Feminister og feministiske debatter fylder efterhånden godt i internationale medier. Feminisme bliver i stigende grad ‘re-branded’ og relanceret, ikke mindst på grund af en kontinuerlig strøm af internationale kendisser, der åbent erklærer sig som feminister. Listen er lang og tæller bl.a. Beyoncé, Lena Dunham, Tina Fey, Jennifer Lawrence og Emma Watson. Selv sangerinden Taylor Swift har meldt sig under fanerne. Men det er ikke kun en positiv eller uproblematisk udvikling, hvilket mange debatter i feministiske kredse vidner om. Hvor går grænsen mellem begejstring og kritik – og kan man overhovedet stille det så simpelt op?

Feministiske darlings

Begejstringen var stor, da Beyoncé i starten af året skrev essayet ‘Gender Equality Is a Myth’, og den blev ikke mindre, da hun i august optrådte til Video Music Awards foran meterhøje lysende bogstaver, der stavede ‘FEMINIST’. Alt imens man i baggrunden hørte en sampling af Chimamanda Ngozi Adichies inspirerende TEDx-tale “We Should All Be Feminists”.
I september holdt Emma Watson en tale i FNs hovedkvarter i New York, i forbindelse med lanceringen af kampagnen HeForShe. Watson leverede sin tale skarpt og overbevisende, og i løbet af kort tid gik den viralt. Udover at sætte fokus på ligestillingsmæssige udfordringer var hovedbudskabet en invitation til mænd om at engagere sig i kampen for lighed og ligestilling.
Medierne har taget de nye feministiske ‘talspersoner’ til sig, og især Watson hyldes som repræsentant for en ny feminisme. Begejstringen har også været tydelig på de sociale medier. Når kendte mennesker springer ud som feminister, er det også en form for legitimering, der betyder noget. Både for feminister og for mænd og kvinder, der ikke tidligere har tænkt, at det var en mulighed. Derudover betyder fokuseringen på de kendte også noget for mediernes overordnede adressering af de problemer og uligheder, som feminismen søger at skabe opmærksomhed omkring.

En indholdsløs feminisme

Midt i begejstringen er der dog flere kritiske stemmer, som peger på problemer ved den massive popularisering. Der er en fare for, at den feministiske kamp for ligestilling og lige rettigheder bliver forfladiget og uden reelt indhold.
Der er blandt andet rettet kritik mod FNs kampagne HeForShe. Her bliver mænd bedt om at engagere sig online i form af en ’tilkendegivelse’ om at ville støtte kampen for ligestilling, men nogle reelle bud på hvordan de kan engagere sig og medvirke til forandring, er sværere at få øje på. Når det kommer til Beyoncé og Watson er det også værd at bemærke, at de begge taler ud fra privilegerede positioner. Watson som hvid, smuk og veluddannet. Beyoncé som succesfuld sangerinde og musiker, der prædiker ‘sexual empowerment’, uden fare for selv, for alvor, at blive ramt af de negative konsekvenser af den objektivisering af kvindekroppen, som hendes branche er gennemsyret af.
Sangerinden Annie Lennox er en af dem, der har rettet en generel kritik mod de mange kendte kvinder, der erklærer sig som feminister. Hun opfatter deres brug af ordet som overfladisk, uden reel indsigt i hvad og hvilke kampe feminisme dækker over. Andre kritikere peger på det problematiske i, at medierne, qua deres opmærksomhed på de unge, smukke og kendte, fokuserer på en pæn og poleret feminisme. En feminisme, der er nem at sluge for dem, der hænger fast i forældede forestillinger og fordomme. Alt sammen vigtige og nødvendige diskussioner, i forlængelse af mediernes fokusering på denne ‘pop-feminisme’.

Sandheden er hverken sort eller hvid

Men det er også svære spørgsmål, der bliver stillet. For hvem har ret til at definere den ‘rigtige’ form for feminisme, og hvem der må kalde sig feminist? Uagtet at kritikken er relevant, er det vigtigt at have blik for, at disse synlige og markante kvinder gør en forskel. Opmærksomheden omkring dem medvirker til, at feminisme og uligestilling igen er en dagsorden, der bliver diskuteret. Også udenfor lukkede og akademiske kredse. Uanset hvor poppet den feministiske dagsorden bliver præsenteret, så åbner mediernes opmærksomhed op for nye samtaler og debatter om netop feminismens kerne. Og omkring den massive uligestilling, der stadig er en realitet.