Fortællinger, der slår på, at de tykke bare kan tage sig sammen, at tykke kroppe nødvendigvis er usunde og syge, at tykke kroppe er grimme og u-sexede og i sidste ende uønskelige, er blevet så grundlæggende i den danske offentlighed, at de er blevet til en form for ’common sense’. Kropkampen har derfor de senere år haft fokus på at spørge kritisk ind til gyldigheden af og grundlaget for den automat-reaktion, der siger, at tykke kroppe pr. definition er usunde og derfor bør ’kureres’, mens den slanke krop fremstår som sund, rask og naturlig.
Kropkampen indebærer derfor et forsøg på at ligestille den tykke og den slanke krop. Ligestillingen af de to kroppe er dog vanskelig, fordi de som udganspunkt sjældent opfattes som ligeværdige – en pointe, der imidlertid blot understreger vigtigheden af kropskampen, men som også advarer os om, at den er kompliceret.
Et grundlæggende problem er altså, at anti-normative repræsentationer af tykke kroppe (fx en krop der både er sund og tyk) ofte møder ekstra hård modstand, fordi de ’clasher’ med en stereotyp og indgroet forestilling om den sunde krop. Den sunde krop behøver knapt at forklare sig, fordi den fremstår som ’sand’ og ’indiskutabel’ fra starten. Så hvordan bliver det overhovedet muligt at fortælle en anden historie om kroppen? Denne tekst er et forsøg på at skitsere tre strategier, men også nævne deres blindgyder. 

En tyk krop

Stadig flere aktivistiske grupperinger har fokus på en mere positiv repræsentation af kroppe, der ikke ligner normens, retten til selvbestemmelse over, hvordan ens krop ser ud og generobring af fx den fede krop som ønskelig. Disse aktivistiske grupperinger kaldes kropsaktivister, og de har deres akademiske modsvar i feltet omkring fat studies. I det akademiske felt fokuseres der på at blotlægge de måder, tykke kroppes strukturelt udgrænses som ’afvigende’ – ofte gennem normkritiske teoretiseringer af kroppen.
Både aktivister såvel som fat teoretikere (kategorier der i øvrigt ofte overlapper hinanden) er med andre ord enige om nødvendigheden af at nuancere og udvide forståelsen af, hvad tykhed er, eller det som fat teoretikere mere neutralt betegner ’korpulent subjektivitet’. En sådan nuancering kræver imidlertid, at lægevidenskaben og biologien fravristes definitionsmagten over den tykke krop og giver plads til andre forståelser af, hvad der konstituerer en (tyk) krop.
Fat-teoretiker Kathleen LeBescos revolutionerede derfor mere eller mindre fat studies med sin bog ‘Revolting Bodies? The Struggle to Redefine Fat Identity’ fra 2003, hvori hun foreslog muligheden for at tænke den tykke krop som en relationel social konstruktion. Den tykke krop bliver så at sige til i de historiske forhandlinger af, hvad der f.eks. er smukt/sundt/begærligt/ værdigt. I denne forståelse af kroppen som skabt gennem sociale og historiske normer bliver kroppen først (for) tyk i det øjeblik, den overskrider normer omkring skønhed, sundhed, attråværdighed osv. Denne tykke krop er dermed ikke i kraft af sig selv en overskridende eller abnorm størrelse.

Strategi 1: Af-essentialisering

Denne kropsforståelse åbner samtidig for muligheden for at forstå tykhed som en performativ praksis, dvs. noget man gør og bliver gjort med i mødet med de herskende normer og diskurser i samfundet. Vi kan altså forstå den tykke krop, som en krop der bliver til i mødet med diskurser og repræsentationer af den idealiserede tynde krop, lægevidenskaben og vægtbaserede sundhedstiltag, og de mange kategoriseringsværktøjer, der definerer kroppe i relation til hinanden ud fra givne normer, såsom BMI og tøjstørrelser – for ikke at snakke om arkitektur og design, såsom størrelser på cykelsadler, flysæder mm.
 
Overordnet set er LeBescos projekt at af-essentialisere tyk identitet. Et sådan projekt er politisk, og det sigter på at generobre en nedsættende betegnelse som ’fed’ på samme vis, som det er sket med ’queer’. Også kropspositive aktivister forsøger at bryde med hadefulde diskurser og tilbageerobre ejerskabet over kroppen gennem eksempelvis positiv repræsentation og generobring af ’fed’, men Lebesco skitserer imidlertid et muligt og vigtigt problem ved denne af-stigmatiserings-strategi, som jeg mener, kropsaktivister ofte overser.
For som jeg allerede har været inde på, kan det være svært at ligestille en tyk krop med en slank krop gennem generobring og repræsentation, så længe den tykke krop ikke blot bliver fremstillet som afvigende og abnorm, men faktisk ganske ofte fuldstændig abjektgøres. Dokumentaren ”The Half-Ton Killer” om Mayra Rosales (der indledningsvis tilstår mordet på sin nevø, men senere bliver afsløret i sin løgn, da det viser sig, at barnet i stedet er blevet banket ihjel af sin mor) er et udemærket eksempel.

Dehumanisering

I dokumentarens fremstilling af Rosales kommer hendes krop til at agerer ’forklaringsmodel’ for hendes ’onde’ handlinger – og som konsekvens bliver selve Rosales’ krop ond. Rosales dehumaniseres i dokumentaren og ender med at fremstå mere som monster end menneske. Eksemplet tjener til at spørge: Hvis den tykke krop slet ikke opfattes som en menneskelig krop, hvordan og på hvilke præmisser fører man så argumentet om, at den er absolut lige så værdig som andre kroppe?
Lebesco er mindre bekymret end jeg selv – hun ser en klar mulighed for forandring i den tykke krops udsatte position, der netop i kraft af sin position rummer en særlig evne til at vække ubehag og forstyrre social orden. Ved bevidst at modsætte sig normaliserende praksisser for kropslighed kan den tykke krops position anvendes til at destabilisere og undergrave forestillingen om den normative krop som værende mere ’naturlig’ og ’rigtig’.
Den tykke krop kan med andre ord forsøge at modsætte sig den strukturelle orden og dominans, der konstant truer med at udgrænse den tykke krop som et ikke-værdigt liv. Men det kræver mod og kræfter at forsøge at fastholde og udforske mulighederne i en tyk krops udsatte og ofte skamfulde position. Projektet kunne derfor muligvis finde inspiration i den queerteoretiske litterat Eve K. Sedgwicks forsøg på at tænke skam som et effektfuldt aktivistisk værktøj.

Strategi 2: Skam

Sedgwick er interesseret i de måder, hvorpå ikke-normative identiteter (og muligvis kroppe) bindes sammen og bliver til igennem en følelse af skam. Hun anser skam som et eksistentielt livs- og tilblivelsesvilkår, der i kraft af sine mange og meget forskellige relationer til det anti-normative, ekskluderede og udgrænsede indeholder et solidarisk og queerpolitisk potentiale.
Skam, forklarer Sedgwick, må forstås som noget, der kan smitte og flyde over fra en til en anden, men også som noget, der kan binde mennesker sammen i fælleskaber, der ikke er udgjort af eller baseret på en fælles essens, men i stedet på en fælles oplevelse af skam. Skam må således forstås som (også) skabende og forandrende, og ikke (bare) udgrænsende og marginaliserende.
Derfor opfordrer Sedgwick til at man bliver ved og i skammen – at man med andre ord tager skammen på sig frem for at forsøge at undslippe den. Hendes pointe er, at det under alle omstændigheder er et håbløst projekt at forsøge at blive af med skammen, fordi det slet ikke er muligt at adskille skam fra det eller den, der udpeges som queer. Ligesom Lebesco ser Sedgwick altså et potentiale i den udskammede og anti-normative position. Deres strategier bliver imidlertid også mere radikale: I stedet for at forsøge at udvide normen, så den kan rumme flere og mere forskellige kroppe, bør normen undergraves og helt ødelægges.  

Nej tak/ja tak

Men det at anvende skam og udnytte skamfulde positioner som et aktivistisk værktøj er ikke nødvendigvis problemfrit. Kønsforsker Mons Bissenbakker Frederiksen har fx peget på, at det ikke er muligt for alle at sige ja til skam. I hvert fald ikke under de samme betingelser. Bissenbakker henter sin inspiration affektteoretikere som Sara Ahmed og Claire Hemmings, og han påpeger, at skam ikke er en neutral størrelse.
Skammen er derimod gennemsyret af raciale og kønnede magtforhold, at bestemte subjektspositioner altid allerede fra starten er så over-associerede med skam, at det at ’tage skammen på sig’ simpelthen ikke er en mulighed: ”At sige “ja” til skam forudsætter en i al fald hypotetisk mulighed for at sige “nej” til den. For nogle udgør det omgivende samfunds skammende blik imidlertid en daglig livsbetingelse, hvorfor opfordringen til at omfavne eksklusionen virker som en negligering af disse subjekters livssituation” (Frederiksen 2013: 31).
Jeg forstår den tykke krop som fanget i netop denne problematik: Kroppen er allerede så (ud-)skammet, at det er en umulighed eller måske endda en udslettelse af kroppen, at gå yderligere ind i skammen. At holde skammen og dens udgrænsende potentialer på (konstant) afstand bliver simpelthen en overlevelsesstrategi, og det fx at handle ind i supermarkedet en daglig kamp om at overleve skammens konstante nærvær.
Projektet risikerer derfor at komme til at producere en blindhed for netop de kropslige hierarkier, som det forsøger at gøre op med, ved ikke at vedkende sig, at adgangen til skam for mange er en umulighed. Det betyder imidlertid ikke at aktivistiske skamstrategier bør opgives på forhånd, men at teoretikere såvel som aktivister bør være opmærksomme på, at den tykke krop (ikke nødvendigvis) frit kan vælge at træde ind og ud af en skamfulde position efter lyst – eller sagt på Butlersk: det at befinde sig uden for eller på kanten af normen ikke er nogen garanti for subversion. At befinde sig på kanten af normen er også at befinde sig på kanten af destruktion.

Strategi 3: Stolthed

En tredje mulighed er brugen af stolthed som et redskab til at generobre kroppen med. Et eksempel er gruppen af kropspositive aktivister, som beskrevet fornylig af Andrea S. Brok her i Kvinfos webmagasin i artiklen: ”Plads til alle kroppe”. Brok opsummerer projektet: ”[d]et er nødvendigt at identificere forskellige privilegier og positioner i samfundet for dernæst at kunne identificere den strukturelle undertrykkelse. I den sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på, at et manglende privilegium, som fx at have en krop, der afviger fra normen, ikke skal fratage individet sin selvbestemmelse eller værdi.”
Et projekt, der gennem stolthed, positiv repræsentation og egenomsorg stiler efter at vise, at alle kroppe på tværs af raciale, kønsmæssige og kropslige skel er lige gode og lige værdige kroppe er et både beundringsværdigt og yderst vigtigt et af slagsen. Brok forholder sig imidlertid kritisk til kommercielle og mainstream forsøg på at bedrive kropspositivitet. I stedet efterlyser hun et antikapitalistisk kropsprojekt med blik for den udnyttelse og undertrykkelse af anti-normative kroppe som den privilegerede (fx hvide, heteroseksuelle, kropskapable, slanke) krop opretholdes af.
I sidste ende kunne jeg ikke være mere enig med Brok i hendes kritik af virksomheders forsøg på at skabe profit og god PR under dække af at bedrive kropspositiv aktivisme, men også her tror jeg alligevel, at det er værd at spørge ind til præmisserne for en sådan kamp. At feje samtlige positive kropsrepræsentationer af bordet alene med det argumentet, at al kropspositiv aktivisme frembragt (også) med et kapitalistisk formål er forfejlet og forkert, og at mainstream kultur slet ikke kan rumme komplekse fortællinger om kroppen, er i mine øjne en problematisk forenkling af den strukturelle disciplinering af kroppen, der konstant pågår.

Blindhed

For hvis diskrimination af tykke kroppe skal forstås som værende strukturel, sådan som Brok beskriver den, så kan mainstream mediers ofte meget snævre fremstillinger af den ideelle (såvel som den tykke) krop ikke isoleres som et særskilt univers. I stedet kan mainstreams kulturs fremstillinger af kroppen måske med fordel anskues som et af magtens mere håndgribelige endepunkter, hvorfor de netop fortjener vores opmærksomhed. 
Samtidig bør vi være forsigtige med kun at blåstemple anti-kapitalistiske aktivistiske kampe, hvis ikke kropkampen skal blive lige så snæver og lige så utilgængelig for de fleste, som mainstream kulturs fremstilling af den ideelle krop er det. Hvis nogle kropsaktivister fx føler, at de bliver hørt og oplever, at de har succes med at skabe en mere lige adgang til mode og tøj, er det så hensigtsmæssigt at betragte det som et nederlag (til kapitalismen)? Er det fair at udstille dem som ofre for falsk bevidsthed?

Hvis du vil læse mere

Dietland af Sarai Walker

The Fat Studies Reader redigeret af Esther Rothblum og Sondra Solovay

FAT!SO? af Marilyn Wann

Health at Every Size: The Surprising Truth About Your Weight af Linda Bacon

Damned if you do, damned if you don’t burde denne artikel måske have heddet.  Min pointe med at skrive er imidlertid ikke at tage modet for nogen, tværtimod. I stedet har jeg ønsket at gøre opmærksom på nogle af de mulige blindgyder forskellige strategier kan have. Jeg vil gerne slutte med LeBescos pointe om, at ligestillingen mellem en tyk og en slank krop svær, fordi de forskellige kroppe sjældent fra starten forstås som ligeværdige. Kropkampen må derfor fortsat gå i kødet på denne ulighed, men hvis privilegerede positioner ikke blot skal reproduceres i nye former, må vi samtidig forsøge at få blik for, hvordan og hvorfor nogle kroppe altid allerede fra starten er afskåret fra bestemte strategier og positioner – hvorfor kampe på alle fronter fortjener vores opmærksomhed.