeg til min underviser. Lidenskabeligt udbrød hun, at
faktisk havde hun mere lyst til at slikke på det.

Erindringen om episoden vendte tilbage, da jeg under læsningen af Kropslig kunst. Æstetik, køn og kunstanalyse fik en ny forståelse af både min undervisers voldsomme udbrud og min egen overraskelse.

Bogen
peger nemlig på, hvordan kunst- og æstetikdiskurser i den vestlige
verden har udgrænset kroppen som oplevelsesrum og primært gjort (den
feminine) krop til objekt for kunsten. Ved at pointere sin
kropslige oplevelse af billedet overtrådte min underviser alt, hvad jeg
havde lært i min kunsthistoriske uddannelse om, hvordan jeg skulle
forholde mig – intellektuelt – til kunst. For som Jørgensen kritiserer,
så er synet den eneste sans en kunsthistoriker behøver. I hvert fald
sådan som den vestlige kunsthistorie har set ud hidtil. Gennem en
omfattende og grundig undersøgelse af de kropslige oplevelser og
erfaringer, som særligt de senere 40-50 års performancekunst giver
anledning til, gør Jørgensen op med synsregimet. Konkret har hun
udvalgt fem forskellige kvindelige kunstnere, hvis værker har været
udstillet i 1990’erne. De fem valgte kunstnere er Mona Hatoum, som
er palæstinensisk libaneser men bor i England, portugisiske Helena
Almeida, amerikaneren Ann Hamilton, Janine Antoni som er født i Bahama
og lever i New York og den danske kunstner Kirsten Justesen.

Subjektet bliver til i kroppen

Kroppen
er i Jørgensens perspektiv en kompleks størrelse. Det lykkes gennem
bogen at fastholde den kompleksitet, når hun undersøger de muligheder
for erkendelser, der findes i både kunstneren og publikums kroppe.

Teoretisk
lægger Jørgensen sig midt i mellem de sidste 30 års diskussioner om
kroppen som natur eller kultur – essens eller konstruktion. Kroppen er
ikke et enten-eller, men faktisk heller ikke et både-og. For Jørgensen
stiller spørgsmålstegn ved, om diskussionen ‘essens versus
konstruktion’ overhovedet giver mening. Med henvisning til teoretikerne
Charles S. Pierce og Teresa de Lauretis diskuterer hun kroppen som en
fysisk realitet, der eksisterer og forstås i et åbent processuelt møde
med kulturen, f.eks. i mødet med kunst. På den måde får kroppen
betydning i receptionen af kunstværkerne, fordi det er i kroppen og
gennem kroppens handlinger, at erfaring og erkendelse af kunstværket
produceres og kommer til udtryk. Subjektet bliver, kort sagt, til i
kroppen.

Kroppen har alle køn

En anden
væsentlig ‘kropspointe’ i bogen er, at den sansende beskuerkrop er både
feminin og maskulin! Bogen drejer sig ikke om en særlig kvindelig
sanseevne eller form for kropslighed. Derimod peger Jørgensen på, at
den kønsmæssige socialisering i samfundet muligvis har gjort kvinder
mere lydhøre i forhold til deres kropslige oplevelse af kunst.

I
bogen koncentrerer Jørgensen sig primært om værker eller udstillinger
produceret i 1990’erne, og det er faktisk væsentligt, fordi det breder
det kropslige analyseperspektiv ud og giver det et aktuelt og
operationelt præg.

Kropslige kunstoplevelser fås i et katalog

Valget
af værker og kunstnere, der opererede i 1990’erne, er ikke foretaget,
fordi Jørgensen nødvendigvis fysisk har oplevet de udstillinger, hun
diskuterer. Derimod understreger hun netop, at den kropslige oplevelse
ikke kun kan opnås i en direkte en-til-en relation til kunstværket. Og
det er jo ret væsentligt eftersom det kropslige perspektiv på den måde
ikke bliver hverken privat eller reduceret til en afgørende autentisk
tilstedeværelse. Tværtimod understreger Jørgensen, at kroppen også
oplever kunsten, når man bladrer i et katalog eller klikker sig igennem
en CD-ROM. Kroppen er hele tiden til stede i oplevelsen, eftersom den
er en forudsætning for sansning overhovedet.

Smeltet is og dej-gnaskeri

Kropslige
oplevelser kommer til udtryk på mange forskellige måder i mødet med
bogens mange forskellige værktyper. For eksempel appellerer den danske
kunstner Kirsten Justesen og hendes leg med is og ord og den
amerikanske kunstner, Ann Hamiltons dej-gnaskeri til to meget
forskellige sensoriske oplevelser. Hos Justesen er det et humoristisk
og lystfyldt projekt, og hos Hamilton er det et skræmmende og ulækkert
univers. Men fælles for dem er, at de vækker beskuerens krop til live,
den ene ved at lade publikum blive en del af den smeltende tid, og den
anden ved at fremmedgøre og frastøde.

Ulla Angkjær Jørgensen
understreger, at bogen ikke kortlægger et felt – f.eks. 90’ernes
kropskunst. Pointen er nemlig ikke kun at udfolde det kropslige
perspektiv, men også at pege på, hvordan kunsten og teorien har
usynliggjort kønnet op gennem kunsthistorien. Men det betyder også at
kunstværkerne bliver, om ikke sekundære, så i hvert fald brugt til at
illustrere de teoretiske pointer frem for at være der ‘for deres egen
skyld’.

Konstruktivismen reducerer og gør kroppen abstrakt

Bogen
udpeger kønnet i kunsthistorien og viser, hvordan det feminine er
blevet marginaliseret og objektgjort, mens det maskuline er blevet
normativt og subjektgjort. Hensigten bag denne del af bogen er at vise,
hvordan beskueren gennem mødet med kunsten er med til at ‘kønne’ sig
selv ved at identificere de kropslige kunstoplevelser med kulturelt
kønnede tegn. Det er den sværest tilgængelige del af bogen, både fordi
den beskriver en meget kompliceret proces, og fordi det er her,
Jørgensen samtidig gør rede for kroppens subjektive, processuelle
karakter.

Kapitlet Kønnets inkorporering er det mest
teorikompakte af alle bogens kapitler, som ellers ikke ligefrem kan
kaldes teorifattig. Her kritiserer Jørgensen både essenstænkningen og
konstruktionsteoriernes forståelse af kroppen. For på den ene side kan
hun ikke anerkende essentialismens determinering af subjektet pga.
bestemte biologiske egenskaber. På den anden side opstår der et problem
med konstruktionsteoriens opbrydning af kroppen i “sex” og “gender”,
når perspektivet er den levende, sansende krop. For som Jørgensen
påpeger, så er den konstruktionistiske forestilling om kroppen, at den
i sig selv er neutral. Den forestilling, mener Jørgensen, reducerer
kroppen og gør den abstrakt, og på den måde kan konstruktionismen ikke
bruges til at forstå, hvordan man kan opleve kunst kropsligt.

Viser en tredje vej

Jørgensen
er ude efter en konkret, sanselig og involveret erfaring – og ikke en
teoretisk og distanceret abstraktion. I stedet for at placere sig i
enten den ene eller den anden teoretiske lejr, viser hun en helt tredje
vej, nemlig gennem fænomenologien, som giver hende anledning til at
udvikle begrebet den reelle krop. I den reelle krop kan kønnet være til
stede i den enkelte subjektive krop, uden at det fungerer
deterministisk. På den måde ophæver Jørgensen kønnets problematiske
karakter, og gør det til en del af kroppens sanselighed. Og det er jo
egentlig en lettelse at forstå kønnet på den måde.

Bibeholder det perspektiv hun kritiserer

Bogen
indeholder primært eksempler på kvindelige kunstnere, selvom der dog er
enkelte mandlige undtagelser i bogens indledning og afslutning. Det
kommer næsten til at se ud som om de kropslige sansninger er en særlig
kvindelig sensibilitet, når de værker, der analyseres i dybden,
udelukkende er kunstværker af kvinder, og svækker bogens pointe om, at
det kropslige analyseapparat ikke kun tilhører en feminin sensibilitet.
Men det skyldes, at da Jørgensen indledte sit ph.d.-projekt, som bogen
er en omskrevet version af, var hensigten ikke at skrive om den
kropslige perception, men at skrive om kropskunst og køn. Derfor er det
også feministiske 60’er kunstnere som Mary Kelly og Carolee Schneemann,
der er de paradigmatiske rollemodeller for produktionen af den
kropslige kunst.

Men når bogen drejer sig om en kvindelig
oplevelse af kvinders kunst, og det køn, der hele tiden refereres til
og tales om, er kvindekøn, og alle værkerne er funderet i kvindekroppe,
kan mænd stadig undlade at forholde sig til deres kropslige køn.

Jørgensen imødekommer i nogen grad min indvending, i bogens kapitel 2 diskuterer hun både Edgar Degas billede Badende
(1885) og filosoffen Michel Serres analyse af Pierre Bonnard, som
tidlige eksempler på en æstetik, der appellerer til den kropslige
sansning frem for blikket. I slutningen af bogen peger hun også på mere
nutidige mandlige kunstnere som Felix Gonzales-Torres og Christian
Boltanski som eksempler på kunstnere, der undersøger kroppen og
inddrager beskuerens krop i undersøgelsen. Men det er ærgerligt at lige
præcis analysen af de mandlige kunstneres værker fylder så lidt, for på
den måde bibeholder Jørgensen i virkeligheden det perspektiv, hun
kritiserer: At køn og krop bliver i tale sat som feminint og ikke
noget, der har med mænd at gøre.

Med munden fuld af chokolade

Imidlertid
er det et mindre ankepunkt i forhold til bogens indsigtsfulde
teoretiske diskussioner og gennemtrængende analyser. En af bogens
væsentlige forcer er værkbeskrivelserne. Her beskriver Jørgensen
værkerne, så læseren kan følge med i, og selv erfare de sansninger, som
Jørgensen oplever i mødet med værket.

Hendes beskrivelse af,
hvordan hun følger aftrykket af Janine Antonis tunge i hendes
chokoladebuster, fik mig netop til at tænke på min undervisers lyst til
at smage på den pastose oliemaling. Forfatterens beskrivelser
understøttes af mange fine billeder af de analyserede værker. Det er
kunsthistorie på højt plan. Men når man går til udlægningen af det
kropslige engagement i kunsten, dur det ikke med teoriforskrækkelse.
For selv om den levende krop er bogens udgangspunkt, så hviler kroppen
på et grundigt fundament af både biologisk, filosofisk, psykologisk og
æstetisk teori.

Ulla Angkjær Jørgensen: Kropslig kunst. Æstetik, køn og kunstanalyse. Museum Tusculanums Forlag Københavns Universitet 2007, 176 sider.