Udgivet i Foshan og Shanghai De var altid sammen. På restauranterne, når han ville imponere sine venner i den sydkinesiske by Foshan. På arbejdspladsen, når han skulle vække respekt hos sine kollegaer i byens magtfulde bustransportfirma. Og i sengen, når de sov sammen i den lejlighed, som han havde foræret hende i gave.

I godt tre år levede Hu Haiyan som elskerinde til en gift kinesisk mand. Udover en lejlighed fik hun 2000 kroner om måneden samt tøj, tv, stereoanlæg, møbler og mobiltelefon stillet til rådighed. Hu Haiyan er, hvad man på kinesisk kalder er nai, der direkte oversat betyder “den anden kone”.

I Kina lever et stigende antal unge kvinder som er nais til gifte kinesiske mænd, nutidens konkubiner. De er de moderne repræsentanter for en sejlivet kinesisk tradition, der strækker sig tusindvis af år tilbage og som nu er vendt tilbage. At have råd til at holde en – eller flere – smukke unge kvinder ved siden af ægteskabet er blevet et ultimativt statussymbol.

– Han ville gerne udstråle, at han havde magt og status. Derfor kunne han både bruge mig til sex og til at vise mig frem. Med en ung smuk kvinde ved sin side viste han overfor omverdenen, at han var noget værd, som Hu Haiyan forklarer.

Rejste fra landet med en drøm om et bedre liv

32-årige Hu Haiyan byder inden for i en treværelses lejlighed, der ligger i centrum af Foshan, en mindre sydkinesisk by tæt ved det store handelscentrum Guangzhou. Hun er spinkel og velplejet. En tynd hvid skjorte er trukket over kroppen, et par matchende hvide stiletter er spændt på fødderne, og det lange, let bølgede hår indrammer et kønt, blegt ansigt med et nervøst udtryk i øjnene.

På stuebordet foran hende ligger et fotografi af en familie. En smilende kortklippet midaldrende mand i grå T-shirt og matchende lærredsbukser, en lidt kraftig kone og to børn, som endnu ikke har nået teenageårene. Det er hendes tidligere elsker og hans familie. Med en stemme, som engang imellem sitrer svagt af vrede, fortæller hun sin historie.

Den er typisk for de moderne kinesiske er nais. Forældrene var bønder i en af Kinas fattigste provinser, Hunan, og som 24-årig rejste Hu Haiyan som tusindvis af andre kinesiske migranter til det rige og blomstrende Sydkina for at skabe sig et bedre liv. Hun startede som kontorassistent på en fabrik. Men lønnen var for lav, og hun blev ansat som receptionist på en natklub i byen Foshan.

Natklubben med sauna, karaoke og unge piger fra landet, som prostituerede sig, var en magnet for rige forretningsfolk fra det nærliggende Hong Kong, som mange andre tilsvarende natklubber i det sydlige Kina.

Hu Haiyan ville gerne videre derfra og tilkendegav over for en bekendt fra natklubben, at hun ønskede at komme væk. Kort efter inviterede vedkommende hende med til et middagsselskab, hvor hun mødte den ti år ældre Jiang Shenyu.

Hu Haiyan syntes ikke han var specielt køn, han lignede en fra landet og så gammeldags ud. Men hun ringede ham op et par uger efter middagen for at høre, om han kunne skaffe hende et job. Samme nat ventede han på hende udenfor den lille 30 kvadratmeters lejlighed, som hun dengang lejede.

Han havde en ny Samsung mobiltelefon med som gave, så hun altid kunne få fat på ham. Bagefter havde de sex. Hu Haiyans fortælling bliver vag på dette punkt. Hun siger først, at det skete mod hendes vilje og at hun gjorde, hvad hun kunne for at afvise ham, men at hun til sidst gav efter for at få en, der beskyttede hende og gav hende et behageligt liv. Sådan begyndte hendes liv som kone nummer to i slutningen af 2001.

Konkubiner er en antik tradition

“En tepotte bliver normalt ledsaget af fire tekopper. Men hvem har nogensinde set en tekop med fire tepotter?”

Sådan lyder det kinesiske ordsprog, som forklarer, hvorfor det er naturligt for mænd at have mere end en enkelt kone. Og traditionen for konkubiner strækker sig langt tilbage i Kinas historie. Under Qing-dynastiet (1644-1911) husede Den Forbudte By i Beijing fx efter sigende ikke mindre end 20.000 konkubiner, som stod til rådighed for kejseren. De skulle sikre kejseren mandlige arvinger og dække hans seksuelle behov.

Kvinder var ikke meget værd i datidens Kina, og de kunne meget andet at gøre end at acceptere deres skæbne. Og i den internationale bestseller og erindringsbog Vilde Svaner om tre generationer af kinesiske kvinder beskriver forfatteren Jung Chang, hvordan hendes bedstemor i starten af det 20. århundrede fik sine fødder bundet sammen som toårig og som 15-årig blev gjort til konkubine for en højtstående kinesisk general.

Men da Mao Zedong i spidsen for kommunisterne kom til magten i 1949, skete der en forandring til kvindernes fordel. Prostitution blev stort set udryddet, og praksis med konkubinerne forsvandt. Det blev anset for dekadent, kapitalistisk og forkasteligt i et kommunistisk samfund baseret på lighedsprincipper for både mænd og kvinder. 

Iflg. rygterne forhindrede det dog ikke Mao Zedong selv i at holde et harem bestående af purunge piger fra landet.

Men efter at Kina begyndte at åbne sig mod omverdenen i 1978, ændrede tingene sig. Den daværende leder Deng Xiaoping proklamerede “lad nogle blive rige først” og satte en række omfattende økonomiske reformer i gang, der gav Kina et af verdens mest imponerende væksttal på gennemsnitligt ni procent om året. Aldrig før havde verden set noget land hive så mange ud af fattigdom på så kort tid.

Men i takt med at kineserne blev rige, dukkede gamle vaner igen op til overfladen. En af dem var bao er nai – at holde sig en anden kone, som det betyder direkte oversat til dansk.

Rigdom og underordning af kvinder demonstrerer maskulinitet 

– Det kinesiske verbum bao, at holde sig, betegner en objektivering af kvinder. Ligegyldigt om forholdet er kortvarigt eller langt, så er kvinden i et sådant forhold et sexobjekt ejet af manden, som betaler for hendes selskab. Selv om de bliver følelsesmæssigt involverede i hinanden, så er forholdet stadigt baseret på udveksling af penge, understreger forskeren Xingkui Zhang, der er født og opvokset i Kina, men som nu skriver en ph.d. ved University of Sidney om kønsrelationer med udgangspunkt i en landsby i det østlige Kina.

En af hovedårsagerne bag fænomenet skyldes ifølge Xingkui Zhang den store økonomiske ulighed i Kina, som får fattige migrant-kvinder til at søge ind mod de rige byer langs kysten, hvor mange rigmænd fra eksempelvis Taiwan og Hong Kong har slået sig ned.

Samtidig indtager de kinesiske mænd som gruppe stadig en privilegeret position i det kønslige hierarki. Magt, ejendomme, kvinder demonstrerer maskulinitet, og iflg. Xingkui Zhang viser undersøgelser, at taiwanesiske forretningsmænd nærmest føler sig pressede til at tage sig en anden kone, mens de bor i Kina, fordi omgivelserne forventer det.

– Efter min mening er fænomenet bare en ud af mange udfordringer for kvinders rettigheder i det moderne Kina. Vi har med de sidste 30 års reformer set prostitutionen vende tilbage, om end illegalt, og vi har set andre måder, hvorpå man har gjort kvinden til en vare. Kvinders krop og seksualitet er blevet udnyttet i udviklingens navn. For nogle år siden var der et par embedsmænd i byen Chongqing, som talte for, at man skulle begynde at udnytte mulighederne i skønhedsøkonomien (som i Kina er kendt som et skalkeskjul for prostitution, red.). Jeg tror, at reformerne i Kina har frembragt både vindere og tabere. Generelt har kvinderne fra byerne og kysten fået flere fordele end dem fra landet og de indre regioner i Kina, slutter Xingkui Zhang.

Konkubine-kvarterer

I kinesiske boombyer som Shanghai, Shenzhen og Guangzhou findes der enklaver, hvor er nais bor sammen i luksuriøse lejlighedskomplekser. I Shanghai findes eksempelvis det dyre forstadsområde Gubei tæt på byens vestlige Hongqiao lufthavn, som er spækket med trendy caféer, negleshops og massagesteder, og hvor kvinderne er installeret.

I dag er der ingen konkrete tal på, hvor mange er nais der findes i Kina. Derimod kan man konstatere, at skilsmissetallene er eksploderet de sidste år. Fra 2006 til 2007 steg tallet med næsten 20 procent til 1,4 millioner skilsmisser, og bagved en del af tallene kunne man forestille sig, at årsagen til skilsmisse skyldtes, at der var tre eller flere i ægteskabet. Og spørger man enhver tilfældig kineser, vil han eller hun næsten med garanti enten kende en er nai eller en mand, som har en. Og det tilsyneladende stigende antal er nais har skabt travlhed hos privatdetektivbureauerne i Kina.

Privatdetektiver afslører konkubiner

Der er intet navneskilt på døren, som leder ind til Hengxuan Credit Information Service, et detektivbureau i det sydlige Shanghai.

– Vores kunder foretrækker diskretion, siger salgsmanager Tim Luo, en lille mand i stribet skjorte, som næsten forsvinder bag kontorets blankpolerede mødebord. I hjørnet foran ham hviler en stor kikkert, og på bordet står et sølvfarvet digitalkamera.Hans detektivbureau har specialiseret sig i at afsløre utroskab, og antallet af den slags sager er stærkt stigende.

Hver dag får bureauet, som har tyve ansatte, en ny sag. Detektiverne bliver for det meste hyret af hustruerne til at samle beviser på mandens utroskab.

Nogle gange skal beviserne bruges i en skilsmissesag. Andre gange vil hustruen bare vide besked. Tim Luo har set nok sager med er nais til at kunne tegne en typisk profil. For det meste er manden en velhavende midaldrende forretningsmand.

Kvinderne kan groft sagt inddeles i to kategorier: Der er de unge smukke piger i tyverne, som er mere velklædte end andre på deres alder. Og så er der den ældre husmortype over 30, som måske har et hemmeligt barn med manden. Normalt har manden stillet lejlighed og bil til hendes rådighed. Han tilbringer dagene med hende og er hos sin kone om natten.

– Det bliver mere og mere populært at holde sig en er nai i Kina. Mange kinesere er blevet hurtigt rige takket være Kinas økonomiske vækst. Men moralen følger desværre ikke med i samme hast, siger Tim Luo.

En ung smuk er nai giver en kinesisk forretningsmand et godt image, og det betyder alt i Kina, hvis man vil have forretningen til at vokse. Men det er dyrt at have en ekstra kone, og nogle mener ligefrem, at det er en vigtig drivkraft bag den korruption, der i dag plager landet, for ingen normallønnet kinesisk embedsmand har råd til at betale for to husholdninger. 

Ifølge en kinesisk undersøgelse refereret i The Guardian havde 90 procent af de kinesiske seniorpolitikere, der gennem en periode på fem år blev dømt for korruption, elskerinder ved siden af deres ægteskab. 

En af de mere berømte eksempler er Chen Liangyu, den tidligere partiboss i Shanghai, som havde to er nais og som havde fået mindst tre milliarder kroner i korruptionspenge. 

Og så var der i 2007 Pang Jiayu, en 63-årig højtrangerende partimand i Shaanxi-provinsen, som gik under det lidet flatterende øgenavn “lynlåsborgmesteren”. Hans ikke mindre end 11 elskerinder rottede sig sammen og fik hans svindelnumre frem i lyset.

Svært liv som moderne konkubine

Mens det er alment accepteret at have er nais i de højere magtkredse i Kina, viser samfundet ikke megen nåde over for kvinderne, når manden beslutter sig for at sige farvel til dem Det ved Hu Haiyan fra Foshan alt om.

I begyndelsen var forholdet til Jiang Shenyu godt. Han behandlede hende venligt og betænksomt. Den første tid arbejdede hun stadig som receptionist på natklubben, og her sendte han dim sum, en sydkinesisk specialitet bestående af små pakker dej med kød, fisk eller grøntsager indeni, til hende og hentede hende om natten efter arbejdstid.

Hun begyndte at holde af ham – selv om elske måske var for stærkt et ord – håbede hun dog på, at han ville forlade sin kone til fordel for hende.

I august 2002, ca. et halvt år efter deres første møde, blev hun gravid med deres søn, som efter hendes udsagn var et fælles ønske. Men barnet blev dog enden på deres forhold. For da hendes krop begyndte at forandre sig, ville han ikke længere dyrke sex med hende, ignorerede hende, selv efter hun havde født barnet og samtidig var han voldelig over for hende. Til sidst underskrev de en aftale, hvor hun fik et engangsbeløb på godt 100.000 kroner for at holde sig selv og sønnen helt ude af hans liv. Det var knap fire år siden. Men dermed var sagen ikke slut.

For Jiang Shenyus kone har lagt sag an mod Hu Haiyan for at få lejligheden tilbage, som i mellemtiden er steget kraftigt i værdi.

Advokat for er nais i knibe

Ved den kommende retssag er Bai Chun Hu Haiyans advokat. Han er også kendt som Kinas uofficielle talsmand for er nais, der er i knibe. Han har mæglet mellem parterne i over 60 sager og får dagligt opkald fra kvinder fra hele landet, der ønsker retslig bistand.

– Hu Haiyans sag er typisk, fortæller Bai Chun og fortsætter: Når kvinderne får børn og mister deres ungdommelige udseende, duer de ikke længere som er nais. De har udtjent deres formål.

Mændene vil have deres dyre gaver tilbage, og for det meste giver retten dem ret. Ifølge Kinas ægteskabslov skal ægtepar dele deres formue lige over. Derfor tilhører ægtemandens ejendele – selv hvad han har givet væk i gave – også hans kone.

Konsekvenserne er endnu værre for børn født uden for ægteskabet, hvilket i princippet heller ikke er lovligt i Kina, der forsøger at kontrollere befolkningstilvæksten med sin strenge etbarnspolitik. For hvis faderen har børn i forvejen, har han derfor forbudt sig mod etbarnspolitikken og kan forvente en stor bøde. 

Herudover har Kina et strengt registreringssystem – det såkaldte “hukou-system” – som skal holde landbefolkningen fra at strømme til byerne. Så hvis man er født på landet, er det næsten umuligt at blive registreret i byen og få adgang til velfærdsydelser som gratis skolegang og billig sundhedspleje. Og da Hu Haiyan er registeret på landet i Kina, gælder det samme for hendes søn. Det betyder, at han ikke kan gå i den offentlige skole i Foshan og samtidig har Hu Haiyan heller ikke lyst til at vende tilbage til sine forældre på landet, idet fordømmelsen og stigmatiseringen i det konservative landsbymiljø er for stor.

Manden: Hun snød mig

Vi har ringet til Jiang Shenyu for at høre hans version af sagen. Først nægter han at tale med os. Men så indvilliger han modvilligt i en samtale over mobilen med vores tolk. Hans forklaring afviger kraftigt fra Hu Haiyans. Både når det gælder længden af deres forhold, som ifølge ham kun varede et års tid, og når det gælder de følelser, som var på spil. Han tegner billedet af en grådig, kold kvinde, der fra den første dag af deres forhold forsøgte at malke ham for penge.

Han indrømmer deres seksuelle forhold, men siger, at de kun “legede” med hinanden, og at han aldrig lovede hende noget. Han understreger, at der ingen kærlighed var mellem de to.

– Jeg er bare en normal fyr, som ikke har for mange penge. Men hun snød mig og fik mig til at give hende alle disse ting, fordi jeg er alt for barmhjertig og venlig, fortæller han. Sønnen vil han ikke have noget med at gøre, fordi han aldrig havde sagt ja til, at hun blev gravid.

Han indrømmer at have slået hende. Men kun en enkelt gang i ansigtet.

– Hun narrede mig. Hun narrede mig, gentager han flere gange under telefonsamtalen.

For Hu Haiyan er det lige meget, hvad Jiang Shenyu siger om hende. Hun vil bare være i fred og beholde den lejlighed, som hun mener at have fortjent. 

I dag har hun et godt job i et forsikringsfirma i Foshan, som sikrer hende økonomisk. Hendes forældre på landet støtter hende og sønnen, selv om de ikke er glade for hendes fortid som er nai. Hun har også tætte venner i Foshan, som hjælper hende.

Men alligevel er det vanskeligt at komme videre. Retssagen om retten til hendes lejlighed kan vare uger, måneder og måske år. Og chancen for at beholde den er meget lille.

Det var svært at være konkubine i det antikke Kina. Det er det også i dag.