Kongen vender tilbage , den sidste film i rækken af Peter Jacksons filmatiseringer af J. R. R. Tolkiens trilogi, er først og fremmest en film om intime forhold mellem mænd. Filmen er spækket med ømme scener mellem mænd, der enten tager tårevædet afsked med hinanden eller favner hinanden i saligt gensyn. Dette er én lang fortælling om den rigtigste af alle kærligheder: den mellem mænd. Her er det heteroseksuelle forhold kun noget mænd begiver sig ind i af pligt, så slægter kan følge slægters gang.

Hovedhistorien er forholdet mellem de to gode hobitter Sam Gammegod og Frodo, som repeteres i forholdet mellem de to andre hobitter Merry og Pippin, som er skildret specielt ømt. 

Også oprindelseshistorien mellem Sméagul og Déagul, som sætter gang i hele fortællingen, antyder et opgør mellem to elskende: “Gi’ mig ringen, min elskede”, siger Sméagul til Déagul, inden han kvæler ham. Det er da også kun Gollums ring, der i mikroskopiske øjeblikke er i stand til at så splid mellem de to elskende, Sam og Frodo. I løbet af filmen opstår der også et nævneværdigt forhold mellem Gandalf og Pippin, som har karakter af et fader- og sønforhold. Dertil kommer naturligvis det tætte ‘krigsbrødre’-forhold mellem trekløveret Aragorn, dværgen Gimli samt elveren Legolas (der som en rigtig elver er smuk som en kvinde – eller dragqueen – med sit altid velfriserede hår og delikate sminke). 

Forholdet mellem hobitterne Merry og Pippin er skildret særdeles hengivent, især i scenen hvor de skilles mod deres vilje, fordi Pippin har været så uforsigtig at kigge i troldmanden Saurons spåkugle. Det efterfølgende replikskifte mellem de to hobitter er fyldt med bebrejdelser, ømhed og bange anelser, som mellem to elskende, der ikke ved, hvornår og om de overhovedet skal ses igen. Men det gør de, og gensynsscenen på slagmarken uden for Minas Tirith er gribende. Akkompagneret af en strømmende romantisk fløjte lover Pippin den lettere sårede Merry, som han holder i sine arme, at han aldrig mere vil forlade ham. Filmikonografisk er vi nu så skræmmende tæt på et kys, at man har været nødt til at klippe.

Mange scener viser billeder af en mand, som tager en anden mand i sine arme. Udover det utal af gange, hvor Sam tager den svækkede Frodo i sine, er der også scenen, hvor Gandalf forsøger at genoplive Pippin efter uheldet med Saurons spåkugle. Ømheden mellem mændene er forstærket i flere sovekammerscener, hvor der kun befinder sig mænd. Den mest ‘klassiske’ er i filmens slutning, da den hjemvendte Frodo ligger i sin seng. Her vækkes han af ikke mindre end syv mænd, som kommer ind og lykønsker ham med den fuldendte mission. Scenen, som er taget i soft focus og emmer af pubertær kostskoleerotik, er trukket ud i slow motion som for at fremhæve dens emblematiske karakter. Merry og Pippin – de små homobitter – ser deres snit til at hoppe ind under dynen, men mest sigende og fuld af betydning er blikkene mellem Frodo og Sam. De har været noget igennem sammen. De deler en hemmelighed.

Det er oplagt at se Sam og Frodos rejse mod Mordor som en initieringsrite. Rejsen er en prøvelse, der skal teste forholdet mellem dem. Konstant er de under belejring af den skiftevis servile og lumske Gollum, hvis eneste formål er at skabe splid mellem de to elskende. Hele tiden handler det om at “tage noget fra nogen”. Især Frodo besidder noget dyrebart, som han kan miste. Gollum siger til Frodo på sit læspende barnesprog, for rigtigt at prøve de to: “Han [Sam] vil tage den fra dig”.

Gollum er ikke den eneste prøvelse, de to må kæmpe imod, også to væsentlige kvindelige principper skal forceres. Det ene er symboliseret i Shelob-uhyret, den kæmpemæssige edderkop, som konstant betegnes som ‘She’. Hun spinder sit slimede net om sit levende bytte og bor i en hule. Hun er umættelig og spiser små drenge. Hulen er et klassisk billede på livmoderen og angsten for den umættelige kvindekrop. Det andet symbol er Dommedagsbjerget. Godt nok er den onde magt Sauron af hankøn, der refereres til ham som ‘He’. Hans symbol, det fritsvævende øje hænger på et enormt fallisk tårn, men bemærk at øjets iris har form som en vaginaåbning og henviser til den onde ånds krop, Dommedagsbjerget, vulkanen, endnu et symbol på den umættelige, kvindelige krop. Hun kræver sit offer for at slukkes: det største af dem alle, nemlig ringen.

I modsætning til filmens mange mænd må man konstatere, at kun få kvinder er skildret i Kongen vender tilbage. Én af dem er Éowyn, som forelsker sig i Aragorn, der imidlertid elsker elveren Arwen. Det er muligvis sorgen over sin forsmåede kærlighed, der får Éowyn til at drage i krig på lige fod med mændene for at sublimere og slå ihjel. En anden kvinde er den underskønne elver Galadriel. Hendes skønhed er af en så fin og æterisk art, at hun, de to gange hun optræder i filmen, enten materialiserer sig som et drømmesyn eller optræder som skytsengel ved Frodos sidste færd ud over havet. Der er med andre ord tale om en overjordisk og ukropslig kvinde, der omregnet i prosaiske minutter vel kun optræder i et til to minutter ud af filmens 3,5 timer. Den tredje og sidste kvinde er den dødsmærkede Arwen. Men Arwen er netop døende på grund af sit heteroseksuelle valg, hun fravælger nemlig en tilværelse som evig elver til fordel for mand og børn. Der er ingen vej tilbage for Arwen, da hun i et drømmeglimt først har set sin lille søn på armen af en lettere affældig, gråhåret og dødsmærket Aragorn. At Aragron skildres i den grad grånet i drømmeglimtet understreger det faktum, at det koster udødeligheden i dette univers at vælge livet med kone og børn.

Men hvis man antager, at filmen rent faktisk i bund og grund handler om kampen mellem det gode og det onde. Hvad karakteriserer så helt præcist det gode og det onde i Kongen vender tilbage? Svaret synes oplagt. Det gode er den milde og alfaderlige Gandalf, den tapre Aragorn og hans tro følgesvende Gimli og Legolas, ikke at forglemme de hjertensgode hobitter. Mens den onde er Saurons øje, Mordor, de fæle orker, den altid sultne hun-edderkop samt ikke mindst den lille grimme Gollum. Spørgsmålet er, om det gode og det onde også optræder på anden vis i filmen? Kunne det for eksempel tænkes, at det allermest onde i filmen ikke skal findes i Mordor, hvor Saurons øje skuer, men nærmere i Herredet, hobitternes paradisiske hjemland? Kunne det tænkes, at det onde udgøres af intet mindre end risikoen for at ende med kone og børn i hypergrøn idyl? 

Frodos sidste ord til Sam – som fortællerstemmen i sidste scene – er: “Du skal ikke blive ved med at være splittet – delt. Du har fået et godt liv”. At Sam ikke skal føle sig splittet, må henvise til, at de to ikke kunne få hinanden. Sam måtte blive i det jordiske og føre hobbitslægten videre. Men han er altså splittet og ikke helt hel ved udsigten til den klaustrofobiske biedermeieridyl med tyrolerpigen Rosa i skinger, hyperrealistisk paradispalet og pertentlig småborgerlig urtepotteidyl. Sandt nok, han kaster lange blikke efter det tabte eventyr med sin elskede Frodo. Deres lange, lange, hengivne og grådkvalte afsked ved båden, hvor Frodo går med over i elverland, de udødeliges rækker, er tegn på det. Pippin og Merry derimod står og holder om hinanden. De to fik hinanden i enden.

Nogle ting er så tydelige, at man ikke får øje på dem. Og alligevel vil mange sikkert indvende, her efter vores udredning, at vi er ude på overdrevet i vores fortolkning. Nogle vil sikkert indvende, at mænd da godt “bare” kan være venner, at det nu engang er mænd, der drager i krig, kvinderne der bliver hjemme, og derfor må en heroisk krig nu engang fortælle historier om mænd. Og ja, det er netop lige præcis det, der er pointen, at det patriarkalske system grupperer efter enshed – homohed – kvinderne i hjemmet, mændene på slagmarken, mandesport og kvindesport, man kunne blive ved. 

Tilbage til Oscarfesten, som Politikens Hans Jørgen Møller anmeldte som “historiens kedeligste”. Vi synes egentligt, at set i lyset af, at festen handlede om dyrkelsen af en film med et stærk homoerotisk budskab, må den karakteriseres som intet mindre end “historiens mest epokegørende”. Men USA er paradokserne land. Alt imens Hollywood fejrer et helt fantastisk homoerotisk epos, går den amerikanske præsident i valgkamp med et forslag om at ændre den amerikanske forfatning, således at det bliver forbudt at vie homoseksuelle i ægteskaber; selvfølgelig under henvisning til vor kulturs oprindelsesmyte om, at det “sande” forhold, er det mellem Adam og Eva. Vi kan blot konstatere: At i hjertet af den kultur, som forstår sig selv som absolut heteroseksuel, der blomstrer det homoseksuelle ved dets side.

Trine Juul er mag. art. i litteraturhistorie og Ulla Angkjær Jørgensen er ph.d. i kunsthistorie.

Thomas T. Jensen fra Silkeborg skriver som kommentar til indlægget:
Kære Trine Juul og Ulla Angkjær Jørgensen!
Jeres analyse af trilogien “Ringenes Herre” med synsvinklen “et homoerotisk forhold mellem mænd” bærer præg af, at I ser kæmper, hvor vi andre ser vindmøller. Når mænd bindes sammen i et skæbnefællesskab på liv og død, er det overflødigt og overdrevent at læse erotiske toner ind i historien, medmindre særlige elementer af filmisk art gør sig gældende. Ringenes Herre-historien har dybe rødder i den middelalderlige fortælletradition, hvor de gode mænd
(heltene) var riddere og væbnere, og de gode kvinder var “ophøjede og rene” jomfruer. Det onde blev repræsenteret af diverse onde krigere, monstre og troldmænd. At Shelob er af hunkøn er sandsynligvis båret af det biologiske faktum, at hanedderkopper har et kort liv som avlsdyr og fødeemne, hvorimod hunedderkoppen har et væsentligt længere liv med at skaffe føde til at kunne lægge deres æg og vogte dem, til de er udklæggede. En menneskelig pendant til Shelob ville være heksen fra Hans & Grete. Dødelig og ganske uerotisk. Men den erotisk tiltrækkende kvinde er ophøjet og alfeagtig. Læg mærke til, hvordan skjoldmøen Eowyn, kong Theodens datter, mister muligheden for at få Aragorn, netop fordi hun befinder sig i mændenes verden og ønsker at bedrive mændenes gerning. Hun hører om nogen til de gode, men mister sin seksualitet ved sine mandlige gerninger. Her skurrer filmen (og sikkert også bogen, hvis jeg havde læst den) iøvrigt mod mine nethinder, for i vore dage er der intet til hinder for at den kvindelige seksualitet vinder tiltrækning ved en mandlig aktivitet. Kvindelige boksere er sexede! Kvindelige svejsere er sexede (Flashdance) osv. Det korte af det lange er, at jeg mener I har blød ammunition i ærtebøssen med jeres analyse. Selvfølgelig er der tårer og omfavnelser mændene imellem. Men den slags følelser, som ikke nødvendigvis er af erotisk art, vil altid forekomme, når man som mænd er bundet sammen i en fælles opgave, som kræver opydelsen af alle kræfter med livet som indsats. Ville kvinder ikke have de samme følelser i de samme situationer, uden at man behøvede at læse lesbiske undertoner ind? I stedet vil jeg give mit bud på en film, som i hele sin opbygning spiller på homoerotiske grundtanker. Og det ganske uden man egentlig lægger mærke til det. Før nu.

Som gammel spagetti-western elsker genså jeg for Gud ved hvilken gang “Den Gode, den Onde og den Grusomme” med Clint Eastwood som den gode, Lee van Cleef som den onde og Eli Wallach som den grusomme (egntl. “Ugly”). Det er en værre røverhistorie om tre mænd, der jagter en pengeskat på baggrund af den amerikanske borgerkrig. Jeg kan kun anbefale den. Den er mesterlig! Pludselig slog det mig, hvad den egentlig handlede om: Mænd som begærer mænd. Pengene er en allegori for seksualiteten.

Nogle mænd (bountyhuntere) jagter Eli Wallach for at indløse dusøren på ham. Han “reddes” af Clint Eastwood, som dog udleverer ham til sheriffen, indløser dusøren, redder Eli Wallach fra galgen og indløser påny dusøren i den næste by osv. Læs: han ønsker kun pengene (= seksualiteten), ikke manden. Lee van Cleef er på jagt efter en pengeskat (sex). Diverse mænd fører ham på sporet. De dør! Da Eli Wallach kræver en større andel af dusøren (=føler sig seksuelt udnyttet), bliver han fyret af Clint Eastwood og overladt til sig selv. Eli Wallach sværger hævn og begynder at lede efter Clint Eastwood (= han vil have sin mand tilbage). Han finder Clint Eastwood i et andet forhold (dusør – befrielse – ny dusør) til en anden mand og tvinger ham til at afbryde forholdet. Eli Wallach ydmyger en tørstende Clint Eastwood ved at drive ham ud i ørkenen. Derude får de via en hestevogn med døende soldater færten af pengeskatten (= den ultimative seksualitet og kærlighed), og de ender med hver især at besidde en hemmelighed om skattens beliggenhed. Eli Wallach har navnet på kirkegåden, hvor skatten er begravet, og Clint Eastwood har navnet på gravstenen. Eli Wallach får pludselig travlt med at være meget kærlig over for sin mand, Clint Eastwood, så han ikke dør med sin hemmelighed. De er bundet sammen i deres ønske om den endelige lykke. De ender i en krigsfangelejr under opsyn af Lee van Cleef, som hurtigt finder ud af, at de unge elskende er på sporet af pengene (= kærligheden). Og den er han interesseret i!! Han bejler kraftigt til Eli Wallach ved at lade ham banke gul og blå. Og det lykkes! Eli Wallach er nemt nedlagt og røber kirkegården og sendes væk (= dumpes), men slipper siden fri. Lee van Cleef bejler dernæst til Clint Eastwood og indgår en aftale om at dele byttet ligeligt (= et reelt forhold). Clint Eastwood ser ingen anden mulighed, men vi ved, at det ikke er ægte kærlighed. Eli Wallach og Clint Eastwood finder sammen igen og forsøger at slette Lee van Cleef fra denne verden (= ud af deres erindring). Men Lee van Cleef undslipper. Vore unge elskende havner i krigens helvede, hvor mænd kæmper meningsløst mod mænd i søgen efter den store lykke (her symboliseret ved en strategisk bro). Clint Eastwood og Eli Wallach fjerner emnet for de to hæres begær (= sprænger broen i luften) og ender på den famøse kirkegård, hvor Eli Wallach straks begynder at lede efter den gravsten, som han har fået angivet af Clint Eastwood. Lee van Cleef dukker op og pludselig viser det sig, at graven ikke indeholder pengeskatten. Clint Eastwood har holdt begge sine bejlere for nar og kræver nu at de skal kæmpe for at få pengeskatten. Han lægger en sten med det rigtige navn skrevet på undersiden midt på kirkegårdspladsen. De tre mænd går baglæns og lurer på hinanden. Hvem skal nu have hvem? Skyder man den ene, får man den anden. Clint Eastwood skyder Lee van Cleef. Eli Wallach’s pistol klikker. Den er tom. Tømt af Clint Eastwood. Skal Clint Eastwood og Eli Wallach nu have hinanden? Clint Eastwood viser, hvor pengene virkelig er, men ligesom det hele tegner lykkeligt, tvinger Clint Eastwood Eli Wallach til at stige op på et trækors og stikke hovedet i en galgeløkke. Derfra kan denne lige skæve ned og se, at Clint Eastwood tager sin del af skatten og rider afsted. Eli Wallach lider i sin ensomhed, men pludselig dukker Clint Eastwood op, og på lang afstand og med et velplaceret skud skyder han rebet over, så Eli Wallach falder ned på alle sine penge foran ham. I et raserianfald skriger Eli Wallach sin kærlighed ud mod Clint Eastwood, fordi denne foretrak pengene (=
seksualiteten) frem for manden. Om de to får hinanden, er op til filmbeskuerens fantasi.

Dette var i store træk handlingen vinklet på begærets dunkle mål. Når man ser filmen, vil man også opdage, at filmbillederne er spækket med seksuelle symboler. Clint Eastwood kaldes konsekvent “Blondie” af Eli Wallach, på trods af at det er et typisk kvindenavn. I ørkenen, hvor Clint Eastwood drives tørstende afsted, ydmyger Eli Wallach ham ved overdrevne feminine manerer. Bl.a. slår han en blondebesat parasol op, mens han sidder på hesten. Ellers er Clint Eastwood god med en revolver, endnu bedre med et gevær samt uovertruffen med kanon. Penissymbolerne er ad legio. På et tidspunkt forfølger en “bountyhunter” den uvidende Eli Wallach ind i et sønderskudt hotel. Eli Wallach begynder at tage bad i et badekar. Pludselig trænger bountyhunteren ind i værelset og siger ved synet af den nøgne Eli Wallach i badet: “Nu har jeg dig i en stilling, jeg kan lide!”. Kan den seksuelle tone være mere tydelig? Eli Wallach skyder ham gennem sæbeskummet og siger efterfølgende: “Når du skal skyde, så skyd! Tal ikke!” Da Lee van Cleef lader Eli Wallach slå til plukfisk af sin håndlanger, ligger håndlangeren, en stor kraftig type, i det afgørende røbende øjeblik hen over Eli Wallach som i et samleje. I opgøret på kirkegården mellem de tre, veksler kameraet uforbeholdent mellem nærbilleder af lændepartierne af de involverede. Man ser i siden af billedfladen deres hænder nærme sig pistolen i pistolbæltet, men deres centrale organ mellem benene befinder sig (behørigt tildækket) lige midt i billedet. Pengeskatten består af 8 pengeposer, som 2 og 2 er bundet sammen med snor. Clint Eastwood slynger sine 4 poser op over halsen på hesten (= endnu et potenssymbol), således at hestens hoved bliver en slags penis og pengeposerne en slags nosser hængende på hver side af hestens hals. Således rider han afsted. “Den Gode, den Onde og den Grusomme” regnes for en af de ultimative macho-film. Derfor bliver det pludselig grinagtigt at se den med de oven for anførte briller Det er endda kun et fåtal af indicierne, jeg her har fremført, dog efter min mening de tydeligste.

For lige at nævne en anden “mandefilm” med homoerotisk tone, så er “Navarones Kanoner” fra 1961 et eksempel. Filmen handler om en lille gruppe mænd, som under 2. Verdenskrig skal uskadeliggøre nogle store tyske kanoner på en græsk ø. En typisk “Svær og risikabel opgave som må løses af nogle tapre mandfolk”-film. På IMDB’s hjemmeside står der under “Trivia”: Plottet havde så mange drejninger, at Gregory Peck tilsidst fortalte sin version til Carl Foreman (manuskriptforfatteren): “David Niven elsker i virkeligheden Anthony Quayle og Gregory Peck elsker Anthony Quinn. Anthony Quayle brækker benet og bliver sendt på hospitalet. Anthony Quinn bliver forelsket i Irene Papas, og David Niven og Gregory Peck finder tilsidst hinanden og lever lykkeligt sammen til deres dages ende.”

Jeg synes det homoerotiske aspekt kommer tydeligst til syne i film, hvor de mandlige personer er meget fokuserede på hinandens gøren og laden. Hvor mænds holdninger til hinanden spiller en stor rolle i historien, som f.eks. i “Den Gode, den Onde og den Grusomme”. I “Ringenes Herre” er det i højere grad opgavens højere mål, der optager mændene. Dog vil jeg medgive, at Gollums nøgenhed og træske intrigeren mellem Frodo og Sam har stærke homoerotiske toner. Men så er den altså heller ikke længere.

Håber hermed at have bibragt et par aspekter til debatten.

Med venlig hilsen
Thomas T. Jensen
Silkeborg