– Misbrugsbehandling er generelt blevet betragtet ud fra et mandligt perspektiv i Europa, da den første stofmisbruger, man fik øje på i 1960’erne, var en mand, fortæller kognitiv adfærdsterapeut Tine Lydolph, som er projektleder i KABS (Københavns Amts Behandlingscenter for Stofbrugere) sammen med antropolog Kathrine Bro Ludvigsen, der står bag en ny konferencerække om socialt udsatte kvinder. 

Misbrugsbehandling er designet med manden som prototype, og forskningen er i overvejende grad lavet af mænd, om mænd og på mænd. Først inden for de seneste år er der kommet fokus på kvinder i behandlingssystemet, bl.a. i form af rapporten Kvinder og køn: Stofbrug og behandling (2008) fra Center For Rusmiddelforskning samt i form af forskningen i KABS Viden.

Kvinderne bliver usynlige

2/3 af de stofbrugere, der er indskrevet i den offentlige misbrugsbehandling, er mænd. Det betyder, at kvinderne let bliver usynlige og forsvinder i mængden.

–  En kønsneutral behandling gør, at man bliver kønsblind, fortæller Kathrine Bro Ludvigsen, der mener, at vi skal have mulighed for en kønsopdelt behandling, som tager højde for kvinders og mænds respektive problemer.

Tanken om at være stoffri er skræmmende for kvinderne

Hidtil har behandlingen i vid udstrækning fokuseret på misbrug af stoffer, hvor det handler om både at erkende og bekende, at man er stofbruger og at reducere eller fjerne sit misbrug. 

– Undersøgelser har dog vist, at måden, mænd og kvinder skal arbejde med stofmisbrug på, er forskellig. Tanken om at blive stoffri er f.eks. langt mere skræmmende og uoverskuelig for kvinderne, påpeger Tine Lydolph.

Samtidig regner man traditionelt prostitution, vold i parforhold og seksualitet for at være problemer, som mange kvinder i udsattesystemet slås med. Og det syn smitter ofte af på behandlingen.

– Kvinderne bliver tit mødt med forestillinger om, at man skal et bestemt sted hen med behandlingen. Systemet definerer ganske enkelt, hvad kvindens problem er. Hvis hun f.eks. er prostitueret, så er det hendes prostitution, vi skal tale om, fortæller Tine Lydolph. 

I forbindelse med hendes treårige projekt “Kvindeedukation” blev der oprettet tre rene kvindegrupper i KABS. Forud for projektet havde Tine Lydolph erfaret, at kvinderne ikke altid ønskede at tage udgangspunkt i de “traditionelle” emner, og derfor fik de mulighed for selv at være med til at sætte dagsordenen. 

Tine Lydolf mener, at kvinderne har brug for, at der ikke nødvendigvis er en direkte konfrontation med stofmisbrug, traumer og seksuelle problematikker.

Fokus på hverdagsproblemer

– Vi skal først og fremmest skabe nogle trygge rammer for kvinderne, hvor de føler sig respekteret og taget alvorligt. Vi skal være lyttende og i fællesskab finde frem til, hvilke problemer der er, og hvordan man kan løse dem, fastslår Kathrine Bro Ludvigsen. Hun og Tine Lydolph har erfaret, at disse problemer ofte har rod i dagligdagen.

– Kvinderne har brug for nogle mestringsstrategier i hverdagen. Hvordan tager jeg f.eks. bussen, hvis jeg lider af social fobi? Hvordan køber jeg billigt ind til mit barn? Og hvordan løser jeg problemerne med min kæreste?, fortæller Tine Lydolph, der bl.a. har trænet konkrete hverdagssituationer i et pilotprojekt.

– Kvinderne skal arbejde med at få en hverdag til at fungere og blive i stand til at agere i samfundet i forhold til de værdier og ønsker, de har. Det er netop den måde, de kan reducere deres stofmisbrug på, siger hun.

Ofte har kvinderne også hovedansvar for børn og familie, som gør dem ekstra sårbare. Nogle kvinder lever et decideret dobbeltliv, hvor de f.eks. på den ene side har et familieliv med børn og på den anden side tager stoffer og måske prostituerer sig i det skjulte af frygt for, at nogen skal opdage deres misbrug – og at børnene i så fald bliver fjernet.

Lige mange mandlige og kvindelige alkoholikere

Kvinder med alkoholproblemer lever ofte endnu mere skjult end stofbrugende kvinder. Alkohol er lettere at få fat i, og det er nemmere at dække over et evt. alkoholproblem. Langt flere kvinder end mænd bruger desuden beroligende piller sideløbende, de er lægeordinerede og derfor også legale. 

– Kvinderne tror ofte, at de er helt alene om at have et problem, fordi det har været skjult, siger Gudrun Islandi Bramsen, der er alkoholbehandler og familieterapeut og tilknyttet Frederiksberg Centeret. Hun har desuden mange års erfaring med en kønsopdelt alkoholbehandling fra bl.a. USA og Island, hvor der generelt er større fokus på køn i udsattesystemet.

På Frederiksberg Centeret kommer både private – og socialt udsatte klienter, der er henvist af kommunen. Alkoholbehandlingen har ligesom i stofmisbrugsbehandlingen tidligere været rettet mod mænd, fordi der var flest mandlige alkoholikere. Men i dag er der, ifølge Gudrun Islandi Bramsen, næsten lige så mange kvindelige – som mandlige alkoholikere i Danmark. 

I flere år har man derfor på Frederiksberg Centeret haft én ugentlig dag med rene mande- og kvindegrupper. Den kønsopdelte behandling kan være en del af vejen frem, mener Gudrun Islandi Bramsen.

– Når kvinderne kommer ind i en kvindegruppe, ser de andre, som har det på samme måde som dem. Det er en kolossal hjælp at møde ligestillede. Der kommer mange historier frem, som alle kan genkende, bl.a. hvordan de har stukket den samme løgn eller har skjult flasker bestemte steder og vigtigst, at de alle sidder med skyld- og skamfølelser, fortæller hun og tilføjer:

– Flere af kvinderne i alkoholbehandling har desuden været udsat for incest eller vold i parforholdet og har det dårligt med at tale om det, når der er mænd til stede. De tør ikke åbne munden, fordi de er bange for at blive nedgjort eller gjort til grin. Nogle kvinder kan heller ikke lade være med at flirte med mændene i gruppen, og så går tiden med det.

Viden om køn skal indgå i behandleruddannelsen 

I Norge og Sverige har man i højere grad end i Danmark undersøgt socialt udsatte i forhold til køn og behandling.

Tina Mattsson, kønsforsker og lektor i socialt arbejde på Linnéuniversitetet i Sverige, har bl.a. skrevet en doktorafhandling om kønsperspektivet i misbrugsbehandling i 2005. Hun oplever, at der generelt er en stor interesse for kønsspørgsmålet i de eksisterende behandlingstilbud for socialt udsatte i Sverige, og at personalet tager højde for køn, når de møder mænd og kvinder i behandlingen.

– Interessen går især på, om behandlingen retter sig mod kvinder eller mod kvinder og mænd. Her opfatter man imidlertid typisk kvinder som kvinder og mænd som misbrugere. Det betyder, at kønsspørgsmålet kun bliver relevant for kvinder og ikke for mænd. Og det er problematisk, bl.a. fordi mændenes mulighed for at behandle spørgsmål som at være forælder, offer eller at have prostitueret sig er meget begrænset, understreger Tina Mattsson.

– Vi skal se køn som en mere kompleks og dynamisk kategori. Kvinder og mænd bør anskues i forhold til andet end køn. Vi skal fokusere på, hvordan klasse, etnicitet, seksualitet og alder påvirker kønskategorierne. At være kvinde eller mand kan jo indebære mange forskellige ting i forhold til f.eks. etnisk baggrund og seksuel identitet, siger hun og tilføjer:

– Vi skal desuden have øje for, at der ikke kun er uligheder mellem kvinder og mænd, men at der også er både uligheder og ligheder mellem kvinder.

For Tina Mattson er det optimalt, hvis personalet både er uddannet i kønsspørgsmål og samtidig reflekterer over, hvad køn betyder for dem selv, og hvilke kønsmagtstrukturer de indgår i sammen med klienterne.

Næsten ingen ulemper ved kønsopdelt behandling

Der er store fordele ved en kønsopdelt behandling, mener Tina Mattsson. Og små eller ingen ulemper: 

– Fordelen ved at behandle kvinder og mænd separat er bl.a., at kønsmagtstrukturen bliver meget mindre nærværende, og at man kan arbejde med især kvinderne på en anden måde, siger hun.

Tina Mattsson har kun en indvending mod, at kvinder og mænd opdeles i hver sin gruppe:

– Når kønsmagtstrukturen bliver mindre tydelig, tvinges mændene ikke på samme måde til at se den og at arbejde med den. Men det skal ikke være et argument for en blandet behandling. Kvinderne skal ikke tage ansvar for mandens behandling. De skal koncentrere sig om deres egen.

Hverken Gudrun Islandi Bramsen, Tine Lydolph eller Kathrine Bro Ludvigsen er bekymrede eller bange for, at kvinderne bliver ‘ofre’, når de ikke er sammen med mændene. Tværtimod.

– I vores grupper havde kvinderne bestemt ikke en offerrolle. De følte sig meget privilegerede og forkælede, fortæller Tine Lydolph. Hun pointerer dog, at der kan være en risiko for at havne i offerrollen, hvis man sætter faste overskrifter som “prostitution” og “incest” på de enkelte kvindegrupper. Samtidig har Tine Lydolph og Kathrine Bro Ludvigsen erfaring med, at nogle kvinder ikke ønsker at være i gruppe med andre kvinder, eller ikke har de problemer, der behandles i kvindegruppen. Efter deres opfattelse bør der derfor være tilbud om både blandet og kønsopdelt behandling i udsattesystemet.