– Hvad sker der, når man sætter en læge, en digter, en oversætter, en journalist, en anmelder og en sexolog sammen og giver frie hænder til at kortlægge kroppen? Man får Christian Graugaard og bogen Corpus. En imponerende kaffebordsbog illustreret efter alle kunstens regler, der både gavner, fornøjer, ægger, vækker til eftertanke, provokerer og irriterer. Denne anmelder er vældig smigret over at blive takket i bogens forord, men skal lige for en ordens skyld understrege, at jeg intet har haft at gøre med bogen, ej heller diskuteret projektet. Det gør jeg først nu: For den indbydende overflade, den sprudlende fortælleglæde, den overvældende generøsitet og den inkluderende stil dækker over enkelte problemer. Disse angår ikke mindst kønnet og kønnene, som jeg vil vende tilbage til senere.

Indgange og blindtarme

Renæssancemennesket Graugaard sprudler i sit veloplagte kropsatlas med fangarme tilbage i medicinhistorien og langt ind i litteraturen og kunstens verden. Rejser i menneskekroppen hedder undertitlen, og den er sigende, for der en tale om en flersporet tur ind i – og ud af – kroppens verden ad velkendte hovedfærdselsårer, men også med righoldige ekskursioner og digressioner kaldet “sidehistorier”.

Disse “blindtarme” er der heldigvis mange af. Corpus er både en indføring i kroppens fysik, kemi, anatomi og opbygning og et ideosynkratisk stykke antropologi og kulturhistorie, hvor Graugaard gavmildt deler sin nysgerrighed over – og sin encyklopædiske viden om – kroppens, menneskets og tilværelsens mysterier. Det kan lugte af lægelig lommefilosofi og “stuegang i eksistensen”, men det er altsammen charmerende, intelligent og indtagende formidlet og illustreret. Nyd blot sproget allerede fra forordets første færd: 

“Akkurat som kroppen, er bogen en mangetydig og multidimensional affære – den har utallige ind- og udgange, men både strejflæseren og den faktasøgende systematiker vil forhåbentlig føle sig hjemme i det organiske rod” (side 7).

Uheldigt at kønshormoner kaldes mandlige og kvindelige

Hovedrejserne går til bevægeapparatet, nervesystemet, hormonerne, hud og hår, blod og immunsystem, luftveje og kredsløb, nyrer, fordøjelsessystemet og kønsorganerne. Systemerne er pædagogisk kortlagt, og det er vanskeligt ikke at lade sig imponere over, hvor fantastisk en maskine kroppen egentlig er. Mere fintmærkende og kompleks end selv den mest avancerede computer, og læseren sidder ofte tilbage med en følelse af, at vi kun kender en brøkdel af systemets virkemåder. Graugaard understreger også ofte, at der stadig er masser af uudforskede funktioner i kroppen. Legemets mysterier er langt fra løst, og ofte er de medicinhistoriske opdagelser i sig selv fascinerende fortællinger.

Med Graugaard som guide er vi i gode og læservenlige hænder. Via anskuelige sammenligninger og fængende detaljer smugles massevis af basisviden ind, mens man er kosteligt underholdt. Hvem vidste fx, at sædkanalerne er 400 meter lange, at hjertet hos sportsfolk kan transportere fyrre liter blod i minuttet, og at blodkarenes totale længde svarer til to og en halv jordomrejse? Eller at et hovedhår er tre år om at vokse og herefter sidder på hovedet i to år? At begreberne “mandligt” og “kvindeligt” ikke er heldige til beskrivelse af kønshormoner, der eksisterer hos både mænd og kvinder i varierende mængder? At kroppens celler kan være mikroskopisk små eller op til en meter lange? Og at huden er kroppens største organ?


Elektronmikroskopisk forstørrelse af spidsen af et menneskehår. Foto: Liz Hurst/Wellcome Images. FraCorpus






Raritetskabinettet

Men ikke blot vrimler bogen med fascinerende medicinske oplysninger, den er også fuld af interessante kulturhistoriske fodnoter. Det graugaardske raritetskabinet fortæller at genmanipulation nu er inkluderet i den katolske kirkes liste over dødssynder, at 18 forskellige kirker hævder at ligge ind med en flig af Kristi forhud, at renæssancens læger plejede at smage på deres patienters urin, og at Elizabeth Arden oprindeligt var en canadisk sygeplejerske. 

Sport, fedme og skønhed behandles ligeledes i velunderbyggede sidehistorier, og ikke mindst vores patriarkalske kulturs logikker belyses gennem interessante statistikker. 

En af mine yndlinge er oplysningen om, at halvdelen af overvægtige mænd anser sig selv for at være normalvægtige, og at halvdelen af normalvægtige kvinder anser sig selv for at være overvægtige(!). Men denne asymmetri vil sandsynligvis formindskes i næste generation, når senmodernitetens æstetiske kropskrav har fået rigtigt tag i såvel mænd som kvinder.

Ud over de medicinhistoriske dimensioner er en af bogens absolutte forcer, at den konstant minder os om kroppens indflydelse på sprog, tænkning, iagttagelse og erkendelse. Vi tænker ikke kun med hovedet, men også i hovedet, og vores uomgængelige kropslige udgangspunkt afspejles i sprogets væld af kropslige metaforer. “Krop skal der til” fastslog H.C. Andersen for halvandethundrede år siden, men også dens tilsyneladende kontrast, “ånden” er jo situeret i legemets lunger. Uden disse “udånder” mennesket ganske bogstaveligt. Og også kærligheden situeres midt i kroppen i den “pumpe”, der som den amerikanske punkforfatter Dennis Cooper noget upoetisk udtrykker det, bare sidder tre fod over røvhullet. 

Graugaard boltrer sig i kroppens og sprogets gensidigt henvisende betingethed og viser med et væld af eksempler (de fleste dog velkendte), hvordan sproget forstås gennem kroppen, og kroppen forstås gennem sproget. I Graugaard mødes de i velklingende synteser, og der hvor ordene ophører, tages billeder, fotos, tegneserier, malerier, scenebilleder og kunstværker til hjælp. Billedsiden er ikke kun illustrerende, men et selvstændigt spor i denne bog.


 
Blodkar i lunge omgivet af luftfyldte alveoler. Foto: David gregory & Debbie Marschall/Wellcome Images. FraCorpus

Mange af bogens illustrationer af kroppens indre fremstår selv som fantastiske kunstværker.








Kønsblind

Et andet hovedspor er kroppens indlejring i samfundet, teknologien, historien, mytologien, religionen og videnskaben. Disse ekskurser er først og fremmest spektakulært anekdotiske og i sagens natur sporadiske. Det er den gode historie der er i centrum. Hvert eneste kapitel er indledt med skønne citater fra dansk litteraturs største hypokonder, H.C. Andersen, der afgjort har følt, at enhver af hans kropslige detaljer måtte gemmes til evig tid. En genis bylder og afføring syntes for ham at være hellige relikvier (på en dag dokumenterede han ikke mindre end seks “Aabninger”). Og han forsikrer sin læser om, at den ømhed, krillen og kløen, han bestandig føler i penis, ikke kan tænkes at have nogen “anledning”. For som bekendt gik han i sin grav som jomfru (skønt ikke ukysset).

Det er her bogen synes mest diskutabel – i både ordets positive og negative forstand. Positivt, fordi den kropslige fokusering tvinger læseren til at genoverveje kroppens faktuelle betydning i tilsyneladende “kropsløse” erkendelsesformer (som om sådanne fandtes). Men også kritisabelt, fordi forfatteren sine steder afslører en noget kønsblind forforståelse. Denne dukker nok op i dele af den medicinske selektion, hvor mandekroppen vies større opmærksomhed end kvindekroppen. 

Overgangsalderen bliver fx beskrevet med blot fire linjer, og der er ingen historiske og kulturelle ekskurser om denne universelle kvindefase og dens antropologiske skildringer. Her kunne der ellers fortælles mange historier, blandt andet om hvordan de førmoderne franske bondesamfund har deres særegne versioner af eventyret omDen lille Rødhætte, hvor bedstemoderen og ulven er en og samme person, idet den postmenstruelle kvinde dæmoniseres til børneædende, kannibalistisk monster.
 
 

Gentematisering af kønnet

Valg og fravalg kan altid diskuteres. Derimod er afsnittet, “Hvor sidder kønnet?” mere end diskutabelt. Graugaard kobler de mange sprogs opdeling af grammatisk køn (f.eks. navneordenes inddeling i han- og hunkøn) tilbage til kønnet som “biologisk og eksistentielt grundvilkår”, hvilket mildest talt er omstridt i lingvistikken. Videre beskrives det, hvordan kønnene i den moderne epoke i stigende grad bliver betragtet som to gensidigt betingende og gensidigt udelukkende essenser i modsætning til tidligere epoker, hvor kvinden snarere blev betragtet som en underudviklet eller defekt udgave af manden. Følgende formulering i den forbindelse inviterer til en nærmere granskning: 

“Denne “kønspolaritet” kom i høj grad til udtryk hos forfattere som August Strindberg (1849-1912) og Henrik Ibsen (1828-1906), og kønnenes ambivalente sameksistens er i malerkunsten indfanget mesterligt af nordmanden Edvard Munch (1863-1944) og østrigerne Gustav Klimt (1862-1944) og Egon Schiele (1890-1918)” – side 298 iCorpus.

Hvis man eksempelvis ser nærmere på Edvard Munchs billede Elskovspar i bølger, falder følgende spørgsmål lige for: Hvem har “fanget” hvem? Er det Munch der “mesterligt” har “indfanget” “kønnenes ambivalente sameksistens”, eller er der tale om en seksualforskrækket fremstilling med en lystfuld dæmonisering og naturalisering af kvinden og en angstfuld tematisering af mandlig hengivelse? På billedet går hendes hår i et med havets bølger og som gribeklør synes det at skille mandens hoved fra kroppen, hans begær fra hans fornuft. 

Her er selektionen mere end tankevækkende. De fem kunstnere, to forfattere og tre malere, Graugaard her har udvalgt til at illustrere forrige århundredeskiftes voldsomme gentematisering af kønnet og seksualiteten er alle mænd, skønt netop denne periode var et historisk vendepunkt præget af fremkomsten af væsentlige kvindelige kunstnere, som også på forskellige måder satte fokus på kønnene (Virginia Woolf nævnes i en tidligere sammenhæng). 

I Graugaards fremstilling fremstår de mandlige kunstnere som mesterlige “indfangere”, men de mere eller mindre misogyne og skræk-fascinerede skildringer dokumenterer i høj grad dele af den moderne konstruktion af hhv. “kvindelighed” og “mandlighed” – fremfor “indfangere” af en på forhånd givet virkelighed, der blot “kommer til udtryk”. 

Om nogen havde de kønnede kunstnere “aktier” i denne skabelsesproces, men denne investering og produktivitet retoucheres bort af Graugaards harmoniserende og pseudoobjektive sprogekvilibrisme. Her fører den konfliktsky generøsitet til momentan køns- og magtblindhed.

Poesi og anatomi

“Kroppen er et vilkår og en rebus. Den er triviel og fuldstændig mirakuløs”, – Citat side 7 i Corpus

Således indleder Graugaard sin rejse, og dette er også konklusionen på læseoplevelsen. Triviel bliver skildringen dog aldrig, og den forfalder aldrig til lærebogsprosa. Mirakuløs er til gengæld et meget stort ord, men det er næsten dækkende for bogens oplevelsesmæssige overflødighedshorn af informationer, tankestumper, visdomsord, trivialiteter, og hverdagskroppens selvfølgelige mirakler, der finder sted hvert eneste sekund. Poesi, kemi og anatomi er slet ikke uforenelige modsætninger i Graugaards grænseoverskridende univers, og oplevelsen af Corpus er faktisk den samme som læsningen af en god digtsamling. Vi vidste jo egentlig godt, at mennesket var fantastisk, men det er livsnødvendigt at blive mindet om det. Graugaard anatomiske poesi og poetiske anatomi kryber langt ind under huden.