“Det er rystende historier, kvinderne fortæller. Krisecentret gør et meget vigtigt stykke arbejde.” 
Sådan sagde Kronprinsesse Mary, efter at have mødt en gruppe kvinder på Jordanian Women’s Unions (JWU) krisecenter i Jordans hovedstad Amman. Kvinderne har søgt tilflugt på centret efter at være blevet fysisk og psykisk mishandlet. JWU er en central samarbejdspartner for KVINFOs afdeling for Mellemøsten og Nordafrika.
Kronprinsessen var i Jordan som medlem af en større, dansk delegation, der også talte blandt andre udviklingsminister Christian Friis Bach. 
Trods de triste omstædigheder var der også plads til smil og grin under besøget. På billedet ovenfor får Kronprinsessen sig en snak – uden ord – med et af de børn, som bor på krisecentret sammen med sin mor.

JWUs kvindekrisecenter, der har plads til 20 kvinder og deres børn, er det eneste sted i Jordan, hvor kvinder kan søge i sikkerhed for vold, selvom de ikke er jordanske statsborgere. Her taler Kronprinsesse Mary med en gruppe kvinder fra Bangladesh, der har arbejdet i huset i Jordan. Kvinderne blev udnyttet og udsat for vold af de mennesker, de arbejdede for. Nu bor de på JWUs krisecenter.
JWU giver kvinderne i centret juridisk rådgivning og støtte, og hvis kvinderne har anden nationalitet end jordansk, hjælper organisationen dem med at undersøge mulighederne for at vende tilbage til deres hjemland, hvis dét er deres ønske.

Kvinderne på krisecentret får forskellige former for rådgivning og støtte. Blandt andet får de mulighed for at tale med en psykolog og en jurist.
Samtidig tilbyder centret forskellige kurser, som klæder kvinderne bedre på til at forsørge sig selv i fremtiden, hvis de ønsker at forlade for eksempel en voldelig mand. I centrets frisørsalon kan kvinder få et kursus i frisørarbejde, i køkkenet bliver kvinder dels oplært i at lave mad på professionel vis, og dels bliver der tjent penge ved at sælge maden til for eksempel receptioner og møder. Endelig kan kvinderne tage kurser i IT.
KVINFO støtter JWUs arbejde med at give voldsramte kvinder andet og mere end fysisk beskyttelse mod vold. Kurserne er en del af dette arbejde, der løbende bliver udviklet og yderligere professionaliseret i samarbejde med blandt andre Danner og Landsforeningen af Kvindekrisecentre (LOKK).

Den danske delegation stiftede også bekendtskab med en helt anden form for arbejde mod vold mod kvinder: Den indsats, som handler om overhovedet at tale om volden, gøre den mindre tabubelagt og i det lange løb skabe grobund for at stoppe og forhindre den, gennem lovgivning og gennem holdningsændring i samfundet.
I Jordan som i en række andre lande i Mellemøsten og Nordafrika er vold forbudt i straffeloven. Men vold begået i familien anses som en privat sag og er ikke omfattet af lovgivningen. 
I teaterstykket Mothers and Daughters (Mødre og døtre, red.) fortæller unge, voksne og gamle kvinder deres egne historier om vold, ydmygelser og undertrykkelse i deres ægteskab.

Dansk presse var stærkt repræsenteret under det kongelige besøg, og det dansk-jordanske arbejde for at give voldsramte kvinder en vej videre i livet har efterfølgende fået hidtil uset opmærksomhed i medierne i Danmark.

Mothers and Daughters sætter mindstealderen for at blive gift til debat. Kvinderne i stykket fortæller om at blive gift som for eksempel 12årig, uden at blive spurgt eller imod deres egen vilje. 
I Jordan skal man ifølge loven være 18 år for at indgå ægteskab, med mindre en dommer tillader andet. Det vurderes, at 14 procent af jordanske piger alligevel bliver gift, før de fylder 18 år. Konservative politikere og grupperinger advokerer da også for, at mindstealderen bliver sat ned, mens rettighedsorganisationer som Jordanian Women’s Union arbejder for en mere konsekvent implementering af loven. 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Stykket er blevet til i et samarbejde mellem de medvirkende kvinder, Jordanian Women’s Union og det danske teaterprojekt C:NTACT, og det er støttet økonomisk af KVINFOs Pulje for dialog og samarbejde om køn og kvinders rettigheder. 
Under den danske delegations besøg opførte kvinderne et uddrag af stykket. Her er det fra venstre mod højre ambassadør Rolf Holmboe, præsident for JWU Amneh Al Zoubi, Kronprinsesse Mary, udviklingsminister Christian Friis Bach og yderst til højre Henrik Hartmann, direktør for Betty Nansen Teatret, der huser teaterprojektet C:NTACT.