Litteraturforskeren Lilian Munk Rösing (herefter LMR) har skrevet en tankevækkende lille bog om køn. Bogen er uhyre intelligent, uhyre velskrevet og uhyre problematisk. Den er trykt som en rapport. Roskilde Universitetsforlag burde have ofret en ordentlig indramning. Af en katekismus at være signalerer den discountkirke.

Kønnets katekismus er en introduktion, en præsentation og en debatbog. Men først og fremmest en samling af læresætninger og dogmer omkring køn og eksistens, sådan som de er i det nuværende patriarkat, og sådan som de burde være i det postpatriarkalske samfund.

LMR er ikke bange for at fastslå, hvordan Manden og Kvinden – og ja, der opereres med absolutte størrelser! – kan, bør og skal gebærde sig i et fager, ny verden. Og hun vil levere nye figurer at tænke kønnet ind i: “Kønnet og forholdet mellem kønnene anskues i dag, af både feminister og sexister og dem der slet ikke tænker over kønnet, i en række (urgamle) figurer, som det er mit ærinde at påpege nogle alternativer til” (s. 24)

Disse figurer hentes i den franske psykoanalyse, som sætter rammerne for Rösings univers og fantasi. Af de syv kapitler er et helliget den postfeministiske filosof Luce Irigaray, et andet mestertænkeren Jacques Lacan. Men disse to leverer tillige skyts, tankefigurer og terminologi til refleksionerne og utopierne i bogens øvrige kapitler. 

Nu skulle man tro, resultatet blev et ufremkommeligt, fransk indforstået misk-mask. Men det er ikke tilfældet. LMR er nemlig en formidabel formidler af særdeles vanskeligt og komplekst stof. Selv Lacan bliver – næsten! – forståelig i hendes udlægning. Hun fremstiller og integrerer ubesværet andres tanker i en smuk, letflydende, engageret og veloplagt skrift, der kun til sidst fuser ud.

Tælle til to

Hvori består så Rösings teser? Jo, først og fremmest i, at patriarkatet aldrig har lært at tælle til to. Køn altså. Enten tæller vi til en og tror, at menneskeheden består af ét og kun ét køn, nemlig Manden, og så nogle andre væsener, som så kan være pseudo-mænd, næsten-mænd eller ikke-mænd. Med andre ord: kvinder. Eller udtrykt med LMRs egne dogmer: “I patriarkatet tænkes forskellen mellem de to køn som en modsætning mellem “mand” og” ikke-mand” (s. 37); og det er et stort problem, for: “Så længe man tænker relationen mellem de to som et forhold mellem “mand” og “ikke-mand”, har man endnu ikke lært at tælle til to” (s. 37).

Eller også tænker vi i trekanter med far, mor og barn, hvor kønnet bliver gidsel for noget andet, noget tredje. Løsningen er en ny type forbedret heteroseksualitet, hvor mand og kvinde mødes på nye etiske præmisser, ikke sat af magten, men af kærligheden. Denne heteroseksualitet findes ifølge LMR endnu ikke. Den nye tosomhed, eller “Toer”, som den kaldes, opfattes som en matrice, der både skaber de to parter og skaber deres køn. Dette køn befinder sig mellem biologi og konstruktion og mellem idealitet og realitet: “Den kønsproducerende kærlighed er ikke den enes erfaring af den anden som en gåde, men en erfaring af verden under det vilkår at der er to” (s. 171). 

Det eksistentielle køn

Køn skabes således i kærlighed, men kønnet er først og fremmest er “eksistentiale”, altså et grundvilkår ved eksistensen. Ligesom døden. At være menneske medfører at have eller være et køn: “Kønnet er et eksistentiale fordi det er et væsenstræk ved den menneskelige eksistens at fortolke det biologiske faktum at der findes to forskellige køn” (s. 11).

Dette køn tilskrives en etisk dimension, for kønnet er en af de grundlæggende måder, hvorved individet får eksistens og samtidig erkender grænserne for sin eksistens. Glosen “sub-jekt” betyder jo som bekendt både “individ” og “underkastet”.

Den kønne(n)de grænseerfaring illustrerer Rösing med psykoanalysens begreb om “kastrationen”, der udvides til at omfatte såvel mænd som kvinder. På samme både som “fallos” ikke begrænses til mandens lem, men fungerer som et symbol, som også kvinder i bogstavelig forstand kan bryste sig af. Kastrationen ses som allegori på menneskets erkendelse af både sin væren, sit væsens grænser og sin dødelighed.

Rösing fastholder, at kønnet grundlæggende er “en god ide”. Den er den forskel, der bliver forudsætningen for forskelle overhovedet. Skrækscenarier spøger som kapitalismen, der truer med at gøre menneskeheden til konsumerende intetkøn og queerteorien, der truer med at pådutte os 117 køn. Og det skønt vi endnu ikke har lært at være to! 

Rene køn

Rösing udviser stort mod ved at gå mod hovedtendenser i aktuel kønsforskning, der fokuserer på forskellighed og mangfoldighed. Begreber som “Manden” og “Kvinden” som absolutte enhedskategorien er efterhånden en sjældenhed i andet end populærvidenskabelige og debatterende kønsbøger. Køn er i den grad relateret i forhold til race, klasse, alder, seksualitet, handicapstatus, profession og meget mere. 

Alt dette hæver LMR sig over. Hendes kønsbegreb er renset for race, klasse og seksuel forskellighed. Der er tale om absolutte og universelle enheder. Således kan hun s. 12 ganske udradere klasseforskelle: “Siden det borgerlige samfunds opkomst er manden gået på arbejde for at realisere sin almene menneskelighed, mens kvinden har kunnet blive derhjemme og pleje sit køn: sin kvindelighed, sin husmoderlighed, sin skønhedspleje, sine dameblade, sin kaffeklub”. Og skønt bogen rummer et helt – og interessant – kapitel om “hud” som alternativt “kønsorgan”, er denne hud ikke farvemarkeret. Filosofiens traditionelle farveblindhed overtages på foruroligende vis. 

Men ikke alle forskelle kan usynliggøres. Queerteorien, som tildeles en halv sides polemisk diskussion (bogens svageste), men som spøger som diskussionspartner gennem store dele af teksten, er et centralt smertepunkt, ligesom den homoseksuelle må skrives ud af universet. For hvis etikken grundlægges gennem mødet med det andet køn, er der en stor gruppe (urene?), der på forhånd diskvalificeres fra (hetero-)etikken. Og de opfører sig ifølge Rösing uetisk ved at skabe nye fronter, ligesom feministerne beskyldes for at grave grøfter mellem kvinder og mænd: “Skønt queer-teorien til en vis grad har sine rødder i feminismen, trækker den nogle helt nye fløje op i kønskampen; det er ikke længere kvinderne mod mændene, men de homo- og biseksuelle mod de heteroseksuelle” (s. 39).

Det kan undre, at queerteorien, der i høj grad ønsker at dynamisere seksuelle identiteter – også “heteroseksuelle” – her får ansvar for nye “frontdragninger” i “kønskampen”. Helt banalt har teorien selvfølgelig også rødder i 1970’ernes seksualpolitiske kampe mod undertrykkelse og diskriminering. Og at sætte spørgsmålstegn ved en majoritets selvfølgelige privilegier er naturligvis ikke noget der sker uden kamp.

Men er de sorte i USA således ansvarlig for racespændinger? Hvor etisk er det at tilskrive en undertrykt gruppe ansvaret for sin undertrykkelse? Vi genkender tendensen fra feminismens tidlige historie: at give offeret skylden. 

Den heteronormative utopi

LMRs “forhandlinger” med patriarkatet ligner også noget vi kender. Hun vil indsætte Kvinden – læs (måske?): den hvide, heteroseksuelle middelklasseklasse – i en ligeværdig position med Manden (ligeledes umarkeret) i en forbedret kønsverden. Prisen er en udradering af en række andre forskelle, der enten forties, usynliggøres, borttænkes eller etisk diskvalificeres. Rösings fantasi om den ideelle verden, hvor mand og kvinde i kærlighed tildeler hinanden og bliver til de to grundlæggende forskellige køn, som de egentlig altid har været, er radikalt u-mærkelig, anti-queer.

En forbedret postpatriarkalsk kultur med mere velfungerende køn og bedre vilkår for såvel kvinder som – og det betoner LMR igen og igen – mænd, den endnu ikke eksisterende, etisk reflekterede “heteroseksualitet”, forudsætter udraderingen af homoseksuelle, transseksuelle, transkønnede, hermafroditter, ja, af alt mærkeligt.

Hvad mon LMR måtte mene om homoseksuelles adgang til adoption og lesbiskes adgang til inseminering? Især da bogen mantra-agtigt gentager dogmet om, at: “Kønnet er et eksistentiale fordi vi alle er avlet af kønsforskellen” (s. 11, s. 25, s. 27). Jeg troede, at et foster blev skabt af, at en sædcelle møder en ægcelle – og ikke af heteroseksualitet…

En gave

Rösing genfortæller Simone de Beauvoirs berømte anekdote om, hvordan hun i diskussioner typisk fik at vide, at hun mener dette og hint, udelukkende fordi hun er kvinde. Beauvoirs insisteren på en kønsneutral humanisme bag kønnet relativeres af den norske kønsforsker Toril Moi, der foreslår at se kønnet som en baggrund, der kun i visse tilfælde bør aktiveres.

Rösing foreslår en anden svarmulighed, nemlig at Beauvoir kunne anvendte udsagnet som en gave, en kærkommen anledning til dialog, der kunne munde ud i, at også manden foræres sit køn, så han også får lov til at være et kønsvæsen og ikke altid skal legemliggøre den universelle menneskelighed.

I samme ånd vil jeg slutte. Ikke i forskrækket indignation eller hadefuld aggressivitet, men med en kærlig gestus. Med kærlighedens stærke arm vil jeg ligesom Simone forære LMR sin (hetero)seksualitet som en partikulær position, hun kan fortsætte med at opdyrke, udforske, filosofere over og nyde. Således befriet fra tvangsmæssigt at skulle tolke sin personlige lyst, smag, eksistens og erfaring ind i et rigidt universelt og almenmenneskeligt system, tror jeg, hun kan tænke anderledes rummeligt og mindre normativt, totalitært og ekskluderende.

Men at give en gave er en farlig ting. Det ved vi fra antropologien. Gaven kan udløse krig. Bogens indhold med dens dogmatiske, heteronormative psykoanalyse leveret med heteroseksuel patos gør mig pessimistisk omkring dialogmuligheder. Den inviterende, humoristiske og poetiske tone gør mig optimistisk.

Dag Heede er lektor, ph.d, Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet. Han har bl.a. skrevet “Hjertebrødre. Krigen om H.C. Andersens seksualitet” (2005).

Læs Lilian Munk Rösings replik til denne anmeldelse Drop etiketten anti-queer