Kirsten Thorups forfatterskab er både populært blandt læsere og respekteret af kritikken, og det er på den baggrund svært at forstå, at der ikke er skrevet mere om hendes værker. Marianne Juhls Kirsten Thorup råder bod på det i en bog, der både læser på tværs af de centrale temaer i Thorups romaner, og som har kapitler viet til hver af hendes (foreløbigt) ni romaner. Bogen har således en klar todelt opbygning: første del handler om emner som “Identitet”, “Flugt” og “Familie”, mens anden del tager fat på romanerne en for en.

Juhls bog beskæftiger sig ikke med Thorups lyrik og kortprosa fra begyndelsen af forfatterskabet eller med hendes arbejde som dramaturg og manuskriptforfatter. Det er et forståeligt valg at lægge fokus på romanerne, men man savner eksempelvis et synspunkt på, hvad de tidlige værker og Thorups første romanBaby har med hinanden at gøre, eller om romanerne er påvirket eller upåvirket af manuskriptarbejderne. (I øvrigt hedder Juhls bogKirsten Thorups forfatterskab i Gyldendals følgebrev til anmelderne.)

Juhl og Thorup er generationsfæller

Bogen er velskrevet, letløbende og fyldt med gode tekstnære observationer. Juhl er god til at finde steder, der viser elementer af både mod og usikkerhed eller andre former for uafklarethed hos Thorups personer. Det er for eksempel øjenåbnende, at ordet “ingenmandsland” findes i alle Thorups romaner, som Juhl påpeger.
Juhl investerer også sig selv diskret som generationsfælle med Thorup i den udvikling, der er foregået i anden halvdel af det tyvende århundrede, og hun beskriver fint, hvor meget der er sket i den tid, hvor Thorup har været aktiv som forfatter. Det gælder ikke mindst i forhold til kønsrollerne og kvindernes muligheder for at bryde ud af fastlåste roller i samfundet, mens moderskabets unikke karakter fremhæves som et gennemgående og mere stabilt forhold hos Thorup.

Inspireret af Milan Kundera

Indledende præsenterer Juhl med inspiration fra Milan Kundera en stærk tese om Thorups forfatterskab. Kundera har argumenteret for at se romanens historie som en række af opdagelser, hvor romanforfatterne er i stand til at vise noget, som ikke er set før, og som kan fjerne det tæppe af forhåndsfortolkninger, som verden ellers ses med.
Uden at sætte Thorup op på en piedestal blandt Kunderas koryfæer fra verdenslitteraturen, påpeger hun, at Thorup har været med til at sætte fokus på oversete emner: ægteskabet med en homoseksuel i Bonsai, nyreligiøsiteten i Elskede ukendte, seniliteten beskrevet indefra i Ingenmandsland, og som måske ikke den afgjort første, men alligevel markante skildrer af kvindefrigørelsens omkostninger i Jonna-trilogien og af kvinders vilkår før de store forandringer i 1960’erne i Førkrigstid.

Juhls argument er også interessant i og med, at det kan fremføres stærkest på de senere romaner, hvor ikke mindst Bonsaiskomplekse opbygning og Ingenmandslands brug af en indre monolog, der bærer præg af Alzheimerens hærgen, er markante. Er det i virkeligheden i de senere værker, at Thorup for alvor folder sig ud som skarptseende og innovativ forfatter, hvilket de store romaner fra firserne dækker over i den almene forståelse af, hvor forfatterskabet er mest fascinerende?

Ikke at det tidlige værk ikke er godt, det vidner hendes lyrik og kortprosa i den grad også om, men at stereotypen om mindre senværker, der ikke føjer nyt til, i den grad dementeres hos Thorup. Som det også er tilfældet hos amerikanske Philip Roth, der med blandt andre Plottet mod Amerika har skrevet nogle af sine mest udfordrende værker på et tidspunkt, hvor mange mente, at der ikke ville komme mere at føje til.

Kommer langt i den tematiske tilgang

Juhl kommer langt med sin tematiske tilgang, og hendes første del bygger kapitel på kapitel overbevisende oven på hinanden ved eksempelvis at vise, hvordan fundamentale identitetsspørgsmål hos Thorup nuanceres af spørgsmål om social status og rollen som mor, og hvordan spørgsmål om normalitet og forandring præger forfatterskabet. Til gengæld tager konstruktionen lidt af luften ud af de enkelte romanlæsninger, hvor pointerne er foregrebet, uden at det dog er en større anke ved Kirsten Thorup.

Men mens Juhl har godt fat om det tematiske, så er der mindre interesse for og også et mindre godt greb om det formelle. I indledningen til kapitlet om Himmel og helvede er der nogle overvejelser over en stiludvikling fra konkretisme i Baby til en senere realisme, men det er i høj grad den tematiske behandling, der styrer bogen. Det bliver et problem, når den manglende interesse for denne side af Thorups forfatterskab negligeres, ikke mindst i forhold til en forfatter, der eksplicit vedkender sig påvirkningen fra 1960’ernes eksperimenterende kunst.

Juhl skriver eksempelvis om Ingenmandsland, at den var “en af de første danske romaner, der beskrev en gammel og svækket hovedperson så at sige indefra, ved at gengive hans forvirrede tanker, vrangforestillinger og hæmmede sprogevne med en autenticitet, man ikke troede mulig.” Men er det en korrekt eller god beskrivelse af et af romanens centrale greb? Er Thorups komposition ikke alt for sofistikeret til at blive købt som autenticitet? Snarere er der tale om en brug af nogle virkemidler fra et brudt sprog, men som samtidig er præget af andre interesser, der rækker ud over det autentiske og realistiske.

Romanforståelse med fokus på menneskers liv og færden

Juhl bruger i sin indledning litteraturforskeren Tzvestan Todorov som hjemmelsmand sammen med Kundera til at argumentere for, at fokus i romanforståelse bør flyttes væk fra formelle og tekniske analyser af litteraturens formsprog mod menneskets liv og færden.

Men man ville næppe læse Kundera, hvis det ikke var fordi, han netop har taget chancer med romanens form, og Todorov peger på, at det, at “[b]y using words in an evocative way and by using narratives, examples, and specific cases, the literary work produces a vibration of meaning, it sets off our faculty of symbolic interpretation, our capacity to associate and provoke a movement whose reverberations will continue long after the original contact.” Juhl forsømmer at vise, hvordan sproget får fremstillingen til at vibrere.

En anden svaghed ved Juhls bog er, at den ikke, for at sige det mildt, er generøs med hensyn til at trække på andre kritikeres erfaringer og synspunkter. Eksempelvis har Erik Skyum-Nielsen interviewet Thorup i Modsprogets proces og skrevet fremragende artikler om Thorups værker i Danske Digtere i det 20. Århundredeog Passage, og sidstnævnte sted har Jeppe Brixvold flot vist, hvor levende Thorups tidlige lyrik og kortprosa stadig er. Disse tekster kunne Juhl have brugt, når hun nu selv har valgt, på mange måder ganske fornuftigt, at begrænse sig til Thorups romaner. At Skyum-Nielsens tekster ikke engang er nævnt i bibliografien, er ubegribeligt.

Det til trods, så er Marianne Juhls Kirsten Thorup en tilgængelig og nyttig bog, ikke mindst i lyset af den sparsomme litteratur om Thorup, men den gør ikke Thorup fuld ret ved at læse hende så tematisk og ved ikke at gå i en større dialog med litteratur- og samfundskritik.