Når man som jeg har været aktiv i dansk kønsforskning siden dens start i midten af 1970’erne og de sidste syv år har været medlem af det norske programstyre for kønsforskning, gør man sig en del betragtninger over forskelle og ligheder mellem kønsforskningens udvikling i de to nabolande. Nogle gange undrer man sig over, hvor synkront de teoretiske debatter og internationale giraffer dukker op i de to lande, mens man andre gange undrer sig over, hvordan nogle holdninger og indsigter kan være helt selvfølgelige i det ene land og fraværende i det andet. 

På mange måder ligner udviklingen i kønsforskningen i Norge og Danmark siden 1970’erne hinanden – og dog så alligevel ikke. De forskellige samfundsøkonomiske og politiske udviklinger i de to lande har skabt markant forskellige vilkår for forskningen, som også påvirker denne på vidt forskellig måde. Ikke mindst efter år 2000, hvor kønsforskningen i Danmark har særdeles trange kår, mens den i Norge blomstrer trods de nye former for forskningsdisciplinering, som præger både form og indhold i forskningen i bekymrende retning.

De institutionelle rammer 

I Norge står man nu ved indgangen til det tredje kønsforskningsprogram, efter at det norske forskningsråd har gennemført to programmer i de forløbne 12 år og tilsvarende fordelt ca. 83 mio. norske kroner til kønsforskningen. I Danmark har der aldrig været en tilsvarende tildeling af ressourcer til kønsforskning. De ressourcer, som her er blevet tildelt til området, har været helt specifikke satsninger. Det gælder f.eks. Køn i Akademia, en mindre satsning til en særlig undersøgelse af kvinders vilkår i akademia, og Freja-programmet, der var et program, der ikke særskilt handlede om kønsforskning men derimod om ligestilling, at rekruttere yngre kvindelige forskere generelt og særlig til naturvidenskab. 

I Norge har man et særskilt styre for kønsforskningen under Forskningsrådet, der er ansvarlig for videnskabelig kvalitet og fordeling af ressourcer blandt indkomne forslag til de enkelte opslag. I Danmark har midler til kønsforskningen været fordelt fra de siddende forskningsråd, hvoraf ingen har kønsforskning som særligt ansvarsområde. 

I Danmark havde man fra midten af 1980’erne og frem til 2006 en national koordinator for kønsforskning, som dog ikke havde nogen ressourcer til fordeling til kønsforskning, men derimod til koordination af samme. Dette er sket i nær kontakt med Foreningen af Kønsforskere i Danmark, der samtidig udgiver tidsskriftet Kvinder, Køn og Forskning, som har koordinatoren som redaktør. 

Men fra 2006 efter omorganiseringen af universiteterne i Danmark er kønsforskningskoordinationen blevet indlejret på Københavns Universitet, og de ressourcer, som primært stammede fra Videnskabsministeriet, der hidtil havde betalt for funktionen, forsvandt. Derfor er det nu op til Københavns Universitet at prioritere nationale opgaver for kønsforskningskoordinationen. 

I Norge har Kilden fungeret som et center for formidling af kønsforskning i tæt samarbejde med Forskningsrådet. Det betyder således, at Kilden aktivt bidrager til at fremme publiceringen af norsk kønsforskning og til at inspirere forskerne at skrive artikler i internationale tidsskrifter samt at formidle i andre medier nationalt. I Danmark har Kvinfo på papiret et tilsvarende forpligtelse til at formidle kønsforskningen, men under alle omstændigheder fungerer Kvinfo ikke primært som sådan. Kvinfo udgiver det journalistiske web-tidsskrift Forum for Køn og Kultur og huser bl.a. også en mentorordning for indvandrerkvinder og tager del i det, som i Danmark kaldes det arabiske initiativ, samt endelig huser det databasen kvinder på linien, som formidler viden om kvinder med særlig ekspertviden til pressen, offentlige myndigheder og erhvervslivet. 

NIKK, det nordiske kønsforskningsinstitut (oprettet 1995), er placeret i Oslo tæt op ad kønsforskningscentret på Oslos Universitet. Formålet med NIKK var at samle og koordinere kønsforskningsressourcerne i de nordiske lande. Det er min opfattelse, at placeringen af NIKK i Oslo betyder, at det primært gavner norsk kønsforskning, mens den danske kønsforskning snarere orienterer sig mod EU-landene samt nationalt.

Rekrutteringen af kønsforskere 

De store kønsforskningsprogrammer i Norge har tydeligvis betydet, at der er blevet rekrutteret stærkt i bredden i norsk kønsforskning. I praksis har dette medført, at der regionalt i universiteter og højskoler er blevet opbygget kønsforskningsmiljøer, der på den ene side ofte har en empirisk forankring i det regionale samfund og på den anden side er blevet forpligtet i forhold til national og international videnskabelig standard og kvalitetskriterier. Der er dermed opstået miljøer, som med forankring i enten en primært samfundsvidenskabelig eller humanistisk eller en fusion af samme, har formået at rodfæste sig lokalt. 

I Danmark blev der i 1980’erne oprettet kønsforskningscentre ved de fleste universiteter i forlængelse af den første bølge i kønsforskningen og interessen for undervisningstilbud på området. Imidlertid er nu her efter årtusindeskiftet de fleste af disse centre forsvundet eller skrumpet stærkt ind. Man har på den ene side ikke haft de store forskningsbevillinger til at dække opbygningen af centrenes forskningskompetence, og på den anden side er centrene dermed blevet afhængig af det faktiske antal studerende, som har søgt kurser på området. Da danske universitetsbevillinger i overvejende omfang er styret af det såkaldte taxameterprincip, hvor ressourcer tildeles universiteterne i forhold til de eksaminer, de studerende har gennemført, kræver dette store kurser og flittige studerende, og det har ikke været muligt at opnå i det lange løb på universiteterne. 

I Danmark har man derfor også de facto set, hvordan kønsforskningen stort set ikke har kunnet udløse faste universitetsstillinger og særligt ikke professorater. Derfor har man også måttet sige farvel til et antal af professorable kvinder og kønsforskere, som har opnået professorater i Norge og Sverige. 

Dog må man alligevel konstatere, at der i Danmark indenfor de seneste ti år er givet fire professorater til kønsforskere, to til mandlige kønsforskere uden for kønsforskningsmiljøerne, Henning Beck og Hans Bonde, begge Københavns Universitet, og to til kvindelige kønsforskere, nemlig Birte Siim, Aalborg Universitet, og Dorte Marie Søndergaard, Danmarks Pædagogiske Universitet. Begge de to sidste er knyttet til aktive kønsforskningsmiljøer og inspireret af hvert deres område af den engelsksprogede internationale kønsforskning, nemlig hhv. citizenship-forskningen bl.a. inspireret af Nancy Fraser og kønskonstruktions-forskningen bl.a. inspireret af Judith Butler. 

I 2000 blev der efter den nye danske ligestillingslov oprettet Videnscenter for Ligestilling i Danmark med inspiration fra det norske Likestillingssenter, der med stor succes var oprettet nogle få år før. Videnscenter for Ligestilling (med denne artikels forfatter som direktør) blev oprettet med fokus på kønsforskning, men det blev allerede efter halvandet års levetid nedlagt af den første Fogh Rasmussen-regering. Centeret genopstod på Roskilde Universitetscenter som det fuldt eksternt finansierede Center for Ligestillingsforskning (CeLi), som igen blev nedlagt, da den nye universitetsstruktur blev gennemført i 2006. Derefter blev et antal af CeLi’s forskere optaget i forskningsgruppen for Velfærd og Civilsamfund, hvor der i øvrigt er tilknyttet en bred gruppe af kønsforskere med fokus på bl.a. velfærd, omsorg, citizenship og intersektionalitet.

Feministisk teori og praksis 

Kønsforskningen i såvel Danmark som Norge udviklede sig med inspiration fra 1970’ernes nyfeministiske bevægelse, som i Danmark typisk udfoldede sig blandt kvindelige universitetsstuderende. Samtidig blev kønsforskningen i Danmark led i det positivismeopgør, der i høj grad førte forskningen i humaniora og samfundsvidenskab bort fra empiriske studier, som i nogle årtier led meget under positivismeanklagen. Det blev i Danmark i løbet af 1970’erne og 1980’erne en overvejende kapitallogisk marxisme, der blev den samlende tråd i såvel universitetskritikken som i de politiske bevægelser. 

Således skete der i løbet af 1970’erne adskillige afskalninger fra Rødstrømpebevægelsen til venstrefløjens partier og grupperinger, og tilsvarende blev den feministiske kritik på universiteterne i nogen grad underlagt en marxistisk kritik og klasseanalyse. Kønsforskningen i disse år kom i høj grad til at dreje sig om arbejderkvindernes kamp og bevægede sig bort fra det gamle slogan “politiser det private”. Denne tendens fortsatte i Danmark til midten af 1980’erne, hvor en mere freudiansk fokus på mor-datter relationen kom til at dominere, og endelig i begyndelsen af 1990’erne startede den socialkonstruktionistiske bølge inspireret af Foucault og amerikanske Judith Butler, hvorved kønnet blev opfattet som en konstruktion eller en performance. 

Det er min opfattelse, at denne udvikling formede sig en smule anderledes i Norge, om end man næsten kan følge den samme historiske udvikling. En af årsagerne tror jeg har været, at der i Norge har været repræsentanter fra en lidt ældre generation til stede i kønsforskningen, bl.a. Harriet Holter, Berit Aas og Hildur Ve, som allerede tidligt repræsenterede en mere uafhængig og moden feministisk tilgang, mens udviklingen i kønsforskningen i Danmark stort set var båret af studerende og unge undervisningsassistenter frem til midten af 1980’erne. Da 1980’erne i Danmark blev betegnet som, var ‘fattigfirserne’ med kartoffelkur og borgerligt styre, stod universitetsforskningen og navnlig den kritiske universitetsforskning i stampe i mange år, simpelthen i kraft af, at der ikke var stillinger at få på universiteterne. Mange af de kvinder, som kom fra kvindebevægelsen, og som stod bag kvindeforskningen, måtte forlade forskningsverdenen og søge stillinger i gymnasier og offentlig administration m.m. 

Der var sådan set meget kampgeist i kvindeforskningen i Danmark i midten af 1980’erne, hvor der blev afholdt en lang række konferencer bl.a. om kvinder i teknologi, og hvor Foreningen for Kvindeforskere og tidsskriftet Kvinder, Køn og Forskning blev etableret, og hvor koordinationen for kønsforskning i Danmark blev oprettet. Kronen på værket var da også, at der i 1985 blev givet 8 lektorstillinger i kvindeforskning til universiteterne. Der blev oprettet kvindeundervisning på alle universiteter og disse var søgt af et stort antal studerende. 

Men dette kom til at vende i årene efter. De studerende udeblev efterhånden fra undervisningen, efterhånden som en ny generation voksede op, og flere af de otte, som blev ansat i lektorstillingerne fik eller søgte professorstillinger i de øvrige nordiske lande eller professorater i Danmark udenfor kønsforskningen. Kvindeforskningen åbnede også op for at inkludere mændenes perspektiv og ændrede betegnelsen fra kvindeforskning til kønsforskning, mens til gengæld de mandlige forskere, som kom til, stadig betragter sig selv som ‘mandeforskere’. 

Det er min opfattelse, at nedturen ikke har været den samme i Norge, og at det i højere grad på dette tidspunkt lykkedes at fastholde nogle positioner i kønsforskningen på universiteterne. Måske har den norske kønsforskning også været mindre politiseret end den danske, og måske har den formået at tiltage sig en samfundsmæssig autoritet, som den danske ikke har. 

Karin Widerberg (2005) har inddelt den teorihistoriske udvikling i kønsforskningen fra 1970’erne og frem til i dag i fire faser: Den teorikritiske fase, synliggørelsesfasen, den refleksive fase og post-fasen. Der er formentlig noget om, at kønsforskningen i det meste af den vestlige verden har fulgt denne udvikling, men samtidig ignorerer inddelingen dels forskelle i, hvordan de enkelte teorifaser har slået igennem nationalt og navnlig også den økonomiske og politiske historie, der trods alt knytter kønsforskningen sammen med afgørende udviklinger i den velfærdsstatslige organisering. 

I de nordiske lande er der således også afgørende forskelle på dette. Mens Danmark var førende med Rødstrømpebevægelsen i 1970’erne og tiltrak svenske og norske samt mange andre internationale feminister til Femølejr og aktioner, så forblev den danske feminisme i de politiske kritiske yderkredse, mens de norske og navnlig svenske i højere grad var i stand til at bemægtige sig den politiske dagsorden, således at statsfeminismen blev meget mere fremtrædende i Norge og Sverige.

Statsfeminismen 

I Danmark blev der ikke indgået holdbare alliancer mellem på den ene side 1970’ernes nye kvindebevægelse og de ældre kvindebevægelser, snarere tværtimod. Samtidig skabte den radikale feministiske og marxistiske holdning også et mistillidsforhold mellem universitetsfeminismen og den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Der blev således ikke som i Sverige og Norge etableret en statsfeministisk alliance mellem universitetsfeminismen og socialdemokratiet. Og derfor var der heller ikke nogen stærk alliance mellem universitetsfeminismen og de kvindelige politikere, da socialdemokraterne igen kom til magten i 1990’erne efter 1980’ernes borgerlige styre i Danmark. 

Alligevel lykkedes det med den socialdemokratiske videnskabsminister Jytte Hilden ved roret at skabe en ny bølge inspireret af den norske og svenske udvikling, idet hun bl.a i 1997 fremsatte forslag om de såkaldte Tham-professorater særskilt til kvinder i Danmark og samtidig også bevilgede et forskningsprogram, Freja, med i alt 78 mio. danske kr. til fremme af unge kvindelige forskere. Professoraterne blev der aldrig noget af, og mens man således i både Sverige og Norge i midten af 1990’erne fik et egentlig forskningsprogram til fremme af kønsforskningen, fik vi i Danmark et program til at fremme unge kvindelige forskere. Dermed blev der ikke skabt den nødvendige understøtning af kønsforskningscentrene på universiteterne, selvom det gennem programmet lykkedes at fastholde nogle kønsforskere i nogle år i tidsbegrænsede ansættelser. 

Dermed har man også fået et langt større engagement i feminismen i de øvrige nordiske lande end i Danmark, som også har betydet, vil jeg hævde, at kønsforskningen i Norge og Sverige i højere grad har været med til at inspirere statsfeminismen og sat afgørende spor i denne. I Norge betød olieeventyret allerede i 1980’erne, at man med en stærk tro på forandring og fremskridt gennem at sætte fokus på kønsulighed formåede at påvirke velfærdsstatspolitikere og bureaukrati gennem publicering af forskning og teoretisk baserede fortolkninger af kvinders situation (Ve 1998:326). I Sverige vandt brugen af et teoretisk forankret begreb om genussystemet frem, især gennem Yvonne Hirdman (1990) forskning og de markante spor i den svenske Maktudredning, hun fik sat sig, og som medførte at begrebet genussystem kom til at indgå i den svenske sprogbrug både i forhold til statsfeminismen og den akademiske feminisme. 

En af norsk kønsforsknings pionerer Helga Hernes (1987) skrev allerede i 1987 om, hvordan den norske stat i løbet af 1970erne og 1980’erne havde udviklet tydelige feministiske træk. Hun analyserede, hvordan feminismen kan fremmes gennem ligestillings- og socialpolitik (her fra Cathrine Holst 2006), og det gav anledning til at tale om den ‘kvindevenlige norske velfærdsstat’. Allerede i 1982 havde Bjørg Åse Sørensen (1982) vundet stor international anerkendelse for udvikling af begrebet ‘ansvarsrationalitet’ der hyppigt knyttes til kvinder og sættes overfor mænds teknisk økonomiske rationalitet. Siden er Hernes’ indsigt i den internationale forskningslitteratur på området blevet udvidet til et samlet perspektiv på de skandinaviske velfærdsstater (Fraser, Pateman), hvilket samtidig spiller sammen med den danske sociolog Gösta Esping Andersens (1990) afgrænsning af velfærdsregimer, som sætter de tre skandinaviske lande i samme regime. 

Statsfeminismen har imidlertid aldrig fået samme rodfæste i Danmark som i de to andre lande. Og man kan jo udfra velfærdsregimemodellen tale om, at Danmark i højere grad lægger sig efter en midteuropæisk mere liberalt orienteret velfærdsstat, hvor den norsk/svenske model ofte for de Fogh regeringer, der har hersket siden 2001, snarere har fungeret som skræmmebilleder end som idealbilleder. Det har f.eks. gjort sig gældende i diskussionen om reservering af en del af barselsorloven til fædrene. 

I Danmark mener det herskende politiske flertal, at man bør lade det være op til de enkelte familier at afgøre, om dele af orloven skulle tages af fædrene, mens man i Island, Norge og Sverige har reserveret en del af orloven til mænd. Denne holdning har man fastholdt på trods af kønsforskningens analyser og anbefalinger, der i denne sammenhæng er blevet betragtet som politisk baserede holdninger snarere end som ‘positiv’ viden. Det har betydet, at kvinder nu i langt de fleste tilfælde holder et års barselsorlov, mens fædrene holder de reserverede 14 dage og derudover i gennemsnit en enkelt uge, og den samlede beskæftigelsesprocent for kvinder er tilsvarende gået ned med en pct. siden den nye barselsorlov blev introduceret i 2002. 

Man kan således sige, at den danske ligestillingspolitik med Fogh-regeringerne er blevet en liberalistisk politik, der i højere grad er blevet til familiepolitik end ligestillingspolitik, og ikke påtager sig et feministisk projekt som sådan. 

I Norge synes der ikke tilsvarende at være en afstandstagen til feminisme eller ligestillingspolitik. Cathrine Holst kritiserer den norske tilgang for snarere at være instrumentel og mangle egentlige feministiske visioner, idet hun hævder, at “norsk akademisk og politisk feminisme har hatt en instrumentalistisk slagside, det vil si at diskusjonen om hvilke virkemidler som er best egnet til å nå feminismens mål fullstendig har overskygget diskusjonen om hvilke mål og idealer man i feminismens navn bør etterstrebe.” (Holst 2006:9). Alligevel kan man påstå, at Norge i væsentligt højere grad end både Sverige og Danmark har formået at fastholde en egentlig feministisk orienteret ligestillingspolitik. 

Drude Dahlerup (2007), der jo er en af de danske kønsforskere af første generation, som man ikke har værdsat nok i Danmark til at kunne holde på, og derfor er professor i Stockholm, har forsøgt at definere to forskellige nye former for borgerlige ligestillingsprofiler i Norden, der er repæsenteret hhv. ved de danske Fogh regeringer og den svenske forholdsvis nye Reinfeldt-regering. Den danske borgerlige ligestillingsprofil handler primært om, at man betragter ligestilling som noget, der er opnået mellem danske kvinder og mænd – og derfor heller ikke væsentligt at beskæftige sig forskningsmæssigt med – men stadig er et problem i indvandrerfamilier. Dermed anvendes ligestilling til at sætte et skel mellem danske og indvandrere. Mens den svenske borgerlige profil lægger vægt på strukturelle forandringer til fremme af ligestilling. 

Man kan måske hævde, at den norske mere instrumentelle holdning til feminismen har skabt nogle bedre og mere produktive alliancer mellem forskningen og statsforvaltningen, således at den sidste også aktivt spiller ind med krav og ønsker til kønsforskningen, selv om det også dermed bliver styrende for, hvilke emner, der kan forskes i. I min tid i programstyret bl.a. opslag om forskning i lesbiske og homofiles liv og historie samt om familiernes vilkår. Men selv om statsforvaltningen hermed bliver styrende for emnerne for en del af kønsforskningen, er der samtidig tale om, at de bliver udsat for et åbent udbud (udlysning), og at det overlades til styret og dermed til et flertal af aktive kønsforskere at afgøre, hvilke konkrete udformninger af emnerne og hvilke forskere, der får bevilling. 

Et sådant perspektiv findes slet ikke i Danmark, eller rettere sagt overlader f.eks. Ligestillingsafdelingen, ligestillingsministerens afdeling i Socialministeriet, hyppigt konkrete forskningsopgaver til ministeriets eget forskningsinstitut, Socialforskningsinstituttet, der tilsvarende ikke leverer fri universitetsforskning men besvarelse af specifikke opgaver og med en væsentlig fokus på kvantitative data, mens andre opgaver overlades til private konsulentvirksomheder. I enkelte tilfælde overlades konkrete opgaver til forskere ved universiteterne, men i form af konkrete opgaver, der købes af ministeriet, og resultaterne dermed ikke kan anvendes frit af forskeren i egen meritering.

Fremtiden for kønsforskningen i Danmark og Norge 

Vi danske kønsforskere ser først og fremmest med stor misundelse på den kønsforskning i Norge, der gennem de seneste årtier er blevet opbygget og institutionaliseret, mens der i Danmark snarere er sket en opslugning af kønsforskningen i andre fag, hvorved kønsforskningen i høj grad har givet køb på sin særlige kundskabsopbygning og politiske projekt. 

Det betyder, at kønsforskningen trods alt lever i Danmark, men samtidig har den et stort problem med den manglende brede forankring i empiriske og politisk anvendelige analyser, samt med en sparsom rekruttering af unge forskere. Man skal imidlertid ikke underkende, at der også er en styrke i integreringen af kønsforskning i andre fag. I Norge står det væsentligt bedre til med de anvendbare studier og tilsvarende har man en meget bred og regionalt forankret rekruttering af unge forskere. 

Norge er gået foran med det ‘tællekantsystem’, der i stigende grad disciplinerer forskningen og dermed også kønsforskningen i retning af en international mainstream, hvor det vigtigste kriterium for forskningsresultater er, at de vil blive fundet værdige til udgivelse i udenlandske fagtidsskrifter. Der sker samtidig en ensidig retning af kønsforskningen i retning af det engelsksprogede område og dermed også en hyppig reference til engelsksprogede forskere. Dette fører formentlig til en nedprioritering af særlige norske emner og særlige norske samarbejdsrelationer, fordi det simpelthen er forudsætningen for at få finansieret sin forskning, at den kan sælges til det engelsksprogede akademiske marked. 

Det afspejler sig i stadig større grad i de ansøgninger, man modtager i programstyret, at de forventer at afrapportere deres resultater i udenlandske tidsskrifter, og det slår en, at forskere, som tidligere primært har publiceret nationalt eller i nordiske sammenhænge, fremover forventer – og forventes – at publicere internationalt, og at man tilsvarende forventer at publicere i tidsskrifter snarere end i monografier eller antologier, der relativt rangerer lavere i forskningsvurderingssystemet. 

Man kan frygte for, at den væsentlige satsning på den nationale kønsforskning med stærke regionale, teoretiske og empiriske rødder, som er sket i Norge over en længere årrække, vil miste sin originale position i denne udvikling, hvor inspirationen fra og dominansen af engelsksprogede forskere vil skygge for de små forskningsmiljøer i Europa. 

Man kan på den ene side pege på, at der kan være en tendens til overinstrumentalisering af feministiske indsigter gennem nye internationale metodiske tilgange som gender mainstreaming og intersektionalititet og på den anden side pege på en tendens til overteoretisering med begreber som ‘performance’ og ‘queer’. Det har en klar styrke, at man med disse tilgange er i stand til at bevæge sig i et internationalt farvand med internationale problemstillinger, der er sat af en globaliseret verden. Men samtidig skaber det en akademisk diskurs, der er mindre tilgængelig i forhold til den konkrete politiske virkelighed og analyse af samme, som måske også på længere sigt risikerer at sætte de gode norske alliancer med det politiske system over styr.

Litteratur 

Esping Andersen, Gösta 1990. The Three Worlds of Welfare Capitalism. Cambridge: Polity. 

Dahlerup, Drude 2007. “Ligestillingsforståelser i svenske og danske partier. Er en borgerlig ligestillingspolitik under udvikling?” Tidsskriftet Politik (10) 2, s. 6-16. 

Hirdman, Yvonne 1990. “Genussystemet” I: Demokrati og magt i Sverige. Hovedrapport den svenske Maktudredning. Stokholm:44.

Holst, Cathrine 2006. “Statsfeminismen og nasjonalstaten”. Kvinder, Køn og 
Forskning 4. s. 5-16. 

Sjørup, Karen 2007. “Dansk ligestillingspolitik efter år 2000 – Mainstreaming, hovedstrøm eller stilstand”. Tidsskriftet Politik (10) 2. s. 58-67. 

Sørensen, Bjørg Åse 1982. “Ansvarsrasjonalitet”. I: Harriet Holter (red.) Kvinder i fællesskab Oslo: University Press 

Ve, Hildur 1998.”Rationality and Identity in Norwegian Feminism”. Drude von der Fher & Bente Rosenbeck (red.). I: Is There a Nordic Feminism. UCL Press Limited. London UK. 

Widerberg, Karin 2005. “Køn og Samfund”. I: Andersen H. & Kaspersen L.B.(Red) Klassisk og Moderne Samfundsteori. København: Reitzels.