“Dette er en ny slags krig”. Således faldt præsident Bushs ord lige
efter terrorangrebet på World Trade Center d. 11. september. Bush anså
krigen som ny, fordi terroren i en så grusom grad ramte amerikanerne
selv. Den opfattes desuden som ny, fordi amerikanerne og deres allierede
kæmper mod en nærmest usynlig fjende, som gemmer sig såvel i bjergene i
Afghanistan, i de pakistanske byer, som overalt i verden – også i
Europa. I krigen mod terrorisme er de territoriale, politiske,
økonomiske, kulturelle og sociale demarkationslinier fuldstændigt
slørede, og forskellen mellem kæmpende og civile er opløst.

Denne nye krig er ikke helt så ny, som Bushs udtalelse ellers lægger op
til. Den engelske forsker Mary Kaldor argumenterede i sin bog fra 1999 New and Old Wars: Organized Violence in a Global Era, at krigene på Balkan var eksempler på nye krige, som adskiller sig markant fra gamle, “clausewitzianske” krige.

For den tyske militær teoretiker Clausewitz var krigen en forlængelse af
politikken, men med andre midler: Krig var et produkt af politik. Krig
blev udkæmpet mellem stater, der var karakteriseret ved deres legitime
voldsmonopol og adskillelsen mellem det offentlige og det private.
Organiserede statslige hære kæmpede mod hinanden.

De nye krige er karakteriseret ved en sløring af forskellene mellem krig
og organiseret kriminalitet samt massive krænkelser af
menneskerettighedsovertrædelser. De udkæmpes dels af private militser,
der i vid udstrækning finansierer sig gennem kriminelle netværk, dels af
uafhængigt handlende statslige sikkerhedsstyrker, som kæmper for deres
egne politiske og økonomiske særinteresser. Det vigtigste
karakteristikum ved disse krige er derfor en privatisering af voldsanvendelse.

Det er ikke længere staten, som besidder voldsmonopolet; men derimod
træder alle mulige nye sikkerhedspolitiske aktører ind på forskellige
arenaer – det være sig i byens gade, i hjemmene – i landsbyerne, hvor
naboer kæmper mod hinanden, eller i nabolandet, som kan tjene som
skjulested for diverse kriminelle aktører, der financierer diverse
krigsherrer. Det er således ikke blot skellet mellem det offentlige
(statens område) og det private (hjemmets område), der sløres. Der sker
også en sløring af de nationale grænser, der hidtil har konstrueret
forskellen mellem ‘os’ og ‘dem’.

De postmoderne krige

Denne sløring af grænser mellem privat og offentlig, mellem ‘os’ og dem’
er karakteristisk for de postmoderne samfund, hvor den territoriale
stats rolle formindskes. Dette resulterer i konstruktion af større rum
for individuel handling samt nedbrydning af de nationale grænsers
betydning. Det er derfor mere præcist at kalde de nye krige for postmoderne krige.

Med publikationen af NIKK-magasinets temanummer om Krig, kjønn og fred
Nordisk Institutt for kvinne – og kjønnsforskning (NIKK) i Oslo er der
taget hul på diskussionen af forholdet mellem køn og de postmoderne
krige/terroren. Temanummeret udkom i marts 2004 lige efter
terroraktionen i Madrid og kom dermed på et yderst relevant tidspunkt.

Men det var ikke det første nordiske kvindetidsskrift, som tog emnet op. Allerede i 2003 havde det danske tidsskrift Kvinder, køn og forskning
udgivet et temanummer om krig, hvor skribenterne analyserede
forestillinger om køn i forskellige krigs – og flygtninge situationer
[Forum Tidsskrift for køn og kultur udgav et temanummerom køn og krig,
oktober 1994, red]. I forlængelse heraf diskuterer NIKK-magasinets
forfattere, hvordan terroren og de postmoderne krige medvirker til at
redefinere og rekonstruere forholdet mellem køn, krig og fred.

Med udgangspunkt i primært poststrukturalistisk feminisme diskuteres og
analyseres emner som voldtægt i krig, ‘remaskulinisering’ i
anti-terror-diskursen, relationen mellem det postmoderne militær og
kvindelige soldater, FNs fredsbevarende operationer og det øgede antal
kvinder i disse operationer samt kvindefredsbevægelsernes forestillinger
om kønsforskellenes betydning for krig og fred.

Kvinderne i fredsbevægelserne

Det er karakteristisk for temanummerets artikler, at de tager afstand
fra forestillingen om, at kvinder og mænd har en særlig henholdsvis
kvindelig og mandlig essens eller ‘iboende natur’. Kvinder ses heller
ikke i temanummeret som en homogen gruppe, der har fælles interesser på
grund af deres køn. I stedet indsættes kønnet i en historisk sammenhæng,
der lukker op for en analyse af kulturelle og politiske forskelligheder
mellem kvinder.

Denne tilgang anvendes fx i Elisabeth Lønnås artikel om Kvinnefredsbevegelsens historie.
Ikke overraskende skriver hun, at forestillingen om kvinders
fredeligere natur var grundlaget for dannelsen af
kvindefredsorganisationer. Men samtidig påpeger hun, at
kvindefredsbevægelser i Norden ikke er så homogene, som det ellers ofte
er blevet erklæret. Hun afviser ikke, at mange kvinder i
fredsbevægelserne har en maternalistisk og essentialiseret tilgang til
begreberne krig og fred. Mange kvinder har tilsluttet sig bevægelserne,
fordi de netop mente, at kvinder er specielt egnede til at skabe fred,
fordi de er mødre og dermed ‘livgivende’. Men samtidig påviser hun, at
der findes flere diskurser indenfor kvindefredsbevægelserne – en om
patriarkat/matriarkat, en anden om essentialisering og en tredje liberal
diskurs om ligestilling.

Lønnås ærinde er med andre ord at nedbryde den forholdsvist fastlåste
opfattelse af, at kvindefredsbevægelserne udgør en homogen gruppe. Men
samtidig tager hun afstand fra den feministiske poststrukturalismes
fokusering på kvinder som enkelt individer med en sammensat identitet.
Det er derfor uklart i artiklen, hvordan hun i sin fremtidige
forskningsstrategi vil behandle spørgsmålet om forholdet mellem individ
og gruppe samt forholdet mellem individ, gruppe og diskurs.

Hvorfor skal kvinder i krig?

Et vigtigt træk ved poststrukturalismen er nedbrydning eller
dekonstruktion af eksempelvis begreber. Dermed kan denne teoretiske
retning påvise, hvordan begreber over tid kommer til at blive opfattet
som havende et uforanderligt væsen, eller essens. Det gælder for
eksempel rationalitetsbegrebet.

Den finske forskningsleder Tarja Väyrynen analyserer i Why involve gender in UN peace keeping‘,
hvordan dette begreb strukturerer hele FN-organisationen. Hun mener, at
det ikke så meget er antallet af kvinder, der ændrer ved
kønskonstruktioner. Det er hele organisationens kultur, som skal ændres,
hvis kønsstrukturerne skal ændres.

Väyrynen analyserer med udgangspunkt i forskellige FN-rapporter om
konfliktløsning, hvordan spørgsmålet om konfliktløsning og kvinders
integration i FN-operationer forbindes med et moderne
rationalitetsbegreb, der fokuserer på instrumentel beherskelse af verden
og af usikkerheden. Rationalitet måles på grundlag af en vurdering af,
om de målrettede interventioner er succesfulde. Desuden mener hun at
kunne påvise, at FN-rapporter forbinder modernitetens rationalitet med
staten som hovedaktør i krige. Denne analyse leder hende til meget
kritisk at konkludere, at FN producerer neoliberale rationalistiske
måder at konstruere maskulinitet og feminitet, som konstant reproduceres
af den patriarkalske stat.

Ifølge Väyrynen burde FN i sine konfliktløsningsstrategier integrere de
reelt eksisterende varierede og tvetydige udtryk for maskulinitet og
feminitet i stedet for at reproducere et rationalistisk og instrumentelt
køns – organisationsbegreb. Det står overhovedet ikke klart i artiklen,
hvordan en sådan integration kan ske. Det fremgår heller ikke, hvad der
menes med tvetydige feminiteter i relation til deltagelse i
FN-operationer. Det er en svaghed ved artiklen, som ellers lagde
spændende ud med overvejelser om det moderne rationalitetsbegrebs
betydning for opfattelsen af krigsførelse.

Kønnede krigsmetaforer

I tre artikler analyseres de postmoderne kriges relation til
konstruktion af kønnet og til konstruktion af kønnede krigsmetaforer. I
teolog Anna Höglunds artikel, Kriget mot terrorismen – etiska aspekter och genusperspektiv,
anses køn som en central del i den etiske legitimering af den militære
verden. Hendes tese er, at krigen mod terror har ‘remaskuliniseret’
samfundene pga. af den modsætning, der er blevet konstrueret mellem ‘det
gode’ og ‘det onde’.

Forfatteren analyserer, hvordan det hidtidige skel mellem civil/militær,
krig/fred, hjemme/front, beskytter/beskyttede har legitimeret krig.
Dette skarpe skel er med de postmoderne krige imidlertid blevet opløst,
og dermed bliver kønnet radikalt omdefineret i forhold til både etik og
kvindens ændrede rolle i de postmoderne krige. Men på sin vis er uret
sat tilbage, skriver Höglund, fordi krigen mod terror rekonstruerer
skarpe etiske og kønnede grænser samtidig med, at krigen er grænseløs.
Det er en yderst interessant tese, men desværre er der ikke
tilstrækkelig plads til empirisk at bevise denne tese i diskurserne.

På yderst tankevækkende vis analyserer Berit Von der Lippe i Metaforens potens i krig og u-fred,
hvordan bestemte metaforer – som ‘jerntæppe’, containment’ (af Sovjet)
og ‘ondskabens akse’ – konstruerer naturaliserede moralske modsætninger i
sikkerhedspolitiske diskurser, som har indflydelse på, hvordan kroppen i
krig tilskrives forskellige betydninger.

Hun analyserer desuden det teknostrategiske abstrakte sprog i de
postmoderne krige, som ifølge hende er karakteriseret ved mangel på et
handlende subjekt og et modtagende objekt. Ingen handler. Kun våbene
taler. Clean war! Denne artikel – hvor spændende den end er –
tager det for givet, at en sådant mekanistisk sprogbrug er udtryk for en
patriarkalsk forestillingsverden (s.28). Hvis det er det, må man
spørge, hvordan den kvindelige sprogbrug ville konstruere
krigsmetaforer. Eller forudsætter forfatteren, at kvinder slet ikke
taler om krig? Indirekte placerer forfatteren dermed kvinder som
praktiske, handlende, livgivende væsner og fikserer dermed
forestillingen om kvinder.

Hvorfor kvindelige soldater er så vigtige

I Den postmoderna militären och kvinnliga soldater spørger de to
svenske forskere Erika Svedberg og Annica Kronsell, hvorfor det
pludseligt er blevet så vigtigt at rekruttere kvindelige værnepligtige.
Forfatterne stiller desuden spørgsmålet, om ønsket om flere kvindelige
soldater er et udtryk for ‘afmaskulinisering’ af militæret?

De svenske politikere har erklæret, at det er i ligestillingens navn, at
der skal flere kvindelige soldater ind i militæret. Men, spørger
forfatterne så: Er ønsket om flere kvindelige soldater ikke et udtryk
for krigens ændrede karakter? De postmoderne krige er jo netop
karakteriseret ved en blanding af civile og militære opgaver. Det kunne
jo så tænkes, at kvinderne blev anset for at være bedre i stand til at
påtage sig civile opgaver.

Forfatterne argumenterer da også for, at det er tydeligt, at der stadig
konstrueres en klar adskillelse mellem maskulinitet og feminitet i
militæret. Hæren ønsker ikke maskuline kvindelige soldater. Samtidig
kræves det, at kvinder og mænd skal behandles lige. Det kunne have været
interessant at have forfulgt denne tvetydige kønnede diskussion, som
allerede er genstand for megen debat i USA.

Forfatterne advarer mod, at feminister ikke forholder sig til
spørgsmålet om værnepligt, fordi krig af mange feminister anses for et
maskulint område. De cementerer derfor et traditionelt kvindesyn, fordi
de konstruerer en skarp grænse mellem hjem og front.
Forfatterne mener, at kvinder bør tage stilling til, på hvilke præmisser
kvinder skal være værnepligtige, og på hvilke måder krigen skal føres,
samt hvilket fremtidigt medborgerskab begge køn ønsker at skabe.

Det kunne have været interessant, hvis forfatterne havde diskuteret Martin Van Crevelds kontroversielle bog Men, Women and War
fra 2001. Creveld skriver, at militærets rolle nu er at bevare freden i
modsætning til tidligere, hvor hæren skulle føre krig. Han spørger
derfor, om det øgede antal kvindelige rekrutter går ind i hæren, fordi
de ved, at de ikke skal kæmpe. Han mener, at de stadig flere kvindelige
værnepligtige og professionelle kvindelige soldater er årsag til
militærets mindskede betydning: Jo flere kvinder, der er i militæret,
desto mindre parat er militæret til at slås!

Man kunne derfor spørge, om feminiseringen af hæren er årsag til hærens
anti-heroriserede selvopfattelse og om det for øvrigt er sandt. Er det
selve ændringen af krigens modus, der er årsag til feminisering? Betyder
de postmoderne krige, at kvindelige soldater reproducerer deres
hjemlige opgaver inden for militæret – som politibetjente – som trøstere
for kvinder, der er blevet voldtaget – som reddere af flygtningebørn?
Det er sikkert spørgsmål, som fremtidens feminister bliver stillet over
for.

Voldtægt som krigsstrategi

Spørgsmålet om den stadigt mere udbredte brug af voldtægt som
krigsstrategi tages op i to interviews. Det ene er med den finske
tidligere forsvars – og ligestillingsminister Elisabeth Rehn, der
aktuelt har ansvaret for overholdelse af menneskerettighederne på
Balkan. Interviewet viser en stærk kvinde, der i alle internationale
instanser kæmper mod vold og voldtægt.

I det andet interview møder vi den norske psykiater Solveig Dahl, der
har lang tids erfaring med psykosocialt arbejde med krigsofre og
krigsvoldtægter. I begge interviews påpeges det, hvordan volden mod
civilbefolkningerne er vokset, fordi krigene ikke længere udkæmpes
mellem to hære på et afgrænset territorium. Den postmoderne ophævelse af
privat/offentlig, hjem/front har bevirket, at både børn og kvinder let
bliver ofre for vold.

Det understreges, at massevoldtægterne under Balkankrigene har fået
massiv international pressedækning samt været genstand for forskellige
FN-erklæringer. I den forbindelse kan det anbefales at læse Lene Hansens
artikel om voldtægt som sikkerhedsproblem Køn, nation, sikkerhed og massevoldtægterne i Bosnien (Kvinder, Køn og Forskning, nr. 3, 2003).

Befrugter feministisk teori forståelsen af moderne krig?

NIKKmagasinet behandler yderst relevante emner, som sikkert vil stå højt
på den sikkerhedspolitiske dagsorden i de næste mange år. Artiklerne er
tilbøjelige til at være skitser til senere arbejder eller til at være
alt for korte sammendrag af tidligere arbejder. Det skyldes givetvis
pladsmangel. Men skitseformen er medvirkende til, at argumenterne ofte
ikke får plads til at drives hjem. Man efterlades med ubesvarede
spørgsmål såsom, hvordan poststrukturalistisk feministisk teori kan
befrugte teorier om postmoderne krige og vice versa.

I særdeleshed efterlades læseren med det vanskelige spørgsmål: Hvor går
kvinderne hen, når de går ud i de postmoderne krige som soldater? Går de
ind i private militser, lader de sig indrullere i resterne af de
nationale hære? Opfatter kvinder sig stadig som ‘beautiful souls’, som
ikke vil lade sig besmudse af krigens rædsler? Det sidste er der
empirisk ikke belæg for. I Golfkrigen i 1991 deltog for eksempel 40.000
kvindelige soldater.

Ingen af artiklerne falder dog heller ikke for det argument, at kvinder af naturen er mere fredelige end mænd.

Men hvad er kvinder så, når/hvis de går i krig? Er de kønnet eller er de borger?

NIKKmagasinets fortjeneste er den usikkerhed, der lægges for dagen, hvad
angår forholdet mellem feministiske poststrukturalistisk teori, empiri
samt politiske implikationer af teorien.

Den kan vendes til fremadrettet diskussion om, hvordan samfundsmæssige
ændringer – det være sig statens og nationens usikre
overlevelsesmuligheder og de postmoderne kriges effekt på hidtidige
konstruerede dikotomier – ændrer de verdener, de forskellige kvinder
lever i og konstruerer.

Der er efter min mening i allerhøjeste grad brug for en ny feminisme,
der hverken falder i den essentialiserede grøft eller i
poststrukturalismen ‘multiple identities’ uessentialiserede
essentialisme!

Ulla Holm er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

NIKKmagasin, nr. 1 – 2004-08-04, NIKK – Nordisk institutt for kvinne – og kjønnsforskning
Temaredaktør: Maud Eduards