Kvinderne har alle en unik position i de 10 arabiske lande, der var repræsenteret på konferencen, af den simple grund, at de allerede er dybt involveret i politisk og praktisk arbejde i hjemlandet.
Men det er de oftest på trods og uden den store anerkendelse fra deres mandlige kolleger og de mandsdominerede regimer i den uroplagede region.  At kvinderne føler sig marginaliserede, var der ingen tvivl om, efter at have hørt de mange oplæg.

Det splittede Syrien

Der var for eksempel fem fra den syriske opposition, hvoraf en løbende deltager i de internationale forhandlinger om fred.
Som gruppe repræsenterede de vidt forskellige holdninger – Dr. Mais Krydee går på pragmatisk vis ind for, at præsident Assad bliver en del af fredsløsningen. De andre er stærkt imod, især advokaten Hanan Mohammad, som kører sager mod regimet for familier til forsvundne personer og nogle af de mange fanger i Assads fængsler.
Fælles for dem er, at de er blevet boende i Damaskus. Ud over at være udmattede af den årelange krig, synes de også, at omverdenen gør alt for lidt for at lytte og forstå den kamp, det er for syriske kvinder at få større indflydelse.

For lidt at sige i Irak

Om resolution 1325

FN’s Sikkerhedsråd vedtog den banebrydende resolution 1325 om kvinders rettigheder i konfliktzoner i år 2000, og den er flere gange siden blevet udbygget.

Resolutionen er todelt. Dels slår den fast, at kvinder og piger har ret til særlig beskyttelse i krig og konflikt, og dels så indfører den et krav om, at kvinder bliver inddraget i konfliktløsning og fredsforhandlinger, der ellers ofte er overladt til de bevæbnede parter.

Som sikkerhedsrådsresolution er den bindende for medlemmerne, men den er ofte blevet overset, på trods af, at der er erfaringer for, at man når frem til mere holdbare fredsløsninger, når kvinderepræsentanter er inddraget.

Læs nyhed om den seneste styrkelse af resolutionen

Læs nyhed om det voksende pres i Mellemøsten for at få efterfulgt resolutionen

Læs artikel om kvinderne i Yemens konflikt

Så var der en læge fra den kurdiske del af Irak, som fortalte om de håbløse forhold de væbnede konflikter skaber på hospitalerne. De er overbelastede på grund af de mange internt fordrevne og har næsten intet medicinsk udstyr tilbage. Vian Sabri antydede i sit oplæg, at alt ville blive lettere, hvis de irakiske kurdere kunne løsrive sig eller opnå større selvstændighed fra styret i Bagdad. I et efterfølgende interview skærpede hun tonen:
”Vi passer slet ikke sammen, kurderne er helt anderledes end resten af befolkningen, vi har altid været mere fredelige”.
På konferencen blev hun efterfulgt af lægen Maha al Dawri fra den irakiske hovedstad, som beskrev nogle af de samme problemer som sin kollega og landsmand nordfra, men som argumenterede for at bibeholde et samlet Irak. Det de kurdiske og irakiske deltagere kunne dog blive enige om er, at kvinder har alt for lidt at skulle have sagt – derhjemme og under internationale forhandlinger.

Forkerte prioriteringer i Libyen

Der var også en delegation på to fra Libyen. Til det sidste vidste arrangørerne ikke om de ville nå frem, for selv med invitation er det uhyre vanskeligt at få visum og udrejsetilladelse. Men den libyske retsmediciner, Maha Sallim, dukkede op i sidste øjeblik sammen med en politisk aktivist, og kunne fortælle, at hun netop har lukket og slukket for det store program, som identificerer resterne af lig fra Libyens mange massegrave.
Nogle af gravene er gamle, men de fleste stammer fra den tid, hvor væbnede grupper kæmpede for at afsætte landets mangeårige diktator, Oberst Muammar al-Gaddafi. Han forskansede sig den sidste tid i hjembyen Sirte, men blev fundet og lynchet af en rasende hob i oktober 2011. Maha Sallims identifikationsprogram har indtil for nylig givet familier svar på, hvad der er blevet af deres kære.
Men der mangler international funding til laboratorierne og de libyske myndigheder prioriterer ikke opgaven. Landets to konkurrerende ”regeringer” er mere optagede af egne magtstridigheder, udfordringen med de mange væbnede militser og den kamp mod en gren af Islamisk Stat i den nordlige del af landet, som dog har fået regeringerne til at arbejde sammen på det seneste.
Prioriteringerne ville være anderledes, hvis det stod til Maha Sallim, fordi vished om forsvundne familiemedlemmer er vejen til at sørge, forlige sig, tilgive og se frem mod en fredeligere tid.

Fælles udfordringer

Eksemplerne fra Syrien, Irak og Libyen er blot et lille udpluk af de mange beretninger, der blev delt på todages konferencen ”Fremme af kvinders bidrag til fredsopbygning og konfliktløsning i den arabiske region”. Den var arrangeret i et samarbejde mellem KVINFO og Al Quds Center for Political Studies i Jordan og Libanon.
Den ene forsker, politiker eller aktivist efter den anden fremlagde egne erfaringer og de særlige udfordringer, kvinder har, når de arbejder i konfliktramte lande med skrøbelige eller nærmest ikke-eksisterende statsapparater.
Der var desuden oplæg fra fx Jordan, Egypten og Marokko, hvor der ikke er væbnet konflikt. Herfra handlede det meget om det langsommelige arbejde med at få ændret på lovgivningen, så kvinder bliver ligestillet – eller som minimum får flere rettigheder. Den fælles udfordring er, at de kommer fra lande, hvor ekstremismen breder sig og kampen mod terror påvirker arbejde for civile rettigheder – herunder ligestilling. Og fra lande, hvor det per automatik er mændene, der sætter dagsorden.
Den egyptiske journalist, Kareema Kamal, opsummerede bidragene i sin nyhedsartikel i den anerkendte netavis, Al-Masry Al-Youm:
”Gennem to dage debatterede 60 feministiske ledere fra ti arabiske lande samt Kurdistan. De talte om deres erfaringer med at bekæmpe ekstremisme, bygge bro, skabe fred, lave humanitært arbejde og om forandrende lovgivning.”  Den primære faktor, der ekskluderer kvinder fra det vigtige arbejde, beskriver Kareema Kamal som ”de arabiske samfunds patriarkalske struktur”.

Fokus på løsninger

Om konferencen

KVINFO har her i sommer været med til at arrangere to konferencer i Beirut, der med hver sin indfaldsvinkel behandlede FN’s Resolution 1325.

Konferencen “Enhancing Women’s Contribution to Peace Building and Conflict Resolution in the Arab Region” havde især fokus på marginaliseringen af kvinder i konfliktløsning og –forebyggelse i Mellemøsten og Nordafrika, og metoder til at bryde igennem de barrierer, som de møder. 

Konferencen blev arrangeret i samarbejde med Al Quds Center for Political Studies og KVINFO med støtte fra Det Arabiske Initiativ.

Læs slutkommunikéet fra konferencen.

Selv om alle oplægsholdere og deltagere er veluddannede og har relativt stor indflydelse i deres hjemlande, føler de sig alligevel pressede og glemt.
Med få undtagelser, har de sværere ved at trænge igennem til magteliten i hjemlandet end mandlige kolleger, og de savner i den grad støtte fra det internationale samfund til at sætte dagsordenen. De mærker ikke meget til, at FN for seksten år siden vedtog resolution 1325, der netop skulle støtte kvinders adgang til magtens korridorer i konfliktramte samfund.
Formentlig af samme grund var det en udfordring for oplægsholderne at se ud over deres lange og ofte tragiske fortællinger om egne kampe. Konferencens ordstyrer, Oraib al Rantawi, som leder Al Quds Center for Political Studies, måtte flere gange minde om, at der skulle være fokus på den aktuelle situation, på ideer til at inddrage kvinder i det politiske arbejde, brobygning og erfaringer andre kunne lære af.

Ekstremister og sikkerhed

De største konkrete udfordringer for kvinders aktive deltagelse i samfundslivet er ekstremisternes fremmarch og sikkerhedssituationen.
I konfliktramte lande, er det ofte farligt at gå ud, og det gør det lettere for mandlige medlemmer af familier og de nære samfund at finde undskyldninger for, at kvinderne ikke bør være aktivister, politikere eller udearbejdende.
Dertil skubber udbredelsen af ekstremismen i den forkerte retning. Kareema Kamal formulerer det sådan i sin artikel: ”Den betyder, at vi bliver bragt tilbage til en tid, hvor kvinder var slaver og bliver solgt på markeder”.

Udfordringerne

Oplæggene fra konferencen bliver understøttet af og spejlet i konferencens slutdokument , som vægter fire udfordringer (her oversat og forkortet):
1: De arabiske lande er præget af patriarkalske samfund, som understøtter en diskriminerende kultur og traditioner, der forskelsbehandler  kvinder juridisk og politisk.
2: I lande med væbnet konflikt er staten og dens institutioner ofte svag eller fraværende. Det giver et magt-vakuum, som udnyttes af religiøse – og/eller stammeledere, der sjældent går ind for, at kvinder skal have lighed for loven.
3: En generel tendens til at rettigheder og frihed er under pres og truer politiske reformer, som baner vej for demokrati. Civilsamfundets modstandskraft svækkes, og der er en stigning i forfølgelser på grund af køn.
4: Voksende ekstremisme krænker især kvinders værdighed samt deres almene rettigheder som borgere og mennesker. Dertil misbrug af (uoplyste/fattige) kvinder til at fremme ekstremisternes mål.

Tunesiens krigere

Ekstremisters fremmarch var en af de bekymringer, som alle delte og var enige om i Beirut.
Lederen af forskningsenheden i det tunesiske forsvarsakademi, sociolog og Ph.d. Badra Gaaloul samlede synspunkterne, da hun fremlagde resultaterne af sin undersøgelse af Islamisk Stats overraskende store rekruttering af især unge mellem 20 og 25 år i Tunesien. Flest mænd men også en del kvinder.
”Det er en katastrofe for det tunesiske folk, at så mange tilslutter sig Islamisk Stat. Når man ser et tal som 5800 mænd, som har tilsluttet sig terrororganisationerne, og vi ved at ca. 700 kvinder er rejst for at være med i DAESH (Islamisk Stat omtales oftest DAESH i de muslimske lande for at lægge afstand til kalifatets egen reference til Islam. Red.), betyder det, at vi må stille os nogle spørgsmål”, forklarer Badra Gaaloul i et interview efter sit oplæg.
De fleste forskere er enige om, at Islamisk Stat har hentet omkring 30.000 krigere i udlandet, heraf ca. 6000 fra Europa. Af de resterende 24.000 har Tunesien med andre ord leveret tæt på en tredjedel af de unge, som er hentet i de arabiske lande.

Det skuffende forår

Med vestlige briller, er det paradoksalt i betragtning af, at Tunesien ofte fremhæves som det land, der siden det arabiske forår i 2011 faktisk har formået at få en ny forfatning, et demokratisk valgt parlament og reformer, der sigter mod ligestilling.
Men rekrutteringen lykkes blandt andet fordi islamisterne målretter indsatsen i områder med marginaliserede befolkningsgrupper, dvs. unge arbejdsløse, der bor i fattige kvarterer præget af kriminalitet. En del har fået afbrudt skolegang og uddannelse p.g.a. konflikterne.
”Det er ligesom i Europa, fx i Belgien, Frankrig og Tyskland. Men i Tunesien er det især kriminelle, som er lukket ud af fængslerne, og som resten af samfundet vender ryggen, der rekrutteres. Det kan ske over nettet, men det foregår også i små moskeer. Hvis en ung, fattig kriminel møder en imam, der giver ham lidt penge, så han kan starte en lille forretning, og samtidig lover, at Gud vil tilgive hans synder, bare han kommer i moskeen, så er der grobund for påvirkning. Imamen følger den unge for at se hvilken type opgave, han kan løse i Daesh. Er han stærk, bliver han sendt til Libyen for at få militær træning. Men der er også andre opgaver som fx  logistik, kommunikation og kontrol.”
At de nye demokratiske forhold i Tunesien også vil komme disse unge marginaliserede til gode, ligger sjældent lige for. Mange oplever derfor tiden efter det Arabiske Forår som skuffende, forklarer Badra Gaaloul.

Ekstremistiske kvinder

Kvinder, der bliver rekrutteret har også mange roller i kalifatet. ”De skal være mødre og forme børnene som fundamentalister. Der er en strategi for, hvordan man reproducerer idegrundlaget, så hun giver ideologien videre.
Og så bruges kvinder til at rekruttere. De er gode til mediepropaganda, de kan bedre overtale mænd til at blive krigere og går forrest så andre kvinder forstår, at de også er vigtige for opgaven med at opbygge Islamisk Stat indefra.”

Anbefalingerne

En af konferencens mange anbefalinger går da også på, at der bør gøres en særlig indsats for at befri kvinder og piger, der er bliver holdt fanget eller er kidnappet af terrorgrupper eller paramilitære grupper.  Og at der samtidig bør lanceres store mediekampagner for at imødegå den vold og ekstremisme, der rettes mod kvinder og piger. Og mere generelt at beskytte kvinder og børn mod den vold, som især rammer dem under væbnet konflikt.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

De øvrige vigtigste anbefalinger er at støtte arbejdet med at opbygge demokratiske stater med en lovgivning der sikrer lige rettigheder for alle, giver deres borgere en fair og lige behandling og afskaffer alle former for diskrimination mod kvinder.
Desuden opfordrer konferencen til, at der bliver opbygget en national, regional og international koalition, der kan gennemføre de mål, der er opstillet i FNs Sikkerhedsråds Resolution 1325.
Og arbejdet skal være konkret. For eksempel bør det internationale samfund skubbe på, så der afsættes penge blandt andet på de nationale budgetter til at sikre kvinders inddragelse i konfliktforbyggende aktiviteter, i fredsforhandlinger og genopbygningsarbejdet.