Blandt kurdiske oprørsbevægelser og tyrkisk militær bryder kvindeorganisationen KAMER barrierer og rykker grænser i det østlige Tyrkiet. Efter selv at have været udsat for tortur, mistet sin mand, venner og kolleger i den politiske kamp, besluttede stifteren af KAMER, Nebahat Akkoc, at hun ville kæmpe og styrke kvinderne som en måde til at få stoppet voldsspiralen.

Militærkuppet i Tyrkiet i 1980 var med til at åbne Nebahat Akkocs øjne op for kvinders vilkår. Det var dengang, hvor politisk ustabilitet med sammenstød mellem højre- og venstrefløjsaktivister fik militæret til at gribe ind og forbyde alle politiske partier. Som led i militærets “stabilitetspolitik” blev en række aktive journalister, politikere og fagforeningsfolk, hovedsagelig mænd, arresteret – heriblandt Akkoc’s mand.

– Sammen med mange andre kvinder stod jeg foran fængslet for at besøge både min mand og bror. Her fik jeg mange venner og hørte mange historier og skæbner, beretter Akkoc.

Som lærer, der både kunne tyrkisk og kurdisk, var hun ikke kun en god lytter. Hun hjalp også andre kvinder med deres praktiske problemer og frustrationer.

– Flertallet af de kvinder, der besøgte deres mænd eller brødre, kunne ikke tyrkisk men kun kurdisk, og nogle af dem var analfabeter. Jeg hjalp dem med oversættelser af forskellige advokatdokumenter og skrev breve på deres vegne. Og jeg delte deres smerte, når de opdagede, at de befandt sig i et polygamt forhold, fordi manden allerede var gift med en anden kvinde, fortæller Akkoc.


Kæmper for andre trods død og tortur

I slutningen af 1980’erne og især i 1990’erne blev den kurdiske selvbevidsthed større, og det førte til sammenstød mellem militæret og forskellige kurdiske grupperinger. Akkoc var på det tidspunkt leder af den venstreorienterede lærerforening Egetim-Sens lokale afdeling i Diyarbakir, som ligger i det sydøstlige Tyrkiet.

– Mens jeg var leder, var der mange angreb og attentater mod skoler og lærere. Især årene fra 1990-1993 var slemme. Jeg mistede 16 af mine kolleger i den periode, herunder min mand, som blev dræbt i 1993. Efter min mands død gik jeg på pension og ville ikke arbejde mere, beretter Akkoc.

At være enlig mor til to børn i Diyarbakir i 1990’erne er næppe en situation, nogen ønsker sig. Men trods tabet af sin mand, efterfølgende afhøringer, tilbageholdelser og den tortur, hun selv blev udsat for af politiet, brød Nehabat Akkoc ikke sammen. Hun fik derimod lyst til at ændre forholdene. For sig selv og for andre kvinder i området.

– Under konflikten blev volden mod kvinderne øget i dobbelt forstand. Der var voldtægt, pres og anklager udefra. Dertil kom, at mange mænd lod deres frustration gå ud over kvinderne i hjemmene, og dermed blev volden øget. En del mænd forlod også deres koner på grund af urolighederne i området.

– Kvinderne befandt sig derfor i en helt ny rolle. Pludselig skulle de ikke kun forholde sig til hjemmet og børnene, men også økonomien og den nye usikre situation. De var alene med det hele, og mange kendte slet ikke deres muligheder, forklarer Akkoc.


KAMER ville være politisk uafhængig

Nebahat Akkoc og en gruppe ligesindede kvinder, der også havde oplevet vold og undertrykkelse på egen krop, lavede det første idéudkast til KAMER allerede i 1994. Målet var at hjælpe kvinderne i nærområdet og forblive en uafhængig organisation. Udformningen af organisationen tog tid pga. den politiske ustabilitet i området, og først i 1997 blev KAMER stiftet officielt.

– Den kurdiske konflikt var på sit højeste. Guerillaerne var i bjergene, og det tyrkiske militær i gaderne. Der var uroligheder og sammenstød overalt med mange uopklarede mord, og folk turde ikke færdes på gaden. Stemningen var intens. Alle var urolige og frygtede deres nærmeste nabo, fortæller Akkoc.

Som tidligere aktiv kvinde i fagbevægelsen og enke til en velkendt venstreaktivist var det ikke nemt for Akkoc at bevise sin neutralitet hverken over for militærets mænd i området eller de lige så hensynsløse kurdiske grupperinger. Kampen for at skabe et kvindenetværk og forblive uafhængig blev derfor endnu mere relevant, men også sværere.

– Jeg ville ikke skændes med nogen af parterne. Derfor blev det ekstra vigtigt for mig at fastholde min idé og forblive uafhængig, understreger Akkoc.


Kvinder skal kende deres rettigheder

På trods af det politiske minefelt lykkedes det KAMER at skabe et uafhængigt forum med særligt fokus på kvinders menneskerettigheder. I de 10 år, der nu er gået, er KAMER vokset, så organisationen i dag er etableret i 23 byer.

– Vi begyndte arbejdet i Diyarbakir, men planen var at brede os til hele regionen. Målet var, at alle kvinder i området skulle have mulighed for at ændre deres liv og samtidig være i stand til at hjælpe andre kvinder. Vores struktur er decentral med lokale afdelinger, der er baseret på frivilligt arbejde, siger Akkoc.

Statistisk set er volden og andelen af æresdrab øget i regionen, og ifølge Akkoc skal det ses som et udslag af de vilkår, der hersker i regionen. Volden skyldes en strukturel, kulturel, uddannelsesmæssig og økonomisk betinget situation kombineret med de mange års konflikter, der har hærget området.

– Dertil kommer, at kvinder ikke kender deres rettigheder. De kan ikke læse og skrive. Kvinder kan ikke rejse eller klæde sig, som de vil. Og mændene er meget bevidste om deres magt, siger Akkoc og understreger, at KAMER netop arbejder for at bekæmpe diskrimination, vold og det strukturelle hierarki inden for såvel som uden for hjemmet.
For at kunne realisere nogle af disse mål har KAMER forsøgt at sætte fokus på normer i kulturen og samfundet, der er til skade for både kvinder og børn. Dernæst at finde frem til alternativer.

– Vi kæmper ikke mod vores kultur. Men vi er eksempelvis imod “bedel”, hvor to familier mødes og bliver enige om at bytte deres døtre. Som fx når familien Ahmed bortgifter deres datter med familie Hasans søn, mens de til gengæld kræver datteren til deres egen søn, forklarer Akkoc og fortsætter med at fortælle om de andre problemer, KAMER ønsker at ændre.

Et af dem er blodpenge, hvor to familier kan være i konflikt med hinanden og gensidigt likviderer mandlige familiemedlemmer for at genoprette familieæren. Hvis konflikten skal løses, gives der penge, land og familiens datter som erstatning for blodpenge til modparten. Andre problemer er at meget unge døtre giftes bort samt medgift, polygami, æresdrab og mødomskontrol på unge piger.


Tegn på forandring

Ifølge kulturantropolog og forsker ved universitetet i Istanbul, Ayse Gül Altinay, er KAMER en unik græsrodsorganisation, som har hjulpet mere end 15.000 kvinder på de ti år, som den har eksisteret. Og deres metoder bliver nu kopieret i andre regioner. Selv i det mere udviklede vestlige Tyrkiet har organisationen vakt opmærksomhed.

Ayse Gül Altinay er ikke i tvivl om, at KAMER er normbrydende på mange områder:
– For det første har de bevaret deres uafhængighed over for både staten og de kurdiske grupperinger, hvilket ikke er nemt i et konfliktfyldt område som Diyarbakir. Det er i sig selv beundringsværdigt, understreger Ayse Gül Altinay, og hun nævner andre områder, hvor KAMER skiller sig ud i forhold til andre ngo’er.

– KAMER har en bred fortolkning af feminisme. De betegner sig ikke som kurdere, selv om en række af kvinderne bag organisationen er kurdere, og organisationen er stiftet i det kurdiske område. KAMERs arbejdsmetode er desuden inkluderende med kvinderettigheder sat i centrum. Der er kurdiske, tyrkiske og arabiske kvinder, alevier (red: religiøst mindretal) og sunnier. Nogle er veluddannede og andre er analfabeter. Der er kvinder med og uden tørklæder, fortæller Altinay og holder en pause.

– Kvinderne er altså både etnisk, geografisk, religiøst, socialt, nationalt og aldersmæssigt ret blandet. Mange organisationer ønsker denne mangfoldighed, men den er svær at realisere i Tyrkiet. Men Kamer har formået det, pointerer Altinay.

– Det, at de har hovedsæde i Diyarbakir frem for i Ankara eller Istanbul, er i sig selv noget nyt. Deres succesfulde aktiviteter på græsrodsplan, hvor de arbejder nedefra og op, har givet anerkendelse, respekt og gjort dem til en nøgleaktør, hvad kvinderettigheder angår i både Tyrkiet og i udlandet, siger Altinay.


Markant ændret syn på kvinders rettigheder

– Da kvinderne tilbage i 1987 lavede en berømt demonstration mod vold og undertrykkelse i Istanbuls gader, gjorde medierne og de intellektuelle tykt nar af aktionen. Dengang var det ikke så nemt at tale om vold mod kvinder. I dag er medierne selv i front med kampagner mod kvindevold, fortæller Altinay.

– Her har reformerne i Tyrkiet også spillet en rolle med blandt andet en ny straffelov og civillov. Modsat tidligere bliver boet mellem et ægtepar, der skal skilles, nu delt ligeligt. Som hjemmegående, der er ansvarlig for alt husligt arbejde, bliver en kvindes indsats nu anerkendt som arbejdskraft, der er et bidrag til hjemmet.

KAMER har spillet en aktiv rolle i udformningen af de nye love.
– Ifølge den nye straffelov anses voldtægt ikke som vold mod samfundet, men vold mod individet. Det betyder blandt andet, at kvinden ikke er tvunget til at blive gift med voldtægtsforbryderen. Desuden er voldtægt inden for familien, altså voldtægt mellem ægtefæller, blevet anerkendt, og det er en markant udvikling, oplyser Ayse Gül Altinay.

– Alle disse ændringer er kvindebevægelsernes fortjeneste, men KAMER har arbejdet systematisk og vedvarende med kvindevold. Organisationen satte fx fokus på den øgede selvmordsrate blandt unge kvinder i Batman i 2003, og nu omtaler medierne vold mod kvinder.

Fra perioden 2003-2006 er der udgivet tre rapporter, der beskæftiger sig med området: Vi vil ikke vænne os til var den første og blev efterfulgt af For ikke at sige “gid vi havde gjort noget”, der fokuserer på, hvad der skal gøres, inden det er for sent. Den sidste rapport spørger Hvem er den skyldige, og sætter fokus på samfundets ansvar og advokaters holdninger og tilgange til lovene.

– KAMERs arbejde viser også, at æresdrab ikke kun forekommer, når en ung pige har fået en kæreste. Det kan også skyldes økonomiske omstændigheder, hvor pigen tvinges til at blive gift med en mand. Siger hun nej, risikerer hun at blive dræbt eller tvinges til at begå selvmord for at dække over æresdrabet, fortæller Altinay.

Hun pointerer, at en families tidskrævende forarbejde til et æresdrab er en fordel for KAMER, der kan udnytte tiden til at finde en løsning ved blandt andet at tale med familien og den unge kvinde, eller hjælpe hende til et sikkert sted.

I perioden 2003-2006 mener KAMER at have reddet 100 kvinders liv. Men lige så vigtigt er det, at organisationen har demonstreret, at årsagerne til æresdrab – og dermed løsningerne – varierer fra område til område.


Kurser for at mindske volden

En af KAMERs aktiviteter er rådgivning. Her kan man ringe til den lokale afdeling eller møde op for at få en snak. Men hverken krisecentre og rådgivning alene er nok til at stoppe volden.

– Mottoet er at styrke kvinden, siger Altinay og henviser til et projekt, som KAMER har startet. Et 14 ugers langt kursusforløb har bragt flere tusinde kvinder sammen. Her har de fået viden om deres rettigheder, værktøjer til at tackle eksempelvis konkrete situationer som, hvordan en voldelig mand skal tales til, eller hvordan man starter sin egen butik, fortæller Altinay begejstret.

Kurset styrker kvindernes selvtillid og giver dem redskaber til at ændre forholdene i hjemmet. Det kan bidrage til at forhindre eller mindske volden i hjemmene, konstaterer Altinay.

Projektet bidrager også til konfliktløsning på et bredere plan, hvor etniske, religiøse og idelogiske segmenteringer kan minimeres eller forhindres:

– KAMER prøver i alle byer at bringe kvinderne sammen. Eksempelvis i Adiyaman bliver alevistiske og sunnistiske kvinder bragt sammen og skal samarbejde. Og det samme gælder bekæmpelsen af kurdisk og tyrkisk nationalisme, hvor kvinderne indgår i en dialog. I KAMER arbejder både kvinder med og uden tørklæde. De er gode til at skabe en balance mellem religiøs undertrykkelse og samfundsrelateret undertrykkelse, hvilket også er et bidrag til konfliktløsning og sameksistens.


Delte meninger om EU’s betydning

Der er ingen tvivl om, at der er sket et opbrud mht. kvinders situation i Tyrkiet. Men om det er Tyrkiets EU-perspektiv, som har haft en betydning for denne udvikling, er der delte meninger om. Også mellem Nebahat Akkoc og Ayse Gül Altinay.

– I bred forstand har udsigten om medlemskab gjort det nemmere at tale om tingene, fremhæver Akkoc, der samtidig konstaterer, at især EU’s fokus på kvindesituationen i Tyrkiet har spillet en rolle.

– Når det går godt mellem Tyrkiet og EU, går det også bedre for os, afslutter Akkoc.

– Men udsigten til EU frelser ikke kvinderne i Tyrkiet, pointerer derimod Ayse Gül Altinay Altinay, der henviser til, at kampen skal kæmpes på egen bane af blandt andet modige ngo’er som KAMER.

Begge kvinder er dog enige om, at der skal en mentalitetsændring til, hvilket tager tid og kræver tålmodighed.