Når det kommer til politik og ligestilling er Danmark et uland. Der findes i hvert fald ulande, som har højere kvindeandel i deres parlamenter end andelen er i de danske byråd. Blandt de nordiske lande ligger Danmark i bunden. Kvindeandelen er 27 procent blandt kommunalpolitikerne i Danmark, sammenlignet med 36, 38 og 42 procent i henholdsvis Finland, Norge og Sverige.

At Danmark er et uland, gik op for mig, da jeg var statskundskabsstuderende ved Aarhus Universitet og fulgte et seminar med Drude Dahlerup: “Køn, klasse, etnisk baggrund og kommunalpolitik. Kommunalvalget 1989”. Under seminaret læste jeg Dahlerups bog Vi har ventet længe nok. Håndbog i kvinderepræsentation. Her 20 år senere har jeg haft fornøjelsen af at læse KVINFOs online festskrift om 100 års jubilæet for kvinders kommunale valgret, og der er ingen tvivl om konklusionen: Vi har ventet endnu længere – forgæves.

Der er ganske simpelt intet sket siden 1989. Og det går galt hele vejen op ad den politiske karrierestige. Det ses i figur 2, som er lavet med inspiration af forsiden på en anden jubilæumsbog 50 års jubilæet i 1965 for kvinders valgret til folketinget (figur 1). Figur 1 viser, hvordan kvinder indtog flere og flere samfundsmæssige trappetrin: den første læge i 1885, valgretten og de første kvindelige politikere i 1909/1915, den første kvindelige professor i 1945 og i 1948 den første kvindelige præst. Figur 2 viser den kommunalpolitiske karrieretrappe.


Figur 1. Forsiden af jubilæumsbog fra 1965 ved 50 års jubilæet for kvinders valgret til Folketinget 

Kvinder udgør flertallet af vælgerne

Som det ses i figur 2 udgør kvinder faktisk flertallet af vælgerne, fordi mænd har en højere dødelighed og dermed kortere levealder end kvinder. Kvinder har derfor siden indførelsen af kvindelig valgret ved hvert eneste valg udgjort mere end halvdelen af vælgerne. Det forspring var imidlertid ikke til megen hjælp, da mange kvinder ikke har benyttet valgretten – 25 procentpoint lavere deltagelse end mænd i 1909, 10 procentpoint mindre i 1933 og cirka 4 procentpoint i 1974, som er det sidste valg, hvor valgstatistikken viser kønsopdelt valgdeltagelse. En stor registerbaseret undersøgelse viste imidlertid, at i 2001 var billedet vendt: Kvinder stemmer nu en anelse hyppigere end mænd. Så kvinder er nu ikke blot flertallet af potentielle vælgere, men også flertallet af aktive vælgere. Det hjælper imidlertid heller ikke meget, da flertallet allerede svinger til et klart mindretal på 33 procent ved det første trin på den politiske karrieretrappe: Indmeldelsen i et politisk parti.

Kvindeandelen falder yderligere fra 33 til 30 procent på det andet trin – fra medlem til kandidat – hvor medlemmerne med ambitioner stiller op, og partiorganisationerne sorterer de potentielle kandidater. På det tredje trin kommer vælgerne på banen, og kvindeandelen falder til 27 procent. På det fjerde trin kigger kommunalpolitikerne på hinanden og vælger en borgmester: Kvindeandelen falder til 8 procent.

Figur 2. Den politiske karrieretrappe i kommunalpolitikken. Andel kvinder blandt vælgere, partimedlemmer, kandidater, byrådsmedlemmer og borgmestre ved kommunalvalget 2005. Procent

Den grundlæggende struktur i kvindeandelene på de forskellige trin af karrieretrappen har været den samme, så længe der har været lavet undersøgelser af kommunalvalg og formentlig ved alle kommunalvalg siden 1909. I slutningen af anmeldelsen vender jeg tilbage til spørgsmålet, om festskriftet giver forklaringer på dette permanente kønsskæve billede.

Skævheder før, nu og i fremtiden

Festskriftets første artikel af Jytte Nielsen undersøger det paradoks, at der kun blev indvalgt 1,3 procent kvinder ved det første kommunalvalg med stemmeret til begge køn, mens kvinder samtidig var meget politisk aktive på andre områder i datidens samfund: Sygekassebestyrelser, sogneråd. Forklaringerne søges i 1) en splittet kvindebevægelse og 2) afvisningen af rene kvindelister, 3) kvindebevægelsernes fokus på høj valgdeltagelse for at vise, at beslutningen om at udbrede valgretten til kvinder var rigtig, frem for fokus på at få valgt kvinder og 4) en opfattelse i datiden af, at kvinder trods valgretten var politisk umodne. Kilderne i analysen er primært kvindebevægelsernes tidsskrifter og det dokumenteres overbevisende, at de fire forklaringer var til stede i datiden.

Derimod bliver læseren ikke overbevist om, at de fire forklaringer er de vigtigste forklaringer. Det kritiske spørgsmål er, om det ville have gavnet kvindeandelen på langt sigt, hvis kvindebevægelserne havde stået sammen, havde anbefalet rene kvindelister og arbejdet for valg af kvinder frem for blot høj valgdeltagelse. En bredere og mere eksplorativ forklaring af den ekstremt lille andel valgte kvinder, kunne formentlig have været mere frugtbar, selv om dokumentationen havde været vanskeligere.

Festskriftets anden artikel er skrevet af historikeren Jytte Larsen. Det virker ulogisk/ukronologisk, at artiklen pludselig springer tilbage til tiden før 1909. Trods dette beskriver artiklen fint sammenvævningen mellem 1) forfatningskampen, 2) kampen for kvinders rettigheder i ægteskabet/rettigheder som samfundsborgere og 3) kampen for kvinders valgret. Inde i artiklen øges den kronologiske forvirring ved fokus på festen i 1908 for valgretten, hvorefter der springes endnu længere tilbage i historien.

Festen giver imidlertid et godt indblik i de fronter og strategier, som havde været på spil, og som endte i det tragikomiske, at de partier, som havde kæmpet for kvinders valgret, blev væk fra festen, mens festen havde deltagere fra partierne, som havde modsat sig valgretten, men så til sidst havde vedtaget den. Det er også bemærkelsesværdigt, hvordan den kommunale valgret helt åbenbart blot blev set som et middel – en murbrækker – i forhold til det egentlige: kvinders valgret til parlamentsvalgene. Opfattelsen af kommunalpolitik som noget sekundært eller mindre vigtigt var allerede her på spil. Ganske som i dag, hvor den eksempelvis afspejler sig i den lave kommunale stemmeprocent på omkring 70 procent langt under folketingsvalgenes 80-85 procent valgdeltagelse. Bortset fra den forvirrende kronologi i artiklen, gives der alligevel et både spændende og nuanceret billede af udviklingen og af eftertidens skiftende fortolkning af udviklingen.

Langsom udvikling ikke et dansk fænomen

Drude Dahlerups artikel starter med et større afsnit om kønskvotering, som kommer noget umotiveret for læseren og ikke umiddelbart hænger sammen med artiklens tema: glasloftsdiskussionen – de usynlige barrierer, som kvindeandelen mange steder ser ud til at ramme, når en vis kvindeandel nås. Dahlerup viser, hvordan den langsomme udvikling i starten af 1900-tallet ikke var et specielt dansk fænomen. Danmark lå som de øvrige lande på 2-5 procent kvinder i lokalpolitikken, og først i 1960’erne begyndte andelen langsomt at stige, for så at få mere momentum i 1970’erne og 1980’erne. Men Danmark ramte altså glasloftet 1989-1993, mens kvindeandelen fortsatte med at stige i de øvrige skandinaviske lande. Dahlerup betoner partiernes rolle som gatekeepers og diskuterer herefter tre forskellige teorier: kønsmagts-, efterslæbs- og mæthedsteorierne. Ingen af disse teorier virker overbevisende, hvis både det historiske perspektiv og sammenligning mellem lande inddrages. Dahlerup peger på diskurser (de samfundsmæssige forståelser og italesættelse af køn), samt kvindebevægelsernes styrke som to afgørende faktorer, der har mindsket presset for ligestilling både indefra og udefra på partierne.

Ann-Dorte Christensen peger i sin artikel på forskellen på lokal og national politik, og på den ringe opmærksomhed, som den lave kvindeandel i kommunerne får. Vælgernes betydning for kvindeandelen er, at de øger kvindeandelen ved folketingsvalg, mens de mindsker andelen ved kommunalvalg. Christensen peger på, at kommunalreformen i 2007 i meget ringe grad satte fokus på ligestilling – lige som strukturkommissionen, der forberedte reformen, bestod af 13 mænd og én kvinde. Kommunestørrelse er imidlertid i sig selv næppe afgørende for kvindeandelen, hvilket også blev bekræftet ved det første kommunalvalg til de nye kommuner, hvor kvindeandelen ikke ændrede sig. Den lave kvindeandel i kommunerne forklarer Christensen med kønsroller, mandedominans/rip-rap-rup-effekten, den manglende italesættelse af skævheder samt forskellige politiske deltagelsesprofiler på mænd og kvinder.

Horsens og Lyngby-Taarbæk er spydspidskommuner

Anna Wowk Vestergaards artikel beskriver Horsens Kommune, som helt siden 1909 har ligget i front med kvinderepræsentation – ved valget i 2001 endda med et flertal af kvinder i kommunalbestyrelsen. Artiklen beskriver også indgående, hvorledes kvinder selv i Horsens har haft færre udvalgsposter og langt færre magtfulde poster end mænd, samt at der er en klar kønsforskel på hvilke udvalg byrådsmedlemmerne sidder i: Kvinder er overrepræsenteret på undervisning og især det sociale område, mens mænd er overrepræsenterede på det økonomiske og især det tekniske område. Nok så vigtigt vises det, at dette billede er konstant både før og efter 2. Verdenskrig, dog med en ændring ved de seneste valg i 2001 og 2005, hvor kvindeandelen i byrådet nåede op på 46 og 28 procent kvinder. Artiklen er svagest i diskussionen af årsagerne til udviklingen i Horsens sammenlignet med resten af landet, samt i manglen på en klar konklusion – magtens jernlov og mønsterbrydere fremstår mere som beskrivelser end som forklaringer.

En anden spydspidskommune med stor kvinderepræsentation er Lyngby-Taarbæk Kommune, som Helle Skjerbæk beskriver. Første halvdel bliver lidt en gentagelse af Horsens historie, mens anden halvdel derimod giver en spændende beskrivelse af kommunens interne ligestillingsarbejde. Kommunen var i 1989 en af de første kommuner, der nedsatte et ligestillingsudvalg, som på flere områder har været et eksempel på vellykket ligestillingsarbejde. Udvalget var over årene udsat for talrige lukningstrusler, som blev til virkelighed i 2009. Problemet med den meget spændende sidste halvdel af artiklen er, at den intet har med kvinders kommunale valgret at gøre, og derfor fremstår, som et uforløst appendiks.

Kvindelige politikere står bag daginstitutionerne

Anette Eklund Hansens artikel fortæller oplysende historie om dagsinstitutioners historiske baggrund og om kvindelige politikeres betydning for skabelsen af dette tilbud til københavnske børn. Særlig interessant er beskrivelsen af den interne modstand i Socialdemokratiet. Kønsrollernes magt i 1900-tallet står tydeligt frem, og læseren efterlades med mange spørgsmål: Hvordan er det med denne magt i 2009 – er den væk? Hvilken form har den? Hvor kan den ses?

Er mangel på ligestilling overhovedet et problem – og hvorfor? Det spørgsmål diskuteres glimrende i artiklen af Anette Borchorst, som både historisk og teoretisk beskriver argumenterne om interesse, ressourcer, retfærdighed og medborgerskab. Endnu mere spændende er sammenligningen af argumenternes brug i Norge, Sverige og Danmark og påvisningen af, at der fra den fælles italesættelse og mobilisering i 1970’erne, sker en større afmatning af debatten i Danmark end i Norge og Sverige. Heri ligger formentlig en væsentlig nøgle til udviklingen i de seneste 20 år i Danmark, og det kan kun ærgre læseren, at der blot bruges nogle få sider på emnet.

Konklusionen overlades til læseren

Den afsluttende artikel af Karen Sjørup giver et personligt billede af kvinder i kommunalpolitik i 1980’erne og 1960’erne fortalt ved henholdsvis Karen Sjørups egen og hendes mors politiske karrierer. Den velskrevne artikel giver to gode tidsbilleder, men opfylder ikke den indledningsvise ambition om, at sætte dem ind i både en samfundsmæssig og diskursiv sammenhæng. Men spændende læsning er det.

Og det gælder festskriftet som helhed. Det er spændende læsning, men samtidig et meget broget sammensat festskrift, med både nationalt perspektiv og lokalhistorie, med både snæver valgret og meget andet, og med både samfundsanalyser og personlige/lokale beretninger. Det skaber variation og bredde, men kan også forvirre læsere og miste fokus. En konkluderende artikel kunne have rettet op på det: Hvad er konklusionen egentlig? Det spørgsmål overlades til læseren selv.

Konklusionen for herværende læser er – ud fra festskriftet og megen anden litteratur – at manglen på ligestilling i kommunalpolitikken i virkeligheden handlede meget lidt om valgret. I de første 50 år efter valgretten skete stort set intet med kun et-fire procent indvalgte kvinder. Så kommer revolutionen fra slutningen af 1960’erne til midten af 1980’erne, hvorefter der følger 25 år med ny stilstand.

Forklaringen på stilstanden er kompleks. Som det illustreres i figur 3, skabes ulighederne af alle aktører: Politikere, partier, vælgere, partimedlemmer, mænd – og kvinder selv. Alle trækker i retning af ulighed.

Figur 3. Oversigt over udvalgte forklaringer på mangel på ligestilling i kommunalpolitik

Det komplekse billede betyder, at der ikke er én “skyldig”. Det er alles skyld. Eller for at bruge et fortærsket udtryk: Det er samfundet skyld. At årsagsbilleder er komplekst, og at mange aktører spiller i samme retning, er imidlertid ikke det samme som, at der ikke findes forholdsvis nemme løsninger – men herom i konklusionen.

Danmark: et ligestillings-uland 

Danmark er et uland i ligestillingen ved kommunalvalgene. En trøst – selvfølgelig en ringe trøst – kan være, at ligestillingen på en lang række andre områder ser endnu værre ud. Magtudredningen beskrev i 1999 i bogen Den danske elite massive kønsskævheder inden for alle eliter i det danske samfund. Kultureliten havde 18 procent kvinder, dog med lidt flere (26 procent) på lederposterne på museer, forlag og teatre. I centraladministrationens elite var 14 procent kvinder, dog kun seks procent på de egentlige topposter. I kommunerne var der fire procent kvinder i den administrative elite. Domstolseliten havde 15 procent kvinder, mens der i mediernes chefredaktioner kunne identificeres 13 procent kvinder. Interesseorganisationerne havde 9 procent kvinder på lederposterne, men med store forskelle mellem lønmodtager- (17 procent) og arbejdsgiverorganisationer (to procent). Forskningsverdenen kunne bryste sig af otte procent kvinder. I de private virksomheders direktionslokaler kunne der kun findes to procent kvinder.

Læseren efterlades opløftet og klogere på kønsskævheden

Konklusionen er, at læsningen af festskriftet efterlader læseren opløftet og langt klogere på de fortsatte kønsskævheder i kommunalpolitikken. Dog efterlades læseren også med et uforløst spørgsmål: Hvordan flyttes Danmark fra positionen som ligestillingsmæssigt uland? Hvis ikke kvinder og mænd, vælgere og partimedlemmer, partiorganisationer og kommunalpolitikere, medier og borgere tager fat, så kan KVINFO blot lade det udmærkede festskrift ligge uændret på internettet de næste 25 eller 50 år – intet vil ske.

Den vigtigste konklusion i festskriftet er betydningen af den måde, der i samfundet tales om ligestilling på – italesættelsen eller diskursen. Den danske måde at tale på er vejen til stilstand: Enhver tale om ligestilling følges straks op af idealet om, at vi bør udvælge efter kvalifikationer – i politik, i erhvervsdirektionerne, på forskningsinstitutionerne. Det er denne måde at tale på, som under den nuværende regering – men vel egentlig også under de tidligere? – bruges til konsekvent kun at vedtage de initiativer, som ikke virker: kampagner, redegørelser, mentorordninger… De seneste 20, 40 eller for den sags skyld 100 år har vist, at det ikke er vejen frem og alligevel fortsætter folketingspolitikerne ad den vej. Danmark fortsætter af den slagne vildvej, selv om vi i den grad halter bagefter de øvrige nordiske lande med ligestillingen i samfundet som helhed, men især i kommunalpolitikken.

Fuldtidspolitiker, kvoter og ligestilling

Hvis mangel på kønsmæssig ligestilling i kommunalpolitik er et problem – hvad kunne så være løsninger på det komplekse problem? Her kan den større grad af ligestilling i Folketinget og Europaparlamentet måske være en nøgle. Kunne forklaringen være den simple, at der i disse folkevalgte organer gives en løn, som gør, at politik er en karriere? Det har den fordel for kvinder, at de ikke skal kæmpe med det problem kvindelige kommunalpolitikere kæmper med: At passe tre jobs: det politiske hverv, det civile erhverv – og det hovedansvar for driften af familien, som stadig i de fleste familier varetages af kvinder.  Kommunalpolitik er efter kommunalreformen i 2007 blevet langt mere tidsmæssigt krævende, så hvis kvinder skal lokkes med, vil fuldtidsløn kunne være effektivt, selv om karrierepolitikere også har demokratiske bagsider.

Flere artikler cirkler om kvoter, som katten om den varme grød. Er kvoter en anden løsning? Ja, hvis årsagen ligger dybt forankret helt nede i sproget og diskurserne om køn, så kan kvoter udformet på den rigtige måde flytte meget – men hvordan nås frem til beslutninger om kvoter, hvis blokeringen ligger i sproget og diskurser?

Måske ved den banale tredje løsning, at få frem i lyset og gentage igen og igen, at Danmark er et uland og i stigende omfang bliver det, sammenlignet med en verden i bevægelse. Danmark har ligget i top, men ligger nu som den bløde mellemvare. Fortsætter udviklingen ligger Danmark i bunden ikke bare i Norden, men i hele Europa om 20-30 år. Kun 12 procent af eliterne i Danmark er samlet set kvinder. Kvinder får 17 pct. mindre i løn end mænd for det samme arbejde… Listen over skævheder er uendelig. Vil danske kvinder – og mænd – virkelig blive ved med at finde sig i det? Det brede perspektiv skal i centrum – ikke de enkelte skævheder. Det flytter ikke noget hvert fjerde år at sætte fokus på skævheden i kommunalpolitik. Den grundlæggende massive mangel på ligestilling skal i centrum. Kun sådan ændres diskursen, hvor danskerne i dag har bildt hinanden ind, at vi har ligestilling, og reelt kun har problemer med ligestilling i indvandrermiljøerne. Sandheden er den modsatte: Danmark er på stort set alle områder et uland, når det kommer til ligestilling. Men skal vi ikke udvælge efter kvalifikationer? Jo, men sandheden er, at på langt de fleste områder er der rigeligt med kvalificerede kvinder. Det er den kønsmæssige magt og undertrykkelse – udøvet af sociale, kulturelle og økonomiske samfundsstrukturer, organisationer, partier, medier, vælgere, mænd… og kvinder, som forhindrer ligestilling.

I kommunalpolitikken kan løsningen altså være flere fuldtidspolitikere, kvoter eller et opgør med myten om, at der er ligestilling i Danmark. Men den bedste prognose er nok, at intet vil ske – og at kvindeandelen vil falde ved kommunalvalget i november 2009.