Naturen er voldsom ved Vesterhavet. Det må jeg sande, da jeg står af bussen i Thorsminde og skal kæmpe mig mod vinden op til Strandingsmuseet St. George. Skumsprøjt på størrelse med barnenæver flyver gennem luften og vesterhavsbølgerne brager mod brændingen. Det er ikke et hav for maritime nybegyndere. Kyststrækningen udfor Jyllands vestkyst er en af de farligste og mest frygtede i verden.
Titusindvis af mennesker har gennem historien mistet deres liv i de voldsomme bølger.
Julenat 1811 så kysten ét af de mest spektakulære forlis, da de to britiske linjeskibe, HMS Defence og HMS St. George, strandede. Kun 17 mand overlevede. 1408 omkom. Begge skibsvrag ligger stadig på bunden af havet ud for netop Thorsminde, og skibsvraget St. George er centrum for det lille museum på klitternes dramatiske kant.
Det kan være svært at holde kønsbrillen lige på næsen i stiv kuling, men det er der ellers god grund til.
Strandingsmuseet St. George udfordrer nemlig den museale kønsstatistik på flere parametre.

Udfordrer kønsstatistikken

St. George har det til fælles med andre af Danmarks maritime og våbenorienterede museer, at de har fat i de mandlige museumsgæster.
På St. George er besøgstallet fordelt på køn tæt på fifty-fifty, hvor der i gennemsnit på landsplan normalt er 35 % mandlige besøgende på andre museer og 65 % kvinder.
De år, hvor kønsstatistikken afviger på Strandingsmuseet St. George, er det fordi den svinger en smule ud til fordel for de mandlige besøgende. Det vil sige, at der er år, hvor museet har flere mandlige besøgende end kvindelige. Det på trods af at museet henter størstedelen af sit besøgstal i sommerhusområderne, hvor der er tendens til, at man tager på udflugt i samlet flok som familie.
Bevægelsesanalyser fra museet viser dog et helt særligt kønsspecifikt mønster, der endnu engang adskiller sig fra bevægelsesmønstrene på andre museer. Selvom familierne besøger museet som samlet enhed, splittes de op kort tid efter, de er ankommet.
Kvinderne bliver ofte i museumsbutikken, mens mændene besøger udstillingen enten med eller uden børn. Det samme mønster ses på tværs af generationer.
Det andet punkt, hvor Strandingsmuseum St. George udfordrer kønsstatistikken, er i museumsledelsen.
Ifølge Kulturstyrelsens seneste rapport fra 2013 er kønsfordelingen skæv i toppen af dansk museumsledelse. Her er 73 % af bestyrelsesposterne domineret af mænd, mens andelen af kvinder udgør 27 %. Blandt museumsledere er 57 % mænd. Både direktør for Strandingsmuseet St. George, Ingeborg Svennevig, og museets afdelingsleder, Helle Sigh, er kvinder.
Kombinationen af de to afvigelser på det kønsstatistiske barometer gør Strandingsmuseum St. George til en afviger i det danske museumslandskab.

Kanoner vs historiefortælling

Stilheden inde på museet virker næsten øredøvende efter blæsten og bølgerne udenfor. Museet er fyldt med effekter fra det sunkne skib St. George. Jeg passerer hurtigt nogle kanoner og en skibsklokke, der er opstillet på et lille podium indenfor indgangen. Måske er der også nogle andre våben i opstillingen. Jeg når ikke at se det, for jeg navigerer efter tekstplancherne, der kan sætte ord på forliset og dets historie. Jeg bliver særligt optaget af en historie om en fremmed sømand, der driver i land og ender med at gifte sig med strandfogedens datter.
Da jeg senere møder museumsinspektør Helle Sigh, der er afdelingsleder for museet og har en baggrund i kønsforskning, kan jeg forstå, at jeg på ingen måde er gået i den gennemsnitlige museumsgæsts fodspor. Til gengæld har jeg navigeret rundt efter et forudsigeligt, kønsspecifikt mønster.
– Når man kommer til museet, bliver man mødt af en meget vild natur. Havet er voldsomt, det blæser derude, og her er meget øde. I kombination med det har vi meget tunge genstande: kanoner, store ankre, våben, genstande, der viser maritime teknikker, som f.eks. hvordan man laver en kalfatring, bruger en blok, eller hvordan redningsvæsnet fungerer. Det er en meget genstandsorienteret udstilling, og det appellerer til et helt bestemt publikum af maskuline fællesskaber. De har ofte en meget detailorienteret og teknisk viden og interesse. Det vi hører fra vores kvindelige besøgende er, at de ville ønske, at der var mere historiefortælling om f.eks. de mennesker, der var ombord på skibene, fortæller Helle Sigh.
Hun understreger, at de maskuline fællesskaber er museets mest loyale kundegruppe. F.eks. er museets foredragsrækker om søslag og Den Kolde Krig velbesøgte. Her er deltagerne med ganske få undtagelser udelukkende mænd.
– Det er et meget maskulint museum, og vi tiltrækker nogle bestemte maskuline fællesskaber. Selvom det er svært at dokumentere, er nogle emner mere kønnede end andre, påpeger Helle Sigh.

At indtænke køn i skibsvragsforskning

I løbet af efteråret 2015 vil det første spadestik til et nyt strandingsmuseum i Thorsminde blive taget. Med den nye museumsbygning vil udstillingen også blive nytænkt. Den tidligere genstandsfokuserede udstillingsmodel vil komme til at vige pladsen for en mere kulturhistorisk vinkel. Det betyder, at historiefortællingen vil komme mere i fokus. Også køn vil blive tænkt ind som kulturhistorisk tema.
– Der er jo masser af køn ombord på sådan et skib (som St. George, red.). Der er f.eks. de maskuline fællesskaber. Mændene lever og bor sammen. Hvordan fungerer det? Efter St. George’s forlis drev et stort dokumentmateriale i land. Det blev fragtet til Søetaten i København, hvor det blev arkiveret og glemt. Nu er det kommet til museet. I det fandt jeg 19 private breve skrevet til en 16-årig kadetelev på Defence, der gik ned sammen med St. George, fra hans familiemedlemmer i Irland. Det var primært modne, kvindelige slægtninge, der skrev til ham. Hans tanter og hans mor. De skriver om, hvad de ønsker for hans adfærd ombord, hvilke forventninger de har til ham, hvilke dyder sådan en ung mand skal have ombord på sådan et stort skib. Når man sammenholder det med andet kildemateriale fra den tid, siger det noget om samfundet dengang. At det blev forventet, at de unge mænd var hårdføre og tolerante, at de kunne bevare roen og opføre sig som gentlemen. Her er en fortælling om maskulinitet ombord på skibet og for en bestemt gruppe i samfundet, fortæller Helle Sigh.
En anden historie Helle Sigh har hæftet sig ved, er historien om bådsmandens kone, som et overlevende besætningsmedlem efterfølgende bevidnede at have set blive skyllet ned i skibet sammen med sin toårige datter under forliset.
– Var der flere kvinder ombord? Det synes jeg f.eks. er et spændende spørgsmål. Vi ved, at bådsmandens kone havde en helt særlig funktion ombord. Det var hendes pligt at drage omsorg for de unge drenge, der var helt ned til 11 år gamle. Hun var en form for surrogatmor på skibet, forklarer Helle Sigh.

Bredere appel og inklusion af køn

Ideen med ombygningen af Strandingsmuseum St. George er at gøre museets appel bredere. Ved at dele udstillingen tematisk op og sætte genstandene ind i en kulturhistorisk sammenhæng, håber Helle Sigh, at de kvindelige besøgende ikke længere kun vil opholde sig ude i museumsbutikken. Udstillingen skal være inkluderende og udfordre de barrierer, der tidligere har gjort museumsbesøget til en kønsopdelt oplevelse. De besøgende skal kunne blive inddraget på tværs af køn og alder, og museet skal kunne præsentere en samlet familieoplevelse. Men ikke på bekostning af museets unikke maskuline kernebesøgsgruppe.
– Jeg tænker meget over det kønnede i mit arbejde. Vi skal dyrke de unikke, maskuline fællesskaber, der er omkring museet. Det ville være forfærdeligt, hvis man kom højre ind som kvinde, og ikke var opmærksom på, at der er de her temaer, der appellerer til et bestemt segment. Vi vil bare samtidig gerne gøre den appel bredere. Jeg tilrettelægger jo også mine omvisninger efter, hvem jeg har med. Hvis jeg har en ren mandegruppe, går jeg efter nogle bestemte genstande, f.eks. våben.
Og hvis du har en ren kvindegruppe?
– Det er aldrig sket!