Magt er ikke noget man får, det er noget man tager. Om nødvendigt med kønskvotering. Det er det signal, der kommer fra det ene europæiske land efter det andet. Et oprør ulmer mod den næsten uindskrænkede mandsdominans i det private erhvervsliv.

Kvinderne vil have del i den økonomiske magt. Efter at Norge har vist vejen og tilsyneladende ganske smertefrit har skaffet 40 procent kvinder ind i aktieselskabsbestyrelserne pr. 1. januar 2008, vokser presset for kønskvotering i de europæiske lande.

Spanien er fulgt efter med en ligestillingslov, som i 2015 vil give fortrinsret i offentlige licitationer til virksomheder, der har 40 procent kvinder i bestyrelserne, men uden sanktioner over for dem, der ikke har. Og fra 1. januar i år skal finske virksomheder have mindst ét kvindeligt bestyrelsesmedlem. Ellers skal de stå skoleret og forklare, hvorfor det ikke er lykkedes dem at finde en egnet kvinde.

I Belgien har ligestillingsminister Joëlle Milquet bebudet et lovforslag om 30 procent kvinder i aktieselskabsbestyrelserne. I Holland har en appel om kønskvotering udsendt af 200 erhvervskvinder resulteret i en lov, der anbefaler 40 procent kvinder i bestyrelserne, men uden sanktioner. Og i Sverige er der tegn på, at kønskvotering vil blive et at de hede spørgsmål i valgkampen op til stortingsvalget i september.

Ligestilling på arbejdsmarkedet kommer ikke uden kamp

– Det er mit indtryk, at noget er ved at ændre sig. Den mandsdominans, man tidligere affandt sig med i erhvervslivet, er ikke længere acceptabel. Og samtidig breder den opfattelse sig, at vi kun får adgang til magten, hvis vi kæmper for det. De kompetente og kvalificerede kvinder er der, men en række mekanismer holder os alligevel ude, og der skal særlige midler til, hvis vi vil have ligestilling, siger Cécile Crésoval fra European Women’s Lobby i Bruxelles.

Et af de lande, hvor holdningen til kønskvotering synes af have ændret sig markant, er Frankrig, hvor parlamentet i januar havde et forslag til førstebehandling, som efter norsk mønster skal hæve andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer fra de nuværende ni til 40 procent i 2016. Makker bestyrelserne ikke ret, bliver de ganske enkelt kendt ugyldige.

Forslaget, som er fremsat af to kvindelige medlemmer af Nicolas Sarkozys borgerlige regeringsparti, blev ikke alene vedtaget. Det er tilmed sket i næsten total ubemærkethed. Hvor Frankrig for ti år siden skændtes indædt om den lov, der pålægger politiske partier at opstille lige mange kvindelige og mandlige kandidater, har kønskvotering i aktieselskabsbestyrelser ikke skabt offentlig debat.

Argumentet om, at kønskvotering giver plads til kvinderne i kraft af deres køn og ikke i kraft af deres kompetencer, som var fremme for ti år siden, er slet ikke på banen i denne omgang. Den socialistiske og kommunistiske opposition har lidt refleksagtigt kritiseret loven for ikke at tage fat på kønsulighederne på hele arbejdsmarkedet. Men uden større overbevisning. Socialistpartiet stod selv bag en kvoteringslov, som ikke kunne gennemføres i 2000.

– Den offentlige holdning er vendt i forhold til debatten om politisk ligestilling og især inden for det seneste års tid i erkendelse af, at ligestillingen på arbejdsmarkedet står i stampe, siger Brigitte Grésy, som sidste sommer offentliggjorde en kommissionsrapport om professionel ligestilling i Frankrig, blandt andet med en anbefaling af kønskvotering til aktieselskabsbestyrelser.

– Denne gang har vi haft en pragmatisk diskussion om, hvad der kan give resultater. Det er blevet til et spørgsmål om retfærdighed, ikke en debat mellem universalistisk og essentialistisk feminisme. Vi har for eksempel spurgt 23.000 kvinder, om de har tillid til deres karrieremuligheder i virksomheder. 70 procent svarede nej, påpeger Brigitte Grésy.

Antallet af kvinder i topstillinger har stået stille i 20 år 

Overalt i Europa er billedet det samme. 10 procent af bestyrelsesmedlemmerne i EU-landene er kvinder med et spænd fra tre procent i Portugal til 20 procent i Finland og 27 procent i Sverige.

Danmark halter bagefter de øvrige skandinaviske lande og befinder sig præcist på det europæiske gennemsnit på ti procent i de børsnoterede selskaber, ifølge den nordiske undersøgelse Køn og Magt, som blev gennemført på foranledning af Nordisk Råd i 2008.

Og ser man på kvindernes adgang til de eksekutive topposter i erhvervslivet, er mandsdominansen endnu mere tyngende. Tre procent af de administrerende direktører i de store europæiske virksomheder er kvinder, en enkelt procent i Danmark.

European Working Conditions Observatory, et organ under EU, konstaterede i oktober sidste år, at “kvinders adgang til topstillinger har stået stille de sidste 20 år”.

Mandedominans i erhvervsliv står i skærende kontrast til det politiske liv

Kvinderne har i de senere år tilkæmpet sig til en pæn del af mandaterne i Norden, konkluderer forskningsprojektet Køn og Magt i Norden, finansieret af Nordisk Råd, som netop er blevet afsluttet.

– En af forklaringerne, som forskerne peger på i undersøgelsen, er, at kriterierne for personudvælgelse til topposterne er forskellig i politik og i erhvervslivet. I politik handler det om demokratisk repræsentation af forskellige befolkningsgrupper. I erhvervslivet overvejer forskerne, om ikke topposterne symbolsk forstås som mandlige positioner. Det bidrager til at skabe en slags organisatorisk mandlighed, der spiller en stor rolle for organisationens selvforståelse, forklarer Kirsti Niskanen, forskningsleder ved NIKK, Nordisk Råds Institut for Kundskab om Køn, som har sammenfattet undersøgelsens konklusioner for de fem nordiske lande.

Frivillige ordninger, som for eksempel det danske Ligestillingscharter fra 2007 og det svenske kodeks, der anbefaler virksomhederne at have 40 procent kvindelige bestyrelsesmedlemmer, har vist deres begrænsninger, selv om Sverige har oplevet en markant vækst fra tre-fem procent før vedtagelsen af anbefalingen til de nuværende 19 procent kvinder i aktieselskabsbestyrelserne. Som Kirsti Niskanen formulerer det: Hertil og ikke længere.

Kvotering – et fast track til ligestilling

Også i Sverige stagnerer udviklingen. Derimod dokumenterer Drude Dahlerups forskning i kvinders politiske repræsentation, at det er kønskvoteringen, der har brudt dørene op til de folkevalgte forsamlinger.

– Halvdelen af alle lande i verden har kønskvotering til folkevalgte forsamlinger. 50 lande har et lovkrav om kønskvotering, i yderligere 50 lande har partierne frivillige ordninger om at opstille for eksempel 30-, 40- eller 50 procent kvinder. Og kvinderne er ikke kun til pynt. De har i alle lande sat ligestilling på dagsordenen, men i øvrigt varierer de kvindelige politikeres indflydelse fra land til land og fra parti til parti. Kvotering har vist sig at være et instrument, der hurtigt ændrer kvindernes politiske underrepræsentation, fastslår professor Drude Dahlerup fra Statsvetenskapliga Institutionen ved Stockholms Universitet.

Det er det, hun kalder et fast track til ligestilling i modsætning til et “incremental track”, hvor ligestillingen forventes at ske gradvist, skridt for skridt.

– Skridt for skridt-modellen hviler på det teoretiske udgangspunkt, at ligestilling kommer med tiden, lidt af sig selv, når kvinderne når et tilstrækkeligt uddannelsesniveau og kommer ud på arbejdsmarkedet. Den grundlæggende diagnose på kvindernes underrepræsentation er, at kvinderne ikke er dygtige nok og ikke har ressourcer nok.

– Fast track-modellen postulerer omvendt, at ligestilling ikke kommer af sig selv, og at vi tværtimod kan opleve backlash. Og diagnosen er en anden. Det er ikke kvinderne, der er noget galt med, men derimod institutioner og organisationer, som har indbygget en strukturel diskrimination, så kvinderne ikke rekrutteres. Med hensyn til politisk repræsentation har Latinamerika og post-konflikt lande i Afrika i en årrække været på et fast track, men Europa er ved at komme med. Og nu oplever vi tilsyneladende et spill-over til erhvervslivet, siger Drude Dahlerup.

Virksomheder efterspørger ikke kvindelige ledere

– I mange år har ligestillingsinitiativerne sigtet på at forbedre udbuddet af kvindelige ledere, konstaterer også professor i køn, økonomisk forandring og organisation ved Linköpings universitet, Anita Göransson, som har medvirket ved Køn og Magt-undersøgelsen.

– Der har været stort fokus på at få kvinderne kørt i position til topposter i erhvervslivet. For eksempel via mentornetværk og andre initiativer, der skal sikre, at kvinderne melder sig på banen. Men problemet er jo, at virksomhederne ikke efterspørger kvindelige ledere.

– Gatekeeperne i de private virksomheder, og det gælder også for eksempel fonde, hvor 90 procent af bestyrelsesmedlemmerne er mænd, holder simpelthen kvinderne ude. Det er Rip Rap og Rup-effekten, hvor de siddende medlemmer vælger nye, der ligner dem selv. Det handler ikke om, at kvinderne ikke søger topstillingerne, fordi de ikke er motiverede, som man så tit hører. Den slags stillinger søger man jo ikke, man får dem tilbudt. Vi skal fokusere mindre på udbuddet af kvindelige lederemner og mere på efterspørgselen efter dem, siger Anita Göransson.

Rekruttering af bestyrelsesmedlemmer systematiseret

Det er netop erfaringen fra Norge. Her udsendte erhvervslivet også dommedagsprofetier om, at det aldrig ville lykkes at finde tilstrækkeligt mange kompetente kvinder, for at komme op på 40 procent kvinder i de norske ASA-selskaber. 

I dag sidder de der. Også selv om det ikke blev kvindelige kloner af de siddende, mandlige medlemmers baggrund og profil.

– De nye bestyrelsesmedlemmer er lidt yngre end dem, de har erstattet. De er højtuddannede, ofte med juridisk baggrund og er i mindre grad hentet i ejerkredsen. Generelt har det vist sig, at rekrutteringen er blevet mere systematiseret, hvor man tidligere bare kontaktede en af vennerne fra old boys-klubben, siger Mari Teigen fra Oslo Universitet, som er en af deltagerne i et nyt forskningsprojekt, Køn og Inklusion, der skal analysere konsekvenserne af den norske kønskvotering.

De norske forskere vil blandt andet undersøge, hvor meget det rykker ved magtbalancen mellem kønnene, at kvinderne har slået døren ind til bestyrelseslokalernes tykke gulvtæpper.

Kvinderne skal også ind på direktionsgangene

– Kvinderne har fået en central position i bestyrelserne. Loven er en succes i den forstand, at kvinder har fået adgang til mange vigtige bestyrelsesposter, og flere kvinder er blevet magtfulde i kraft af rigtig mange styrehverv. Loven har betydet, at kvinder er blevet inkluderet i en slags bestyrelseselite, fastslår Trond Løyning, specialist i netværk og styrehverv ved Høgskolen i Vestfold, som har lavet en første analyse af de nye selskabsbestyrelser.

Men hvis denne indflydelse koncentreres hos en lille elite af gyldne skørter, som de kaldes i Norge, kan kvindernes landvinding vise sig at blive beskeden.

Undersøgelsen viser, at de nye kvindelige bestyrelsesmedlemmer i gennemsnit har flere bestyrelsesposter end mænd. Og blandt de medlemmer af de norske aktieselskabsbestyrelser, som har fem eller flere poster, er der otte kvinder og fire mænd.

– Det er for tidligt at sige, om den gamle “gutteklub” har fået følgeskab af en “jenteklub”. Noget tyder på, at der snarere er tale om én klub af magthavere, hvor kvinderne indtager en ganske dominerende position. Generelt fremstår magten som mere koncentreret end tidligere, fordi relativt få kvinder har indtaget de centrale poster. Hvis hensigten med loven var en bredere inkludering af kvinder, er det mindre sikkert, at loven har været en succes. Men det er vigtigt at følge udviklingen over tid. Det kan jo godt være, at langt flere kvinder med tiden vil få adgang til bestyrelsesposterne, påpeger Trond Løyning.

Men hvis magtbalancen mellem kønnene virkelig skal rykke i erhvervslivet, skal kvinderne ikke kun have foden i døren til bestyrelseslokalet, men også til direktionsgangen. Og flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer splintrer ikke automatisk det glasloft, der holder kvinderne væk fra lederposterne.

– En af hensigterne med at få flere kvinder i bestyrelserne er, at erhvervskvinderne skal blive synlige, så det får direktionerne til at lede efter kvinder til topposterne. Men foreløbig har vi ikke kunnet konstatere denne effekt, siger Mari Teigen.

Anita Göransson peger på, at det kønsopdelte arbejdsmarked bidrager til at opretholde glasloftet, på samme måde som det fastholder lønforskellene mellem mænd og kvinder.

– Topledere kommer fra mellemlederstillinger. Og her ser vi, at kvinder især sidder på poster i marketing, kommunikation og personaleledelse. Ikke inden for økonomi og produktion, hvor toplederne sædvanligvis rekrutteres. Vi ved ikke, om det skyldes, at det allerede starter med kvindernes uddannelsesvalg, og om de selv vælger disse karriereforløb, eller om det er her, det er lettest at få et lederjob som kvinde. Det er også noget, vi skal forske mere i, siger Anita Göransson.

Brug for action i det europæiske erhvervsliv

I Storbritannien har statssekretær under ligestillingsministeriet, Angela Eagle, netop bekendtgjort, at den nye ligestillingspakke, som blandt andet skal skabe åbenhed om lønforskelle mellem mænd og kvinder, ikke kommer til at indeholde kønskvotering.
Men grundlæggende har “skridt for skridt-modellen” fået et skud for boven i lyset af ligestillingens stagnation i erhvervslivet.

– Vi har ikke set fremskridt i de sidste 20 år. Vi har brugt masser af energi på at få virksomhederne til at rekruttere flere kvindelige ledere, og alligevel stagnerer vi på omkring 2.8 procent kvindelige topledere og 12 procent kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Det eneste der sætter skred i tingene, er kønskvotering, som vi netop har set i Norge, siger Günel Bercan, en af initiativtagerne til den hollandske appel om kønskvotering, som er dybt skuffet over ikke at have opnået reel kønskvotering.

I Sverige tegner kønskvotering til at blive et af de store spørgsmål ved det kommende Riksdagsvalg i september.

– Socialdemokraterne går ind for kønskvotering, fordi partiet gerne vil i alliance med Venstrepartiet. Det nye er, at det liberalt-konservative Moderata Samlingspartiet også er ved at blive tilhænger for at ændre sit image som et mandsdomineret parti, som ikke appellerer til de kvindelige vælgere, påpeger Anita Göransson.

– De svenske kvinder er splittede og ikke udelt begejstrede for kønskvotering. Men flere og flere begynder at indse, at uden pres sker der ikke noget. Vi ved fra tidligere, at hver gang vi begynder at true med kønskvotering, så får vi flere kvinder til magten. Når signalet er nej til kønskvotering, så falder kvindernes repræsentation, siger Anita Göransson.

– Vi har, også i Danmark, lullet os ind i troen på, at ligestillingen altid er på vej frem. Men sådan er det ikke, fastslår Drude Dahlerup.

Kønskvotering et blandt flere instrumenter

– Der kan være en styrke i, at samfundet udvikler sig gradvist, og et fast track kan skabe en slags kønschok. Men vi har fokuseret for meget på, at vi skulle ændre hele kønsmagtssystemet for at få adgang til den økonomiske magt. Og hvis problemet er rekrutteringsmønstret, så må vi tage fat ved ondets rod. Det gør kønskvotering, mener Drude Dahlerup.
– Man skal se kønskvotering som ét blandt flere instrumenter, som skal kædes sammen med en indsats på alle de områder, for eksempel det kønsopdelte arbejdsmarked og uddannelsesvalg, der medvirker til at opretholde glasloftet, konkluderer Kirsti Niskanen.

– Det vigtige er, at presset for ligestilling opretholdes. Hvis vi siger til hinanden, at ligestilling har vi da, nu handler det bare om, at den enkelte skal gå ud og tilkæmpe sig sin plads, som den liberalistisk orienterede feminisme hævder, så når vi ikke videre, mener Kirsti Niskanen.