De ventede på, at deres mænd skulle vende tilbage fra dagens arbejde på havet og på markerne, da en gigantisk bølge pludselig viste sig i horisonten, slog ind over land og i løbet af få minutter ændrede deres liv. 

Da tsunamien den 26. december 2004 ramte Indonesiens kyster, blev tusinder af huse, byer og menneskeliv slået i stykker. Langt de fleste liv, der endte, var kvindeliv. Mere end 75 % af de omkomne i Indonesiens værst ramte område, Aceh, var kvinder, viser undersøgelser fra den britiske organisation Oxfam International

Kvinderne havde ifølge Oxfam sværere end mændene ved at løbe fra vandmasserne, og de var, modsat mændene, hjemme i deres huse.

Tsunamien satte en tyk streg under en gammel problematik: Mænd og kvinder har forskellige livsvilkår. Derfor rammer begivenheder som naturkatastrofer også de to køn forskelligt. Den problematik er nu med de globale klimaforandringer pludselig blevet mere aktuel end nogensinde.

De mest sårbare

Fremtidsudsigterne for kloden varsler et markant forandret vejr. I klimaforskernes krystalkugle ligger der mange flere naturkatastrofer og venter. Samtidig vil vejret generelt blive mere ekstremt. Tørke, hedebølger og oversvømmelser er nogle af de konkrete udtryk for fremtidens forandrede klima.

Det vil især ramme den fattige del af verden hårdt. 
For det første fordi en stor del af de ekstreme vejrforandringer og naturkatastrofer vil finde sted her. Ifølge Oxfam lagde den tredje verden land til hele 94 procent af verdens naturkatastrofer mellem 1990 og 1998. 

For det andet, fordi den vigtigste ernæringsvej i udviklingslandene er landbrug, og netop landbruget vil blive ramt hårdt, når tørke og oversvømmelser sætter ind.

Fattige mennesker, der lever af landbrug, vil i værste fald hverken have afgrøder at sælge eller spise, og de vil ikke have et socialt sikkerhedsnet at falde tilbage på.

Men internt blandt de fattige vil klimaforandringerne betyde noget forskelligt – alt efter hvilket køn, den enkelte tilhører.

– Eftersom kvinder udgør den største andel af de fattige i udviklingslandene og i samfund, der er stærkt afhængigt af lokale naturressourcer, vil kvinder også blive mere udsatte for effekterne af klimaforandringerne, lyder det fra Ulrike Röhr, talskvinde for Gender CC, et globalt køn & klimanetværk, der blev etableret under FN’s klimakonference COP13 på Bali og består af ngo’er og FN-organisationer.

I mange udviklingslande ligger kvinders hovedopgaver i hjemmet og i landbruget. Derfor vil deres arbejdsbyrde stige i takt med, at vejret forandrer sig. Hvis det bjergområde, en sydamerikansk kvinde dyrker kartofler på, ændrer sig, må hun gå endnu længere op ad bjerget for at finde nye områder. Hvis en flod udtørrer, som afrikanske kvinder henter vand til husholdningen fra, kan der være mange kilometer at gå til den næste. Det kan betyde fare.

– Vi ser i forvejen i konfliktramte lande som Congo og Sudan, at de fleste seksuelle overgreb på kvinder finder sted, når de er ude for at dyrke mad eller hente vand. Hvis de fremover skal gå endnu længere væk, er deres sikkerhed i fare,” siger Maria Glindvad fra den danske NGO Kvindernes Ulandsudvalg (KULU), der arbejder tæt sammen med især afrikanske kvindeorganisationer på området køn og klima.
 

Slaget om vandet

Men det er ikke kun i landområderne, at kvinder vil mærkes af klimaforandringer. Også i byerne og alle steder, hvor der er brug for vand, varsler klimaforandringerne nye tider. For hvis der bliver mindre vand at bruge, bliver der tilsvarende mere kamp om vandet. Og taberne er de med færrest økonomiske og politiske ressourcer, dvs. fattige herunder især kvinder. 

Det viser et stort forskningsprojekt fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Her har forskere undersøgt vandkonflikter- og samarbejder gennem ti år i fem distrikter i verden, bl.a. i Nicaragua. Selvom Nicaraguas vandlov siger, at drikkevand skal prioriteres over vand til vanding af marker og kvæg, så ender konkurrencen om vandet ofte omvendt i praksis. Store kvæg- og grøntsags producenter vinder slaget om vandet over fattige kvinder, der gerne vil bruge vandet til at vaske tøj eller lave mad.

– Så må kvinderne tage til takke med mindre vand eller dårligere vand. Hvis klimaforandringerne kommer til at betyde større udsving i vandmængden, vil kvindernes arbejdsopgaver derfor også blive sværere at løse. Fx hvis den flod, de henter vand i, bliver hegnet ind af en konkurrent til vandet, siger ph.d. Helle Munk Ravnborg, der står bag forskningsprojektet Competing for Water og er leder af forskningsenheden Naturressourcer og Fattigdom på DIIS.
 

Ligestilling i fare

Mange frygter, at klimaforandringernes særlige effekter på kvinder vil få langsigtede konsekvenser for ligestillingen. 

– Når der bliver mindre tid til opgaverne, så holder en kvinde typisk en datter hjemme fra skole for at få løst de huslige opgaver, hun ikke selv kan nå, hvis hun skal gå længere for fx at hente vand. Uanset hvor i verden, man er, bliver drenge prioriteret i forhold til uddannelse, siger Maria Glindvad fra KULU.

Mere arbejde i hjemmet giver mindre adgang til skole og arbejdsmarkedet. 

Og hvis klimaforandringerne gør flere folk syge, vil det også betyde ekstra arbejde til kvinderne, der traditionelt tager sig af syge, børn og ældre. 

Selv har kvinder i nogle udviklingslande også større risiko for at blive syge end mænd, fordi deres sundhedstilstand og adgang til sundhedsydelser er dårligere. 

I Bangladesh, der flere gange er blevet ramt af naturkatastrofer, har kvinder ifølge Verdensbanken en gennemsnitlig kortere levealder end mænd, fordi deres sundhedstilstand er ringere. Derfor bliver kvinder i landet også ramt hårdere af naturkatastrofer end mænd.
 

Kønsroller med konsekvens

Bangladesh er et af de lande i verden, der både har stor fattigdom og har udsigt til blive ramt af truende klimaforandringer såvel som naturkatastrofer. Landet bliver i forvejen med jævne mellemrum ramt af tropiske cykloner og er oversvømmet i perioder. FN’s klimapanel advarer om, at det vil blive værre i fremtiden, hvis vandstanden i havet vokser og isen smelter fra bjergene i Himalaya. For kvinderne er det fatalt. 

Under cyklonen i Bangladesh i 1991 var 90 % af de omkomne kvinder. Det skyldtes religiøse skikke og kvinders anseelse i det overvejende muslimske samfund, mener eksperter. Oxfam udgav i 2002 bogen Gender, Development and Climate Change, der så nærmere på det høje kvindedødstal i Bangladesh. Ifølge bogen døde mange kvinder under cyklonen, fordi de af hensyn til deres ære ikke kunne gå alene ud uden en mandlig slægtning og søge beskyttelse i beskyttelsestilbud såsom madrassaer (koranskoler), hvor de var tvunget til at være i selskab med fremmede mænd. Derfor døde mange kvinder i deres hjem, hvor de ventede på, at en mandlig slægtning ville hente dem.

Kvinder kunne heller ikke vise sig offentligt i beskyttelsesrum eller andre steder, hvor man kunne søge hjælp, når de var iklædt vådt tøj, hvilket de fleste selvsagt havde efter oversvømmelsen. Og deres klædestykker gjorde det svært at flygte fra oversvømmelserne, ligesom de færreste kunne svømme, da dette ikke er en velanset aktivitet blandt kvinder. 

Derfor var Bangladeshs FN-ambassadør en af dem, der krævede køn ind i den globale klimadebat, da FN’s kvindekommission holdt sin 52. samling i 2008.

– Klimaforandringer er ikke et kønsneutralt fænomen. Kvinder og børn er generelt mere sårbare over for effekten af klimaforandringer. Derfor er det magtpåliggende at få integreret et kønsperspektiv i klimadebatten, sagde Ismat Jahan, Bangladeshs ambassadør i FN.

Erfaringen fra Bangladesh viste, hvor stor en rolle køn spiller i overlevelsesprocessen under en naturkatastrofe. Men den viste også, hvor vigtigt det er, at have kønsbriller på, når katastrofer skal forebygges. For kvinderne i Bangladesh havde ikke fået forvarsler om cyklonens komme. De officielle advarsler nåede aldrig kvinderne, fordi de blev givet til mænd på offentlige steder og sjældent kommunikeret ud til kvinderne og resten af familien.
 

Bedre viden ønskes

Netop adgang til viden, information, forvarsler og meteorologiske vejrudsigter er det, flere klimaeksperter peger på som noget af det vigtigste for verdens fattige, hvis de skal tilpasse sig et ændret klima.

Den internationale ekspertkommission Commission on Climate Change and Development, der blev nedsat af Sveriges regering i 2007, udgav i 2009 sin slutrapport. Kommissionen har blandt andre undersøgt, hvordan fattige udviklingslande kan tilpasse sig de kommende klimaforandringer og reducere risikoen for humanitære katastrofer. Konklusionen var, at de fattige skal have adgang til viden. De skal styrkes, så de kan stå bedre imod, hvis klimaet forandrer sig.

I Mali er bønderne fx vant til, at regnen kommer, når storken er landet fra Europa. Men hvad sker der, når storken ikke længere kommer? Hvordan kan man så få viden om det kommende vejr? Og hvad med de afgrøder, der ikke kan tåle for meget tørke eller vand?

– Jeg har en have, og jeg kan gå ned til en planteskole for at få at vide, hvilke blomster, jeg skal så, når meteorologerne siger, det bliver en våd sommer. Den adgang til information har de fattige ikke – fx til regionale vejrudsigter eller til viden om, hvilke nye afgrøder, de kunne begynde at dyrke, hvis regnen udebliver, siger Nana Hvidt, direktør for DIIS og medlem af Commission on Climate Change and Development.

Noget af informationen findes dog allerede i landene, men det når ikke ud til dem, der har brug for det. 
– Det rammer selvfølgelig kvinderne, for de har i forvejen ringere adgang til information og historisk set færre rettigheder end mænd.
 

Kvinder med på råd

Kvinder skal i det hele taget inddrages langt mere i beslutningsprocesserne i klimakampen, hvis samfundet skal hænge sammen, når klimaforandringerne sætter ind, lyder kravet fra både NGOer og kvindelige politikere. Og det har hidtil ikke altid været tilfældet. 

Som et led i klimakampen har alle lande lavet særlige politikker, der skal mindske CO2-udslippet ved fx at investere i alternativ energi. Flere lande har også fredet skovområder, der er livsvigtige for at mindske drivhuseffekten.

Men det har konsekvenser for kvinderne, hvis de ikke længere må hente brændsel i den skov, de plejer. Så skal de gå endnu længere – eller finde alternative muligheder til at tjene penge. Og selvom der i nogle af fredningsprojekterne er tænkt på at skabe nye jobs som erstatning for tabt indkomst, er kvinderne ikke altid tænkt med.

I Bolivia blev et stort og prestigefyldt klimaprojekt søsat i 1996 i San Ignacio de Velasco, Santa Cruz. The Noel Kempff Mercado Climate Action Project er verdens største skovbaserede CO2-projekt. Det skulle nedbringe udslippet af drivhusgasser og skabe bæredygtig udvikling ved at opkøbe land i Amazonas og udvideNoel Kempff nationalparken. 

Men kvinderne blev ladt udenfor alle vigtige beslutningsorganer, viser forskning fra University of East Anglia, Norwich, hvor ph.d.-forskeren Emily Boyd undersøgte kønsperspektiverne i projektet. Bestyrelsen for parken havde ingen kvindelige medlemmer. NGO-lederne var også mænd. Kun få kvinder deltog i de offentlige møder. Og de job, der blev skabt, da området skulle laves til nationalpark, blev med få undtagelser besat af mænd. Det betød, at kvinderne havde svært ved at få tingene til at løbe rundt – ikke mindst, hvis de var eneforsørgere i en husholdning. 

Fx fik mændene vedtaget, at lokalsamfundet nu skulle kaste sig over store kvægrancher som ny indtjeningsmodel. Men de husholdninger, der havde kvinder som eneforsørgere, kunne ikke deltage i projektet, da de ikke havde mandlig arbejdskraft til rådighed til det hårde fysiske arbejde.

Deres problemer blev heller ikke hørt. Flere af kvinderne klagede fx over forurenet vand i vandpumpen. Et emne af stor helbredsmæssig betydning. Men mændene overhørte klagerne og valgte i stedet at diskutere kvæg- og bådlån, så vandproblemet blev aldrig løst.
 

Den gode historie

Klimaforandringerne giver altså store udfordringer for kvinder i udviklingslandene. Men de kan også være en kilde til fornyelse – og i sidste ende måske mere ligestilling.

– Den positive historie, vi hører nu fra vores afrikanske samarbejdspartnere, er, at klimaforandringerne skaber nye kvindelige iværksættere. Afrikanske kvinder deler ny viden og erfaringer på tværs af landegrænser – hvis noget virker i Mali, så virker det sikkert også i Tanzania eller Kenya, siger Maria Glindvad fra danske KULU.

I Sydafrika har kvinder lært at lave deres egne solenergiceller, så de kan producere energi selv. Den viden giver de videre til andre kvinder. Cellerne bruges både i deres hjem og kan sælges videre.

Og i Mali har kvinder, der lever af landbrug, fået stor succes med at eksperimentere med en ny afgrøde, der kan tåle mere ekstremt vejr. De dyrker nu nøddebuske. Buskene kan bruges til pindebrænde, nødderne laves til nøddecreme og sælges til brug for skønhedsprodukter. 

– Kvinderne bliver selvhjulpne og er med til at sætte et bæredygtigt forbrug i gang. Men det kræver, de bliver finansieret, hvis den gode udvikling skal fortsætte, siger Maria Glindvad.

Da EU-kommissionens vicepræsident Margot Wallström i marts holdt tale i den vestafrikanske stat Liberia, var hendes budskab til kvinderne også, at de kan blive de nye rollemodeller i en klimaforandret verden.

– Kvinder kan være agenter for forandring i deres hjem, lokalsamfund og i samfundet generelt. De kan indføre nye bæredygtige energiformer i husholdningen. Gennem deres særlige rolle i børneopdragelsen kan de promovere forandring i de menneskelige, økonomiske og miljømæssige aktiviteter, sagde hun.

Artiklen er første gang publiceret i en engelsk udgave i NIKKs magasin temanummer ‘Gender and Climate Change. Cool Down’.