Den nye generation af kokke og især de mandlige af slagsen er blevet de nye superstjerner. Det giver prestige at have spist på deres restauranter og at kunne namedroppe dem, når man sidder til bords i vennekredsen.
Om det drejer sig om René Redzepis minimalistiske nye nordiske køkken, Claus Meyers rustikke økomad, Thomas Rodes stenaldermad, Nikolaj Kirks mere løsslupne køkkenstil eller brødrene Prices traditionelle mandehygge, så har de alle slået deres profil fast i mediebilledet og har deres egen skare af fans.
Den nye kok er ikke kun en professionel madlavningsekspert. Han er en personlighed; en mand med et mål og en mission. Det er derfor ikke underligt, at René Redzepis rigt illustrerede Noma-kogebog lå på mange drenges konfirmationsgaveborde i år. Koblingen mellem maskulinitet og madlavning er blevet helt legitim qua de mange nye forbilleder. Kokkeskolen i København melder også om et rekord stort optag af unge mænd. Det er simpelthen blevet in at lave mad og være mand på samme tid. Samtidig åbner det professionelle køkken op for et rum, hvor maskuliniteten kan forhandles på nye måder.

Kønnet dekonstrueres i det maskuline køkken

Jonatan Leer, ph.d.-stipendiat på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet under ph.d.-programmet TRAMS (programme for Transnational and Migration Studies), har de seneste to år forsket i koblingen mellem maskulinitet og madlavning hos især danske og europæiske tv-kokke.
For Leer er det tydeligt, at der bliver leget med andet end råvarer, når mændene går i køkkenet. Mediekøkkenet er blevet et frirum, hvor der leges med maskuliniteten.
– En af de mest trendsættende kokke var Jamie Oliver, som gik ind og åbnede sig mod madlavning i hjemmet og dermed et kvindeligt rum og en kvindelig praksis. Det gav et stort frirum til at foretage en forhandling af kønnet. De mandlige kokke kan både være ekstremt maskuline og samtidig have nogle kvindelige elementer i sig. I The Naked Chef (Jamie Olivers første programserie, red.) skifter Jamie Oliver f.eks. hele tiden mellem at være ungkarlen, der har sine venner på besøg i eet afsnit, for i det næste afsnit at være den omsorgsfulde new man, der babysitter sine niecer og lærer dem at lave ravioli.
– Det kan ses som en reaktion på, at det er blevet meget kompliceret hele tiden at skulle følge de flydende normer for kønnet. Man har ikke nogen faste rammer for, hvordan man skal være som mand; man må ikke være alt for politisk korrekt eller pæn, man skal have individualitet og kant etc. Man skal hele tiden føle sig frem, fortæller Jonatan Leer.
Det karakteristiske for det maskuline mediekøkken er ifølge forskeren, at det er et rum uden kvinder.
Brødrene Price insisterer ligefrem på deres far, John Price, som deres kulinariske stamfader; moderen gik kun i køkkenet, når det var en del af hendes skuespillerrolle og i Spise med Price fortæller de, hvordan bedstemoderen på sit dødsleje tilstod, at madlavningen kun havde været en sur pligt for hende livet igennem. Madlavning er her en maskulin arv og en måde at indgå i et maskulint fællesskab på.

Frigjorthed og eskapisme

Da Jamie Oliver første gang tonede frem på tv-skærmen i det første afsnit af The Naked Chef, stod han i den formelle kokkeuniform i et fransk restaurantkøkken og parerede ordrer. Efter fyraftenstid smed han kokkeuniformen, trak i jeans og T-shirt og tog hjem for at lave uprætentiøs italiensk mad til vennerne. New lad-kokken Jamie Oliver blev hermed født. Den individuelle, frigjorte mand, for hvem madlavning er en nydelse.
Siden da har feltet udviklet sig eksplosivt, og Jonatan Leer lægger vægt på, at legen med de maskuline identitetsformer aldrig er en entydig performance. Han ser forskellige tendenser i kokkeuniverset, der til dels ligger i historisk forlængelse af hinanden og til dels betoner forskellige aspekter af maskuliniteten.
– Jamie Oliver lagde ud i en ’90-er-opsvingsperiode, hvor meget var muligt i forhold til at jonglere med kønnet. I dag oplever man en desillusionering. Man ved godt, at vejen er lang. Til gengæld skaber man nogle små rum, nogle eskapismer, hvor man kan få lov at afreagere. Brødrene Price er et skoleeksempel på dette. De skaber et lukket rum i Adam Prices sommerhus. Her leger de med programgenrens klicheer og gør hele tiden opmærksom på konstruktionen omkring det. Det bliver et homosocialt rum, hvor mange ting er tilladte, som ikke ville være det ude i virkeligheden. F.eks. kan de tillade sig at være enormt grovkornede, for ‘det er jo bare for sjov’, forklarer Jonatan Leer.

De-chefisation og re-chefisation

Da Jamie Oliver smed kokkeuniformen, gjorde han op med årtiers lange tradition, hvor den mandlige koks tilstedeværelse i køkkenet blev legitimeret af netop uniformen. Den uniformerede kok var den professionelle og stod i skarp kontrast til den feminine husmor. Jonatan Leer ser Olivers gestus som en de-chefisation; uniformen blev lagt, for at en ny frigjort kokketype med fokus på individualiteten kunne træde frem.
– Det var generelt noget vi så i ’90-erne: at mænd præsenterede sig selv uden uniform. Kokkeuniformen repræsenterede prestige og professionalisme, men den gjorde også kokken anonym, forklarer Jonatan Leer.
Helt aktuelt foregår der nu en modsatrettet tendens i mediebilledet, en re-chefisation. Det er kokke som Gordon Ramsay, Bo Bech og Thomas Rode, der er trukket i uniformen igen. Også Nomas René Redzepi falder i denne kategori.
– De flirter med at skabe en ny professionel kok, men der skal være en personlig selvfortælling oveni den professionelle. Den er ofte, som i Redzepis tilfælde, kombineret med fortællingen om den romantiske, natursøgende kunstner, der samtidig kan disciplinere sig selv, stå i uniform og orkestrere en kæmpe restaurant. Og så er der Gordon Ramsey og Thomas Rode, der betoner, at de er fysisk stærke. Det hører med til Gordon Ramseys selvfortælling, at han er gammel fodboldspiller og løber maraton. Thomas Rode løfter vægte og promoverer sin stenaldermad. De kombinerer begge en form for hypermaskulinitet med kokkerollen og uniformen.
– Kokkenes identitetsforhandlinger spreder sig over et bredt spektrum, hvor der er mange muligheder for at kombinere maskulinitetsudtryk, som de bruger på de diskursive repertoirer, der er tilgængelige, men de bruger dem med en vis kombinationsfrihed. De både reproducerer og reformulerer myter om maskulinitet, understreger Jonatan Leer.

Kød, sex, vold og maskulinitet

Myten om manden som jæger er en af urmyterne om den maskuline drivkraft. Alligevel skabte det et ramaskrig, da den ellers så fredelige Søren Ryge huggede hovedet af en høne for åben skærm. Senere har kokken Nikolaj Kirk sat jægermyten på formel i programmet Nak og æd, hvor han sammen med naturmanden Jørgen Skouboe drager ud i naturen for at nedlægge et dyr og tilberede det. Jonatan Leer påpeger, at eskapismen ud i et kvindefrit rum her er kombineret med ideen om en oprindelig hypermaskulinitet. Samtidig foregår der en opdragelsesproces, hvor kokken genetablerer forbindelsen mellem jord og bord ved helt enkelt at vise, hvor det kød, vi gerne køber udskåret og nedpakket i supermarkedet, egentlig kommer fra.
– Flere og flere maskuline tv-kokke prøver at genfinde en autencitet ved at vise, at de slagter dyr i programmer. Man leger med en gammel myte samtidig med, at man forsøger at vise den rigtige sammenhæng. Her er også en dobbelthed; på en måde er det socialt acceptabelt at myrde dyr og samtidig er det ikke. Så det bliver automatisk et sted, hvor man kan lege med grænserne, siger Jonatan Leer.
Opdragelsesprincippet er endnu mere fremtrædende i programmer som Jamies Ministry of Food, hvor Jamie Oliver rejser ud i de fattigste og dårligst ernærede områder i England og foretager en social genopretning gennem madlavning, og Claus Meyers fængselsprojekt, hvor han laver mad sammen med indsatte i fængslet Vridsløselille. Her bliver kokken med Jonatan Leers ord en social entreprenør.
– I de programmer handler det ikke længere om selve maden, de skal spise, men om at deltagerne gennem madlavning kan få status, selvværd og blive acceptable borgere igen, fortæller Leer.

Forbrug, identitet og status

Madarenaen er i det hele taget blevet et sted i vores samfund, hvor identiteten forhandles – også gennem forbrug. Madlavning og råvarer er meget konkrete elementer i konstruktionen af vores egen selvfortælling. Alle mennesker har en mening om – og et forhold til mad, og gennem forbruget kan vi købe os til status. Det giver en helt særlig status at lægge perlebyg og umalet spelt på kassebåndet i supermarkedet. Samtidig er hele back-to-basics-trenden blevet lig med en søgen efter kernen i vores nationale identitet. Nomas insisteren på den ekstreme udgave af det nye, nordiske køkken understøtter ifølge Jonatan Leer hele denne tendens.
– Hypen omkring Noma og det nye, nordiske køkken falder her ind i kategorien med det sociale entreprenørskab. Madkulturen ophøjes til at forbedre folks levevis, fordi der opleves et moralsk forfald med opløsning af kulturen og globalisering. Der vækkes en drøm om noget autentisk, der appellerer bredt, fordi vi lever i en rodløs tid. Har vi virkelig tabt vores identitet? Så kan vi måske vinde noget af den tilbage ved at spise ramsløg, understreger Leer.

Drenge og kokkedrømmen

Bladrer man i Noma-kogebogen præsenteres man for en helt særlig form for sanselighed. Farverne er afdæmpede, naturens materialer er fremtrædende helt ind i restaurantens eget rum, og så er den båret frem af mænd. Opskrifterne ledsages af portrætter af de mænd (og én enkelt kvinde), der leverer råvarer til restaurantens køkken. Mænd i skovkrat med vejrbidte ansigter og fødderne plantet i muldjord.
Disse mænd er med til at give kommende generationer af drenge en anden maskulinitetskategori at pejle efter, som ligger langt fra ’90-ernes statussymboler med hurtige biler og store ure.
– Der er klart mange unge mænd, der er tiltrukket af kokkefaget. De ser en mand, som f.eks. Redzepi, der har en mission. Det er der mange unge, moderne mænd, der ikke selv har. De føler sig usikre omkring deres maskuline position i en verden, hvor kønnets konturer er flydende, slutter Jonatan Leer

http://www.youtube.com/watch?v=-68yDsi_G3o&list=UUpSgg_ECBj25s9moCDfSTsA&index=3&feature=plcp