Jette Lundby Levy har altid mindet mig om en ulv. En rigtig looner, der kun adlød sit eget egensindige instinkt. Uudgrundelig, dyb og ekstremt sulten.
Ja, jeg siger det med velberådet hu.
For jeg VED at Jette Lundbo Levy meget ville have sig frabedt en eller anden form for honningsød, konventionel hyldest til sin person. Så hellere noget, hun kunne skændes med. Og en ulv har hun været, indesluttet i sin sult og sin uudgrundelighed, – i mit liv. Og ganske sikkert også i mange andres. Fordi hendes tilstedeværelse, når hun var til stede, var så generøs så grusom i sin kompromisløse sandhedssøgen. Jette Lundbo Levy var min lærer i adskillige år, imens jeg læste dansk ved Københavns Universitet i 1980’erne og til sidst vejleder på min magisterkonferens om forførelse.
Gad vist om der er gået en eneste dag i mit voksne liv, hvor jeg ikke har tænkt på dig, Jette? Formentlig ikke. Fordi du satte mærker. Med din opmærksomhed. Din helt specielle opmærksomhed og dit overmåde store talent, du frygtelige heks. Skønne, begavede og særlige kvinde.
***************
Tågen lå tæt hen over havneområdet den morgen, jeg kom cyklende på vej til mit arbejde på KVINFO, der dengang lå i Nyhavn. Mit hjerte er tungt efter en skelsættende konflikt, jeg netop har haft med min mand, om vores lille dreng, og jeg er dybt sunket ind i mine egne tanker. Pludselig dukker Jette Lundbo Levy frem af disen som en gal ulv med tænderne blottet i en grimasse, jeg ikke kan tyde om er angreb eller forsvar. Sådan smilede hun faktisk altid. Jette i lys cottoncoat og et silketørklæde bundet om halsen. Jeg standser op og spørger overrasket: »Er du her«?. (Ret beset ikke noget dårligt spørgsmål eftersom klokken var 7:40 en sort novembermorgen og hvem befinder sig her på den tid uden at være nødt til det på en eller anden måde…. som i hvert fald ikke har med butikkernes normale åbningstider at gøre…) »Hvordan går det?«, svarede hun bare. »Jamen… det er frygteligt«, udbrød jeg og fortalte hende om den enorme bekymring, jeg følte. »Jaaa«, sagde hun, »Man kan ikke være sammen med nogen, man ikke respekterer«. Kun dét. Og så var hun væk igen. Som man nok kan forstå, var det et svar, der gik mig til marv og ben. Jeg ved egl. ikke hvad jeg havde forventet at høre. Men i hvert fald ikke dét.
Jette havde for øvrigt højest mødt min mand i et minut forrige år, da hun kom på barselsvisit. Men ret havde hun, den heks…. Hvordan hun så end bar sig ad.
Kort efter blev jeg skilt.
******
“Hvis bare man kan få Jette er det lykken”, lød det iblandt de studerende. Hun var en vanvittigt populær og søgt underviser. Jette havde en særlig kapacitet til at lukke især kvindernes litteratur op, men var i det hele taget en dybt original og fintmærkende tekstlæser. (Smag: Det skæve eller forfinet æstetiske!). Når hun manuducerede talte hun i vildtvoksende guirlander slyngende sig i en spiralisk vækst, der føltes nærmest organisk i sin udvikling, så at man til sidst sad hypnotisk tryllebundet i en opslugende intensitet.
Jettes forelæsninger var noget særligt!
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Jette kunne have det svært med skriftsproget. Hun blev så overvældet af sin egen overvældende viden om det skjulte, at sproget blev kaotisk for hende. Eller også kunne man måske sige, at skriftsproget med sine krav om hierarkisering af stof og syntaksens krav om entydige begyndelser og slutninger modarbejdede den flydende grænseløshed, som karakteriserede Jette Lundbo Levys egen indre viden. Hendes oprør og hendes protest.
For Jette var et barn af sin tid. Født anarkist og oprører! Måske er det forklaringen på, at Jette skrev og publicerede så relativt lidt i sit liv, som hun gjorde – hun var uvenner med den symbolske orden…, Loven, Fadernavnet – eller hvad man nu foretrækker, kært barn har jo mange navne. (“Fallos” gik det dog lidt bedre med… Men det vender jeg tilbage til).
For egentlig er det underligt at så stor en faglig kapacitet som Jette Lundbo Levy ikke i højere grad satsede på at sætte sit præg både i og udenfor den akademiske verden. Men det gjorde hun ikke – skønt hun sandt nok var anmelder for Information i en årrække og både udgav egne bøger samt deltog i kollektive bogprojekter for ikke at tale om artikler til tidsskrifter. Men alligevel. Jette Lundbo Levy skrev overraskende lidt. At hun på så mange andre måder satte et dybt præg og fik en overmåde stor betydning – nemlig for alle, der kom i berøring med hende, er der ingen tvivl om! Det var, som sagt, i det personlige møde at hun først og fremmest havde sin kraft.
»Ihhhh, Jette, du er mit store idol. Jeg beundrer dig sådan, fordi du TØR være kvinde. Her. På universitetet!«, udbrød en ung superfeminin kvinde på holdet (den mest afsindigt smukke af dem alle sammen naturligvis, sådan en med smuk numse i smækoverallsene og langt, løst blondt hår til livet. “Oprindelig”, sagde fyrene om hende. Grrrrrr)). Jette var iført en folderig nederdel i råsilke med et bredt bælte og en smagfuld, sval, kortærmet skjortebluse. Det ærgrede mig heftigt at den unge smukke studerende sagde sådan. Men uden at jeg kunne forklare hvorfor. Jette smilede bare sit sfinxede smil og så yderst fornøjet ud. “Øv”, tænkte jeg. “Mage til plat kompliment. Og den tager hun imod”. Hvis man derimod gav sig af med et eller andet dybt om, hvor speciel hun var, (altså en RIGTIG kompliment med andre ord) kunne man godt regne med at få hovedet hugget af (i overført betydning, naturligvis). Ja tak, mange tak. (Men nej, helst ikke, hvis jeg må blive fri). Øjnene skinnede køligt af irritation. Det var noget andet, Jette ville have. Hun ville have “Fallos”! Og den skulle være stor!
Jette ville stimuleres – med ord, udfordringer, inspirationer og ja, faktisk også platituder – alt muligt andet end det, hun lige så godt selv kunne levere. OG DET SKULLE KUNNE MÆRKES! Og ELLERS var damen SUR! Intensiteten og ekstasen var Jettes elementer.
Gud nåde og trøste den, der ikke leverede varen.
*****
Jette åbnede med dette specielle og egensindige blik på kulturen en helt ny verden for mig. Et skjult rum, hun… og kun hun…. kunne give adgang til, så nye og upåagtede sammenhænge trådte frem. Kort sagt tilbød hun et blik for »det kvindelige« – i livet og i litteraturen. En indfoldet orden, der lå skjult i den synlige, (med et af hendes ord) “officielle” orden. Som en overskrevet tekst, en palimpsest, der kunne bringes til atter at træde frem, hvis man læste nøje nok og følsomt nok.
Det er følsomheden for kvinderne og det kvindeliges skæbne i den patriarkalske orden, der er Jette Lundbo Levys gave til mig! Jeg kan huske at jeg kom til at græde, da hun i sin analyse af H. C. Andersens eventyr, “Den lille havfrue” udpegede prinsens “sorte øjne” som det, der besegler havfruens ulykkelige skæbne: At hun ikke kan blive set og genkendt af den elskede. I prinsens underligt uigennemtrængelige blik peger H. C. Andersen, siger Jette Lundbo Levy, på “en fantasiløshed og en blindhed og en døvhed, som svarer til havfruens lemlæstelse til stumhed i den kulturverden, som Andersen beskriver” (Modstandens figurer/1987). Kulturens lemlæstelse af mandens følsomhed er det, der også kommer til at besegle den uforløste kærlighedslængsel, der fra et utal kvinder igennem historien gjalder som en unison protest og dyb begrædelse: “Jeg føler mig ikke elsket”. “Jeg føler mig ikke set”.
I dag ser man det forhold til dels afspejlet, vil jeg hævde, i det faktum, at kvinden initierer 70 % af alle skilsmisserne!
Kvinden støder imod en form for fantasiløshed i manden, en manglende føleevne, han påføres i og af den symbolske orden, der ellers konstituerer hans køn som værende mere værdifuldt end det kvindelige. En vold, både han selv og kvinden med andre ord bliver offer for på hver deres måde. Han blot med et privilegium i den anden ende og hun med et handicap.
Jeg kan allerede høre for mit indre øre, Jette protestere imod min udlægning. For hende var forholdet imellem undertrykker og undertrykt langt mere komplekst end det jeg giver udtryk for her. Kvinden som medvider (til den patriarkalske orden og alle dens udtryk og konsekvenser) havde en stor plads i Jette Lundbo Levys analyse af forholdet imellem mand og kvinde i den patriarkalske orden! Mere, langt mere end det har for mig. For Jette Lundbo Levy var »såret« (det sår, kvinden psykisk tilføjes samtidig med at hun gøres bekendt med sit køns mindreværd) faktisk (også) en privilegeret position! Fordi såret “lyser”, som hun sagde. Tiltrækker sig opmærksomhed og kreativitet. Og dét sår… Lige nøjagtigt det sår, der trak folk til sig med sin lysglans og inspirerede store digtere, er det min påstand at Jette Lundbo Levy gerne ville være. I denne forstand ville hun gerne være kvinde. Og i denne, netop denne forstand var Jette Lundbo Levy en dybt heteroseksuel kvinde.
Hun plejede at kalde mig for, “en rigtig moralsk moster”, når vi så forskelligt på noget. Den gang gik det mig voldsomt på, og jeg læste og tænkte så hovedet knagede for at finde måder at udtrykke mine analyser på, der kunne tilfredsstille hende. Men forgæves.
I dag kan jeg se, at vi bare var forskellige på den måde. Jeg hørte og hører i bund og grund hjemme i et moralsk univers med de lovmæssigheder, der findes dér. Selv min oprørskhed og min anarkisme har rødder i denne “moral”.
Og sådan var det ikke for Jette.
Hun var jo også oprørsk og anarkistisk, men hun var det i en dyb forbindelse med en subtil mystik, som var for kompleks til at jeg evnede at gribe den. Eller nej, det synes jeg ikke nødvendigvis at jeg var, men jeg begreb bare ikke, hvad der var i vejen med at omsætte den til en politisk holdning? Og netop det – at opgive sin tvetydighed – anser jeg, at Jette Lundbo Levy havde det svært med:
I “Modstandens figurer” lader Jette Lundbo Levy den italienske venstrefløjspolitiker Rossana Rossanda (barn af ’68-bevægelsen) fiktivt mødes med forfatteren Virginia Woolf i en diskussion om æstetik (=Virginia Woolf) versus politik (= Rossana Rossanda). Og deres dialog og tvekamp handler netop om hvorvidt den kvindelige outsiderposition med sine samtidig privilegerede indsigter skal politiseres eller æstetiseres?
Jette havde det svært med politiseren, skønt hun dybt i sit hjerte var en revolutionær, blot mere radikalt end nogen politiker. Og jeg var en tænker, der forpligtede mig på en lineær stringens – gerne omsat til politiske holdninger. »Moralske moster«!
Til gengæld bandede jeg og var både seksualiserende, upassende og groft direkte, når det stak mig. Særdeles til Jettes tilfredsstillelse. Så følte hun sig stimuleret og holdt i ånde og alt var godt.
Nu er vi nemlig ved Jettes forhold til “Fallos”. Den ville hun nemlig gerne have, og den skulle være STOR!
Omsat i en mere alment kommunikerende diskurs (som Jette ville have hadet): Hun forlangte at blive holdt i ånde af noget som kunne MÆRKES! Damen ville stimuleres m/k (køn var ikke afgørende i den sammenhæng). Og gud nåde og trøste den, som intet havde at byde på, hvad det angik. Hun var hellere specialevejleder for et bævende pillevrag eller en eller anden overvægtig fyr, der stadig boede hjemme hos sin gamle mor, end hun var det for en artig og forudsigelig ug-person.
****************
Lad mig give et eksempel hentet fra forordet til “Modstandens figurer” på Jette Lundbo Levys syn på det kvindelige. Jeg brækker det over i bidder og kommenterer på hver enkelt.
»Det er som om vi i de sidste års offentlige debat om samfund, kultur og kunst har været besat af kønnet. Det er ikke længere blot kvinder og kvindelige kunstnere, der, som filosoffen Georg Simmel i begyndelsen af århundredet skriver, på grund af kulturens skjulte opdeling i en mandlig objektiv kultur og en kvindelig mere eller mindre synlig kultur, aldrig kan foretage sig noget uden at gøre det med bevidstheden om at være kvinde. Også mændene har tilegnet sig en bevidsthed om kvinden og kønnet i forhold til kulturen og historien, i alle tilfælde de mænd, der er i besiddelse af forestillingen om og udkast til forandringer«.
Bemærk først hvordan syntaksen omtrent bryder sammen, fordi sætningen synes at ville fortsætte i det uendelige idet nyt indhold bliver ved og ved med at vælde frem i den skrivendes bevidsthed. Bemærk dernæst begrebet om kulturens skjulte opdeling i en synlig, objektiv mandlig kultur og en til dels usynlig, uofficiel kvindelig kultur. Og til sidst at hun taler om den fornyede bevidsthed også hos mænd om kønnet og kvindeligheden som betydende kategorier… men hun taler ikke om at mænd endnu er begyndt at forholde sig til sig selv som køn. Den udvikling ligger efter 1987 (“Modstandens figurer”).
»Dermed er det spørgsmål, som har ligget bag enhver kvindebevægelse og kvindelig protest imod og refleksion over kvindens placering i samfundet og kvindernes udelukkelse og marginalitet fra det som vi forstår ved historien, blevet til et omfattende og åbent spørgsmål om handlemåder og målestokke i vores kultur. Anderledesheden er ikke blot et udtryk for det fravær, som er karakteristisk for kvinderne i historien; den er også blevet udgangspunkt for et håb om et andet mønster i kulturen«.
Bemærk at Jette aldeles ikke taler om “historien”, men om “det som vi forstår ved historien”. Det vil sige magthavernes historieskrivning, hvor ofrene og de besejredes perspektiv er notorisk skrevet ud.
Bemærk dernæst, hvordan Jette fremhæver selve undertrykkelsen af kvinden, det kvindelige og den kvindelige erfaring som noget, der samtidig gør hende til bærer af et afgørende utopisk potentiale: “kvindernes udelukkelse og marginalitet (…) (er) blevet til et omfattende og åbent spørgsmål om handlemåder og målestokke i vores kultur. Anderledesheden (…) er også blevet udgangspunkt for et håb om et andet mønster i kulturen”.
“Fra denne synsvinkel bliver der for forfatterne tale om en metal arkæologi, om at finde og belyse oplevelsesmåder og forståelsesformer, som er både fragmentariske og delvis tildækkede. Problemstillingen bliver både i kulturen, som ikke længere er så objektiv, og i den enkeltes erfaring til mangfoldige spørgsmål om sammenhængen mellem kønnet, historien og udtryksformerne« (»Modstandens figurer«/1987)
Med andre ord mente Jette Lundbo Levy at vi levede i tider, hvor folk der ville regne sig for vigtige tænkere eller kunstnere nødvendigvis måtte eftersøge det marginaliseret kvindelige i et forsøg på at integrere dets betydninger til en ny og ja, utopisk helhed.
Det føles underligt tvetydigt at sidde og skrive dette i en tid, hvor hverken skønhed eller kvindelighed mere er tegn for nye mulige ordner – men snarere anses for muligheder for kapitalisering og konsum på en eller anden måde. I dag forbinder ingen længere kvindelighed med noget utopisk. Jette Lundbo Levy mente at de tænkere og forfattere, der levede op til hendes definitioner fik noget til fælles: “det menneskebillede, som forener dem, at mennesker ikke er anonyme og manipulerbare dele af en mængde, men flerdimensionale figurer”. En humanisme med andre ord, der modsatte sig at se det enkelte menneske om et tandhjul i en samfundsmaskine. Og hvor står vi så henne i dag, spørger jeg bare? Hvis man lytter til samfundsdebatten og den politiske diskurs varer det jo ikke længe, før man forstår at det fremherskende menneskesyn tilsiger at den enkelte for sin værdi som et tandhjul i samfundsmaskineriet, imens sex og kvinder nærmest er at betragte som råstoffer i en (sex)industri. Nogen gange savner jeg Jette Lundbo Levys kompromisløse humanisme, så det gør helt ondt i kroppen.
Det var denne dimension – den dimension prinsen i “Den lille havfrue” var afskåret fra at kunne opfatte, Jette Lundbo Levy selv havde en privilegeret adgang til.
Hun definerede engang kvindelighedens essens som “gave”. Vi kvindelige studerende rettede os op i stolene. Mmmm. “Gave”. Ikke ringe. “Problemet er bare”, forsatte hun, “at en gave, der ikke bliver modtaget, omtrent ikke eksisterer”. Hermed mente Jette Lundbo Levy selvsagt ikke at der manglede mænd, der gerne ville være sammen med kvinder. Du godeste nej. Det kan enhver jo forsikre sig om ved selvsyn. Nej, det hun mente var, at ingen evnede at opfatte denne dimension i kvinders væsen. Fordi den heller ikke var opfattet i kulturen som sådan. Hvis nogen synes, det lyder svært at forstå… det med kvindelighedens essens som gave, så kan man bare tænke på forskellen imellem en kage købt hos bageren og en hjemmebagt. Det er tilstedeværelsen og den omsorgsfulde gestus, der er det kvindelige i kagebagningen (selvsagt ikke selve kagen).
Imens bagerkagen er resultatet af en simpel handel (forbrug af råvarer og arbejdstid omsat til et pengebeløb erlagt af kunden, hvorved denne erhverver sig retten til produktet), er den hjemmebagte kage udtryk for en helt anderledes relationsmåde imellem mennesker. Den er fremstillet uden beregning, dens formål er udelukkende en optimering af den eksisterende kontakt imellem familiens medlemmer. For så vidt kvinden, der har bagt kagen, føler en dyb indre tilfredsstillelse, skyldes det, at hun herved har realiseret en dimension i sit væsen. Men hvis kvindens tidsforbrug og omsorg ikke bliver opfattet, hvis det bare tages som en selvfølge, hvis kagen bliver anset for et rent produkt til konsumering, der lige så godt kunne have kommet nede fra supermarkedet eller som enhver anden kvinde for den sags skyld kunne have lavet, for slet ikke at tale om, hvis den bliver opfattet som en del af en handel, hvor det f.eks. er noget kvinden giver imod at få forsørgelse til gengæld, eller imod at manden støvsuger (fortsæt selv listen) – så et det en pervertering af kvindelighedens væsen.
Det største problem – og den største destruktivitet ved det moderne patriarkalske samfund i forhold til kvinder/kvindeligheden, benævnte Jette Lundbo Levy, »trivialisering«. En forfladigelse af måden, hvorpå det en kvinde giver, opfattes og modtages. I kærlighedsforholdet forklarede Jette Lundbo Levy trivialiseringen af kvinder med et berømt eksempel fra et af Ibsens stykker, »John Gabriel Borck Borkman«, hvor den mandlige hovedperson ser tilbage på et langt liv og i en konfrontation med sin svigtede ungdoms elskede konkluderer, »om galt skal være, så kan dog den ene kvinde erstattes af den anden«. Det er denne særlige objektgørelse af kvinden, der samtidig gør hende udskiftelig (hvem som hest kan vel bage en kage, fjerne støv eller tørre næse på nogle unger – og kusser har de jo også alle sammen, ikke?), der udgør en form for symbolsk voldelighed i forhold til det kvindelige. Kagen, den hjemmebagte kage, er jo i og for sig den samme uanset om den bliver anset for et udtryk for generøsitet (= gave) eller for at være en del af en handel om forsørgelse og husarbejde. Men der er ikke desto mindre en verden til forskel! Den verden, hvis normer og værdisæt, vi som kvinder har accepteret… eller måttet acceptere… for at få adgangsbillet til den berømte »mændenes verden«/samfundslivet, læderer måske kvinder i en langt højere grad, end vi overhovedet er klar over eller har ordene og begreberne til at kunne formulere.
*****************
Man kunne blive set af Jette på en ufattelig solidarisk og generøs måde. Og hun kunne vende en ryggen, så man følte sig som et sandskorn i en grusgrav.
Selv har jeg altid følt at hendes måde at kunne svigte på hang sammen med en djævelsk indre impuls hos hende… til at sige NEJ. Lige pludselig. Bare sige NEJ i stedet for ja. Bare for at sige det: NEJ! Jette var så oprørsk, at jeg nogle gange tror, at hun også gjorde oprør imod sig selv. En løsrivelse måske, som det betød alverden for hende at insistere på? Der var ingen, der måtte tro, at de vidste, hvor de havde hende.
Jette var gave og forbandelse. Som troldmanden, der åbnede ens indre Aladdins hule med dens rigdomme, men som man egentlig ikke kunne vide, hvor selv befandt sig, Jette…
Ud over i lampen, naturligvis.