Karl Ove Knausgaard har skrevet en klassisk dannelsesroman om udviklingen fra umoden ung mand til reflekteret, moden mand. Romanen går i sporene af den klassiske forløber for genren, Goethes Wilhelm Meisters Læreår (1795), og den handler om hvordan Karl Ove skal kunne leve sit liv helt og fuldt som et frit menneske i forhold til de krav som samfundet og ikke mindst familien stiller. Knausgaard har skrevet en bog på over 3500 sider om udviklingen til den lille mand i den store verden. Han skriver om det nære, samtidig med at det så åbenlyst er det alment menneskelige. Det der gør denne bog så vigtig og formidabel er at den er stærkt selvransagende i forhold til mandligheden, den går direkte ind i diskussionen om kærlighedens vilkår i nutidens ligestillede familie, og den blotlægger faderskabets betydning i sønnens liv.
At vi har med en dannelsesroman at gøre, blev ikke tydeligt før i bind 6 af Min kamp. I fem bind kæmpede Karl Ove med sig selv og sin far, samtidig med at årene gik, fra barndom, ungdom, de tidlige voksenår og frem til familie og faderskab. Selv da Knausgaard, som en frustreret og fortvivlet far til tre i Malmø, begynder at skrive bogen, er der ingen tegn på modenhed. Tværtimod er opløsning og potentielt sammenbrud den situation der tvinger Karl Ove til at sætte sig ned og skrive om sit liv, for om muligt at få hold om det gennem den brutalt ærlige skriveproces. Og i bind 6 viser det sig at han har klaret det. Han er kommet frem til en ny indsigt der gør livet i familien muligt. Det vender jeg tilbage til senere. Først må vi finde ud af hvad dette egentlig handler om.
Hovedpersonen i romanen er forfatteren selv, Karl Ove Knausgaard. Hans far er en far der hører en forgangen periode til. Karl Ove forsøger derimod at etablere et tidssvarende faderskab, et omsorgsfuldt og nærværende faderskab. Dette er i en nøddeskal den formidable ændring i faderskabets historie der begynder omkring 1970, og som stadig foregår: ønsket om og forsøget på at være far på en anden måde, en ny måde. I Min kamp beskriver Knausgaard den kontinuerlige kamp han i første omgang har ført mod sin far for at kunne etablere et jeg, en identitet og position uden for faderens stadigt overvågende tyranni, og derefter i anden omgang kampen for at etablere et faderskab over for sine tre børn, et faderskab der består af nærhed, kærlighed og et indgående kendskab til dem. Den nye intimitet i far-barnrelationen består ikke bare i at være mere til stede eller at tage sin forpligtende del af opgaverne, den består i rent faktisk at vide hvem børnene er, kende dem og forstå hvad de forsøger at give udtryk for i deres liv. Og i hvordan han skal kunne fortsætte med at leve et liv hvor han både er en god far og samtidig har tid og mulighed for at skrive. For det er forfatter han først og fremmest er, og det er skrivningen der giver ham den største glæde overhovedet. Og dog har han tre børn, og på baggrund af sine egne erfaringer, og som en mand af vor tid, bliver det dermed også vigtigt at skabe en nærværende faderrolle.
Min kamp er et enestående bidrag til faderskabslitteraturen med sit uhørte omfang og sine detaljerede beskrivelser af hverdagssituationer hvor faderen på mange måder spiller en direkte og indirekte rolle i Karl Oves liv (jeg bruger navnet Karl Ove når jeg taler om hovedpersonen i bogen). Af bogens seks bind på tilsammen ca. 3500 sider udgør de to første bind en slags rammefortælling der binder livet fra barndommen og forholdet til faderen sammen med nutiden, og med forsøget på at etablere sin eget faderskab som far til tre små børn. Bind 3, 4, og 5 er i den henseende udfyldende bøger der fortæller om det levede liv som barn, ung og ung voksen. I den sjette og sidste del af værket er vi tilbage i et her og nu med udgivelsen af de første bind, et langt kapitel om Hitler og til sidst en tilbagevenden til familien og til kæresten Linda. Den sidste del er helt afgørende for dannelsesromanen Min kamp.
Bind 3, 4 og 5 udfylder den problemstilling som blev rejst i de to første bøger, og giver dybde og mening til den kamp som Karl Ove kæmper i forhold til faderen og sit ønske om at skabe sig et liv uden for faderens kontrol. Og når det gælder kontrol, taler vi ikke først og fremmest om den rent fysiske kontrol, men om den psykiske kontrol der er internaliseret i Karl Ove, og som gør at han lever i en permanent splittelse af på den ene side fornedrelse og selvudslettelse (overvåget af faderens nedladende blik) og på den anden side storhedsfølelse og længslen efter at komme væk fra det trivielle (uden for faderens blik).
 
Denne splittelse bliver beskrevet således i bind 2: “Der var kun det små, selvudslettende, og det store, afstandsskabende (…) Så det liv jeg levede, var ikke mit eget. Jeg forsøgte at gøre det til mit, det var den kamp jeg førte, for det ville jeg jo gerne, men det mislykkedes for mig, længslen efter noget andet udhulede fuldstændig alt det jeg gjorde.” (2:77)
Når Karl Ove selv skal forsøge at svare på hvorfor det er sådan, svarer han med en helt traditionel mandlig eksternalisering af sine egne følelsesmæssige problemer. Han stiller spørgsmålet og svarer følgende:
“Hvad var problemet? Var det den skingre, forkvaklede tone der kunne høres overalt i samfundet, jeg ikke kunne holde ud, den der steg op fra alle de pseudo-mennesker, pseudo-steder, pseudo-begivenheder og pseudo-konflikter vi levede vores liv igennem (…)” (2:77)
Når Karl Ove gransker sin egen utilstrækkelighed som mand og far, vender han sjældent blikket indad mod sig selv for at finde svar. Han vender det hellere udad og anklager det overfladiske samfund, kritiserer manglen på romantisk ægthed eller ligestillingens hulhed. Dermed står vi over for en vældig interessant tekst, der er mere intim og selvudleverende end den meste anden litteratur, samtidig med at den kun i ringe grad er introspektiv og selvgranskende på det dybere plan der har med Karl Oves forståelse af sig selv som mand at gøre. For at komme til det må vi uddybe faderens rolle.
I modtagelsen af Knausgaards bogprojekt har der været meget opmærksomhed knyttet til det faktum at bogen er stærkt dokumentarisk. De fleste figurer i bogen er virkelige personer, der optræder med deres virkelige navne. De fleste begivenheder er hentet fra Knausgaards eget liv. I den forstand er hverken plot og figurer fiktive, men virkelige. Fiktionen, der udgør grundlaget for at bogen kaldes for roman, ligger i selve fortællemåden. Her er indre monologer og direkte dialoger der åbenlyst er digtet eller gendigtet. Anskuet sådan er bogen en hybrid, en mellemting mellem fakta og fiktion, og kan bedst betegnes som romandokumentar. At Knausgaard kombinerer fakta og fiktion gør imidlertid bogen rigere og langt mere detaljeret i beskrivelsen af livet selv. Kombinationen af fiktion og fakta skaber således ikke splittelse eller disharmoni. Fiktionaliteten underbygger tværtimod oplevelsen af det reelle og det virkelige i bogen. Bogens både-og, både fiktion og dokumentar (Melberg 2005) medfører at den kommer ind til noget i det levede liv der fascinerer og fænger. Det er imidlertid ikke selve kombinationen af det faktiske og det fiktive der udgør det særegne ved Min kamp, dertil findes der for mange lignende skriftprojekter (Melberg 2005). Knausgaards ekstraordinære bidrag består i intensiteten, detaljeretheden og det tilsyneladende grænseløse i selvudleveringen.
Fokus ligger på det meningsskabende. Knausgaards projekt er at forfølge de små tegn og se hvor de leder ham hen i hans forsøg på at skabe mening i livet. Som kommentatorer kan vi ikke andet end at fortsætte ad det spor han lægger ud, og videreudvikle det fortolkende og meningsskabende arbejde. Det er ikke romanen Min kamp der er hovedårsagen til den fascination værket udøver, men det forhold at Knausgaard må ind til det reelle, det virkelige for at kunne komme ned til det egentlige som han i hele sin tid som romanforfatter har forsøgt at nå. Det han ikke har kunnet skrive om som fiktionsforfatter, og det drejer sig hovedsageligt om faderen, er det nu muligt at skrive om idet han begynder at skrive sit liv uden tanke for selve det litterære.
Knausgaard begynder på sit skriveprojekt på det tidspunkt hvor hans liv som far til tre er ved at falde fra hinanden, hvor kaos er mere end tydeligt og skænderierne og aggressionerne gør tilværelsen umulig. Han begynder at skrive da han og Linda erkender at de ikke kan fortsætte, “vi måtte ud af det, og ind i noget andet.” (2:641) På det tidspunkt sætter Karl Ove sig ned og begynder at skrive, ser sig selv i øjnene, ser sit eget dystre blik og spørger sig selv: Hvad er det der har sat sig i det? Og han fortsætter: “Næste dag fortsatte jeg. Tanken var at jeg ville komme så tæt på mit liv som muligt, så jeg skrev om Linda og John der lå og sov i værelset ved siden af, Vanja og Heidi der var i børnehaven, udsigten fra vinduet, musikken jeg hørte,” (2:641) og “næste dag begyndte jeg at skrive om det forår far flyttede fra mig og mor, og selv om jeg hadede hver en sætning, bestemte jeg mig for at blive i det, jeg måtte gennem det, fortælle den historie jeg så længe havde forsøgt at fortælle.” (2:642)
Fortællingen om faderen er da også en bevægende, tragisk og forfærdelig historie om en søn der føler sig fuldstændig overvåget og kontrolleret af faderens ord og blik. Faderen ser tilsyneladende alt og hører tilsyneladende alt, og erobrer derfor på mange måder Karl Oves indre univers. Faderens afstraffende reaktioner er kontante og nådesløse, og der findes ingen udvej, ingen kompromiser eller alternative løsninger. Faderens reaktion er absolut. Derfor lever også Karl Ove med absolutter. Det er enten tvivl og fornedrelse, eller flugt.
I bind 2 fortæller Karl Ove om en episode hvor han har mistet en sok i svømmehallen, og hvor han er i total panik fordi han ved hvordan faderen vil reagere. Om sin far siger han til sine venner: “Han er en satan. Jeg var bange for ham. Rædselsslagen. Jeg kan huske engang … “(2:333). Karl Ove kan ikke finde strømpen og må tage hjem med bare en strømpe. Han håber at faderen ikke er der, eller at han ikke ser ham når han kommer hjem, men:
– Åbner døren. Der er ingen. Begynder at tage skoene af. Og hvem kommer der? Far. Og hvad gør han? Han bliver stående og ser på at jeg tager tøjet af.
– Hvad skete der? sagde Helena.
– Han smækkede mig en og sagde at jeg aldrig fik lov til at gå i svømmehallen igen, sagde jeg og smilede. (2:334)
Hændelsen er en af de mange hvor Karl Ove oplever at faderen altid ved hvad der er sket. Hvor det tilfældige i situationen ikke er tilfældigt, men determineret, bestemt af faderens panoptiske blik. Bind 3 handler i sin helhed om Karl Oves barndom og giver et detaljeret indblik i den måde hvorpå faderen overvåger, oppasser og disciplinerer sønnen. Det tydeligste billede af faderens evne til at se alt finder man dog i en af Knausgaards tidligere romaner En tid for alt, 2004 (da. Alting har en tid, 2007). Temaet i denne forunderlige roman er englenes historie, men i og med at englene primært er til stede i 1. Mosebog, er romanen også en tematisering af menneskenes liv i begyndelsen, set fra menneskenes sted. I en af bogens scener forsøger Adam og Eva at gemme sig for Gud efter at Eva har spist af æblet og synden er kommet til mennesket. De skammer sig over sig selv og det de har gjort. Men spørgsmålet er hvordan man skal kunne gemme sig for Gud. Det kan ikke lade sig gøre.
Og naturligvis kunne de blive ved med at gemme sig, snige sig omkring i skoven, gemme sig bag et træ eller en sten hver gang de hørte ham komme, men i længden ville det at de gemte sig blive et tegn på at de forsøgte at skjule noget, og skammen ville vokse og vokse i dem (Alting har en tid, s. 43).
Hvad enten Adam og Eva kan gemme sig eller ej, så findes der ingen beskyttelse mod den skam de føler over for Gud. Sådan er det også for Karl Ove. Om han bliver set eller ej, er ikke afgørende. Lige meget hvad, er skammen en del af ham, og han krymper sig ved visheden om at han kan blive set når som helst. Følelsen af at være lille, ubetydelig og skyldig er uundgåelig.
Portrættet af faderen viser en mand der bliver far i 70’erne, og som forsøger at leve op til mere moderne former for familiedannelse og familiepraksis. Han tager del i madlavning, rengøring, tøjvask. På den ene side er han i stand til at varetage en husholdning rent praktisk; på den anden side bryder han med den traditionelle mandlige forestilling om at mænd skal kunne reparere og ordne. Hans kone er også udearbejdende, og familien praktiserer dermed ikke den foregående periodes klassiske kønsdualistiske arbejdsdeling. Faderen og familien er på mange måder repræsentanter for den nye moderne organisering af en familie.
Faderen er således ikke en klassisk tyran (i patriarkalsk forstand) eller en fraværende far. Han er heller ikke en intim eller distanceret far i rendyrket skikkelse. Karl Oves far er en overgangsfigur der svinger mellem flere af disse former. Han nærmer sig, eller forsøger at etablere, et intimt faderskab med viden om børnene og deltagende omsorg og ansvar for dem. Han har for eksempel eneansvaret for de to drenge igennem et helt år (weekenderne undtaget), hvor moderen er rejst væk for at tage en efteruddannelse (bind 3). Men faderen har imidlertid slet ikke kompetencen, eller viljen, eller evnen til at praktisere et intimt faderskab. Han svinger i stedet mellem at være en distanceret og en tyrannisk far. Store del af sin tid derhjemme tilbringer han på sit kontor, på afstand af drengene, for hvem kontoret er forbudt område, og meget tit slår hele opdragerprojektet revner og bliver til en tyrannisk praksis, hvor han straffer børnene uforbeholdent og uden evne til tilgivelse, imødekommenhed og forståelse. Dette gør at begge drenge bliver virkelig bange for faderen og disponerer meget af tiden derhjemme sådan at de undgår at støde på faderen rundt om i huset, og hvis de skal være i samme rum som ham, forsøger at undgå at sige ting der kan virke provokerende.
Det år hvor faderen bor alene med børnene, laver han mad til dem hver dag, og de spiser sammen, men de taler stort set ikke sammen, ud over de helt formelle afleveringer af rapporter om skoledagen, lektier og den slags. Situationen er behersket af en knugende tavshed og et følelsesmæssigt rædselsregime. Denne position der veksler mellem at være udtryk for en rent praktisk og formel ansvarlighed i hjemmesfæren, og en følelsesmæssigt distanceret og til dels tyrannisk nærhed i forhold til børnene, gør det svært for moderen og omverdenen at gennemskue faderens dobbelthed. Man bliver forført af hans deltagelse og evne til at tilpasse sig en ny tid med ligestilling og arbejdsdeling, og ser ikke hans absolutistiske enevælde i den nære omgang med børnene.
Karl Oves far er en mand der til en vis grad praktiserer ligestilling gennem sin deltagelse i arbejdsopgaverne i hjemmet, men som ikke har nogen følelse eller forståelse for hvad omsorg for børn vil sige.
Dette forhold tydeliggør at det i overgangen fra et fraværende til et nærværende faderskab ikke er nok at være deltagende og udføre sine pligter, man må faktisk føle for det og besidde en udviklet evne til omsorg for at kunne give børnene en reel omsorg. Karl Oves problem bliver jo ikke at faderen er fraværende, men at han faktisk er der, og han er der i den grad at børnene altid føler sig overvåget og dermed lever under et potentielt pres hvor straffen kan ramme dem når som helst. Vi har altså et faderskab der er nærværende, men følelsesmæssigt fraværende og distanceret. Dette peger på at det hvad angår ændringen af faderskabet i ligestillingens tidsalder, set i et barneperspektiv, ikke er nok at fædrene ændrer deres praksis. De skal også ændre deres følelsesmæssige investering og holdning for at børnene kan erfare et nyt faderskab. Heri ligger der en væsentlig forskel mellem at kunne se sine børn og at overvåge dem, sådan som Karl Oves far gør. Han ser dem ikke sådan som de er, men børnene bliver set på en sådan måde at de altid føler sig dårligt tilpas og utilstrækkelige. I dette ligger en problematisering af maskuliniteten, og ikke bare af faderskabets praksis som sådan. Det er dette Knausgaard tematiserer i Min kamp. Faderens tyranni over for børnene er et resultat af det rolletyranni han selv er vokset op med, og i sidste instans er det internaliseret i fædrenes og mændenes hoveder. En reel ændring af faderskabet indebærer derfor også en ændring af maskuliniteten.
Karl Oves far formår ikke at leve med den iboende dobbelthed af delvis familiemæssig modernitet og undertrykte, følelsesmæssigt umodne maskuline væremåder. Da børnene er blevet store, indleder han en systematisk og tilbundsgående druktur der ender med en dramatisk alkoholdød. Faderen bliver en falden mand, der ikke kan holde sin egen sammensathed af aggression, fortvivlelse og fravær af mening ud. Som vi skal se, præger denne dobbelthed også den voksne Karl Ove og truer også ham med stadige fald.
Karl Ove slipper ikke fra opvæksten med faderen uden men. Han vokser op med en grundlæggende følelse af ubetydelighed, fornedrelse, skam, rædsel og usikkerhed i det sociale liv. Skamfølelsen er ofte så stærk at han forbliver helt tavs og ikke er i stand til at sige noget i sociale sammenhænge. I lange perioder føler han sig helt uden for verden og holder sig oppe ved at flygte ind i fantasien og på stærke forestillinger om at skabe noget andet, om at være et andet sted, om at komme til et punkt hvor noget nyt og andet dukker op. Men han har ikke noget overblik over hvad dette andet er. Denne vekslen mellem skamfølelse og en følelse af at være ingenting, og storhedstanker om noget helt andet som han ønsker at nå frem til og skabe, er et gennemgående tema i bøgerne. Dette er grundtonen i Karl Oves liv. Som vi skal se, er det tydeligvis problematisk at kombinere denne ubalance med et nærværende faderskab.
Karl Ove beskriver sit voksne liv, det liv han lever efter de fyldte tyve år, som en bestandig følelse af fornedrelse, kun afbrudt af små glæder og løft.
(…) og jeg kunne holde ensomhed og fornedrelse ud i store mængder, der var ingen bund i mig, kom bare med det, der var dage hvor jeg kunne tænke, jeg tager imod, jeg er en brønd, jeg er det mislykkedes, det elendiges, det stakkels, det ynkeliges, det pinliges, det glædesløses og det forsmædeliges brønd. Kom med det! Pis på mig! Skid på mig hvis det er det I vil! Jeg tager imod! Jeg holder ud! Jeg er selve selvudholdelsen! (1:364)
Hans sociale ubehjælpsomhed, hans manglende evne til at relatere til andre og tale med folk, noget der blandt andet gør at han kan fortælle om flere middage og sociale situationer hvor han er ude af stand til at sige et ord, kunne muligvis have været til at leve med hvis han oplevede at ingen andre lagde mærke til det. Problemet for Karl Ove er imidlertid det modsatte: fordi den indre oplevelse er at han altid blev set af faderen ligegyldig hvad han gjorde, sidder den også i ham i voksenlivet. Han oplever kontinuerligt at han bliver set, at han bliver iagttaget, og at han aldrig slipper fri. Da han kommer til Sverige, kan han fortælle:
At alle de ansigter jeg så, var fremmede og ville være det i uge- og månedsvis, efter jeg ikke kendte en levende sjæl her, forhindrede mig ikke i at føle mig overvåget. Selv da jeg boede på en lille ø langt ud i havet, hvor der kun boede tre andre mennesker, følte jeg mig overvåget. (2:148)
Når Karl Ove på denne måde oplever at have blikkene rettet mod sig og være overvåget, forstærker dette den sociale skam og oplevelsen af at blive ydmyget, og der opstår en stærk længsel efter at komme væk. Denne følelse af at ville væk gør sig gældende på to måder. For det første nærer han et stærkt ønske om ikke at blive set, ikke at blive nået af andre. For det andet et ønske om at blive set – om at blive set som den han virkelig er. I en vigtig samtale med sin kone Linda i bind 2 understreger han denne pointe med ikke at blive set hvis han skulle blive syg: “Jeg vil ikke have haft at der var nogen der skulle se mig. Og slet ikke hjulpet mig. Du aner ikke hvor dybt det ligger i mig. Tage imod, det er ikke noget for mig. Og det kommer det heller aldrig til at blive.” (2:474)
I processen med faderens død og begravelse, der beskrives i anden del af bind 1, tænker Karl Ove meget over sin relation til faderen. Samtidig med at han vasker faderens alkoholdød ud af huset, læser han korrektur på manuskriptet til sin debutroman, og da slår det ham:
Jeg havde skrevet bogen til far. Det havde jeg ikke vidst, men sådan var det. Det var til ham jeg havde skrevet.
Jeg lagde manuskriptet fra mig, gik hen til vinduet.
Betød han virkelig så meget for mig?
Åh ja, det gjorde han.
Jeg ville have at han så mig. (1:479)

At blive overvåget er ikke det samme som at blive set. Karl Ove er blevet set hele sit liv uden virkelig at blive set. I den lunefulde overvågning som han er blevet udsat for, har der ikke været mange muligheder for at udvikle en tryg jegfølelse, der bliver mødt af den anden med åbenhed og nysgerrighed. Jeget er krøbet ind i sig selv og er blevet indlejret i en omfattende, selvforagtende faderoverføring. Det er dette inderste jeg der ønsker at blive set, og for at blive set må det skabe noget stort, sådan at det er helt umuligt at undgå at se det. Dette er da også Karl Oves projekt. Han vil både nå ind til det inderste, og han vil sprænge alle rammer, sådan at han bliver set som han er, og for det han har gjort.
Kombinationen af ønsket om at være et andet sted, blive set som den han virkelig er og skabe noget stort for at dette skal kunne ske, opstår tidligt i Karl Oves liv. I barndommen flygtede han ind på sit værelse og læste (bind 3). Han var storlåner på biblioteket, og lå på sengen og drømte sig væk i et uendeligt antal historier. Han kunne stort set være i fred inde på sit værelse – der var han ikke til besvær for faderen. Fra han får smag for alkohol i ungdomsårene (bind 4), giver den ham en mulighed for at slippe væk. Han drikker sig fuld, fortrænger og kan aldrig huske noget. Efterhånden udtrykker skrivningen et sådant ønske om at komme væk. Om følelsen af at verden er lille, skriver han: “Den længsel jeg altid mærkede, som nogle dage var så stor at den næsten ikke lod sig kontrollere, udsprang heraf. Det var delvist for at lindre den at jeg skrev, ved at skrive ville jeg åbne verden, for mig selv.” (1:246) I bind 2 skriver han meget om hvordan det kun er skrivningen der er i stand til at gøre ham rigtig lykkelig. Kun da kan han forsvinde fra verden og blive et med noget der er meget større end ham selv. Da undslipper han faderens blik.
Konsekvensen af at det er flugten fra virkeligheden der skaber lykken, er at det bliver svært at være der hvor man er. Dette er et gennemgående tema i Karl Oves liv. Meningen med livet ligger ikke i hverdagen og de nære ting. “Det jeg burde gøre, var at bejae det eksisterende, bejae tingenes tilstand, altså boltre mig i verden i stedet for at lede efter en vej ud af den, for således ville jeg utvivlsomt få et bedre liv, men det formåede jeg ikke, det kunne jeg ikke.” (1:246).
Endnu sværere bliver denne følelse selvfølgelig da han får familie og børn. Faderskabet byder på en endeløs række af trivialiteter, og eftersom disse hverdagsting i Karl Oves barndom netop udgjorde det potentielt truende, repræsenterer de den lidenhed der er urovækkende for Karl Ove.
Hverdagen med dens pligter og rutiner, var noget jeg holdt ud, ikke noget jeg glædede mig over, ikke noget der gav mening eller gjorde mig lykkelig. Det handlede ikke om manglen på lyst til at vaske gulv eller skifte bleer, men om noget mere grundlæggende, at jeg ikke oplevede værdien i det nære liv, men altid længtes væk, og altid havde gjort det. (2:77)
Dagliglivets forpligtelser bliver ulidelige for Karl Ove, og netop i og med at han udfører dem af ren pligt for at tilfredsstille kravene til en moderne mand, reproducerer han sin fars faderskab. Faderen viste heller ingen glæde ved at udføre sin pligter. Tværtimod løb raseriet bestandig af med ham, og måltiderne med børnene, som han tager sig af, bliver et fængsel snarere end en hyggestund. Karl Ove er i færd med at gentage faderens synder, med stadige raseriudbrud, åbenlys vantrivsel og mangel på muligheder for at komme væk og åbne verden gennem skrivningen. I det øjeblik han indser at dette ikke går længere, sætter han sig ned og begynder at skrive sit liv, og skriver Min kamp for at komme ind til kernen af sig selv.
Et af hovedproblemerne for Karl Ove i hans mangel på evne til at glæde sig over den han er og det han gør, er en dybtgående maskulin utilfredshed og angst for det feminine. Den intime verden og faderskabet rummer uendelige muligheder for at sætte ham i akavede situationer, der støder sammen med hans maskulinitetsidealer. På den ene side romantiserer han en traditionel familiedannelse hvor manden er mand og kvinden kvinde, men samtidig tager han barsel, går hjemme med børnene og udfører alle de små opgaver der følger med det at få børn. Han spejler sig i andre mænd der tager sig af deres babyer, men i stedet for stolthed føler han et stærkt ubehag. Han forsøger sig med babyrytmik, men hader det så intenst at det fylder ham med raseri, og for at kompensere for den feminisering han oplever, fantaserer han om at have sex med underviseren. På den måde genetablerer han en vaklende maskulin identitet. Når han græder, hader han sig selv og skjuler det for sin kone Linda for ikke at gøre ydmygelsen ved at græde større, “det var ikke kun det at jeg ikke var et menneske, jeg var heller ikke nogen mand.” (2: 297).
I sin nye rolle som far oplever Karl Ove sig selv som afmaskuliniseret og umandiggjort. Mandligheden er identisk med menneskeligheden, og når hans billede af mandlighed er truet, bliver han reduceret som menneske. Mandligheden skabes for Karl Ove som en negation af det kvindelige, og når han som moderne mand må nærme sig det kvindelige, bliver han umandiggjort (Lorentzen & Ekenstam 2006). Både den moderne ligestilling og den moderne urbane verden tilbyder et liv som Karl Ove føler sig fremmed over for og bundet af.
I den klasse og kultur vi tilhørte, betød det at vi begge påtog os den rolle der tidligere blev kaldt kvinderolle. Den var jeg bundet til som Odysseus til masten: Hvis jeg ville slippe fri, kunne jeg det, men ikke uden at miste alt det jeg havde der. Sådan gik det til at jeg gik moderne og feminiseret rundt i Stockholms gader med en rasende attenhundredetalsmand i mit indre. (2:101)
Den samme splittelse som hele tiden har hersket i Karl Oves indre, fortsætter i faderskabet. Ja, man kan sige at den forstærkes af at han bliver far. Tidligere var splittelsen mellem det nedværdigende og skamfølelsen på den ene side og på den anden side storhedsfantasierne og drømmen om at komme væk entydig, i den forstand at det var fantasien om at komme et andet sted hen der holdt ham oppe. Det nedværdigende var ikke ønskværdigt, men uundgåeligt, og drømmen var redningen. Nu er begge dele nødvendigt og ønskværdigt. Han ville være far, og han vil være til stede, men hans psyke kan ikke holde det ud. Kun i kraft af en selvpålagt pligtmoral holder han det ud. Som far vil Karl Ove både være til stede og forsvinde. Positionen bliver derved uudholdelig og nærmer sig efterhånden en eksplosion, en forløsning. Faderskabet bliver tvingende, det bliver umuligt både at være far og ikke være far på samme tid.
Løsningen for Karl Ove ligger i det at skrive, og da han endelig sætter sig ned og skriver for dermed at nærme sig det han frastødes af – det intime og det nære, sker der en gradvis dannelsesproces i det skrivende jeg. I beskrivelsen af det nære opstår der et paradoks mellem den tilsyneladende afstand som han i sin frustration lægger til dette hverdagslige, og den fascinerende evne han har til at beskrive og reflektere over det. I teksten opstår der en vedvarende nærhed og tekstlig kærlighed til det enkle, til tider ubetydelige og trivielle. Teksten vender op og ned på det hierarki som Karl Ove hele tiden har kæmpet med. I teksten bliver det trivielle det væsentligste og mest betydningsfulde, og det store bliver ubetydeligt.
Da han endelig har fået udgivet sin første roman og debuterer som romanforfatter (bind 5), er glæden og “storhedsfølelsen” ved at have debuteret, ovre på meget kort tid. Det betød alligevel ikke noget. Nærheden til børnene og menneskene omkring, beskrivelsen af det sociales betydning og en exceptionel indsigt i det relationelle og følelsesmæssige bliver det væsentligste. Karl Oves frygt for at blive set bærer også i sig et særegent talent for at se.
I begyndelsen af bind 1 beskriver Knausgaard hvad han kalder en sindets meteorologi. På grund af faderens panoptiske blik tilegner Karl Ove sig en særlig evne til at læse sindsstemninger og tolke tegnene på faderens humør.
Når jeg så ham, vidste jeg hvor jeg havde ham, og på en måde var visheden det vigtigste. Jeg kendte han sindsstemninger og havde for længst lært at forudse dem ved hjælp af en slags underbevidst kategoriseringssystem, har jeg sidenhen tænkt, hvor forholdet mellem nogle få faste størrelser var nok til at afgøre hvad jeg havde i vente. En slags sindets meteorologi. (1:17)
Dette kategoriseringssystem eller denne sindets meteorologi gør at Karl Ove udvikler en særlig, skærpet sansemåde. Under hele sin opvækst fortolker han omgivelserne og faderen i særdeleshed. Det der sker omkring ham, indoptager han og behandler det i sit eget sansenære kategoriseringssystem. Denne hermeneutiske tilgang til verden gør ham både sårbar og suveræn. Andres følelser og tilbøjeligheder kommer let til at dominere ham; sådan udsætter han sig for andetheden på en anderledes måde end de fleste, men samtidig er hans underbevidste oplært i at fortolke for at forsvare sig og sætte grænser over for denne indtrængning i hans indre. “Når jeg var sammen med andre, var jeg bundet til dem, den nærhed jeg følte var uhørt, indlevelsen stor. Ja, så stor at deres velbefindende altid var vigtigere end mit eget. Jeg underordnede mig, næsten helt til selvudslettelsens grænse.” (2:67) Ligesom han under hele sin opvækst har underordnet sig faderen, fortsætter han med at underordne sig andre i det sociale liv. Det sociale bliver da heller ikke Karl Oves yndlingsområde.
Denne sensibilitet, og splittelsen mellem at være til stede i mødet med den anden og underordne / udslette den anden, bliver udfordret igen da Karl Ove bliver far. Han har en udpræget forståelse af sine egne tre børn. Han ser dem og læser dem, sådan som han læser andre. Bind 2 er fuld af beskrivelser af en nærhed og følsomhed mellem far og barn som er usædvanlig i litteraturen. Men denne omsorgsfulde intimitet er samtidig truende, netop fordi den trækker ham ned i det feminine og uværdige og fremtvinger paniske og aggressive reaktioner.
Og mindst lige så fortærende er bevidstheden om at det er børn jeg har at gøre med. At det er børn der trækker mig ned. Der er noget dybt uværdigt ved det. I sådanne situationer er jeg så langt fra det menneske jeg ønsker at være, som det er muligt at komme. Jeg anede intet om alt det før jeg fik børn. Dengang tænkte jeg at alt nok skulle gå hvis jeg bare var sød ved dem. Og sådan er det vel egentlig også, men intet af det jeg hidtil havde set, advarede mig mod den invasion af livet børn indebærer. Den uhørte nærhed man får til dem, hvordan ens eget temperament og humør væves ind i deres temperament og humør på sådan en måde at alle ens værste sider ikke længere er noget man kan have for sig selv, i skjult, men ligesom tager form uden for en selv og bliver slynget tilbage. (1:41)
Faderskabet, som han understreger at han udfører af ren pligt, og kun udholder så godt han kan, fører ham samtidig meget langt væk fra det menneske han ønsker at være. Han bliver både konfronteret med sin utilstrækkelighed og sit følelsesmæssige kaos, og han formår ikke at forene et intimt faderskab med sit andet store ønske i livet, nemlig at skrive. Han omgør et både-og til et enten-eller. Det lykkes ikke for ham både at være en nærværende far og en skrivende mand. For Karl Ove er det enten et omsorgsfuldt faderskab eller en maskulin skriven. Det slider ham i stykker. Han bliver umandiggjort i mødet med børn og familie, men samtidig vil han ind til dette sted hvor livet leves i nærheden af børnene, for at kunne blive et helt menneske. For først og fremmest vil han nemlig være en god far. “Og det jeg ønskede, det eneste jeg ønskede, var at være en god far for de tre.” (2:638)
Karl Oves udprægede evne til at tage det ind der sker med børnene og i forholdet til dem, er en væsentlig del af den følelsesmæssige ændring der sker i det nye intime faderskab. Knausgaard tematiserer dette og viser billedet af et faderskab på godt og ondt, med trivielle skænderier, kaotiske situationer med viljestærke børn, udmattede forældre og børn, og varme og nærhed der hvor kærligheden mellem far og børn er distinkt. Samtidig viser Knausgaard hvordan denne intimitet kommer på tværs af en etableret maskulinitet der realiseres gennem arbejde og anerkendelse i en større offentlighed. For Karl Ove er denne modsætning eksistentiel. Gennem skrivningen når han ind til en ro og en følelsesmæssig utopi der fjerner ham fra den nedværdigelse som hverdagslivet ellers har budt på. Han aner konturerne af denne utopi i sin rolle som far, men samtidig er faderskabet så uberegneligt og ustabilt, og også præget af det kvindelige omsorgsfulde, at det kaster ham ind i en aggressiv modreaktion.
Min kamp tematiserer dermed at ændringer i faderskabet også kræver ændringer i maskuliniteten. I artiklen “Reinventing Fatherhood” skriver psykologen og familieforskeren James Garbarino: “To develop af new kind of father, we must encourage a new kind of man,” (Garbarino 1993, 53). Garbarino skriver om hvordan en mand skal klare overgangen fra samfundsmæssig magt som indikator for mandligheden, til den ydmyghed og tålmodighed som en ydende omsorgsrolle indebærer. Denne overgang kræver ikke bare en absolut deltagelse i hverdagserfaringerne, så som bleskift, madlavning, at give børnene mad, oprydning, leg osv., men også en evne til den deltagende kærlighed der fordres i opdragelsen af børn. For mange mænd vil den sidste størrelse kræve en ændring af hvad der opleves som maskulint. Kulturelle og samfundsmæssige forståelser af maskulinitet som fx magt, indflydelse, kontrol, følelsesmæssig stabilitet og autonom suverænitet, kommer let i modsætning til den faderskabspraksis som det intime faderskab opfordrer til.
Denne modsætning tematiseres kun sjældent i forskningen. Tværtimod har der været en tendens til at vise muligheden for integrering mellem et forandret faderskab og en forandret maskulinitet sådan som det fx udtrykkes i Fleksible fedre: “… at faderskabet har stor betydning for etableringen af maskulin subjektivitet. Det vi ser, er at maskulinitet og omsorg for børnene ikke er hinanden fjendtlige størrelser, men lader sig integrere,” (Brandth/Kvande 2003, 148). Dette er også hovedpointen i det meste af faderskabsforskningen (Griswold 1993, Lupton & Barclay 1997, Madsen m.fl. 1999 og 2002, Plantin 2001, Hobson 2002, Tereskinas & Reingardiene 2005). Det modsætningsforhold der stilles op i denne forskning, består hovedsageligt i muligheden for et aktivt faderskab over for kravet til mænd som arbejdstagere. Denne konflikt kan sammenlignes med den tidsproblematik som har været diskuteret i kvindeforskningen – vanskelighederne ved at få tid til både familie og arbejde.
Hos Knausgaard tematiseres derimod en særlig mandlig problemstilling, nemlig modsætningen i selve intimitetsrelationen, altså de problemer for maskulinitetsfølelsen der knytter sig til at være far i familien. Nærheden truer med en dramatisk afmaskulinisering. Efter en lang periode i midten af 1900-tallet med en systematisk strukturel kønsdualistisk opdeling af kvinder og mænd er en tilbagevenden til børnene, familien og intimiteten – uanset at det er mændene selv, kvinderne og samfundet der ønsker den – problematisk at håndtere for mange mænd. Selve den oplevelse af feminisering som kan følge med den, skaber følelsesmæssige og identitetsmæssige vanskeligheder.
Karl Ove forsøger at løse denne indre modsætning ved at tænke på faderskabet som en pligt han skal holde ud. Denne pligtetik viser sig dog i løbet af teksten at være uudholdelig, særlig tydeligt kommer det frem i bind 2 og 6. Den bryder sammen i aggressioner og konflikt, som Karl Ove forsøger at løse ved at skrive sig ind i intimiteten på en ny måde. Intimitetstruslen skaber en ny type intimitetslitteratur. For fædrene må en kombination af et deltagende og nærværende faderskab og en distanceret og ubearbejdet emotionalitet nødvendigvis briste. Faderskabet kræver en anden form for maskulin subjektivitet der bryder fundamentalt med ideen om kønsformer sådan som den blev etableret i den kønsdualistiske værensfilosofi. Tematiseringen af faderskab i ligestillingsperioden befinder sig midt i denne omkalfatrende og senmoderne identitets-og subjektproblematik. Derfor er bind 6 særlig spændende, i og med at det både teoretisk og reelt beskriver hvordan maskuliniteten ændres og bliver mere ét med den intimitet som faderskabet kræver.
Knausgaard går en lang vej for at komme frem til den indsigt som bogen slutter med. I lange passager følger vi Karl Oves reaktioner på onkel Gunnars afvisninger og trusler i forbindelse med udgivelsen af Min kamp, vi læser en længere analyse af Celan og derefter et stort og meningsfuldt essay om Hitler og glemslen efter krigen, før vi til sidst vender tilbage til familien her og nu og beskrivelsen af Lindas bipolare lidelse. Grundlæggende handler dette bind om forholdet mellem “jeg”, “du”, “vi”, “de” og “det”. Hvordan jeg bliver til vi, og hvordan du bliver til de, og hvordan de kan blive til det. Processer der udelukker og fjerner betydningen af du’et, og hvordan mennesker kan blive til “det”, som gør det lettere at bortrationalisere det i de drabsmaskinerier som kendetegner nazistiske, fascistiske og højrepopulistiske ideologier. Det er refleksionerne om disse forhold der fører Karl Ove frem til et Levinas-inspireret svar om at jeg er du, og som til trods for sin enkelhed er subjektivitetens måske sværeste erkendelse. For Karl Ove der har levet et helt liv i inautenticitet med stærk frygt for det sociale og for den anden, er dette en virkelig radikal vending, der finder sted da han erkender i skriften som i livet at jeg er du. Det sociale som fik ham til at føle sig “så utilstrækkelig, så upassende, udflydende, så skide dum og tåbelig, men også uren og snavset og uredelig” (6:914), altså det vi har læst om i de første fem bind, ser han nu klarere, og han formår at håndtere det på den anden måde ved at indse at det væsentligste ikke er jeg’et, men du’et.
Gennem nærheden til familien og forståelsen af Lindas smerte er det at Karl Ove kan vende sig fra et inautentisk til et autentisk liv. Men denne vending ville aldrig kunne ske uden det bevidsthedsarbejde der er foregået kontinuerligt gennem skrivningen. Ved at Karl Ove går ind i det inderste af sit eget liv og det private, vender det sociale tilbage og bliver tilgængeligt på en ny måde. For en mand som Karl Ove, og formodentlig for mange mænd der besidder en foruroligende stor jegfølelse baseret på erfaringer af at være lille og utilstrækkelig, er det et stort skridt at forstå at jeg er du. Ikke mindst fordi en sådan jegfølelse netop ønsker at udslette, udradere du’et. I Min kamp vil jeg mene at det først og fremmest er kampen for og med faderskabet, kampen med forholdet til sin egen far, med det at være far og fuldt og helt at gå ind i faderskabet, som leder til en omvæltning af maskuliniteten. Som en god dannelsesroman slutter Min kamp derfor med at Karl Ove og familien sætter sig ind i bilen og kører hjem til deres hus, hvor han glæder sig til den lykke han forventer at leve i der.

http://www.youtube.com/watch?v=OCBH7-k5nkc