“Det er de færreste afghanere, der tager på kunstmuseer og gallerier. Med mine gademalerier bringer jeg kunsten til dem, og på den måde kan alle få øje på mit budskab.”
Sådan siger 25-årige Shamsia Hassani, der anses for at være Afghanistans første kvindelige gadekunstner. KVINFO møder hende på Frederiksberg, hvor Hassani besøger en billedkunstskole for at undervise de unge i graffitikunst og fortælle om vilkårene som gadekunstner i et krigshærget land som Afghanistan.
Siden hun for tre år siden deltog i en workshop i graffitikunst, har hun brugt det meste af sin fritid på at dekorere husfacaderne i Kabuls gader. De mange industrikvarterer og forladte bygninger i byen inviterer til at blive malet, forklarer hun:
“Vi har mange ødelagte mure i vores by. Mure med skudhuller og ødelæggelser fra krigen. Og jeg tænkte: Måske kan jeg farvelægge dem. Viske de dårlige minder om krigen væk og erstatte dem med glade farver.”

Foto: Torben Ulrik Nissen
Men Hassani vil mere end blot farvelægge sin by. Hun er overbevist om, at kunst kan ændre et samfund, og med sine malerier vil hun minde sine landsmænd om, at kvinderne stadig findes og har ret til en stemme i det afghanske samfund.
“Situationen for kvinder i Afghanistan er stadig problematisk. Mange kvinder kan ikke bestemme over eget liv. De har ikke mulighed for at uddanne sig eller på anden måde gøre noget for deres samfund. Det er, som om man har glemt, at de eksisterer. Med min kunst siger jeg: Kvinderne er her stadig, og de er stærke.”

Burkaen ikke det største problem

Shamsia Hassani har efterhånden udviklet sin egen personlige stil og en tydelig signatur i sin kunst: Store, skarptskårne silhuetter af kvinder i lyseblå burkaer – med ansigtet dækket helt til bag det karakteristiske net. Ikke umiddelbart symbolet på kvindefrigørelse i vestlig optik, hvor burkaen ofte betragtes som en kvindeundertrykkende foranstaltning.
Hassani forklarer:
“Jeg har ændret kvindernes form. Jeg har givet dem brede, skarpe skuldre og talje. De er større, end kvinder er i virkeligheden, og jeg maler dem altid i bevægelse. De danser eller kigger rundt og fremstår som handlekraftige og symboliserer en positiv forandring. Jeg håber, at det kan få afghanerne til at ændre deres syn på kvinder.”
På nogle af malerierne har Hassani givet kvinderne flere kighuller i burkaen, så de både kan kigge til højre og venstre. Det er for at symbolisere, at de afghanske kvinder har udsyn, at de er orienteret om, hvad der foregår i samfundet.

Foto: Torben Ulrik Nissen
At hendes feministiske budskab er pakket ind i en burka, opfatter Hassani ikke som en selvmodsigelse:
“Jeg bruger ikke burkaen til at erklære mig enig eller uenig i, om kvinder skal gå med den,” lyder det fra Hassani, der selv har et mønstret tørklæde om håret.
“Jeg bruger den derimod som et symbol på kvinden. Som jeg ser det, er burkaen ikke det største problem for Afghanistans kvinder. Vi har andre og større problemer at slås med, og det vil ikke løse dem, at vi tager burkaen af.”

Færdes ikke efter mørkets frembrud

Graffiti har traditionelt set været en mandsdomineret kunstform. Den graffitikultur, som i begyndelsen af 1970’erne bredte sig i New Yorks undergrund, primært i ghettoerne og på subwaystationer og togvogne, sprang ud af hiphopmiljøet og handlede om at markere sig i opposition til rivaliserende grupper. Tags og graffitiværker blev betragtet som hærværk og skulle helst udføres efter mørkets frembrud, i subwaytunneler og på husmure – steder, hvor lovens lange arm ikke kunne gribe forstyrrende ind. Og det var altså primært mænd og drenge, der førte spraydåsen.
I modsætning til New York, København og andre vestlige metropoler er der ingen lov mod graffiti i Kabul, så i princippet burde Shamsia Hassani have frit spil til at udøve sin kunst. Men i den afghanske hovedstad er der andre ting på spil, der gør, at man som ung kvinde skal træde varsomt.
Det er for det første ikke hverken velset eller tilrådeligt, at kvinder færdes alene på gaden efter mørkets frembrud. Og mens Hassani ikke behøver frygte politiets sikkerhedsstyrker, forårsager Talebans selvmordbombere stadig død og ødelæggelse i den krigshærgede by. Formodentlig væsentlige grunde til, at Hassani indtil videre er Afghanistans eneste kvindelige graffitikunstner.
“Jeg går aldrig ud efter mørkets frembrud. Det er ærgerligt, for der er så mange mure, jeg gerne vil male. Som regel skynder jeg mig at gøre et værk færdigt, så jeg kan komme hurtigt væk,” lyder det fra Hassani.
Hendes forældre er altid bekymrede, når hun er uden for hjemmets fire vægge.
“Men de er også stolte af, at deres datter gør noget for at ændre samfundet,” tilføjer hun og henviser til afghanske kvinders magtesløse position i landet.
“Mange kvinder færdes i det, man kan kalde familiens sfære. De køber ind og besøger familie eller slægtninge, går til skrædderen og går andre ærinder, der er nødvendige for husholdningen. Det er ikke et decideret dårligt liv. Problemet er, at de ikke har friheden til at gøre, hvad de vil, og at de ikke har mulighed for at gøre noget for deres samfund. De kan ikke uddanne sig og tjene penge, de kan ikke træffe deres egne beslutninger eller bevæge sig frit. Der er meget snævre rammer for dem.”

Kvinder skal inspirere hinanden

Og netop de snævre rammer, som gør, at Shamsia Hassani skal passe på, hvor og hvornår hun udfører sin kunst, har drevet hende til at opfinde en ny form for graffiti. Hun tager billeder af husmure og facader, hun godt kunne tænke sig at male, og printer det ud i stort format. Derpå maler hun graffitien på med pensler.
“Jeg kalder det drømmegraffiti.”
Shamsia Hassani, der i dag er ansat som kunstprofessor ved universitetet i Kabul, mener, at det kræver kvindelige rollemodeller, hvis det afghanske samfund skal opnå større ligestilling mellem kønnene.
“Kvinder skal vise, at de kan gøre de samme ting som mænd. Så vil andre kvinder følge efter. Hvis jeg kan lave graffiti, så kan alle gøre det. Det handler om at inspirere hinanden,” siger hun.
For nylig afholdt hun en graffitiworkshop for 15 studerende på universitetet.
“To af dem er blevet rigtig dygtige graffitimalere,” fortæller hun stolt.

Foto: Torben Ulrik Nissen
Når hun ikke underviser eller lægger farver på Kabuls gråtonede bygningsfacader, rejser hun rundt i verden for at undervise unge i graffitikunst. Hun vil vise, at Afghanistan er andet end krig og død og ødelæggelse. Hassani, der selv er født og opvokset i Iran, havde selv et negativt billede af Afghanistan, før hun flyttede dertil med sin familie efter den amerikanske invasion af landet i 2001.
“Jeg troede, Afghanistan var et forfærdeligt land. Jeg havde set de negative historier i medierne og troede ikke, der var mad, vand og andre helt basale ting. Men da jeg ankom, opdagede jeg, at alle de ting var der. Det eneste, der mangler, er freden. Freden og friheden.”

Vil blive i sit land

Næste år forlader de internationale tropper Afghanistan efter 13 års krig. Med Vestens militære exit overlades landet til en uvis skæbne. Mange frygter, at Taleban vil genvinde magten og atter gøre forholdene for de afghanske kvinder umenneskelige. Korruptionen og opiumsproduktionen lever i bedste velgående. Antallet af internt fordrevne i landet nærmer sig en halv million, og mere end 3.000 afghanske civile omkom i 2011 som direkte følge af den væbnede konflikt.
Da talen falder på, hvad der vil ske, når de internationale tropper trækker sig ud af landet, svarer Hassani:
“Jeg er bekymret. Men jeg vil helst ikke tænke på det nu. Jeg forsøger at være optimistisk. Jeg kan alligevel ikke påvirke, hvad der vil ske, så jeg prøver at lade være med at tage sorgerne på forskud.”
Mens mange andre unge, veluddannede afghanere allerede er flygtet, ønsker Hassani at blive i sit land og bidrage til genopbygningen af samfundet. Hun bor i Kabul med sine forældre, en bror og to søstre. Og bortset fra, når en bombe springer, er livet i byen for det meste ganske normalt, fortæller hun.
“Der er masser af mennesker på gaden, butikkerne er åbne, og folk er glade.”