Pernilla, der var lige så stædig som Rolfs næsehår, fik efter meget bøvl og besvær overtalt sin søn til at tage sin kæreste med hjem på besøg hos familien. Markus havde været sammen med hende i syv måneder. Han fortalte ikke så meget,
men Pernilla og Bengt vidste én ting om hende. Det var Bahar, der havde fået deres søn til at begynde at drikke te. Ja, det var, hvad de troede. Markus fortalte jo ingenting. I hendes kultur var te lige så vigtig, som kaffe er i vores, havde Pernilla læst et sted. Og urtete er sundere end kaffe, så Bengt og Pernilla var kun glade. At kaffe og hele kulturen omkring den var kommet til Europa fra Tyrkiet, var der ingen af dem der vidste. Det var heller ikke relevant, eftersom det hørte fortiden til. Nu var det fremtiden, der skulle sikres. 

Pernilla var holdt op med at gå til salsa, fordi det ikke var så inspirerende længere, så Bahar blev mødt med åbne arme som et længe savnet kulturelt indslag i familien. 

Den eneste, der ikke var henrykt, var Bertil, en rimeligt tilforladelig gammel racist. Markus var hans eneste barnebarn, og det var vigtigt for Bertil, at navnet Sundén gik i arv med æren i behold. Han agtede at finde ud af, hvilken slags indvandrer hende Bahar var – hende, der hellere ville have te end en ærlig kop kaffe. Til Bertils store glæde var hende Bahar ikke sådan en muslim, ligesom Harry Schein ikke var sådan en indvandrer. Hun så udenlandsk ud, men opførte sig alligevel næsten som svensker. Hun lod til at være et redeligt pigebarn, og hendes svensk var der heller ikke noget i vejen med.

Efter middagen kunne Bertil roligt tage lokaltoget hjem til Burlöv. Og så blev der stille. Bahar var træt. Hun havde brugt sit bedste svensk og svaret og svaret og svaret. De andre var lige så trætte efter at have græmmet sig og græmmet sig og græmmet sig. Men nu var det da overstået. Nu havde alle truffet hinanden, og Bahar var blevet godkendt. Hun var målbevidst og havde seriøse fremtidsplaner. “Jeg vil være advokat,” havde hun overrasket alle inklusive sig selv ved at tilkendegive. Hun vidste tydeligvis, hvem hun var, hvor hun befandt sig, og hvor hun skulle hen.

Det ville være godt for Markus i fremtiden, tænkte Bertil på vej hjem i lokaltoget. 

Bahar var også på vej hjem. Der var alligevel ingen, der
havde orket at sige mere, så der havde ikke været nogen grund til at blive. Hun tænkte ligesom Bertil på det, der var blevet sagt. Der var bare én lille forskel: Hun vidste ikke, hvem hun havde været, hvor hun havde befundet sig, og
hvad hun havde troet det hele skulle føre til. Advokat? Hvor havde hun fået den idé fra? Men da hun trådte ind i familien Sundéns villa i Husie, fandt hendes upåagtede skuespillertalent pludselig sin scene og sit publikum. Hun havde
mistet kontrollen. Nu sad hun i bussen på vej hjem til Värnhemstorget og forsøgte at forstå, hvad der var sket. Hvem havde hun prøvet at imponere, og hvorfor havde hun ikke bare bedt ham om at holde kæft? “Hvor stammer du fra oprindelig?” havde han spurgt, da Malmö og Värnhem ikke havde været forklaring nok.Jeg stammer oprindelig fra min far, dengang jeg ligesom alle andre her ved bordet vandt en svømmekonkurrence, skulle hun have svaret! 

“Man kan jo knap nok høre, du er u-lænding. Hvordan snakker dine forældre? Hvorfor bruger I de dersens stærke krydderier i maden? Hvad siger dine forældre til, at du ikke går med de dersens tørklæder, eller hvad de nu hedder? Vil du blive her eller flytte hjem igen? Hvorfor kom I hertil? Hvad siger dine forældre til, at du vil læse videre og ikke vil giftes endnu? Vil de ikke have, at du bliver gift med sådan en muhamedaner? Føler du dig som svensker? Hvordan var det at komme til et udviklet land som Sverige? Det må være meget nyt og anderledes sammenlignet med Irak … eller var det Iran?”

Fordelen ved sådan nogle som mig er, at vi inspirerer sådan nogle som dig. Vi giver jer noget at kæmpe for. 

Du har jo allerede læst alt om mig i dine usle racistsprøjter, så hvad fanden vil du have mere? Det er stadig underligt at tage bussen i skole frem for kamelen. Mine forældre viser deres potentiale som mordere, hvis de ser mig sammen med Markus. Er du så glad? Har du fået bekræftet alt det, som du og dine ækle pensionistvenner sidder og mimrer om? Var det godt? Vil du have pensionistrabat? Okay, du behøver ikke at betale for min selvtillid. Men alt det andet, du har taget fra mig, skal du betale for.

I stedet for at sige noget i den retning var hun blevet sur på Markus, som gang på gang havde forsøgt at skifte emne. Det var ikke i orden, at Bertil behandlede hende sådan, men hun havde alligevel sagt til Markus’ far, at det var det, da han i Bertils nærvær havde undskyldt hans adfærd. Bengt havde set på sin far med en besværet mine for så at sende Bahar et vi-er-ikke-enige-med-ham-blik. Bertil havde vanen tro ført samtalen ind på Dagens Situation. Han åndede lettet op, da han hørte, at Bahars forældre havde arbejde, men måtte påpege, at de fleste af dem ikke havde det.

“De kommer herop og tager vores skattepenge og sender dem hjem til familien. Vi er alt for rundhåndede her i landet, selv om vi ikke har råd til det. Send dem hjem, der ikke kan forsørge sig selv, siger jeg bare, og det rører mig ikke en
disse, hvis jeg bliver kaldt racist!” sagde Bertil triumferende på tykt skånsk og så på Pernilla, som var blevet rød i hovedet og på halsen og rejste sig for at hente hans frakke og hat. 

“De strømmer hertil i både og påstår, de bliver forfulgt! Men jeg ville jo også blive forfulgt her i Sverige, hvis jeg ikke holdt mig i skindet!”

Bahar var langt væk fra Husie nu. Hendes indsmigrende nu-er-vi-søde-ved-brovtende-gamle-bonderøve-jeg betragtede det som under sin værdighed at færdes uden for villakvarteret. Hun gik forbi pornoforretningen, thairestauranten, kinarestauranten, læderbutikken, pladeforretningen og it-skolen for indvandrere i Drottninggatan og låste døren til nr. 2B op og begyndte at gå op ad trappen.

Først var Amir og Panthea blevet henrykte over at skulle bo i så fin en gade. Det havde set så flot og aristokratisk ud på papiret: DROTTNINGGATAN. Det var ligesom, da de flyttede til Malmö: ROSENGÅRD.

“Hvorfor har denne by sådan nogle tilforladelige navne?” havde Panthea spurgt, da de fik at se, hvad det var, bogstaverne forsøgte at skjule. Men selve lejligheden var alligevel okay. Panthea og Amir havde ikke noget soveværelse
og måtte sove på udtrækssofaen i stuen. Men nu fik børnene i det mindste hvert sit værelse. 

Efter Bahars mening var de flyttet fra byens grimmeste kvarter til en af byens grimmeste gader. Amir og Panthea valgte at anskue det, som om de alligevel var steget i graderne. Shervin havde været glad og tilfreds i Rosengården og var nu glad og tilfreds i Drottninggatan.

*

“Hvordan var Markus’ forældre?” Panthea ville høre, hvordan det var gået. Klokken var kun otte, men Bahar var allerede hjemme igen. Hun kunne se på Bahars undvigende blik, at det hele ikke var gået, som det skulle. 

“De var søde og rare. Men vi havde ikke så meget at snakke om. Jeg trænger til et bad.” Det var den eneste måde, hun kunne slippe væk fra Panthea og hendes du-skjuler-noget-blik på.

“Du var i brusebad, inden du gik. Sæt dig nu her og fortæl om det. Vil du have te?” Bahar ville ikke have te. Bahar ville ikke have trøst. Bahar ville bestemt ikke høre sin mor forsvare nogle mennesker, hun ikke kendte, og forsøge at forklare Bahar, hvorfor de havde opført sig, som de havde. Valget stod altså mellem et stille bad med hende selv eller en længere diskussion med hendes mor.

“Nej, der er ikke så meget at sige. Hans far har et indretningsfirma, og hans mor sælger naturmedicin. De bor i et fint hus og har en fed kat, der hedder Monster. Vi talte mest om katten. Jeg ved ikke så meget mere om dem.” Det var ikke nok for Panthea. Hun ville have en detaljeret analyse. 

“Var de søde og rare?” råbte Panthea, idet Bahar lukkede døren til badeværelset. 

“Alle er søde og rare, første gang man møder dem,” råbte Bahar tilbage og låste døren bag sig.

“Hvad betyder Monster?” Intet svar.

Dette uddrag af Kald det, hvad fanden du vil er bragt med tilladelse fra Ries Forlag