Der er ingen tvivl om, hvem der vandt det amerikanske midtvejsvalg i november. Det gjorde Det Republikanske Parti, der nu har flertal i begge Kongressens to kamre. Demokraterne tabte stort både i Repræsentanternes Hus og i Senatet. Hvis man ser på, hvorfor valgresultatet endte sådan, så er der selvfølgelig som ved alle valg mange forskellige årsager – både nationalt og i de enkelte delstater. Men køn var også en tydelig faktor ved dette midtvejsvalg. Demokraterne førte en valgkampstrategi, der i høj grad gik ud på at tiltrække de unge, de sorte og ikke mindst de ugifte kvinder, som udgør ca. en fjerdedel af alle vælgere, og som traditionelt stemmer for demokratiske kandidater. Den strategi lykkedes bare ikke ved dette valg.

Meget lav valgdeltagelse

Valgdeltagelsen var meget lav ved midtvejsvalget i 2014. Der er altid i USA færre, der stemmer ved midtvejsvalg end ved præsidentvalg, hvor lidt over hver anden amerikaner bruger sin stemmeret. Men ved dette midtvejs 2014-valg var det kun omkring 36 procent af vælgerne, der fandt vej til stemmeboksene. Det er den laveste stemmedeltagelse i 72 år. Det var især de unge og de sorte, der blev hjemme på sofaen på valgdagen. Normalt udgør de unge 19 pct af stemmerne, ved dette valg udgjorde vælgerne under 25 år kun 13 pct af de afgivne stemmer – lidt flere kvinder end mænd.

Kvinderne brugte deres stemmeret

Kvinderne er gode til at udnytte deres stemmeret i USA. I snit er der 2-3 procentpoint flere kvinder end mænd, der stemmer. Det gælder især blandt de helt unge 18-24 årige, og for de 25-45 årige er der også meget stor kønsforskel i valgdeltagelsen. Blandt de yngre kvinder var det ved præsidentvalget 2012 lidt over 60 pct., der stemte, mens de yngre mænd kun nåede en stemmeprocent på knap 54. I de ældre årgange vender det. Her er der flere mænd end kvinder, der bruger deres stemmeret.

Enlige kvinder mål for valgkampen

De enlige yngre kvinder var et tydeligt mål for den demokratiske valgkamp. Partiet søgte at få valget til at handle netop om de emner og værdier, som angiveligt skulle interessere de ugifte kvinder, så som muligheden for at få abort, købe antikonceptionsmidler billigt osv. Men strategien lykkedes ikke. Der var stort set det samme antal ugifte amerikanske kvinder, der stemte ved dette midtvejsvalg som ved forrige midtvejsvalg i 2010, men den store forskel var, at de ikke stemte så massivt på demokratiske kandidater.

De ugifte kvinder svigtede demokraterne

Demokraterne havde forventet, at mindst 67 pct. af de ugifte kvinder ville stemme demokratisk, for det gjorde de i 2012 til præsidentvalget, hvor Barack Obama vandt. Men sådan gik det ikke. I 2014 var det kun 60 pct. af de enlige kvinder, der stemte demokratisk. Når man så lægger oveni, at der er flere gifte kvinder, der stemmer ved midtvejsvalg, og at en lille overvægt af de gifte kvinder stemmer på Republikanerne, ja så har vi her en af de helt store årsager til, at Demokraterne tabte dette valg.

“War on Women”-strategien slog fejl

Demokraterne prøvede som nævnt ihærdigt at få dette valg til at handle om netop kvinder og de emner, der angiveligt skulle appellere til især de ugifte kvindelige vælgere. Strategien var, at få de (mandlige) republikanske kandidater til at fremstår som kvindefjendske. “War on Women” kaldte Demokraterne strategien, der skulle få de ugifte kvinder over på Demokraternes side. Men det gik af flere grunde ikke helt som ventet. De fleste republikanske kandidater forsøgte at undgå at tale om kønsspecifikke emner og fremstå som moderate. Og det lykkedes, for de republikanske kandidater vandt i mange delstater over deres demokratiske modkandidater.

I Colorado kæmpede to mænd om kvindestemmerne

I delstaten Colorado forsøgte demokraterne at få valgkampen til at handle om kvinder. Her stillede to mænd op til den ledige senatorplads. Der var den demokratiske senatorkandidat Mark Udall, som stillede med en valgkamp, der i meget høj grad kørte på kvinders rettigheder til abort og antikonception. (Udall talte så meget om kvindeemner i sin valgkamp, at han undervejs fik øgenavnet Mark Uterus.) Hans republikanske modkandidat Cory Gardner er helt udpræget en konservativ republikaner, der er kendt for at ønske fx strammere abortregler. Alligevel tabte Mark Udall valget. Bl.a. fordi han ikke kunne få tilstrækkeligt mange kvinder til at stemme. Kvinderne i Colorado havde den laveste valgdeltagelse i i 22 år, og selv de yngre, ugifte kvinder støttede heller ikke Udall i særligt stort tal.

Derfor vandt de vrede hvide mænd

Den demokratiske valgstrategi om at tiltrække ugifte kvinder gik derimod rent ind hos en helt anden vælgergruppe, nemlig de ældre, gifte, hvide mænd. Den yderste højrefløj hos republikanerne vendte den demokratiske strategi på hovedet og brugte den til at tiltrække hvide mænd. En af de mest magtfulde konservative aktivister, radioværten Rush Limbaugh, advarede sine 15-20 millioner lyttere mod de mange ugifte kvinder: “Vi er nødt til at sørge for, at de enlige kvinder bliver gift, så de holder op med at stemme på demokraterne”. De konservatives strategi lykkedes. Aldrig før har så mange hvide mænd stemt ved et midtvejsvalg – og ikke siden 1984 har så mange ældre, hvide, gifte mænd stemt på republikanerne. 64 pct af alle hvide mandlige vælgere stemte på en republikansk kandidat.

Demokraternes valgstrategi tabte

Men hvorfor slog den demokratiske valgstrategi over for de enlige kvinder fejl? Det er der sikkert mange grunde til. Den demokratiske præsident Barack Obama er for tiden ikke særligt populær, og meningsmålinger viser, at mange vælgere – også kvinder – er meget skuffede over, at Obamas mange løfter fra 2008 ikke er indfriet. Men generelt er alle politikere upopulære, fordi de to partier i Kongressen har gravet sig ned i hver sin partipolitiske grøft og ikke kan enes om nogen som helst lovgivning i Kongressen. Men flere kvindelige kommentatorer mener også, at der er andre grunde.

Kvinder er mere end deres underliv

Demokraterne har til en vis grad undervurderet deres kvindelige vælgere. Det handler ikke kun om abortregler og p-piller. Seniorforsker Isabel V. Sawhill fra tænketanken Brookings Institute mener således, at en af grundene til, at demokraterne tabte dette midtvejsvalg er, at de ikke talte nok til deres kvindelige vælgere om mere økonomiske emner som fx betalt barselsorlov, ligeløn for begge køn og højere minimumsløn. Det er emner, der ifølge Sawhill optager enlige, kvindelige vælgere meget – bl.a. fordi halvdelen (49.6 pct) af amerikanere på mindsteløn eller derunder netop er ugifte kvinder. Andre kommentatorer som Elizabeth Nolan Brown fra Reason.com skriver i en kommentar, at hun meget gerne havde set demokratiske kandidater tale meget mere om NSA’s telefonaflytninger, politibrutalitet, raceproblemer og borgerrettigheder i almindelighed – emner som optager især de yngre og kvindelige vælgere.

Over 100 kvinder i Kongressen

For første gang vil der fra januar 2015 være over 100 kvinder valgt ind i USAs Kongres. Helt nøjagtigt er det 103. Men kvinderne udgør stadig under en femtedel af Kongressens i alt 535 medlemmerne. Og selvom det er en stigning fra de i alt 99 kvinder, der er i den nuværende Kongres, så kunne stigningen have været endnu højere, hvis demokraterne havde fået flere stemmer. For der er meget, meget stor forskel på, hvor mange kvinder, der stiller op for og bliver valgt for de to partier. Republikanerne er som tidligere nævnt i udpræget grad et parti for hvide mænd. Det ses også i Kongressen, hvor dette års vindende parti stiller med i alt 27 kvindelige medlemmer (seks senatorer og 21 medlemmer af Repræsentanternes Hus). Demoraterne har fået indvalgt 14 kvindelige senatorer og 67 i Huset – altså i alt 76 kvindelige demokrater.

Svag politisk indflydelse

Netop det faktum, at Det Republikanske Parti nu har flertallet i begge Kongressens kamre, betyder, at de kvindelige politikere får mindre indflydelse. Det er under 10 pct af de republikanske politikere, der er kvinder, og i et så mandsdomineret parti er det nærmest utænkeligt, at en kvinde vil få en toppost eller en af de betydelige udvalgsposter, der giver presseomtale.
Når det drejer sig om guvernør-poster, så klarer de republikanske kvinder sig dog bedre end deres demokratiske medsøstre. Der er i alt 50 guvernører i USA. Fem af dem er kvinder, nemlig to demokrater og tre republikanere.

De republikanske kvinder

De kvindelige republikanske politikere er altså ikke mange – og på nær et par markante navne som Sarah Palin og Michele Bachman (som i øvrigt nu stopper i Kongressen), så fylder de republikanske kvinder heller ikke meget i den offentlige debat. Men måske ændrer det sig nu. Det er nok værd at holde øje med Joni Ernst, nyvalgt senator for Iowa, der i januar 2015 starter i Senatet. Joni Ernst er den første kvindelige politiker fra Iowa, der nogensinde er blevet valgt ind i Kongressen. Det kan godt være, hun ikke får en markant post i partiets ledelse eller en god udvalgspost i Senatet, men hendes holdninger er sådan, at de nok skal skaffe hende omtale.

Joni Ernst og de kastrerede grise

Joni Ernst ligner sine to berømte partifæller Palin og Bachmann ved at være ultrakonservativ og stærk tilhænger af Tea Party-bevægelsen. Men ellers er hun bestemt ikke den helt almindelige republikanske kvinde. Hun er tidligere oberstløjtnant i den amerikanske hær, chef ved forsyningstropperne i Irak-krigen, og ikke mindst så er hun landmand, hvilket er meget vigtigt i en landbrugsstat som Iowa. Hun blev berømt i hele USA på en TV-reklame i valgkampen, hvor hun pralede med, at hun var vokset op på en gård, hvor hun lærte at kastrere smågrise. Andre politiske mærkesager for Joni Ernst er nej til abort, nej til højere mindsteløn, nej til miljøkontrol og nej til ægteskab mellem personer af samme køn. Til gengæld går hun stærkt ind for alle borgeres ret til frit at købe og bære alle slags våben, ligesom hun mener, at det amerikanske socialvæsen skal privatiseres.

Hillary Clinton-effekten

Midtvejsvalget er overstået, og alt og alle i amerikansk politik ser nu frem mod præsidentvalget i 2016. Det vindende Republikanske Parti har ikke været sene til at sige, at valgresultatet er et udtryk for, at amerikanerne vender ryggen til demokraterne – og at det igen betyder, at den foreløbig mest prominente mulige demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, ikke kan vinde i 2016. Men den forudsigelse holder ikke helt stik. For det første er der mange flere – især kvinder og unge – der stemmer ved præsidentvalg -og det er alt andet lige en fordel for demokraterne. Og selv om demokraterne tabte ved dette midtvejsvalg, så skyldes det ifølge en artikel i bladet TIME ikke Hillary Clinton. En analyse af valgresultatet i 2014 viser, at hovedparten af de demokrater, som fik Hillary Clintons støtte i valgkampen, fik forholdsvis flere stemmer end de kandidater, som Clinton ikke støttede. Analysen viser, at hver gang Hillary Clinton dukkede op i valgkampen og støttede en kandidat, så steg kandidatens andel af kvindelige stemmer med op til 12 procentpoint. Så TIME konkluderer, at Hillary Clinton-effekten så sandelig findes. Og den er ikke negativ, men en positiv og potent faktor, der også kan virke ved præsidentvalget i 2016.