En rytmisk musiker i dagens Danmark vil i langt de fleste tilfælde kunne genkendes på denne måde: Han er en hvid mand. Kun nogle gange er hun en hvid kvinde, og det er sjældent at han eller hun er dansker med flerkulturel baggrund. 

Den landsdækkende talentkonkurrence for nye og upcoming bands ved navn Emergenza giver kun et alt for godt indtryk af det. I en artikel i Politiken fra sidste år om kvinder i rytmisk musik blev det dokumenteret at Emergenza i 2009 havde haft deltagelse af omkring 450 unge musikere, hvoraf blot omkring 20 var kvinder – og af disse var kun en tre-fire stykker instrumentalister. I Emergenzas konkurrence for 2010 har Politiken igen lavet lidt statistik, og angående etnicitet viser det sig at kun ni ud af 339 deltagere havde anden etnisk baggrund end dansk. 

Der er unægtelig tale om et rytmisk musikliv i ubalance, når fraværet af kvinder og danskere med anden etnisk baggrund i rytmisk musik er så massivt som det er tilfældet. Det gælder især mainstreamgenrer som rock og pop og heavy metal. I hip hop, r’n’b og andre urban-genrer er billedet dog noget mere broget, selvom hip hop selv efter mere end 20-25 års dominans fortsat kun har yderst få kvindelige, succesfulde rappere (og vel egentlig ingen overhovedet i Danmark), og selvom kvinderne i r’n’b i alle tilfælde jeg kan komme i tanker om altid er sangere, men aldrig instrumentalister og kun i visse tilfælde sangskrivere eller producere. 

Dansk musikliv nyder godt af en perlerække af kvindelige personligheder i dansk rock, pop, world music, singersongwritermusik, electronica og jazz, men alligevel lider det rytmiske musikliv under en skæv kønsfordeling, forstået på den måde, at kvindelige, originale kunstnere udgør et fåtal sammenlignet med deres mandlige kollegaer, og at kvinder typisk har langt sværere ved at opnå den seriøse anerkendelse, som deres mandlige kollegaer ubesværet nyder. Og de mandlige personligheder med flerkulturel baggrund, som vi heldigvis også har nogle stykker af, får typisk adgang til medierne i kraft af deres status som rollemodeller for fans der ligeledes har flerkulturel baggrund.

I den forstand udsættes de ligesom kvinderne for en form for stereotypisering – eller skulle man sige: stigmatisering. Desuden spiller det ind at både kvinder og flerkulturelle danskere bliver sat uden for indflydelse igen og igen, fordi den mest kanoniserede og mediedyrkede sociale musikformation overhovedet gennem de seneste 40-45 år – nemlig rockbandet – domineres næsten fuldkomment af hvide mænd. Det er en sammensætningen der svarer ganske godt til sammensætningen af musikbranchens gatekeepers lige fra musikkritikere, radioprogramværter og kulturredaktører til pladeselskabspersoner og bookere der altovervejende også er hvide mænd. Men netop derfor har disse gatekeepers alle et stort ansvar for at tingene er som de er i dag, og det kan kun gå for langsomt med at få dem alle gjort sig bevidste om dette ansvar, så de kan begynde at ændre lidt på tingene.
Debatten om køn og etnicitet i musikken er faktisk i fuld gang for tiden. Information kører i øjeblikket en artikelserie om musik og køn. Den 22. september kunne man i Berlingske Tidende læse en to sider lang baggrundsartikel om DR’s kommende tv-program ‘Stemmer fra Vollsmose’, hvor amatørsangere bosat i Odense-bydelen Vollsmose vil skabe et kor under ledelse af dirigent Frans Rasmussen. Programmet sendes over seks tirsdage på DR1 og har premiere først i november. 

Samme dag kunne man også læse en stor artikel i Politiken om etnicitet i rockmusik, og her i sommer har kønnets status i rytmisk musik været et mindre debattema i en række dagblade og radioprogrammer, blandt andet som følge af den svenske Arvikafestivals opsigtsvækkende udmelding i juli om at festivalen i 2011 vil have 50 procent kvindelige musikere på programmet. 

Som Center for Kunst og Interkultur har gjort opmærksom på, kommer de to debatter meget belejeligt på et tidspunkt, hvor EU-kommisionen netop har vedtaget en ny ligestillingsstrategi for at fremme generel ligestilling mellem kvinder og mænd i EU. Det er en strategi der indeholder en arbejdsplan for de kommende fem år, og som blandt andet fokuserer på ligeløn samt kvinder i ledelser og bestyrelser. Og når det gælder forskning vil Kommissionen overvåge, at området får mindst 25 procent kvindelige forskere. 
De to debatter om køn og etnicitet i rytmisk musik er derfor helt nødvendige at holde i gang nu, ikke mindst fordi de begge viser hvor henlagt og uvovet diskussionen om kønsmæssig og etnisk repræsentation i de musikkulturelle magthierarkier er. Debatterne viser også i hvor høj grad rytmisk musik er underlagt en ufrugtbar vanetænkning fra lytterne, og i hvor høj grad det er på tide at vi begynder at diskutere disse problemer med hinanden i musikmiljøerne åbent, fordomsfrit og konstruktivt.

Komponistorganisationen KODA’s statistikker taler deres eget tydelige sprog: I 1997 var andelen af kvindelige medlemmer blot 16 procent, et tal der i 2009 var steget en smule til 18 procent. Blot lidt mindre end hver femte stykke musik, der skrives eller komponeres i Danmark – og det gælder både musik og tekst – er altså lavet af kvinder. Ser man på indtjeningen, viser det sig, at det siden 1997 og frem til 2009 har ligget temmelig stabilt på blot 11 procent. Af de indtægter, som KODA genererer til danske komponister og sangskrivere, er det altså kun godt og vel en tiendedel, som kvinderne tegner sig for. Jeg har ikke kendskab til tal der fortæller om fordelingen mellem gammel- og nydanskere, men jeg har en fornemmelse af at sådanne tal ligger et pænt stykke under de 6-8 procent som udgør antallet i befolkningen af danskere med anden etnisk baggrund.

En aktuel undersøgelse foretaget af Dansk Artist Forbund viser noget lignende inden for pladebranchen og medieverdenen. 30 pladeselskaber er blevet spurgt om deres kønsfordeling i ansættelserne. 24 af dem har svaret, og i alle tilfælde er direktørerne mænd. Og på samtlige 20 af de konsulterede, større lokalradioer er musikcheferne uden undtagelse mænd. Det samme gælder DR’s P3 og P4. Beslutningerne om hvad der bliver udgivet og hvad der spilles i danske radiomedier, foretages altså med alarmerende fravær af kvindelige beslutningstagere. Og lur mig om ikke langt de fleste, hvis ikke alle, af disse mænd er etniske danskere og hedder Jens, Peter, Alex eller Lars hele bundtet.
Gennem en lang årrække har man tilsvarende kunne iagttage hvordan musikbranchens årlige prisfest, Danish Music Awards, i overvældende grad favoriserer udgivelser med mandlige musikere og komponister – men fagjuryen med primært musikkritikere, der nominerer navnene, har nu også typisk bestået af mænd.

I sin tankevækkende samtalebog med kvindelige kunstnere,Feminint forstærket fra 2007, dokumenterer journalisten Anya Mathilde Poulsen at den fagjury, der i 2006 nominerede navnene inden for pop og rock, bestod af 27 mænd og blot fire kvinder. De fleste nominerede var da også mænd – måske fordi et ubevidst forhold til køn altid vil føre til reproduktion af det genkendelige: I dette tilfælde genkendte både mænd og kvinder så godt som kun mænd, og næsten ingen kvindelige navne blev nomineret. 

Det er derfor ikke overraskende, at den rytmiske musikkultur i sin tankegang lader til at være overrepræsenteret af mandlige kunstnere og – sagt med et engelsk udtryk – have karakter af at være malecentric. Denne malecentrism har en historisk baggrund, blandt andet fordi den rockmusikkritik, der vandt frem midt i 1960’erne – også i Danmark – fra begyndelsen var ekstremt mandsdomineret. Derfor kunne kønsspecifikke, mandlige værdier blive promoveret i en gensidigt selvforstærkende relation mellem kritikere og musikere. Således blev rockbandet – en udpræget mandlig institution – dyrket intenst, og de enkelte musikere blev forgudet som følge af deres bohemestatus. Tilsvarende har myten om sex, drugs and rock’n’roll jo indiskutabelt altid været en maskulin myte, frembragt og promoveret af musikjournalister som det ultimative billede på mandens største drøm: at erobre hele verden, indtage rusmidler døgnet rundt og have kvindernes udelte opmærksomhed, samtidig med at den undertiden ækvilibristiske kunnen på især guitar og trommer udgør et korrelat til potens og virilitet. 

Men set i et publikumsudviklingsmæssigt perspektiv findes der imidlertid etableret viden om, at det for producenter og formidlere af rytmisk musik er muligt – og i mange tilfælde afgørende – at fokusere på publikumsprofiler, såfremt publikum fortsat skal kunne genkende sig selv, sine værdier og sine kulturelle baggrunde. Derfor er det en fejlantagelse at tro, at den rytmiske musik kan fortsætte sin malecentric kurs og i fremtiden kan leve solidt uden i langt højere grad at tilgodese kvindelige bidrag – og i forlængelse heraf også bidrag fra danskere med flerkulturel baggrund. 

Som altid spiller medierne en afgørende rolle i denne udvikling. Måden hvorpå kvindelige musikere og komponister bliver opfattet på her, giver indtryk af en decideret kønsmæssig skævvridning. I den omtalte bog Feminint forstærket beretter flere kvindelige musikere om hvordan rigtig mange journalister – også kvindelige – ofte hæfter sig ved musikernes udseende, deres hårfarve, tøjstil og ansigtstræk og efterfølgende gør disse iaggtagelser til en integreret del af artiklerne. Og flere af kvinderne i bogen beretter at journalister i ramme alvor ofte kan finde på at spørge dem om de selv har skrevet deres sange. Det sker tilsyneladende ud fra en underforstået præmis om, at kvinder ikke forventes at kunne gøre andet end at synge, mens egentlig kunstnerisk selvstændighed normalt ikke bliver overvejet som noget, kvinder kan være i besiddelse af, i hvert fald ikke når de ikke hedder Björk, P.J. Harvey eller Anne Linnet. 

Konsekvensen kan vi se og mærke i det rytmiske musikliv: Kvinderne er i markant undertal, både i musiklivet som sådan, blandt kritikerne og i uddannelsessystemerne. Og i de store, tv-transmitterede musikkonkurrencer som Melodi Grand Prix og X Factor kan børn og unge – der er særligt opmærksomme på rollemodeller – se sangerne blive akkompagneret af backingbands bestående udelukkende af mænd (med eventuelle kvinder stort set henvist til korpladserne), hvorved reproduktionen af en umådelig kønsskæv fordeling bliver eksponeret for millioner af seere. 

Desværre kommer reproduktionen af kønsstereotyperne delvist fra de udøvende selv. Den norske kønsforsker Anne H. Lorentzen påpegede for nogle år siden et forhold i norsk musikliv, som utvivlsomt også gælder for det danske: At de mandlige udøvere (og kritikere) ikke ser ud til at tro at køn har noget særligt med dem at gøre, mens selv de mest etablerede kvindelige udøvere (og kritikere) holder lav profil for ikke at risikere at få skudt i skoene, at de er intolerante betonfeminister. Der ligger altså en stor udfordring i at få udøvere – og musikforbrugere og medierne – gjort opmærksom på at kønsspørgsmålet ikke bør være noget, som kun angår kvinder, men som angår os alle. 

Rytmisk Musikkonservatorium, hvor jeg er ansat som adjunkt, tog derfor for nogen tid siden initiativ til konferencen ‘Musik i ubalance’ i samarbejde med musikernetværket Impra og Kvinfo samt Center for Kunst og Interkultur. Konferencen er netop blevet afholdt, nemlig den 24. september på Holmen i København.

Med konferencen har vi ønsket at udfordre den rytmiske musiks vanemæssige skævheder ved at sætte køn, etnicitet og de mange kanoniseringer af mandligt frembragt musik på dagsordenen. Og vi har gerne villet sætte fokus på hvorvidt uddannelsesmiljøet kan stimuleres indefra, og hvorvidt debatten kan have som formål at give det samlede, rytmiske musikliv et kunstnerisk og kvalitetsmæssigt løft.

For at sikre opmærksomhed på emnet er det derfor væsentligt, at skyttegravene udfyldes med gunstigt gødet jord med henblik på en rytmisk musikkultur, der på en fremadrettet måde afspejler både musikerforbrugerne, formidlerne, talenterne og den kunstneriske udviklings potentiale. Tiden er moden, blandt andet fordi der i disse år kan ses en stærkt stigende interesse for musikbranchen blandt kvinderne på græsrodsniveau, ikke mindst den organisatoriske del af den.

Samtidig har musikkonkurrencer på tv som X Factor rent faktisk vist sig at have en måske lidt uventet positiv effekt i forhold til at skabe rollemodeller af anden etnisk herkomst, noget som allerede nu har medvirket til at udligne ubalancerne i hvert fald en smule. Grupper som Asian Sensation med tre teenagedrenge oprindeligt fra Sri Lanka, og solister som Mohamed der er født i Danmark med en irakisk mor og en ægyptisk far, har bidraget til at skabe øget opmærksomhed på nytten af et lidt mere broget mediebillede, hvor danskere der ikke nødvendigvis er hvide kan gøre sig undertiden meget bemærket som sangere, musikere og altså rollemodeller. Det er ikke et anliggende der blot vedrører de rytmiske musikgenrer: Områder som billedkunst, teater og film bør følge trop – om end vi ikke mindst inden for filmområdet kan se silhouetter af ‘den nye verden’ til inspiration for den rytmiske musik. Begge verdener, både musikkens og filmens, krydser jo let og uproblematisk både kønnede, nationale og mentale grænser.

Spørgsmålet om kønskvotering i uddannelsessystemerne har uundgåeligt været på tale, og netop det udgør én mulig løsningsmodel, som dog ikke må stå alene. I USA har kvoter og positiv særbehandling af sorte været vanlig praksis siden 1960’erne, og i Norge og England er kvoter i dag ved at blive almindelige procedurer for rekrutteringsstrategier til både erhvervslivet og uddannelsessektoren. Tilsvarende har det tyske regeringsparti SPD netop igangsat en debat om kvoteordninger for indvandrere, sådan at deres andel blandt offentlige ansatte kommer til at svare til deres andel i befolkningen. Kvoter er en radikal metode, som kan sætte nye bevægelser i gang, men som primært skal forstås som et redskab til at ændre strukturelt forankrede forskelsbehandlende systemer.

Hvorvidt kvotetanken vil være til gavn for uddannelserne af rytmiske musikere, er et spørgsmål som kan diskuteres, og som helt sikkert vil blive det herhjemme i den kommende tid, i takt med at en række frugtbare resultater tikker ind fra de anførte lande. Eksempelvis har man i en årrække haft en 50/50-kønsfordelingskvote på teateruddannelserne i Norge, og vurderingerne går på, at kvaliteten af uddannelsen og af skuespilaspiranterne ikke er faldet, nærmest tværtimod.

Kvoter eller ej – det er vigtigt at fastholde fokus på at forandre kulturerne i de uddannelsessammenhænge, som først og fremmest angår musikere, sangskrivere og komponisterne selv. Og der skal sættes tidligt ind: I Sverige har man med succes etableret rammerne for en pige-popcamp, som introducerer teenagepiger til muligheden af instrumenter i en sammenhæng, hvor stereotyperne ikke får overtaget. Et lignende tiltag er i lidt mindre målestok lige nu i gang på Sankt Annæ Gymnasium og tre andre gymnasier i København. Vi skal høre mere om begge tiltag senere i dag.

Tiltagene ændrer lige nu dog ikke afgørende på billedet anno 2010 af en rytmisk musikkultur i Danmark, hvor kvindelige rollemodeller efter en lille opgangsperiode i 1980’erne og til dels 1990’erne igen er blevet sjældne, og hvor kvindelige instrumentalister, der vel at mærke ikke akkompagnerer sig selv på akustisk guitar eller laptop, udgør et særsyn. 

I musikudøvelsen i folkeskoler, fritidsordninger, musikskoler, efterskoler, højskoler og gymnasier er det oftest drengene/mændene, der uden blusel kaster sig over de støjende, energiske og ‘kønnede’ instrumenter som elektrisk guitar og trommer, mens pigerne vælger enten at være sangere eller korsangere eller – når det en sjælden gang imellem kommer til instrumenterne – vælger de instrumenter, der som regel ikke hører til blandt de mest attraktive hos drengene, nemlig bas, keyboards og også percussion. Og det ændrer heller ikke afgørende på billedet anno 2010 af en musikkultur, hvor det kan være endog meget svært at få fodfæste som sanger og musiker, hvis man er af anden etnisk herkomst og dermed er underlagt de magtrelationer og vanemæssige forestillinger som – til trods for X Factor og andre tv-programmer – fortsat præger tingene.

Trods den stigende offentlige opmærksomhed på problematikken, er der fortsat konsensus i populærkulturen om, at kvindelige artister må underlægge sig en kommerciel, latent sexistisk dagsorden før de kan gøre sig forhåbninger om seriøs opmærksomhed. En regel, som der til dato kun findes ganske få, om end markante, undtagelser fra. Det er derfor påkrævet med en tilbundsgående debat i de musikalske uddannelsessystemer om hvilke roller kvinder kan og bør udfylde i den rytmiske musik. Musikudøvelse bør selvfølgelig være for begge køn, og begge køn bør have lige gode muligheder for at prøve kræfter med musikken. Hvis flere piger og kvinder deltog i den rytmiske musikudøvelse, ville der utvivlsomt blive skabt en større mangfoldighed i de musikalske udtryk. Det ville blive til gavn for alle – forbrugere, formidlere og de udøvende selv – med en sådan øget frodighed, rent bortset fra at rytmisk musik samtidig ville komme på omgangshøjde med andre kunstarter, hvor ligestilling og stor kulturel mangfoldighed relateret til kønsaspektet lader til at være blevet langt mere selvindlysende.

Det siger sig selv at det samme ville være tilfældet hvis flere danskere med anden etnisk baggrund deltog i musiklivet på lige fod med alle mulige andre. Der er intet problem i at hvide, danske drenge fortsat bliver ved med at gøre det som de er gode til. Men det er for ærgeligt hvis dansk, rytmisk musikliv ikke formår at udnytte de muligheder for øget mangfoldighed der rent faktisk er til stede i dag hvad befolkningsgrundlag angår. I sidste ende drejer det sig om at øge muligheden for at få skabt dansk musik på højest tænkelige niveau, samtidig med at det drejer sig om at få etableret en god og legesyg bredde, hvor alle der har lyst til at spille musik – uanset køn og etnicitet – skal kunne gøre det.

Det skal overvejes om der i musikundervisningen for børn og unge bør fokuseres mere på musik som en skabende udtryksform, hvor den kollektive proces spiller en større rolle, og hvor det legende snarere end det reproduktive er i centrum. Som den norske musikskoleaktør Olav Kjøk har påvist, bruger børn megen energi på at overveje hvilket instrument de vil spille frem for på det at skabe musik i fællesskab med andre. Instrumenterne er med andre ord identitetsbærere i en grad som næppe er fuldkommen hensigtsmæssig. Derfor skal vi overveje nærmere hvorvidt vi i uddannelsessystemerne skal fokusere mere på rytmisk musik inden for genrer, som er kendetegnet ved at være mere kønsneutrale – for eksempel electronica, singer/songwritergenren, indiejazz og world music snarere end rock og pop.
At ikke alle af disse genrer så er etnicitetsneutrale, er en udfordring der må arbejdes med. Desuden skal vi overveje hvorvidt vi gennem mange år nu har holdt urban¬-genrerne, ikke mindst hip hop, ude fra uddannelsessystemerne, måske fordi de ikke helt har passet ind i forestillingerne om hvad der er undervisningsegnet musik og hvad der ikke er. Det er i hvert fald tankevækkende at vel nærmest ingen hip hop-musikere herhjemme har været gennem konservatoriet, og at det først var for et år siden at Det Rytmiske Musikkonservatorium optog den allerførste studerende med overvejende hip hop-baggrund. Måske vi skulle begynde med at revurdere hvilke kvalitetskriterier vi egentlig underviser efter, og anerkende at hip hop som den mest succesfulde populærmusikalske nyskabelse de seneste 30 år på globalt plan selvfølgelig bør have en prominent placering som undervisningstilbud, også selvom det kan risikere at betyde at andre tilbud bliver nedtonet.

Med andre ord: Vi må have en rekrutteringspraksis, der inkluderer alle uanset køn og etnicitet. Vi må gøre hvad vi kan for at opildne flere piger og unge kvinder til at kaste sig over rytmisk musik. Ansvaret er vores, alle os der til daglig arbejde med rytmisk musik, ikke mindst i uddannelsessystemerne. Men ansvaret er også musikbranchens, ansvaret er mediernes, og ansvaret er bestemt også politkernes og embedsmændenes – og derfor er det godt at vi i de to panler vi skal møde i dag har repræsentanter fra både embedsværket, fra medierne, fra uddannelsessystemerne og fra musikbranchen samlet. 

Uden flere kvinder og flerkulturelle danskere i den rytmiske musik risikerer den at stå alt for uudfordret, ligesom den risikerer at blive et endnu større offer for vanetænkning og ‘vi gør som vi plejer’-holdninger. Samtidig risikerer den at blive alt for usamtidig i forhold til ikke mindst det EU som lige nu må være hovedrystende forvirrede over at vi gennem alt for lang tid har ladet stå til på disse områder.

Og – hvem ved? – måske en mere kønsneutral og interkulturel musikalsk praksis vil gøre det mere attraktivt (eller overkommeligt) for danskere med anden etnisk baggrund også at melde sig på banen. Måske åbner det også for nye muligheder for de hvide etniske danske mænd, der heller ikke føler sig inkluderet, og uanset hvad bringer det flere talenter i spil. Og når jeg siger rekruttering, mener jeg faktisk at alle i uddannelsessystemerne bør begynde på at bruge flere ressourcer på det opsøgende arbejde, spotte talenterne, inspirere de mest interesserede begyndere med workshops og lignende, sådan at vi kan få opildnet de piger og drenge som ikke føler sig helt så velkommen til at blive ved, finde deres egen måde at gøre tingene på, og i sidste ende vælge at søge ind på musikskolerne, musiklinjerne på gymnasierne, MGK-kurserne og konservatorierne – til gavn for mangfoldigheden, til gavn for innovationen og – hvem ved – i sidste instans til gavn for demokratiet.

Denne tekst er en redigeret udgave af Henrik Marstals indledende oplæg til konferencen ‘Musik i ubalance’ der fandt sted den 24. september 2010 på Rytmisk Musikkonservatorium, nogle af pointerne er udarbejdet i samarbejde med Anne Boukris, Center for Kunst og Interkultur