Lige nu markerer hun sig med et kulturhistorisk indblik i de 64 år, hun kan se tilbage på. Kirsten Justesen har sorteret i gamle gemmer og fundet ting af kulturhistorisk interesse, som hun bruger til at udforme en kvindehistorisk arkæologi med udgangspunkt i den privat/offentlige historie. 64 er ikke et kunstprojekt, understreger Kirsten Justesen, og forklarer:

– Jeg har ikke lavet en udstilling, jeg har simpelthen ryddet op. Kvindemuseet spurgte, om jeg ville lave en kunstudstilling, men Kvindemuseet er et kulturhistorisk museum, der spejler samtidskvindens liv og jeg har ikke lyst til at vise mine arbejder på et kulturhistorisk museum, mine værker lever et helt andet liv. 

Kvindemuseet repræsenterer på mange måder det samme, som Kvindebevægelsen gjorde dengang, den bevægede sig. Det kulminerede i 1975 med Kvindeudstillingen på Charlottenborg. Et af grebene til grænseoverskridelse på den udstilling var, at alle kunne komme med, hvad de nu havde, enhver kvinde kunne komme med sine håndbroderede grydelapper. Det handlede simpelthen om at skabe nogle andre blikke på kvindelig sysselsætning – den sysselsætning, som ingen af os har tænkt os at holde op med. 

Det er ikke et spørgsmål, om der findes en særlig kvindelig æstetik, fremhæver Kirsten Justesen. Når kvinder laver kunst, antager det ikke “naturligt” en særlig form, der er derimod tale om, at man kan tage nogle bevidste æstetiske og kunstpolitiske beslutninger og vælge at arbejde i et særligt kunstens cross-overlandskab. 

– Det var det, nogle af os i kvindebevægelsen gjorde. Den politisk korrekte holdning dengang var: Kvinder kan alt, og det skulle vises. Noget af det smukkeste producerede kvindekultur er håndarbejde, tekstiler, produceret af alle mulige kvinder – sognets kvinder, kongefamiliens kvinder. Det er den slags kvindekultur, Kvindemuseet arbejder med. Mit kunstneriske arbejde ligger et helt andet sted. Altså måtte jeg gribe det an på en helt anden måde. 

64 år

Jeg er blevet 64 år. Det er vel det mest usexede på denne jord, man er ingenting, ikke engang pensionist. Samtidig har man, når man har nået de 64 år, begravet en hel del, venner, mænd, mødre, svigermødre. Og her kommer noget personligt: Jeg har ryddet op efter døde mennesker de sidste ti år. Jeg har måttet sætte breve i arkiver og møbler videre til mine børn. Nu jeg selv er blevet sixty four, bliver min egen død også mere nærværende, så jeg tænkte: Jeg vil skåne mine børn, nu rydder jeg simpelthen også op efter mig selv, mens jeg er så godt i gang. Så jeg har ryddet op og sorteret i mine gemmer. 

Kirsten Justesen meddelte derfor Kvindemuseet, at hun gerne ville lave en udstilling, vel at mærke en kulturhistorisk udstilling, ikke en kunstudstilling. Og kun på den betingelse, at museet indvilgede i at beholde alle de udstillede genstande. 

Genfortælle historien 

64-projektet bunder også i, at Kirsten Justesen de seneste år er blevet kontaktet fra flere sider for at fortælle om “de gode gamle dage”. Hun blev interviewet om sin fortid, da kunstnergruppen Kvinder på Værtshus lavede bogen Udsigt om feministiske kunstpraksisser i Danmark, der udkom i 2004. Og også i forbindelse med Kunstakademiets 96 års jubilæum for kvindelige kunstnere (250 års for mandlige) samme år, blev hun interviewet af yngre kvindelige kunstnere og blev konfronteret med historiens gang og glemsel: 

– Det var en kamp at huske de ting, og jeg blev helt forbløffet over de spørgsmål, som de unge kvinder stiller. Det blev klart for mig, hvor fantastisk morsomt og et privilegeret og anarkistisk liv, min generation har levet. De sidste ti års udvikling i Danmark med ‘djøfisering’ og effektivisering har skabt en verden, der er blevet så rå ved kvinder og børn, de er simpelthen ikke med i spillet. Det er kun, hvis skibet går ned – nej, måske skal kvinder og børn ikke engang først i bådene længere. Derfor er det vigtigt at lægge spor fra min generations kvindehistorie frem. 

Endelig fremhæver Kirsten Justesen, at titlen refererer til When I’m Sixty-Four. Nu har hun selv 64-øjne og lyrikken lyder helt anderledes, end dengang hun dansede vildt til The Beatles. 

– Altså lavede jeg 64 – sysler og samlinger, og kataloget med underteksten Kulturhistorisk scrapbog. Kirsten Justesen og andre pigebørn født 1940-45. Jeg har haft alle veninderne af huset med til at samle historier, så jeg kan lægge vores fortællinger frem i et greb.

Det personlige er politisk 

Det har været en tidskrævende proces, men nu er de forskellige fortællinger kogt sammen til “hun”-tekster i kataloget, som er fordelt i årtier: 1940’ernes pige-døtre, 1950’ernes utilpashedens årti, 60’ernes opbruds-årti, 70’erne med kvindekamp og småbørn, 1980’erne karriererne, 1990’erne som koncentrationens årti, og nu overskudets årti. 

64 – sysler og samlinger fungerer altså som et klart feministiske projekt med koblingen af den private og den store historie, afsøgningen af det personlige som politisk? 

– Lige præcis. Det personlige er politisk. Kataloget skriver “hun”s historie – “hun” er gift, skilt, enke, kæreste, har børn, bonusbørn, eksmænd osv. Hvert eneste år har et opslag, med en madopskrift på den ene side og historiske gemmer med en fortælling på den anden, og så er det krydret med historiske noter, citater fra love og andet. 

Madsiderne starter med en ammepumpe, og går over tykmælk, æggesnaps og ristaffel. Og fra gemmerne ser vi min broderede hagesmæk syet af to lagner, eller fotografiet af mig som barn på min fars knæ, hvor han sidder stolt i officersuniform i maj 1945, lige efter befrielsen. Han var leder af den vestfynske modstandsbevægelse og modtog et takkebrev fra Eisenhower, som du kan se her. De private dokumenter spejler den store historie, og så er der på den anden side de historiske billeder, som prægede alle, og som jeg er nødt til at have med: paddehatteskyen over Hiroshima eller napalmpigen fra Vietnamkrigen.

Ruller en joint i Marimekko-kjole

Her er Barbiedukker, Christeltegninger og “hun” i Marimekko-kjole i færd med at rulle en joint. Der er Giro 413 og Rødstrømpesangbogen – med opskrift på, hvordan man kan trykke sin egen sang. Der er historiske noter, citater fra love om ligestilling eller gode citater, jeg har gemt i en æske i mange år. F.eks. Dronning Margrethes udtalelse: “Jeg er ikke den ketchup retterne krydres med” – eller den feministiske klassiker: “En kvinde uden mand er som en fisk uden cykel”. 

En feministisk dagsorden 

Scrapbogen spejler altså Kirsten Justesen og hendes jævnaldrende medsøstres år fra vugge til 64 med billeder og tekster, mad og sang, hvor store og små fortællinger flettes sammen i dette kulturhistoriske patchwork. Der er kun ganske få kunstværker med, heller ikke værker fra Kirsten Justesens mangeårige arbejde som professionel billedkunstner. En undtagelse er i 1983, hvor Kirsten Justesen lavede en forside til tidsskriftet Kvinder, hvor hun sad i redaktionen sammen med bl.a. Birgit Petersson og Lene Adler Petersen. Kvinder blev dannet i 1975 i kølvandet på Kvindeudstillingen, som Kirsten Justesen var med til at arrangere de første år. Her lavede hun et par radioudsendelser, som hun lige har genhørt, og er bestyrtet over, hvor mange af problemstillingerne, der stadig er aktuelle: 

– Det var rystende, det er som om der intet er sket. Danmark er sådan et bonderøvsland. I Sverige er de meget længere fremme i læsningen af disse ting, og implementering af lovgivning. Jeg er rystet over, at alt hvad der handler om ligestilling og ligeløn er gået i stå. 

Da jeg i 2003 sammen med andre kvindelige kunstnere lavede Før Usynligheden, konferencen om kønsdiskrimination i kunstverdenen, gik det for alvor op for mig, hvor sløvt det går i forhold til EUs mainstreamingskrav om ligestilling og ligeværdighed. Danmark ratificerer disse ting mange år efter de andre nordiske lande, og så bliver lovgivningen endda ikke formuleret helt præcist, som du også kan se i noter i 64-kataloget. Det virker som om, der intet er sket i forståelsen af, hvordan kvinder og børn placeres og hvilke rettigheder, de skal have. 

Ligestillingsproblematikken kom derfor til at fylde mere og mere i kataloget. Hvis du først har fået det feministiske blik på verden, kan du ikke vaske det af igen. 

Der er rigelig med kræfter, der arbejder på at fremme mænd

Midt i 1990’erne udstillede Kirsten Justesen på Galleri Bossky i København. Da jeg skulle anmelde udstillingen til Politiken, insisterede du på, at jeg ikke måtte kalde din kunst feministisk. Hvorfor? 

– Jamen, mit kunstprojekt er ikke primært feministisk. Det var det i 1970’erne med billedet af mig nøgen i indkøbsvognen. Mit atelier lå mellem køkkenet og barneværelset, og jeg prøvede at definere den kvindelige kunstner i det rum, fordi jeg fik børn. Der er ikke mange kvindelige kunstnere før mig, der har fået børn – Anne Marie Carl Nielsen fik nogle stykker, men var rimeligt velhavende. Jeg kan nævne mange eksempler på kvindelige kunstnere i min generation, som bevidst fravalgte at få børn. Eller fik panik lige inden biologisk lukketid, da karrieren var sat i gang. Så ja, jeg er feminist, men det er ikke altid det primære i mit kunstneriske arbejde. 

Det kunstpolitiske arbejde og engagement, det er til gengæld et klart feministisk anliggende for Kirsten Justesen. Hun har efterhånden siddet i en del fonde, og her har hun en tydelig feministisk dagsorden: 

– Du kan være helt tryg ved, at der er masser, der arbejder for at fremme mænd, det behøver jeg ikke at bruge kræfter på. Så det første jeg gør er at se, hvilken kvinde der kan matche dette legat eller denne position i udvalg eller lignende. 

Kirsten Justesen ser altså udelukkende sit feministiske projekt i sit politiske og samfundsmæssige arbejde og ikke som noget, der har med hendes kunstneriske produktion at gøre. Ikke desto mindre tolkes hendes værker tit som feministiske. 

– Jamen, det er bare fordi, jeg ofte bruger min egen krop som redskab i min kunst. Og det er faktisk en kvindes krop. Så man kan selvfølgelig tale om femininitet i forbindelse med mine arbejder. 

Kroppen som skulptur 

Spørgsmålet om, hvad kroppen repræsenterer, er et centralt omdrejningspunkt for mange feministiske kunstnere. Nogle har hyldet kvindekroppen og set det som frigørende. Andre mener, at man simpelthen ikke kan vise kvindekroppen, fordi den er overdetermineret som kønnet i vores kultur og ikke kan fremstå som “neutral” form på samme måde, som den mandlige krop kan. Den amerikanske, feministiske kunstner Mary Kelly mener for eksempel, at kvindekroppen er så objektgjort i den patriarkalske kultur og på en måde, som man ikke kan omgå, og derfor er det problematisk at arbejde med kvindekroppen som kunstner. Man kan ikke undgå at bidrage til objektiviseringen, mener hun. Men her er Kirsten Justesen ikke enig: 

– Jeg insisterer på, at kvindekroppen er lige så neutral som mandens. Kvindekroppen har en ganske særlig position i kunsthistorien, den har været et motiv til alle tider. Og min krop passer til proportioneringen af den klassiske skulptur – den refererer gudskelov ikke til Rubens’ svulstige proportioner fra barokken, men til 1800-tallets model. 

Kvinder ser og ses 

Kirsten Justesen understreger, at udgangspunktet for hendes brug af kroppen i billedhuggerarbejde var, at hendes krop passede til klassiske skulpturidealer. Hun gik på det Jyske Kunstakademi og fik en klassisk billedhuggeruddannelse hos professor Knud Nellemose. Hun ser Århus som byen, hvor det hele skete dengang, mens København var langt bagud, særligt når det gjaldt Kunstakademiet, hvor der “herskede fortid og eksistentielt optagede mørkemalere”. Men Willy Ørskovs bog Aflæsning af objekter, der kom i 1966, var med til at åbne op for noget nyt, og den var med til at give Kirsten Justesen det formelle redskab til at bevæge sig med kroppen ud i verden og arbejde i det cross-overlandskab, som hun har bevæget sig i siden. 

– Det startede med papkassen fra 1968, Skulptur II. Basalt set er en skulptur en sokkel med en form ovenpå, og det er tit en nøgen kvinde, der står der. Min Skulptur II er en papkasse med et sort/hvid fotografi af mig indeni. Den er altså identisk med den basale skulptur: Papkassen er en sokkel, du kan gå rundt om, og der er en kvinde i uden tøj på. Og så er det oven i købet kunstneren, der er gået ind i sit eget arbejde. Den kan foldes sammen og er nem at transportere. Det er simpelthen den ideelle skulptur, den repræsenterer en formel skulpturanalyse. Derfra kommer det. Så blev jeg gravid – og det var jo en fantastisk ny form. 

Skulptur II bliver tit tolket som en feministisk skulptur og ses som en problematisering af kvinden fanget i en fast form med henvisninger til både kunst og kulturens snærende rammer – også på den store udstilling om feministisk kunst i 1970’erne, Wack!, der turnerer i USA lige nu. Men den læsning er altså helt ved siden af din intention med skulpturen? 

– Ja, jeg bruger min egen krop som skulptur, fordi jeg kan bruge den som et fantastisk kunstnerisk materiale: Den er lige ved hånden, den kan tegnes og males. Kroppen bliver tyndere, tykkere, ældre. Den er i virkeligheden en form, som både fungerer som et lærred, du kan male i forhold til alle mulige litterære konnotationer, og samtidig er det ren form, det er skulptur, det er sansning, mødesteder, overflade, det er muligheder. Det er simpelthen det rigeste materiale til fortælling og sådan er menneskefiguren jo også altid blevet brugt i kunsthistorien. 

Kroppen som membran 

Udstillingen The Body as Membrane kuraterede Kirsten Justesen sammen med den østrigske kunstner Valie Export i 1996 til Kunsthallen Brandts Klædefabrik i Odense. Her blev en lang række internationale kvindelige kunstnere inviteret til Odense. Udstillingen var et resultat af mange års kontakt med den internationale kunstscene.