Victoria Benedictsson er blandt de få kvindelige forfattere, der har en fremtrædende plads i litteraturhistorien. I hjemlandet Sverige regnes hun ved siden af Strindberg for det moderne gennembruds frontfigur, og hun er sammen med dansk-norske Amalie Skram periodens betydeligste nordiske forfatterinde. Siden hun døde i 1888, er interessen for hendes forfatterskab stadig vokset. 

Den feministiske litteraturforskning, der fik luft under vingerne i 1980’erne, hentede hende straks frem som en pioner. Jette Lundbo Levys Dobbeltblikket, 1980, om “ideologi og æstetik i Victoria Benedictssons forfatterskab” blev et grundlæggende værk i dansk kvindelitteraturforskning, og i Sverige indledte Ebba Witt-Brattström sin feministiske virksomhed som litteraturforsker og debattør med at udgive et udvalg af Benedictssons noveller, Den bergtagna och andre berättelser, 1982. Benedictsson er overhovedet en af Sveriges oftest biograferede forfattere. I 1995 udkom to danske biografier, Bodil Wambergs Lykken er en talisman og Charlotte Jørgensens Ernst & Victoria. Senest har Birgitta Holm føjet Victoria Benedictsson, 2007, til sin gennemgang af den svenske romans mødre. 

Lisbeth Larssons bog handler om dette fremtrædende litteraturhistoriske ikon. Det er en metabiografi, der undersøger traditionens billeder af Benedictsson. Konklusionen er nedslående. Det dramatiske selvmord synes at have skygget for alt andet og især for det forfatterskab, Benedictsson selv havde vedkendt sig.

Litterær nekrofili

Da Victoria Benedictsson blev optaget af det moderne gennembruds idéer, var hun postmesterfrue i den lille skånske by Hörby og havde en ældre ægtemand, fem stedbørn og en datter. Hun var debuteret i 1884 med de realistiske folkelivsskildringer Från Skåneog drømte om at lære Brandes at kende. Det lykkedes under flere besøg i København, men da han hverken kunne gengælde hendes følelser eller værdsætte hendes forfatterskab, skar hun halsen over på sig selv.
 
Lisbeth Larsson mener, at billedet af hendes døde krop på gulvet i hotelværelset aldeles har behersket og skævvredet forståelsen af hendes forfatterskab og personlighed. Man har ledt efter en forklaring og fundet den i de efterladte skrifter, dels i novellefragmenterne Ur mörkret (Fra mørket) og Den bergtagna(Den bjergtagne), der handler om patriarkatets forkrøblende indflydelse på kvindeligheden og den erotiske kærligheds underminering af kvinders livs- og arbejdsevne, dels i det omfattende dagbogsmateriale, som til mindste detalje beskriver og kommenterer den skæbnesvangre forbindelse med Georg Brandes.

Lige fra de første nekrologer interesserede man sig for at give døden en årsag, men skribenterne fandt i reglen svar, der passede i deres eget litteraturpolitiske kram. Samtidens konservative hæftede sig ved Benedictssons manglende tro på familie og religion, mens de kulturradikale mente, hun sled sig op i kampen for kunstnerisk og menneskelig frigørelse. Efterhånden som dagbogsmaterialet blev offentliggjort, fik den ulykkelige forelskelse i Brandes skylden. Hun var enten et offer for hans Don Juanisme, eller han var et offer for hendes hævntørst.

Feminismen lagde skylden på patriarkatet med Brandes som dets ondartede repræsentant, mens mandlige forskere diagnosticerede hende som syg, hysteriker, narcissist, masochist, latent homoseksuel, frigid eller blot skriveblokeret. Postfeminismen mener, at dagbogsoptegnelserne er litterære konstruktioner og udtryk for Benedictssons uindfriede ambitioner, mens Birgitta Holm overvejer den senest tilkomne teori om, at hun var sin faders incestoffer.

Arbejde sig ud af kønnet

Med sin voldsomme handling syntes Benedictsson bevidst at være gået ind i den tragiske heltinderolle, der nærmest var skabt til kvinder som hende af tidens mandlige forfattere. Hun blev set som en legemliggørelse af Flauberts Emma Bovary, Ibsens Nora og Tolstojs Anna Karenina, der forlader mand, børn og ofte livet selv i utilfredshed med vilkårene. Strindberg, som boede dør om dør med hende på Leopolds hotel, færdigskrev Fröken Julie kort efter hendes selvmord. Ibsens Hedda Gabler kom to år senere. Begge stykker handler om kvinder, der begår selvmord af skuffet kærlighed og ambition. 

Som Lisbeth Larsson understreger, har den maniske interesse for Benedictssons død betydet, at det forfatterskab, hun faktisk nåede at udgive, romanerne Pengar, 1885, og Fru Marianne, 1887, endnu en novellesamling, Folkliv och småberättelser, 1888, og novellenLivslede, 1888, i modstrid med hendes hensigt er blevet læst gennem selvmordet. Pengar og Fru Marianne er ganske vist begge naturalistiske desillusionsromaner, hvor heltinderne skuffes i deres forventninger om personlig udvikling og lykkelig kærlighed, men i begge tilfælde tager de vilkårene til efterretning og vælger at kæmpe for at virkeliggøre deres drømme på de eksisterende betingelser. I Pengar beslutter Selma at forlade sin mand for at søge uddannelse og arbejde. I Fru Marianne erkender Marianne, at hendes romantiske forventninger til ægteskabet var forskruede rester af franske romaner, som intet betyder ved siden af et godt arbejdsfællesskab med sin mand.
 
I modsætning til de mandlige forfatteres dyrkelse af kvinders tragiske undergang og smukke lig søgte Benedictsson en tredje vej for kvinden, der ville tillade hende at få både kærlighed, arbejde og individuel frihed. Hendes romaner er kraftfulde svar til de mandlige forfattere, der med realismens og naturalismens nøgterne og kritiske blik på samfundet lagde al romantikkens tiloversblevne idealisme på kvindernes skuldre, så de kunne symbolisere dens undergangstruede skønhed og dø med den. I Benedictssons realistiske utopi bliver arbejdet den eneste bærende løsning, arbejdet som kan gøre kvinden socialt selvstændig og ligestillet med manden i kærlighedsforholdet.

Driftige Lundegård

Hovedskylden for, at de efterladte skrifter og selvmordet har fået en sådan overvægt i “forfatterlegenden” om Victoria Benedictsson, som Lisbeth Larsson kalder det, lægger hun på Axel Lundegård. Hans far var præst i Hörby, og selv om han var ti år yngre, blev han Benedictssons nærmeste ven. De læste og diskuterede hinandens tekster, og han debuterede med en novellesamling året efter hende. Som mand kunne han knytte forbindelser i det litterære miljø, som hun derefter kunne inddrages i. Det var ham, der formidlede hendes første møde med Georg Brandes. I taknemmelighed over dette intellektuelle fællesskab testamenterede Benedictsson ham alle rettigheder over sine publicerede bøger og efterladte papirer. 

Det udnyttede han til sidste dråbe. Han havde i nogen tid været skriveblokeret. Nu udgav han i løbet af få år en række bøger, som alle havde rødder i Benedictssons papirer. I dødsåret udkom hendes efterladte Berättelser och utkast og romanen Modern, som Lundegård skrev færdig og udgav som medforfatter. Han omarbejdede dramaudkastet Teorier, der fik premiere i Stockholm. I 1890 udgav han yderligere en samling efterladte skrifter,Efterskörd, færdiggjorde dramaet Den bergtagna og udgav En sjelfbiografi ur bref och anteckningar på baggrund af hendes private optegnelser. Nye udvidede udgaver af ‘selvbiografien’ udkom i 1908 og 1928.
 
Lundegård udsendte Benedictssons værker i stadig nye udgaver, antologier og oversættelser. Da han døde i 1930, var de oprindelig 4 titler, som hun selv havde udgivet under pseudonymet Ernst Ahlgren, vokset til 18, og antallet af trykte udgaver var steget fra 6 til 35. Af de syv bind samlede skrifter, som han udgav i 1918-20, fylder Benedictsson fire titler kun tre bind. Dertil kommer, at han udnyttede hendes person og optegnelser i en række af sine egne bøger, særlig romanen Elsa Finne, 1901, der allerede i samtiden blev læst som en maskeret fremstilling af hendes livshistorie.
 
Efter Lisbeth Larssons skøn tjente Lundegård mindst 75.000 kr. på sine udgivelser af Benedictssons skrifter. Dertil kommer, at han i 1921, efter langvarige forhandlinger med professor i Litteraturvidenskab Fredrik Böök, solgte hele hendes arkiv til Lunds Universitetsbibliotek for 15.000 kr. Det var en stor sum penge, som Böök havde svært ved at samle ind. Lundegård fik altså mindst 90.000 kr. ud af arven, en sum der i dagens penge skal ganges med 100.

Steddatteren Matti havde stået Benedictsson nær og var ikke glad for det billede, Lundegård tegnede af hende i de sammenstykkede selvbiografier. Hun opfordrede ham også til at lade nogle af pengene komme Benedictssons datter Hilma til gode, eftersom hun levede i vanskelige kår, men det afviste han.

Den konstruerede Victoria

Efter Lundegård kom Fredrik Böök, som i Victoria Benedictsson och Georg Brandes, 1949, fortalte kælighedshistorien uden brug af fiktion og i stor udstrækning med Benedictssons egne ord. Bogen rummer langt større uddrag af dagbogen og brevene end Lundegårds udgaver. Den vakte sensation. Kritikken både i Sverige og især i Danmark mente det nu var bevist, at Benedictsson havde været en “frigid Furie”, som Harald Engberg skrev i Politiken, der havde trængt sig ind på den sagesløse Brandes. Mange opfattede Bööks offentliggørelse af papirerne som udtryk for en konservativ kritikers had til kulturradikalismen. Det er også Jørgen Knudsens synspunkt i hans Brandesbiografi.

Lisbeth Larsson anerkender, at Lundegårds udgivelser bidrog til tidligt at skabe interesse for Benedictssons forfatterpersonlighed ved at gøre det upublicerede materiale tilgængeligt for tidens publikum, men hun kritiserer, at han gjorde det ved at fremhæve de efterladte skrifter som hovedværket. Derved gjorde han Benedictsson berømt på bekostning af hendes forfatterskab. “Det, som jeg har kaldt “hendes døde krop”, er efterhånden blevet et nærmest uigennemtrængeligt raster, som hele forfatterskabet er blevet vurderet og læst igennem”, skriver Lisbeth Larsson (min oversættelse). Ved at fremhæve, udvælge og redigere materialet fra Benedictssons arkiv opbyggede Lundegård et billede af Benedictsson, som straks kom til at skygge for det forfatterskab, hun selv havde udgivet, og den identitet, hun selv havde opbygget. Alle de efterladte skrifter, som hun regnede for private eller ufærdige, fordi de endnu ikke havde fået en for hende sand kunstnerisk form, udgav Lundegård som hendes forfatterskabs hovedværker. 

Hovedindsatsen i Lisbeth Larssons bog er den omhyggelige udredning af forholdet mellem de tekster, Benedictsson selv udgav, hendes efterladte papirer og den flom af nye udgivelser i hendes navn, som Lundegård stod for, samt gennemgang af receptionen af det forfatterskab, der med rette eller urette er udgivet i Benedictssons navn. Bogen yder et væsentligt bidrag til Benedictssonforskningen og især til det litteraturhistoriske oprydningsarbejde, der pågår, med at adskille Benedictssons egne tekster fra Lundegårds versioner og frigøre hendes skikkelse fra de fantasiforestillinger, som litteraturhistorikerne gennem tiden har fundet det opportunt at iklæde hende.

De kanoniske fragmenter

Udover dagbogen har interessen især samlet sig om novellefragmentet Ur mörkret og om Den bergtagna, der blev efterladt både som novellefragment og dramafragment. Ur mörkretblev trykt i Berättelser och utkast, 1888. Prosafragmentet Den bergtagna blev først trykt i de samlede skrifter, mens Lundegård færdigskrev dramafragmentet og udgav det som Den bergtagna i 1890 med sit navn som medforfatter på titelbladet. En omskrevet version optryktes i Benedictssons samlede skrifter.

Ur mörkret og Den bergtagna har været grundlæggende for de senere tiårs læsning af hendes værk. De har næsten fået karakter af kanoniske tekster for kvindelitteraturforskningen. I Ur mörkretfortæller en kvindestemme om det selvhad, som mændenes nedvurdering af hende som kvinde er resulteret i. Den bergtagnahandler om to kvinder, der vælger hver sit livsindhold, kærligheden der fører til selvmord og kunsten der bygger på hadet til den svigefulde mand. Prosafragmentet Den bergtagna er optrykt omtrent som det forelå fra Benedictssons hånd, mens Ur mörkretviser sig at være stærkt redigeret af Lundegård.

Lisbeth Larsson afslutter sin bog med at optrykke de to versioner afUr mörkret, Benedictssons efterladte fragment og Lundegårds redaktion. I den sidste er det typografisk markeret, hvad Lundegård har skrevet til, og hvad han har slettet af originalteksten. Sammenligningen mellem de to tekster viser, hvordan Lundegård færdiggjorde Benedictssons tekst ved at lade stemmen forme et kvindebillede, der psykologisk og litterært var læseligt i forlængelse af tidens kønsopfattelse og æstetik, men som ikke var Benedictssons eget. Han organiserede teksten, så den kunne imødekomme læsernes forventninger, men han gjorde det ved at banaliserede hendes sprog og konstruere den talende som en tragisk heltinde. 

Det slående eksempel er, at sætningen: “At være kvinde er at være en paria, som aldrig kan hæve sig over sin kaste. At jeg er kvinde, har været mit livs forbandelse” (min oversættelse), som citeres i de fleste Benedictssonanalyser, er skrevet af Lundegård.

Tilbage til originalerne

Benedictsson ville skrive, hvad hun havde “sett sant” (set som sandhed), hverken mere eller mindre. Derfor lå så mange af hendes tekster tilbage som fragmenter, og derfor var meget af hendes materiale kun nået til de private optegnelsers niveau. Hun havde ikke den klare mening om, hvad den moderne kvinde er eller kunne være, som Lundegård siden påduttede hende, ligesom han sentimentaliserede hendes konkrete og symbolfattige sprog.

Optrykket dokumenterer fuldkommen, hvor afgørende det er at komme tilbage til Benedictssons originaltekster. 

Det arbejde er i øvrigt igang. Dagbøgerne blev udgivet i deres helhed som Store Boken och Dagboken, 1978-85, af Christina Sjöblad, der også udgav dramaet Teorier i 1988, og i år er de to originale versioner af Den bergtagna udkommet med Birgitta Holms forord. Derimod optrykkes Lundegårds version af Ur mörkret ogDen bergtagna i tekstudvalget Ord på liv og död, som Ebba Witt-Brattström nylig har udgivet i det svenske akademis klassikerserie. Det har affødt en debat i Dagens Nyheter, hvor Ebba Witt-Brattström har argumenteret for, at det er den version, som har vundet hævd gennem generationers læsning, der er den rigtige.

I den diskussion kan man ikke andet end give Lisbeth Larsson medhold. Tiden må være inde til kun at udgive under Benedictssons navn, hvad hun faktisk har skrevet. Det forhindrer ikke, at man desuden læser Lundegårds version, som har spillet så stor en rolle for litteraturhistoriens billede af Benedictsson.

I dansk litteratur er der vist ikke et tilsvarende eksempel på et redigeret forfatterskab. Vi ved ganske vist, at Adda Ravnkildes to bøger, som Brandes og Erik Skram udgav i 1884 efter hendes selvmord, er stærkt forkortede, og at “en del ubehjælpsomheder er blevet omdannede”, som Skram skrev, men da vi ikke har originalmanuskriptet, må vi lade os nøje med Brandes- og Skrams versioner.

Dødens realitet

Lundegårds forvanskninger har i øvrigt været almindeligt kendt, siden de samlede skrifter udkom med et detaljeret tekstkritisk apparat i noterne. Det påfaldende er, at der skulle gå så lang tid, før kravet om at give originalteksterne forret vandt frem. Det er udtryk for, at de toneangivende læsere, litteraterne, i de første mange år var mænd med manglende respekt for den kvindelige forfatter.

Lisbeth Larssons forsøg på at nedtone selvmordets betydning og de efterladte teksters vægt i forfatterskabet er derimod dømt til at mislykkes. At Benedictsson tog sit eget liv på et tidspunkt, hvor hun havde hænderne fulde af fantastisk interessant litterært materiale, er et stærkt bevis på, hvor vanskeligt det forekom hende at finde den rette litterære form for det, hun havde “sett sant”, og i hvor høj grad hun modsatte sig den hurtige indlemmelse i det moderne gennembruds fortolkningsmønstre, som Lundegårds bearbejdelser sikrede. De efterladte skrifter fortæller unægtelig en større og mere kompleks historie end de bøger, hun selv fik udgivet, men hendes egen version er den eneste interessante.