– Kom, opfordrer Fadime, nabokonen, og rækker ud efter Yasemins tømte kop. – Lad mig spå dig!
– Ikke nu, Fadime-ana! undslår Yasemin sig på tyrkisk. – Jeg skal ind og arbejde videre!
Hendes mor slår sig klagende på de kraftige lår under den udspændte brune nederdel.
-Arbejde, altid arbejde! Den pige arbejder for meget! Det er lørdag! Bliv nu her og sid sammen med os! Vi ser dig jo aldrig!

Yasemin sukker eftergivende og skubber den tomme mokkakop over til nabokonen. Om fem minutter skal de se lørdagsshowet med Hülya-avsar på Kanal D, så pinen bliver kort. Nu har de også gennemgået hele listen af de to kvinders sædvanlige psykosomatiske symptomer fra Fatimas dårlige knæ til moderens smerter i mavesækken. Og de har tungeklikkende været igennem den saftige sladder om det tyrkiske jetset, fortrinsvis bestående af fodboldspillere og fotomodeller, som de hver uge får leveret i nye chokerende doser i yndlingsprogrammet Paparazzi, der til overflod lever op til sit navn.

– Okay, så spå mig! Men så skal du også love mig en strålende fremtid! Nabokonen, som har beholdt det leopardspættede tørklæde på, misser over grumset. Udstøder betænkelige lyde, suger tænder og anlægger en mere og mere bekymret mine, jo længere hun stirrer.
– Nazar! erklærer hun så endelig. Onde øjne. Moderen tager bestyrtet hænderne op til ansigtet.
– Nogen har kastet onde øjne på dig, Yasemin! erklærer den geskæftige nabokonen dystert.
– Nå! Yasemin spærrer øjnene overdrevent op. – Det var da skrækkeligt!
– Ser du ingen mand? spørger moderen nysgerrigt og bøjer sig overkoppen.
– Joe, lyder det sigende. – Jeg ser en mand. Men også en kvinde!
– Nå, siger Yasemin let og knækker en pistacienød. – Er det så hende, der kaster onde øjne efter mig?
– Det er ikke noget at spøge med! Moderen griber advarende om sin datters håndled med sin buttede hånd, hvor vielsesringen skærer sig ind i ringfingeren.
– Bare rolig! Yasemin kaster den grønne nød i munden og rejser sig for at fjerne kopperne. – Jeg har ingen kærester, hvordan skulle jeg så ha’ en rivalinde?

Moderen og nabokonen veksler blikke. Det er ikke let at have døtre nu om dage. Skønt visse døtre er mere ustyrlige end andre.
– Hvornår skal hun giftes? spørger nabokonen dæmpet, da Yasemin er gået ud med bakken.
– Snart, nikker Yasemins mor, byder nabokonen et stykke konfekt og tager fjernbetjeningen op fra kakkelbordet for at skrue op for lyden. Kendingsjinglen er allerede på. Ved lyden af de velkendte toner dukker også Yasemins svigerinde op med babyen på armen. Yasemins mor gør plads i sofaen og kalder på sin yngste datter.
– Yasemin, det begynder nu!

Men Yasemin har pludselig fået andre planer.
– Jeg tager ind til Melika. Hun har lige sms’et, siger hun og vifter med mobiltelefonen. – Jeg sover derinde. Far har givet lov. Jeg har ringet til ham.

Svigerdatteren begynder at skræppe forarget op, men moderen holder en afværgende hånd op for sig. Der skal ikke irettesættes foran nabokonen. Fatima er en sladrehank, så snart ville det være ude over hele Ishøj, at de ikke kan styre deres datter. Der snakkes rigeligt i forvejen. Alene den der ting i næsen fik sladderen til at gå. Det er også derfor, de foreløbig har valgt at holde nyheden om hendes nye arbejde for sig selv. Selvfølgelig vil man gerne, at det skal gå ens børn godt. Og jo, de er da stolte af deres datter. Især hendes mand, Yasemins far, er ved at revne af stolthed. MenChristiansborg. Det er næsten for meget af det gode. Folk bliver så let misundelige nu om dage. Og hvem går det ud over? Ikke Yasemin i hvert fald. Hun blæser på dem alle sammen. På hele den tyrkiske musik, som hun sagde engang. Da gav hun sin datter en ørefigen. Hun skal ikke være fræk. Og slet ikke på dansk, som hun, Sekine, aldrig rigtigt har fået lært. Det var ikke nødvendigt dengang i 1978, da hun kom til landet og blev sammenført med Ibrahim. De første år, inden hun kom til at gøre rent på Teknologisk Institut, gik hun jo bare herhjemme og passede børnene. De to store og Yasemin, som blev født i Danmark, ligesom den mindste, lillebroderen Yasar. Yasemin fik mellemnavnetSehriban efter sin bedstemor, og det er det navn, hun helst vil kalde sin datter.

For hver gang Sekine udtaler det navn, mindes hun alt det, hun har mistet. Sin kære, afdøde mor, først og fremmest, og det skønne liv, de havde dengang i landsbyen. Havde Sekine vidst, hvad der ventede hende, var hun aldrig rejst herop. Men Ibrahim beskrev jo Danmark som landet, hvor man kunne samle guld op fra gaden, hvis bare man gad bøje sig ned efter det. Der var ingen fremtid hjemme i landsbyen, det kunne hun da godt se. De mænd, der ikke rejste nordpå, måtte ind til byerne for at arbejde. Istanbul, Ankara.
Eller de var i militæret og kom kun en sjælden gang hjem på orlov. Væk var de under alle omstændigheder. Og de tjente ikke nær så gode penge som dem der tog til Tyskland eller Danmark. I deres landsby blev det Danmark, man tog til. Den ene efter den anden. Så der var allerede et par andre familier hjemmefra, også fra deres egen slægt, da hun kom. I begyndelsen var det da også fint nok. Spændende. Som om fremtiden kildede dem under hagen med alle mulighederne. Her kunne de blive rige! Alene lejligheden var stor som et palads. Det var lige, så de kunne blive væk fra hinanden! Ungerne var begejstrede for det rindende vand, toilettet og brusebadet, som de kunne pjaske og lege med i timevis, og selv nød hun at være fri for noget af det tunge arbejde. Som at hente vand i brønden, at tænde op med brænde, at vaske tøj i floden. Men allerede den første sommer, de var hjemme, opdagede hun jo til sin forfærdelse, hvad der var ved at ske. Børnene savnede deres badeværelse, syntes, det var komisk at skulle sidde på gulvet og spise af fadene, og klagede over, at der ikke var noget fjernsyn. Og selv hun fornemmede afstanden, der åbenbarede sig som sprækkerne i den udtørrede jordskorpe. Pludselig havde hun svært ved at føre øksen og hugge hovedet af en høne; væven havde hun næsten glemt, hvordan man betjente, og hun brændte sig, da hun skulle fiske de hjemmebagte yufka, fladbrød, ud fra stenovnens flammer. Selvom hun benægtede det, havde de gamle ret. Også hun var forandret. Forskellen var, at skønt de levede så tyrkisk som muligt i lejligheden i Ishøj, så blev de jo forurenet af den nye verden med dens storcentre, frysediske, vaskemaskiner, busstoppesteder, S-tog, affaldsskakte, elevatorer, bistandshjælp, børnehaver og skoler. Erkendelsen er ikke kommet til hende på en gang, snarere i flager gennem årene, og nu da hun efterhånden ikke mangler flere brikker og dermed ser hele billedet, fornægter hun den. Mere og mere stædigt, jo tydeligere det er blevet. At det ikke var et tagselvbord, de kom op til. Sådan et, hvor man kunne vælge sine livretter og lade resten ligge. Tværtimod var man tvunget til at tage hele menuen med. Sluge det sure med det søde.

Det havde de også været nødt til, hvis de var flyttet til en tyrkisk storby. Tiden er under alle omstændigheder anderledes – heller ikke landsbyen har stået stille. Skønt den stadig er slæbende bagud, udvikler den sig. De har fået fjernsyn. Køleskab. Og travlt. Væven er pakket sammen, der er ingen unge kvinder tilbage til at sidde ved den. Men det vil hun heller ikke indrømme, skønt Yasemin mere end en gang har holdt det foredrag for hende. Om vandringen fra land til by, om overgangen fra agrarkultur til industrisamfund, fra naturalieøkonomi til lønkonto og indkomstskat. Når Yasemin begynder på sine „prækener”, som er blevet længere og længere, jo flere eksaminer hun har taget, plejer Sekine at lukke ørerne. Undertiden helt bogstaveligt ved at holde hænderne op for dem og råbe, at hun får hovedpine af at høre på al hendes klogskab! Det gør hun også; hun kan ikke tåle at tænke længere. Hendes hoved værker, hendes krop værker, og selvom hun ikke engang er tres endnu, føler hun sig som et gammelt, udslidt æsel. Hun orker ikke at arbejde længere, hun orker knap nok at bevæge sig uden for den mikroverden, hun kender. Selv ovre i centret føler hun sig fremmed. Mere og mere uvelkommen efterhånden, selvom hun har boet i Ishøj i over femogtyve år. Danskerne ser skævt til hende, især efter det forfærdelige, der skete 11. september. Som om man kan skære alle muslimer over en kam! Personligt bryder hun sig ikke om de andre indvandrergrupper – marokkanere, palæstinensere, somaliere. Hun afskyr dem, er bange for dem. Og hun er vred på de tyrkiske familier, der ikke kan tøjle deres egne børn, så de render og laver ulykker. De burde udvises, hele familien. Så kunne de måske lære det. Danskerne er alt for slappe. Der er ingen respekt. Alting går i opløsning her, hvis ikke man selv sørger for at stramme op og holde fast. De har også selv været for slappe. Især Yasemin har fået alt for lang snor. Ikke med sin mors gode vilje. Det er Ibrahim, han har været for eftergivende. Haft ambitioner på sin datters vegne. Alting har ligesom drejet sig om Yasemin, selvom hendes storebror, Yilmaz, da også har klaret sig flot og har gennemført ingeniøruddannelsen. At han ikke har kunnet få sig et arbejde, er jo ikke hans fejl. Nu håber de på, at Yasar får en ordentlig afgangseksamen, så han også kan komme på gymnasiet og blive student.

Både Yilmaz og Ibrahim er begyndt at komme i moskeen. Selv har hun også været der et par gange, til fredagsbøn i kvindernes afdeling. Imamen holdt en streng prædiken, hvor han skældte kvinderne ud for at være for forfængelige og for overfladiske. De skulle 
hellere gå i moskeen end i Bilka, sagde han. Og de skulle hellere læse i Koranen end stå og pynte sig foran spejlet. Det følte hun sig ikke ramt af. Tværtimod var hun helt enig i det med at stramme op, søge tilbage til Koranens forskrifter og holde sig fra danskernes syndige livsstil. Til gengæld var det, som om det var hende, han talte til gennem højttaleren, da han bebrejdede kvinderne, at de spildte alt for meget tid i sofaen foran fjernsynet. Da brændte hendes kinder, for hun må indrømme, at hun elsker at sidde her i sin sofa med de kniplede nakkestykker i sin egen, trygge stue, der er foret som en rede med tæpper, puder, familiefotos, nips og de ciselerede, farvede teglas og deres fine gaydanlik, temaskinen i sølvplet på hæderspladsen, og skifte mellem de tyrkiske kanaler. Det eneste, hun holder lige så meget af, er at være sammen med sammen med sin familie. Især elsker hun, når de alle sammen er sammen. Sådan en søndag, hvor hendes ældste datter er hjemme fra Malmø, og kvinderne har stået i køkkenet i timevis, og mændene kan sætte sig til et veldækket bord med alle de traditionelle lækkerier, dolmer, börek, kôfte, tursu, baklava, som enhver ordentlig kurdisk pige burde kunne tilberede. Hvis hun vil gøre sig håb om at blive gift. Det har hun også understreget over for Yasemin, der også på det punkt slår med nakken. Endnu et problem, der fremkalder øjeblikkelig hovedpine. Eller ondt i maven. Eller begge dele. At hun på en måde har løjet over for sin kusine, Yasemins forhåbentlig kommende svigermor, under ægteskabsforhandlingerne. Fordi hun har undladt at oplyse, at Yasemin ærligt talt ikke kan lave mad. Ikke rigtig mad, i hvert fald. Og ikke ordentligt. Hun har heller ikke fortalt det med bøgerne. At hendes datter har haft næsen nede i en bog, siden hun kunne læse. Og hun har slet ikke nævnt, at Yasemin ikke aner, at hun snart skal stå brud. Så hun, Sekine, kan få fred i sindet og ikke længere behøver at gå og frygte, at Yasemin skal forsvinde helt for hende. Ibrahim og hun er uenige om den sag. Han er imod at gifte Yasemin bort mod hendes vilje. ,,Det kommer der kun ballade ud af!” siger han med uudtalt henvisning til deres ældste datters ikke så vellykkede ægteskab med den opfarende svigersøn. Muligvis har han ret; hun kender om nogen Yasemins stridbarhed. Men de har allerede ventet alt for længe, og jo længere tid der går, jo sværere bliver det. Og når han ikke vil gribe ind, må hun jo. For Yasemins egen skyld. Så hun kan nå at komme tilbage til rødderne og ikke skal glemme, hvem hun er. Engang vil hun takke sin mor for at have reddet hende. Fra fortabelsen.

– Hallo! Moar, er du der! Yasemin har sat sig på knæ foran hende og sidder grinende og flagrer med en hånd foran hendes ansigt som for at vække hende.
– Undskyld! Jeg var lige væk et øjeblik, mumler Sekine og glipper med øjnene.
– Er der noget galt? spørger Yasemin, nu med en bekymret panderynke.
– Nej, nej! Jeg faldt bare i staver!
– Er det okay, jeg går så? Du kan bare ringe på mobilen, hvis der er noget?

Sekine sukker dybt.
– Hvis din far har givet lov, siger hun så resigneret og lader, som om hun allerede er helt opslugt af den nedringede og stærkt sminkede tv-stjerne, som man kan forarges så herligt over. – Pas på dig selv, kizim, min pige, smiler hun blegt og rækker sin fyldige kind hen til Yasemin, så hun kan kysse den.

*****

– Hvad vil I ha’ at drikke? spørger Rasmus og slår ud med armene i en gestus, der indikerer, at de kan bede om, hvad det skal være. Fra fransk årgangschampagne til kulørte cocktails.
– Hvidvin, afgør Yasemin hurtigt, fulgt af et smil. – Et glas Chardonnay, tak!
– Et lifligt glas Chardonnay, jatak! kvitterer Rasmus med tjenermine. – Og den dame? siger han så henvendt til Melika.
– Bare en cola. En Cola Light, hvis de har det, siger hun beskedent.
– Aj, kommer det protesterende fra Yasemin. – Hun vil også gerne ha’ et glas hvidvin, ik’?

Melika giver modvilligt efter. Okay, så.
– To glas hvidvin, s’gerne, nikker Rasmus belevent og trænger sig som et periskop gennem lørdagscrowden til Café Sommerskos maghonibrune bardisk. Hans hvide hårtop stikker op som en mælkebøttes frøskærm over alle de andre hoveder.
Yasemin følger ham leende. Vender sig mod Melika.
– Han er skør. Jeg kommer altid til at grine ad ham.

Melika smiler tvungent. Da de stod på hendes værelse og lagde makeup, børstede håret og prøvede tøj som to fnisende teenagere, var hun med på deres lille nummer. Men allerede i taxaen herind mærkede hun fortrydelsen gnave som de nye forårssko fra Carla F. I første omgang var hun lettet over, at det ikke var en tyrkisk, men en dansk chauffør, der sad ved rattet. En ung fyr endda. Yngre, i hvert fald. Pæn af en dansker at være. Han svinede dem heller ikke til eller noget; han var bare ubehagelig på en vildt psyket måde. Sad hele tiden og gloede på dem i bakspejlet. Klædte dem af med øjnene, som om han var midt i en eller anden beskidt fantasi. Yasemin pludrede som altid, dog på tyrkisk for en gangs skyld, men Melika havde den der sugende fornemmelse af at være Rødhætte, der havde trodset sin mors formaninger ved at gå væk fra skovstien og nu stod lige foran ulven. Det er forskellen på hende og hendes kusine. For Melika er skoven fuld af væmmelige ulve i alle mulige forklædninger, mens Yasemin ubekymret plukker blomster på de allermest forbudte stier. Hun ser ingen farer, kun muligheder. Måske fordi hun altid er sluppet godt fra alting. Om det så var, da hun faldt ud ad vinduet som treårig, fra 4. sal, slap hun fra det med livet i behold.

– Hvad nu, hvis her kommer nogen, vi kender? spørger Melika og scanner uroligt den fyldte café. De er heldigvis de eneste indvandrerpiger, så vidt hun kan se. – Og hvad nu, hvis din mor ringer hjem til min mor, som tror, at jeg er hos dig?
Yasemin himler og læner sig tilbage mod det røde, læderimiterede ryglæn.
– Melika, slap nu af! Vi er treogtyve år, vi er myndige! Har vi ikke ret til at ha’ det lidt sjovt?
– Jo, men … Du ved, hvad jeg mener. Jeg er jo forlovet …
– Det er derfor, du skal skynde dig at more dig! Inden du bliver gift!
Yasemin ler igen, men kun indtil hun opdager, at Melikas øjne er blevet blanke.
– Undskyld, Melika! siger hun og tager sin kusines hånd. – Det er ikke spor morsomt med det bryllup. Vil du ud af det?

Melika ryster langsomt på hovedet. Ser medgiften for sig, som hendes mor allerede er begyndt at lægge frem til beundring hjemme i stuen. Håndknyttede tæpper, guldsmykker, køkkenmaskiner. Ser invitationerne, der snart bliver sendt ud. Ser sin mor, sin mormor, sine mostre, fastre, søstre. Alle er de henrykte over, at det nu er hendes tur.
– Hvordan skulle jeg komme det? Det er jo håbløst …

Melikas spinkle stemme, som i forvejen har svært ved at hamle op med musikken, overdøves af Rasmus, der er tilbage igen med en skummende fadøl i den ene hånd, to vinglas i den anden og en hel flaske hvidvin i spænd mellem højre underarm og maven.
– Så, mine skønne møer, skulle det være muligt at få slukket tørsten!
– Vi sagde et glas, Rasmus! griner Yasemin.
– Et glas ad gangen! siger han, idet han sætter sig ned og begynder at skænke op. – Skål, tøser! Hvor er jeg glad for være i lige netop jeres selskab!

Da de skåler, benytter Rasmus lejligheden til at se Yasemin dybt i øjnene et mysekund længere end nødvendigt, men det får hende også bare til at briste i latter. Er det da ikke muligt at få den kvinde til at begribe, at han er vild med hende? Seriøst! At han vil ha’ hende, og at han, lige siden hun ringede for et par timer siden og spurgte, om han så ville ta’ hende med på bar eller hvad? – hende og hendes kusine, altså – har været helt ude af flippen? Har hun måske nogen anelse om, hvad det betyder at smutte fra drengene, når man sidder og er ved at varme op til Tarantino-aften med ølstafet og nachos med ost? Fordi det pludselig passer en tøs at date én? Lamt! Det er lige før, han risikerer at blive ekskluderet af klubben for hendes skyld. So be it! Hvis bare han får lov til at være sammen med hende, så længe det vil tage hende – og hendes generte kusine – at tylle en flaske hvidvin. Og endnu en, helst … Det er første gang, han oplever hende uden for Borgens terrarium, og det gør hende kun endnu dejligere. Og en smule pirrende, fordi hun er anderledes, mere udfordrende i aftenudgaven med lilla øjenskygge på øjenlågene, mascara på vipperne og kirsebærrødt på læberne. Så sexet har Gert Jacobsen næppe set sin lille pet.

Tanken om Gert Jacobsen, den gamle kussetyv, der konstant ånder Yasemin i nakken og vil have hende til at stå på pinde for sig, får Rasmus til at sætte fadølsglasset lidt for hårdt ned, så øllet skvulper over og afsætter en våd ring på bordpladen.
Yasemin ryster grinende hovedet fra side til side.
– Hva’ sker der for dig?
– Jeg går bare fra koncepterne, svarer han og gør sig skeløjet.
– Du hvaffornoget? Yasemin ser spørgende fra Rasmus til Melika, der selv svarer med en uforstående hovedrysten.
– Går fra koncepterne. Jeg taber fatningen, mister hovedet, bliver rundt på gulvet, remser han op som fra en synonymordbog og springer så efter en kort pause ud i det og tilføjer et: – Når jeg er sammen med dig, mener jeg.

For en gangs skyld lykkes det ham at holde sig alvorlig, at lade være med at skære ansigt eller gale som en hane. Og i det korte glimt deres blikke mødes, inden hun kigger over på kusinen, der har hævet et øjenbryn og allerede ser ud til at slappe mere af efter at have taget et par forsigtige nip af vinen, ser han, at der var bingo! Omsider fik han hul igennem hendes palisader. Og da de næste gang hæver glasset, er det faktisk hende, der ser ham dybt i øjnene. Ikke flirtende, snarere undersøgende, som en geolog, der pludselig opdager et fossil i en ellers upåagtet småsten. Det giver ham mylder i kroppen, og det er af ren og skær uro, at han kommer til at støde sit knæ mod hendes under bordet. Ærligt, det var ikke med vilje. Men da hun ikke trækker sit ben til sig, lader han også sit være. Selvom det betyder, at han knap kan få vejret. Pyha.