PRAKTIK

To praktikanter til KVINFO’s kommunikation- og politikteam

ANSØGNINGSFRIST:
TORSDAG DEN 31. marts 2022

Vil du styrke ligestilling i Danmark og internationalt? Kan du forvandle komplekst stof til artikler og indhold på sociale medier? Kan du lide at researche og har du politisk tæft? Søg praktikstilling i KVINFO.

Som praktikant i KVINFOs kommunikation- og politikteam prøver du kræfter med at researche og formidle alt fra forskning, undersøgelser og analyser til begivenheder og politik. Du kan også komme til at stifte bekendtskab med pressearbejde. Du skal med andre ord trives med at arbejde med mange medieplatforme og mange forskellige slags indhold.

Du skal være en skarp og hurtig skriver. Som kommunikationspraktikant skal du især have et klart blik for visuel kommunikation. Du skal have godt kendskab til de sociale medier og det er en fordel, hvis du i forvejen kan skrue en artikel sammen. Som politikpraktikant skal du have forståelse for politiske processer og være i stand til at sætte dig ind i både lovgivning og statistik.

Det er nødvendigt, at du arbejder selvstændigt og selv opsøger opgaver i det daglige. Vi vil gøre vores bedste for at skrue din praktiktid sammen, så den både udfordrer dig og tager hensyn til dit nuværende faglige niveau.

Arbejdsopgaverne udføres i tæt samarbejde med resten af KVINFOs kommunikation- og politikteam. Du får en bred kontaktflade på praktikpladsen og det er derfor vigtigt, at du kan samarbejde på tværs af organisationen og skabe gode relationer.

Vi søger som udgangspunkt to praktikanter, med hver deres profil, men da teamet arbejder tæt sammen, er det en fordel at kunne overlappe.

Kommunikationspraktikant

Arbejdsopgaver:

  • Skrive artikler til kvinfo.dk om køn og ligestilling i perspektiv af dagens nyhedsdagsorden og vores arbejde i Danmark og internationalt
  • Producere og udgive indhold på Instagram og Facebook, inklusiv live
  • Opdatere og udvikle vores hjemmeside med baggrundstekster og arrangementer i vores digitale kalender
  • Stå for praktiske opgaver, fx ved møder og arrangementer

Kvalifikationer:

  • Du er studerende på kandidatniveau
  • Du skriver levende og fejlfrit dansk og forhåbentlig også engelsk
  • Du har viden om køn og ligestilling
  • Du er vant til at producere indhold til forskellige platforme og målgrupper
  • Du har erfaring med WordPress og gerne også med Adobe Express og Later
  • Du arbejder fokuseret og selvstændigt i et travlt arbejdsmiljø
  • Du er initiativrig, ansvarsbevidst og struktureret

Politikpraktikant

Arbejdsopgaver:

  • Lave research og bidrage til politikudvikling, høringssvar mm. om køn og ligestilling
  • Monitorere den ligestillingspolitiske udvikling i medier og i Folketinget
  • Stå for praktiske opgaver, fx ved møder og arrangementer

Kvalifikationer:

  • Du er kandidatstuderende – formentlig inden for samfundsvidenskab
  • Du har viden om politik og grundlæggende kendskab til statistik og lovgivning
  • Du har viden om køn og ligestilling
  • Du er analytisk skarp og formidler klart på skrift
  • Du arbejder fokuseret og selvstændigt i et travlt arbejdsmiljø
  • Du er initiativrig, ansvarsbevidst og struktureret

Praktisk

Praktikken er ulønnet. Du skal kunne få merit fra din uddannelse for praktikforløbet til efterårssemesteret 2022.

Du skal kunne lægge mindst 30 timer om ugen på kontoret. Dog er vi naturligvis fleksible med hensyn til dit studie, opgaver og eksamen undervejs.

Du må gerne vedhæfte/linke til eksempler på dit arbejde.

Blind rekruttering

Ligestilling og mangfoldighed er kerneværdier i KVINFO og vi har derfor besluttet, at ansættelsesudvalget ikke ved udvælgelse af kandidater, der inviteres til samtale, vil blive præsenteret for ansøgerens navn, køn, alder, eller billede. Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater uanset alder, køn, religion eller etnisk oprindelse til at søge stillingen.

Eventuelle spørgsmål til stillingen kan rettes til kommunikationsmedarbejder Hanan Chemlali Rosendal på e-mail med ’Kommunikationspraktikant’ anført i emnefeltet: hanan.chemlali@kvinfo.dk

Ansøgning

Send din ansøgning og cv samt anden relevant dokumentation til personale@kvinfo.dk og anfør ‘Kommunikationspraktikant’ eller ‘politikpraktik’ i emnefeltet, senest 31. marts. Vi forventer at afholde samtaler i uge 14.

KVINFO er Danmarks videnscenter for køn og ligestilling. KVINFOs vision er et frit og ligestillet samfund. KVINFOs mission er på et vidensbaseret grundlag at kvalificere samfundsdebat og -forandringer, og at fremme ligestilling i en aktuel kontekst nationalt og internationalt. Gennem udvikling og anvendelse af redskaber, vidensformidling og fortalervirksomhed bidrager vi til norm-, kultur- og strukturændringer. KVINFO er en selvejende institution under Kulturministeriet.