Da Sort Samvittighed i forrige weekend viste et show med en ny tolkning af Anne Linnets materiale, lod instruktøren Elisa Kragerup skuespilleren Kitt Maiken Mortensen få et ædeflip midt på scenen.
Til tonerne af Shit og Chanel- klassikeren Kvinde af i dag spiste hun bryllupskage, så flødeskummet stod hende om ørene.
»Kitt gjorde det på den dér typiske kvindelige måde, hvor hun lige skulle have et lille stykke til, og så et lille stykke mere, og så lidt mere. Da hun endelig trak hele fadet til sig og åd resten af kagen, lød der et brøl af begejstring fra det kvindelige publikum,« fortæller instruktøren Elisa Kragerup.
»De genkendte simpelthen sig selv. Og så griner man jo. Det gjorde vi også, da vi lavede scenen«, siger Elisa Kragerup.

Hellere alt for meget end for lidt

»Jeg har lært meget af at være med i Sort Samvittighed. Først og fremmest om, hvor vigtigt det er at gå hele vejen. »Hellere alt for meget end for lidt« var vores slogan under hele processen. Og jeg har det stadig sådan, at hver gang jeg spørger: “Kan man det?” Så ved jeg, at jeg SKAL gøre det,« siger Elisa Kragerup.
Den 33 årige Elisa Kragerup fik sit populære gennembrud, da hun i foråret sammen med resten af det kvindelige kunstnerkollektiv Sort Samvittighed lavede forestillingen Hvid Magi bygget over Anne Linnets musikunivers, der også omfatter musik til Tove Ditlevsens tekster, kendt fra pladerne Barndommens gade og Kvindesind.
Forestillingen spillede for fulde huse hele foråret og genopsættes på Betty Nansen til marts. Selv er Elisa Kragerup lige blevet ansat på Det Kongelige Teater, hvor hun sammen med en gruppe af sin generations mest talentfulde skuespillere, scenografer og instruktører skal give Det Kongelige Teaters bud på et “genopfundet” teater. Intet mindre.

Drive, der skal udfoldes sammen med andre

Det er et traditionelt mandefag, som Elisa Kragerup har taget på sig, men hun har aldrig været i tvivl om, at det var det, hun skulle, men på sin egen måde.
»På Statens Teaterskole fik vi en masse undervisning i at påtage os autoritet. Som instruktør lærte jeg for eksempel, at jeg skulle være i rummet, før skuespillerne kom ind, for så var rummet mit, « siger Elisa Kragerup og griner.
»Jeg synes egentlig bare, at det var lidt fjollet. Det faldt først på plads, da der var en lærer, som sagde til mig, at “autoritet er troværdighed”. Den har jeg taget til mig, ligesom jeg har lært, at tvivl er en del af jobbet, så jeg er ærlig omkring min egen utilstrækkelighed, for jeg kan ikke andet.«
Alligevel vil Elisa Kragerup gerne vedgå sig, at hun har et enormt drive til at bestemme den kreative atmosfære og sætte billeder og ord på sine visioner. Det skal bare helst ske i samarbejde med andre.
»Jeg kan godt have morgener, hvor jeg tænker: “Åh, er der ikke andre end mig, som skal bestemme i dag?”, for instruktørrollen er også ensom. Men jeg gør meget ud af at arbejde med relationer og at få skuespillerne til at føle, at stykket er lige så vigtigt, som jeg gør. Måske er det typisk for kvindelige instruktører. Jeg har i hvert fald svært ved at arbejde på en anden måde.«

Klassikernes passive kvinder provokerer Kragerup

I foråret har Elisa Kragerup modtaget Reumert-prisen som årets bedste instruktør for sit arbejde med Sort Samvittighed og forestillingen Hvid Magi, men også for sin opsætning af Goethes store kærlighedsdrama Den unge Werthers lidelser. En klassiker, hvor hun har brugt en stor del af sin kreative energi på at få særligt kvinderollerne til at give mening.
»Mange klassikere har jo kvinderoller, hvor kvinden kun er et objekt og ikke er noget i sig selv. Det provokerer mig, og jeg synes, at det er flovt at bede en anden kvinde om at spille sådan en rolle. Under arbejdet med Werther talte jeg meget med Maria Rossing, som spillede Lotte – den kvindelige hovedrolle. Vi ville gøre hende til en kvinde, som vi kunne forstå, for i stykket er hun kun et mål for Werthers forelskelse. Vi endte med at lave et greb, hvor Lotte forsøger at fremtvinge en reaktion hos Werther. Hvor hun råber og skriger for at få ham. Så hun handlede til sidst.«

Kønsskifte på scenen

At skifte køn på personerne er også et trick, som Elisa Kragerup har benyttet sig af, når de kvindelige karakterer skulle have flere nuancer. På teaterskolen har hun instrueret Friedrich Schillers teaterstykke Kabale og kærlighed fra 1784, hvor en adelig mand forelsker sig i en borgerlig pige. Men da datidens klassekonflikt ikke gav mening i en nutidig kontekst, valgte hun at lade stykket handle om to lesbiske teenagepiger.
»Det gjorde stykket langt mere interessant, og det gjorde noget ved begge roller, fordi de pludselig repræsenterede to sider af kvinders kærlighedsliv: Den eftergivende søde pige over for den kraftfuldt handlende kvinde.«

Mandlige skuespillere oplever stor glæde ved at spille kvinder

I Det gode menneske fra Sezuan af Bertolt Brecht, som Elisa Kragerup instruerer i øjeblikket, er kønnet også et centralt tema. Stykket handler om den gode prostituerede Shen Te, som må klæde sig ud som mand for at undgå at blive udnyttet. Her har Elisa Kragerup valgt at besætte rollerne med skuespillere af det modsatte køn.
»Det er blandt andet en mand, som spiller den store moderrolle Fru Yang, og her har vi talt om, at han ikke rent fysisk skal karikere en kvinde. Han skal ikke gøre sin stemme lysere og gangen påtaget let. I stedet handler det om finde frem til karakterens kerne. At finde den dybe moderlighed i sig selv, som er så stærk, at den nærmest kvæler barnet«, fortæller Elisa Kragerup, som oplever en enorm glæde hos de mandlige skuespillere, der får lov til at spille kvinderoller.
»De traditionelle manderoller er jo også låste, og mange skuespillere er drevet af at udforske så mange forskellige sider af mennesket som muligt. Pludselig får de lov til at udforske omsorgens væsen. Det er da befriende ikke altid at skulle være en stor handlende alfahan.«

Vi rummer begge sider

Netop begrænsninger i begge køns handlerum er en stor del af tematikken i Elisa Kragerups fortolkning af Brechts stykke.
»Shen Te har jo nærmest været et barn og møder alle andre mennesker med en godhed, som er naiv. Forklædt som mand, lærer hun at tage magt over andre og udnytte dem på samme måde, som hun er blevet udnyttet«, siger Elisa Kragerup, som holder meget af stykkets slutning.
»Shen Te opdager jo til sidst, at hun ikke kan leve spaltet. Nøglereplikken er “Jeg er dem begge.” Som mennesker er vi både onde og gode, fordi vi rummer evnen til at gøre hvad som helst. Det gælder måske også kønnet.«

Post-orgastisk blufærdighed iført havfruehale

I en ultrakort pause mellem to forestillinger på Det Kongelige Teater skal Elisa Kragerup til marts genopsætte succesforestillingen Hvid Magi på Betty Nansen Teatret. Det glæder hun sig meget til, for sammen med de andre kvinder i Sort Samvittighed har hun opbygget et rum, hvor alt kan lade sig gøre. Her kan man både gennemleve post-orgastisk blufærdighed iført havfruehale eller spille vanvittig punkrock på et legetøjs trommesæt. Måske netop fordi der ingen mænd er til stede.
»Der skal jo kun være en person af det modsatte køn til stede i et rum, for at energien bliver anderledes. I Sort Samvittighed er der ingen, som naturligt har taget manderollen på sig, så vi har selv gjort det. Da vi for eksempel lavede det store parforholdsmedley Bliv hos mig, hvor den ene ville blive og den anden var helt færdig, var det interessant, at det var to kvinder, som stod overfor hinanden. Typisk ville man nok vælge at lade manden være den afvisende, og kvinden være hende, som tryglede om, at han skulle blive,« fortæller Elisa Kragerup, som betegner Sort Samvittighed som et stort Ja-rum, hvor alt har kunnet lade sig gøre, og hvor den fælles begejstring hele tiden har ægget dem til at gå lidt længere. Fra scenografen, hvis visioner er blevet vildere og vildere, til skuespillerne, som har fået mod til at udstille de sider af sig selv, som de traditionelle kvinderoller ikke rummer.
»Arbejdet med kunst betyder, at man bliver opmærksom på egne begrænsninger og fordomme og kan bearbejde dem. Og her har vi især bearbejdet de begrænsninger, som er en del af kvinderollen i dag. Vi har haft modet til ikke bare at vise liderligheden og vreden, men også den sårbarhed og kærlighedslængsel, som mange kvinder har svært ved at udtrykke i dag. Og så har det været sjovt. Vi har grinet så meget,« siger Elisa Kragerup og fortsætter:
»Hvis det havde været mænd, som havde lavet Hvid Magi, så havde det været en helt anden forestilling. Det havde nok været endnu mere grænseoverskridende, fordi Anne Linnets tekster udtrykker så stor sårbarhed. Måske burde man gøre det en anden gang.«