50-året for Karen Blixens død den 7. september blev markeret med både universitetskonferencer, kronikker og nyudgivelser. I strømmen af ytringer, der naturligvis bidrager med nye vinklinger af kvinden, storytelleren, ikonet, heksen Blixen, men også på paradoksal vis cementerer Karen Blixens ikonagtige status, er der imidlertid en lille udgivelse, der vover at bevæge sig op mod strømmen. Karen og mig er den nærmest kække titel på denne debutroman
på kun 112 luftige sider af belgieren Nathalie Skowronek.

I Frankrig og Belgien fik bogen en fin modtagelse, da den udkom i 2011, herunder to litterære priser, ligesom udgivelsen var på listen over årets ti
bedste bøger både i Le Figaro og det politiske magasin Le Nouvel Observateur. Og nu er den også kommet i en dansk oversættelse.

Modsætninger mødes

Ordet “kæk” er dog ikke lige det adjektiv, der trænger sig på, hverken
under læsningen af bogen eller mødet med forfatteren på Rungstedlund.

Skowronek er tilsyneladende ikke den, der ønsker at flashe med iøjnefaldende outfits eller give den i rollen som domina eller storyteller over for tilhørerne, da bogen præsenteres. Med sin lidt kropslukkede holdning ligner den smukke, alvorlige kvinde umiddelbart mere én, der helst vil forsvinde op på sit pigeværelse igen og gemme sig bag bøgernes skærmende sider efter devisen: A book a day keeps reality away

Men Skowronek løber ingen steder og lader sig venligt interviewe, ja tør ligefrem op og fortæller beredvilligt om, hvordan mødet med den ældre forfatter har fået hende til at springe ud, sprænge rammerne og træde i karakter som sig selv. Men tilføjer beskedent: -Jeg var blot en læser; denne kvinde har forandret mit liv – det, hun har lært mig, er, at litteraturen kan forandre vores liv.

Som jeg-personen udtrykker det på romanens første sider:

“Jeg opdagede Karen Blixen, engang jeg sad i et telt i Kenya, jeg var elleve, jeg rejste sammen med min bror og mine forældre. Jeg læste Den
afrikanske Farm i lyset fra en lommelygte, og hun var mig, og jeg var hende. Karen, my sister. Ligesom hende kom jeg fra en verden, hvor jeg
var ved at kvæles, jeg, den lille forkælede pige af det pæne borgerskab, det sorte får midt i kredsen af små velopdragne piger, ligesom hende var jeg den der var dårligst forberedt på at tage kampen op mod den kraft jeg følte rase i mig, og som drev mig mod fremmede lande, langt væk, meget langt væk fra alt det jeg var blevet programmeret til (problemløs barndom, pæne karakterer, perfekt ægteskab).”

Karen Blixen – søster i ånden

Det er via læsningen af blandt andet Den afrikanske Farm, at den unge jeg-fortæller finder hjælp til at forstå livet og finde sin egen identitet med hjælp fra “søsteren” i ånden, Karen Blixen, der imidlertid også forløser fortællerens ambitioner om at blive forfatter. Resultatet foreligger i form af værket, Karen og mig.

Hvad med Skowronek selv – hvad læste hun som barn?
-Jeg begyndte at læse som meget lille, jeg var en meget stille pige og kiggede på, hvad de andre gjorde, hvad de sagde. Jeg var mere en betragter end en deltager i livet. Jeg prøvede ved at betragte de andre at forstå, hvordan verden fungerer. Så jeg læste og læste alt muligt, og det er klart, at jeg ikke kastede mig over Blixen med det samme, men det var, da jeg læste Den afrikanske Farm, at der blev sat ord på følelsen af fremmedhed i verden, det var her, den følelse materialiserede sig for mig. Det var den bog, der gav mig fornemmelsen af at blive levende! … Men der er jo det paradoks, at bøgerne netop ikke er levende. De hører til fantasiens verden…

Romanens frirum

Men i virkelighedens verden begyndte du selv at skrive – om Karen Blixen. Hvorfor valgte du Blixen til din vejleder, hvis da ikke ordet er for konkret, en kvinde fra en tid, hvor den enkelte kvinde havde et mindre personligt råderum end i dag?
-Det stod klart for mig, at jeg ikke ville skrive en biografi om Blixen. Romanens rum er et rum, hvor man kan forstørre følelser, hvor man kan tillade sig ting, som man ikke kan i virkelighedens verden. Føre samtaler med mennesker, der er døde og kalde dem for sin søster. Min kærlighed til bøger blev en slags åbenbaring for mig, som jeg ville inkarnere i én person, og jeg følte det naturligt, at den kærlighed blev inkarneret i Karen Blixen,
fordi hun havde alle de karakteristika, alle de kontraster, hun var på én gang enormt fri og enormt engageret i sit arbejde.

-Men jeg taler vel at mærke om Karen Blixen FØR den officielle Karen Blixen, før hun blev det store danske ikon, denne meget selvsikre, magtfulde kvinde, det er den Blixen, der betager mig. Hende, der bekymrer sig for, hvilken plads hun har i verden og som står der med sine længsler og sine ønsker, og ingen som helst forsikring, ingen, der fortæller hende, ja, du skal nok blive til noget. Alligevel kan man mærke den kunstner, der spirer i hende, man mærker hendes sensibilitet, hendes skrøbelighed. Det er det møde, jeg har skrevet om, følelsen af at være sammen med en kvinde, en kunstner, der har åbnet dørene for mig og som i en vis forstand har ledsaget mig.

Et af romanens underliggende temaer er litteraturens igangsætning, hvad er det, der driver kunsten frem?
-Jeg har altid ment, at man skal bygge sig selv op, konstruere sig, det kommer måske fra mit miljø, man lever jo efter visse vedtagne normer, så jeg forsøgte at iføre mig en klædedragt, der passede mig, men som samtidig gav mig mulighed for at skabe et bånd mellem verden og mig selv…. Da jeg så selv begyndte at skrive, fandt jeg ud af, at det, jeg havde behov for for at kunne skrive, var det modsatte, at jeg skulle dekonstruere mig selv, afføre mig de lag, jeg havde taget på, så jeg stod mere afklædt, undlod at være i et præfabrikeret system.

-Når man er sårbar, er man paradoksalt nok stærkere, mere virkelig. Når Blixen er sårbar, er hun afgjort mere rørende og strålende end den Blixen, som hun senere blev.

Var du ikke bange for at nærme dig Karen Blixen?
– Jeg tror, at min tilgang til Blixen er helt anderledes end den, jeg oplever her i Danmark. For mig var det et spring ud i det ukendte og det eksotiske, en bevægelse væk fra den slagne vej, hvorimod jeg kan fornemme, at her i Danmark, hvor Karen Blixen er så kendt, læses i skolerne og er en del af den nationale kulturarv, vil det svare til at skrive om Jacques Prevert i Frankrig. Men min læsning af Blixen er måske et lille friskt vindpust.

Karen og mig

Du har en del fælles karakteristika med Karen Blixen…?
-Ja – og nej. Jeg har ikke på noget tidspunkt ønsket at lave et objektivt, komplet og officielt portræt af Karen Blixen. Mit ærinde er poetisk, og det er i det ærinde, at jeg har gjort hende til en imaginær søster i ånden.

På overfladen er vi meget forskellige: Hun er fra en gammel protestantisk familie i Danmark og døde flere år, før jeg blev født, jeg er fra en jødisk familie, der immigrerede til Belgien med et par kufferter i 1920’erne. Og dog – og det er jo litteraturens magi – har jeg følt mig meget tæt på hende, fordi hun var den lille stille pige, fordi familien havde en række forventninger til, hvordan hun skulle leve sit liv, fordi hendes far begik selvmord og efterlod hende med et stort savn. Samtidig med tristessen er der en stor længsel efter at leve og efter frihed, som for Blixen bliver forløst i Afrika og senere i litteraturen. Alt det genfinder jeg hos mig selv, selv om min egen historie er en anden.
Jeg havde egentlig også noteret et spørgsmål om det at være jødisk har en indflydelse på, hvad du skriver.
-Det at være en minoritet har betydet meget. Som minoritet er man nødt til at bygge en stærk identitet op for at overleve. Derfor bliver alt udefrakommende også betragtet som en trussel, som noget farligt. Jeg er altid blevet opdraget i et system, hvor det gjaldt om at tie stille. Vi gjorde meget for ikke at gøre opmærksom på os selv, for mine bedsteforældre blev stukket. Det at tale udgjorde en fare, man kunne dø af det. Så ved at skrive brød jeg virkelig et tabu.
Hvad ser du selv som bogens vigtigste temaer?
-At vokse via litteraturen handler om at blive – og gøre sig fri af forbud på mange planer både de udtrykte og de tavse. Men jeg er mig meget bevidst, at det er en bog, man kun kan skrive én gang, der er ingen vej tilbage. Det er en bog, der fører mig frem og for altid væk, fra den jeg var.

http://www.youtube.com/watch?v=Lpy7YYrOoN8