Hvis man spørger den amerikanske forsker Laura Sjoberg, hvad der kan få folk og stater til at gå i krig, falder svaret prompte: Ridderlighed. Og således har hun taget hul på det argument, som hun udfolder i sin anmelderroste bog Gendering Global Conflict. Toward a Feminist Theory of War, der udkom i 2013:
“Krigslogik er afhængig af den logik, der styrer kønsroller, som relaterer sig til beskyttelse og ridderlighed. Det enkelte menneskes motivation for at gå i krig er uløseligt forbundet med traditionelle kønsnormer. Derfor er mit argument, at krig er – og vil altid være – ‘kønnet’.”

Køn er nødvendig for at forstå krig

Sjoberg er ph.d. i sikkerhedsstudier og internationale relationer samt ekstern lektor på University of Florida. Og så er hun feminist og bruger feministisk teori og tænkning til at rette en grundig kritik af de to skoler, hun selv er uddannet inden for. Hendes bekymring er, at de gamle, traditionsrige samfundsvidenskabelige fag overser vigtig viden og afgørende forklaringer, fordi deres analyser og redskaber er for simple og ufleksible, og at de fx ikke tager højde for de elementer, som en relation indeholder.
“Jeg mener, alle konflikter og krige mellem stater skal analyseres ud fra et kønsperspektiv. For taler vi ikke om køn, går vi glip af at forstå helt fundamentale elementer af krig. Jeg mener også, at hvis vi ikke taler om krig, når vi taler om køn, så går vi glip af fundamental kønsforståelse. For mig er de to over tid så forbundne, at det faktisk ikke giver nogen mening at adskille dem,” siger Sjoberg.
“For mig at se er kønshierarkiet et grundlæggende rangordningsprincip på den internationale arena. Stater konkurrerer på det parameter. De vælger og sætter værdi på deres ledere ud fra, hvor lederne kan placeres i det hierarki. Resultatet er, at statens eller statslederens position i det internationale hierarki er en vigtig del af en stats interesser. Enhver forståelse af krig, som ikke tager hensyn til det, går grundlæggende galt af årsagerne til krig, mener jeg.”

Den ridderlige, maskuline stat

Sjoberg bruger første verdenskrig som et eksempel på, hvordan de traditionelle studie- og forskningsretninger kommer til kort. Det er den krig, studerende som regel bliver sat til at analysere, når de skal forstå og anvende krigsteori. Det har Sjoberg også gjort.
“Det gik op for mig, at litteraturen nok forklarer stormagters ageren, men den ser ikke rigtig på andre stater. Et af mine problemer med krigsteori er: At den på det nærmeste reducerer svarene til might makes right (hvis du har magt, har du også ret, red.). Hvilket indebærer, at ingen stater kunne finde på at føre en krig, de ikke kan vinde.”
“Det gør en stat som Belgien til verdens største forbryder mod doktrinen om just war [just war doktrinen eller Jus ad Bellum stiller seks krav til krigsførelse for, at det er etisk forsvarligt at gå i krig; fx bør der være overbevisende chancer for sejr, red.]. Ingen forestillede sig, at Belgien kunne vinde over Tyskland. Men Belgien gik i krig med åbne øjne, og endda igen i Anden Verdenskrig, selvom belgierne på alle måder ville have haft det bedre uden krigene. Færre ville være døde. Landet være mindre ødelagt. Belgiens strategiske interesse var altså ikke at gå i krig. Det ville også være udfaldet, hvis belgierne havde afgjort spørgsmålet med etiske overvejelser eller just war-doktrinen. Det gjorde dem intet godt. Ifølge teorien er det altså mere end bevist, at de ikke ville gå i krig. Men det gjorde de.”
“Det rejser et interessant spørgsmål: Hvorfor? Jeg mener, det skyldes den belgiske stats selvforståelse, der – som de fleste staters – er bygget på en social kontrakt om at beskytte uskyldige borgere. Så når Belgien fører krig, til trods for at det gør mere skade end gavn for netop uskyldige belgiere, må det ses som statens behov for at demonstrere, at ‘vi er her for at passe på dig’. Det, synes jeg, er en yderst ‘kønnet’ forståelse af beskyttelse. Jeg kan ikke finde andre argumenter for, hvorfor Belgien førte krig mod Tyskland i både Første og Anden Verdenskrig, end at det er et udtryk for en ridderlig opfattelse af den maskuline stat.”

Forsvarer kvinder og børn

Sjobergs forskning peger på, at de samme maskuline opfattelser går igen i nutidige krige. Daværende amerikanske præsident George Bush senior bebrejdede forud for den første golfkrig i 1990 Saddam Hussein tidspunktet for invasionen i nabolandet Kuwait. ‘En rigtig mand angriber ikke sin nabo midt om natten’, citerer Sjoberg Bush senior for at have sagt. Hvortil Hussein i en senere tale svarede, at Bush bare kunne komme an, så skulle han nok vise, hvad en rigtig mand er.
“Det var rimelig underholdende at høre, hvordan en mand som George Bush, der ikke ligefrem var kendt for sin forståelse af køn, på den måde udtrykker sig stærkt ‘kønnet’. Og at Bush og Hussein var enige om, at maskulinitet er godt og afgørende,” siger hun.
På samme måde er krigen i Afghanistan et tydeligt eksempel på en krig, der er stærkt præget af traditionelle opfattelser af køn, normer og roller.
“USA’s krig i Afghanistan er både bogstaveligt talt og i overført betydning et spørgsmål om kønsnormer. Det er et forsøg på at redde brune kvinder fra brune mænd. Og samtidig et forsøg på at gøre livet fuldstændig sikkert for vores egne kvinder og børn, som ikke har oplevet overgreb i de 200 år, som ledte op til den 11. september. Den historie holder selvfølgelig ikke vand, men det er ikke desto mindre den almindelige udlægning af sagen.”

I krig for smukke væsener

Spørgsmålet om staters krigsførelse som et redskab til beskyttelse af egne borgere er naturligvis blevet diskuteret vidt og bredt, også blandt feminister, som bruger udtrykket the protection racket – løseligt oversat til beskyttelsespostyret – fordi der kun sjældent er tale om reel beskyttelse.,
“Vi ved, at beskyttelse i den ridderlige, maskuline version er central i forhold til at skabe og styrke medborgerskab. Det forventes af mænd, at de slås for deres land for at kunne kalde sig fulde og hele mænd. Og på den anden side at kvinder skal være smukke væsener, som bliver forsvaret,” siger Sjoberg med henvisning til den afdøde, amerikanske etiker og politiske filosof Jean Elshtain, der talte om kvinders forventede rolle som beautiful souls.

Til angreb på smukke væsener

Sjoberg tilslutter sig ideen om, at ‘beskyttelse’ som en retfærdiggørende faktor i krig er en illusion. Hun henviser til den tyske krigsteoretiker Clausewitzs flere hundrede år gamle koncept om en krigs tyngdepunkt: At man i krig finder frem til dét, som har størst materiel og følelsesmæssig værdi for ens fjende, og så slår man dét ihjel. Så har man taget på fjenden.
“Og for mig er stereotypen om det smukke, kvindelige væsen netop det tyngdepunkt. Forskningen viser da også, at stater med fuldt overlæg gør civile til ofre i 30 procent af de krige, hvor det overhovedet er muligt. Hvilket er rigtig meget, når man tager i betragtning internationale regler og normer for beskyttelse af civile i krig.”
“Vi binder retfærdiggørelse af krig op på beskyttelse af ‘smukke væsener’, samtidig med at vi slår fjendens ‘smukke væsener’ ihjel. Vi bruger altså det samme argument til at anspore til krig og til at slå civile ihjel i krig. Og det er noget værre skidt,” siger Sjoberg.

Simplificeret forståelse

I sin kritik af faget internationale relationer og dets analyser af krig, argumenterer Laura Sjoberg for, at faget giver et oversimplificeret billede af, hvad der foregår på den internationale arena. For eksempel peger hun på, at “psykologi er helt nødvendigt, men det er fuldstændig fraværende i analyserne.”
Og at forståelsen for relationer – forhold og forbindelser – stater imellem er mangelfuld.
“Faget internationale relationer er fuld af formodninger om rationelle beregninger og strategiske interesser – og at strategiske interesser er materielle, kan klarlægges og defineres. Det er fundamentalt set vildledende og alt for simpelt,” siger hun.

Relationer internationalt

Således bifalder Sjoberg den feministiske kritik om, at internationale relationer som fag hverken er international eller har særlig meget at gøre med relationer. Hun arbejder derfor med begrebet “relationer internationalt” for netop at fremhæve relationerne og deres mange facetter, og for at understrege, at ‘internationalt’ bør forstås bredere end som ‘stormagter’, sådan som det ofte sker i de traditionelle fag.
“Internationale relationer handler stort set om elitestater, men der er jo mange andre lande i verden, som går i krig. Samtidig oversimplificerer lærebøgerne forståelsen af relationer. De bliver reduceret til, at én stat gør noget, og en anden reagerer. Muligvis gør en tredje stat også noget. Men det er jo meget – meget – mere kompliceret end som så. Du behøver bare at tænke på forhold mellem mennesker. Hvis jeg er sur på en, siger jeg noget og venter på en reaktion. Men ikke for alvor, for egentlig planlægger jeg de seks forskellige ting, jeg vil sige som svar på hendes eller hans reaktion. Skænderiet handler aldrig om det, man skændes om.”
“Det er vi med på, når det handler om mennesker. Vi vidste det længe før, vi har vidst det, før faget psykologi blev opfundet. Alligevel oversimplificerer vi hele tiden, hvordan stater handler overfor hinanden. Selvom det er tydeligt, at der er en lang række empiriske spørgsmål, som faget internationale relationer ikke kan give svar på. Det kan en feministisk tilgang til udenrigs- og forsvarspolitik derimod være med til at gøre.”