“Centre Pompidou glorificerer kvinderne med risiko for at anbringe dem i en ghetto”, skrev det franske dagblad Le Monde, mens International Herald Tribune fandt, at en udstilling, der udelukkende viser arbejder af kvindelige kunstnere, hverken er særligt innoverende eller revolutionær. Med andre ord er modtagelsen i den brede offentlighed overvejende blandet, da Pompidou-centret i Paris slår dørene op til elles@centrepompidou den 27. maj 2009. 

Imidlertid har Europas største museum for moderne kunst vovet det, som ingen andre museer nogensinde har turdet: Nemlig at fjerne de mandlige kunstneres værker og istedet udelukkende udstille værker af kvindelige kunstnere. I et helt år frem vil 500 værker af 200 kvindelige kunstnere fylde 8.000 kvadratmeter i det parisiske museum for moderne kunst på elles@centrepompidou.

Ingen taler om mandlige ghettoer

“Ingen har nogensinde talt om ghettoer, når udstillingerne udelukkende har mandlige kunstnere”, som det formuleres af den franske kunstner Orlan, der er repræsenteret med et af sine værker fra 70’erne, et selvportræt, hvor kønnet er erstattet med en trekantet pengedåse. 

– Vi vidste, at udstillingen ville møde kritik. At vi ville blive beskyldt for at anbringe kvindelige kunstnere i en kvindeghetto. Men det er jo ikke en beskeden, kortvarig udstilling, vi laver. Elles varer et helt år og fylder det meste af museet med flere hundrede kunstnere og værker, fortæller udstillingsleder Camille Morineau fra Centre Pompidou.

Udstillingen elles@centrepompidou ligger i forlængelse af Centre Pompidous generelle udstillingsstrategi, hvor man i de seneste år har valgt at organisere ophængningerne af egen samling som temaudstillinger. Det blev til Big Bang i 2005-2006 og Le Mouvement des Images (Billeder i bevægelse) i 2006-2007, og i 2009-2010 er temaet altså kvindelige kunstnere.

– Og vi har netop ikke lavet en udstilling om kvindekunst. Vi har lavet en udstilling, der demonstrerer, at man kan fortælle hele den moderne kunsthistorie alene med værker af kvindelige kunstnere. Og at de kvindelige kunstnere i sig selv er repræsentative for de forskellige tendenser i kunsthistorien. Ved udelukkende at vise kvindelige kunstnere, vil vi lægge en bombe under idéen om, at der findes en særlig “kvindekunst”. Det er hele udstillingens paradoks, understreger Camille Morineau.

Annie Warhol, La Corbusière og Jacqueline Pollock

Allerede ved indgangen til elles@centrepompidou bliver der sat fokus på kvindelige kunstneres marginalisering, både i kunsthistorien og i museernes samlinger. Her bliver publikum modtaget af et værk af Agnès Thurnauer, der har feminiseret en række mandlige – og maskuliniseret nogle få kvindelige kunstnernavne. Kun på den måde, takket være Annie Warhol, La Corbusière og Jacqueline Pollock er kvinderne i overtal på kunstens parnas.

Agnès Thurnauer: Portraits Grandeur Nature, 2007-2009. Pressefoto

Og inden for på udstillingen hænger en plakat af den amerikanske kunstner- og aktivistgruppe, Gorilla Girls, som allerede i 1983 stillede spørgsmålet: “Skal kvinder være nøgne for at komme på Metropolitan Museum? Under fem procent af kunstnerne er kvinder, mod 85 procent af nøgenmodellerne”. 

Spørgsmålet er ikke blevet mindre aktuelt siden. Kønsbalancen er stadig skæv på de europæiske museer.

– 18 procent af vores samling er værker udført af kvindelige kunstnere, tilstår Camille Morineau.

– Men inden for de seneste år har vi gjort en stor indsats for at udvide denne del. 40 procent af vore værker af kvindelige kunstnere er indkøbt inden for de seneste fem år, understreger hun.

Europæiske museer opruster andelen af kvindelige kunstnere

Det er ikke bare Centre Pompidou, der er opmærksomme på samlingernes kønslige ubalance. Resten af Europas museer er også ved at vågne og Tate Modern i England er et af dem: 

– Vi er meget opmærksomme på områder, hvor kvinder historisk set er blevet overset. I løbet af de sidste 50 år er der sket en vækst i andelen af kvindelige kunstnere i vores samling, og kønsgabet er ved at indsnævre sig. Blandt kunstnere født efter 1960 har vi 178 mænd og 94 kvinder, lyder det fra Tate Modern.

Ifølge en redegørelse fra Kulturarvsstyrelsen om danske museers kunstindkøb er der i de sidste 20 år blevet indkøbt 14.630 kunstværker. Heraf var 16,2 procent udført af kvinder. Og – blot for at tallet kan fremstå i hele sin tyngde – 83,8 procent af mænd. Og meget bedre ser det ikke ud med kønsbalancen i museerne i Sverige, selv om museer og gallerier på det retoriske plan har taget ligestillingstemaet op, konstaterer den svenske ligestillingsspecialist, Vanja Hermele, i sin nye bog Konsten – Så funker det (inte).

Her udtaler en række galleriejere, at de skam praktiserer kønsligestilling i deres udstillinger:

– Ærligt talt har vi så mange kvindelige kunstnere, at jeg næsten er mere bekymret for, hvad de mandlige kunststuderende skal synes, siger for eksempel Richar Julin, der leder Magasin 3 i Stockholm Konsthall.

Antallet af kvindelige kunstnere i museernes samling er ofte ukendt

Når Vanja Hermele fx går udstillingerne i Stockholm Konsthall efter i sømmene, finder hun 15 kvinder og 47 mænd. Eller en kønsbalance på 24-76. Og billedet gentager sig ved andre museer.

– Sandheden er, at mange museer ikke engang ved, hvor mange kvinder de har, siger Vanja Hermele.

På Moderna Museet i Stockholm ved man dog så meget, at kønsbalancen er skæv. Og at der skal gøres noget ved det. I 2006 lancerede museets direktør, Lars Nittve, som tidligere har stået i spidsen for Louisiana i Humlebæk og Tate Modern i London, projektetDet andra önskemuseet.

Projektet var oprindeligt formuleret som en opfordring til det svenske kulturministerium om at afsætte 50 millioner svenske kr. som en særbevilling til indkøb af kvindelige kunstnere.

Kampagnen indbragte 42 millioner svenske kroner, men bidragsyderne er næsten udelukkende private givere og fonde. De er blevet brugt til at indkøbe 24 værker af 13 kvindelige kunstnere, deriblandt den amerikanske maler, Dorothea Tanning.

“Det vil kun ændre kønssammensætningen ganske marginalt. Men til gengæld har vi indkøbt strategisk. For eksempel ser den russiske avantgarde-sektion helt anderledes ud. Det samme gør surrealismen”, siger Lars Nittve.

Hollandsk museum har siden 80erne haft en 50/50 indkøbspolitik 

Museun voor Moderne Kunst i Arnhem er formentlig det eneste europæiske kunstmuseum, som siden 80’erne har praktiseret en indkøbspolitik, hvor halvdelen af værkerne skal være fremstillet af kvindelige kunstnere.

– Museerne gemmer sig bag det argument, at de ikke foretrækker hverken mænd eller kvinder, men bare går efter kvalitet. Men det er også lige præcis, hvad vi gør. Og det har aldrig været noget problem at finde kvalitetskunst produceret af kvindelige kunstnere, understreger museets direktør, Mirjam Westen.

Derimod er kvotepolitikken faldet mange for brystet, også hos de kvindelige kunstnere, som frygter, at de bliver indkøbt på køns- og ikke på kvalitetskriterier.

– Vi blev også lidt nedladende kaldt for “kvindemuseet”. Men det har ændret sig, fortæller Western fra Arnhem, der netop selv har haft udstillingen Rebelles Art and Feminism på programmet i perioden fra den 30. maj og frem til 23. august 2009 i forbindelse med afholdelsen af den store europæiske kønsforskningskonference 7th European Feminist Research Conference i juni i nabobyen Utrecht.

Amerikanske feministiske kunstudstillinger inspirerer 

Holdningsændringen skyldes især de store amerikanske succesrige udstillinger af feministisk kunst, som vandreudstillingen Wack! Art and the Feminist Revolution, der blev vist på Museum of Contemporary Art, MOCA, Los Angeles, og siden på Museum of Modern Art, MOMA, New York, samt Brooklyn Museums udstilling Global Feminisms. Begge udstillinger har både været øjenåbner for kunsthistorikere og kuratorer og været en inspiration for andre udstillinger, der fokuserer på feminismen og den feministiske kunsts indflydelse på moderne kunst og kunsthistorien generelt.

Den 26. september åbner fx udstillingen Angels of Anarchy på Manchester Art Gallery, den første europæiske udstilling nogensinde om de kvindelige kunstneres oversete rolle i surrealismen. Udstillingen skal give de kvindelige kunstnere den plads, de fortjener i kunsthistorien, men som de aldrig fik, fordi der kun blev skrevet om mændene.

Samme ambition har Camille Morineau med Elles.

– Abstrakte kvindelige kunstnere har svært ved at komme i betragtning, både i udstillinger og i indkøb. Derfor er det vigtigt at give dem den plads, der tilkommer dem, og at gentænke hele det teoretiske grundlag for abstrakt kunst. Elles sætter fokus på de kunstnere, som på fremragende vis har udtrykt sig i abstrakt kunst”, forklarer Camille Morineau.

Elles vil gøre op med den universelle mandekrop og kønslige kvindekrop 

Udstillingsleder på Elles, Camille Morineau, vil med den store udstillingssatsning gøre op med den traditionelle kunstkritiks forestilling om, at mandekroppen udtrykker det universelle og kvindekroppen det kønslige, kvindelige. Samtidig er hensigten med elles også at demonstrere et opgør med forestillingen om, at mandlige kunstnere producerer kunst med universel rækkevidde og kvinder private, personlige udråb.

Dele af udstillingen efterlader dog et uafrysteligt indtryk af en kunsthistorie, hvor de kvindelige kunstnere udforsker krop, køn og identitet med en nærmest voldelig intensitet. En martring af kvindekroppen der, som den britiske kunstkritiker Griselda Pollock konstaterer i udstillingens omfattende katalog, står i skarp kontrast til mændenes behandling af deres egen krop.

Med Leonardo da Vincis selvforherligende æstetik som det især ses i værket Manden fra Vitruve, den berømte skitse af mandekroppen, der kan danne udgangspunktet for fuldendte geometriske figurer som cirklen og kvadratet, skurrer de kvindelige kunstneres fremstilling af kvindekroppen – ofte deres egen – som et hæst skrig, mener Pollock.

Og nogle af kritikerne mener da også, at elles@centrepompidouhavner lige præcis i faldgruben, hvor køn og kønskamp står med alt for store bogstaver, og det bliver fremhævet, at flere kvindelige besøgende er gået fra udstillingen i væmmelse.

– Hvorfor belemre os med denne skingre kunst, der fremstiller kvinder som ofre for mændene, når vi har så glimrende kunstnere som Valadon og Delauney, der viser kunst af kvinder med ægte kunstsans, har en besøgende for eksempel skrevet på sin blog.

Men publikum kan dog ikke klage over manglende advarsler. I udstillingsafsnittet Corps Slogan (Slogankroppe), hvoraf visse videoinstallationer som Carolee Schneemans er samlet i et lille aflukke, hænger et skilt ved indgangen, der advarer mod, at det der vises her kan virke stødende. 

Her er Meat Joy, som i 1964 blev takseret som pornografisk, fordi videoen viser afklædte mænd og kvinder, som med suggestive bevægelser vælter sig i fisk og døde hønsekroppe. Og her er fotografier af Hannah Wilke, der placerer et foruroligende udslet af tyggegummiklitorisser på sin krop og sit ansigt, mens israelske Sigalit Landau torturerer sit maveskin med en hulahopring af pigtråd.

Camille Morineau mener imidlertid ikke, at elles@centrepompidousvælger i køn og krop: 

– Jeg synes, at udstillingen handler meget lidt om kønsspørgsmål, med undtagelse af den decideret feministiske kunst. Men den springer måske meget i øjnene”, siger Camille Morineau.

– Man kan måske sige, at kvindelige kunstnere reflekterer mere over feminitet, end mandlige kunstnere reflekterer over maskulinitet, når der ses bort fra den nye generation af homoseksuelle kunstnere. Men det betyder ikke, at man kan tale om en decideret kvindekunst. Ser man på abstrakte kunstnere, som for eksempel Louise Bourgeois, så synes jeg, at de iscenesætter kroppe, som hverken er seksuelle eller kønslige, men snarere organiske”, mener Camille Morineau.

Nogle af verdens vigtigste og mest ansete kunstnere er faktisk kvinder 

For Lars Nittve, direktør på Moderna Museet, kan udstillinger somelles@centrepompidou virke som en øjenåbner, både for publikum og for andre museer:

– Elles-udstillingens største fortjeneste er, at den peger på, at nogle af verdens vigtigste og mest ansete kunstnere faktisk er kvinder. Og den synliggør kunstnere, som i historieskrivningen er havnet i skyggen af mænd, siger Lars Nittve, som mener, at Europa halter langt bagefter USA i erkendelsen af den skæve kønsbalance i kunstverdenen.

– Der er stor forskel landene og museerne imellem. Men i og med at kvinderne spiller en voksende rolle i samtidskunsten, også i gallerierne, tror jeg, at en udligning er på vej.

Lars Nittve er dog mere forbeholden over for, at kvoter for indkøb af kvindelige kunstnere er vejen frem, sådan som Museum Voor Moderne Kunst Arnhem har praktiseret siden 80’erne:

– Der er altid en risiko for, at man mister tillid, hvis andre kriterier end hvad man til enhver tid betegner som kvalitet styrker indkøbene – og ja, jeg ved godt, at kvalitet ikke er et universelt begreb. Derfor kan kvoter være en risikabel vej. Men som samtidskunsten ser ud i dag, bør det ikke være et problem at købe 50 procent kvindelige kunstnere af topkvalitet, og jeg mener, at museerne bør se sine indkøb i et kønsperspektiv, siger Lars Nittve.

Samme analyse har Hans Stahlhut, som leder Berlinische Galerie:

– Ser man på kunstnermiljøet her i Berlin, er der mindst lige så mange kvindelige som mandlige kunstnere, og vi har rigtig mange dygtige kvindelige kunstnere. Kvoter for indkøb af kvindelige kunstnere er formentlig ikke en god idé, fordi det sår tvivl om kvaliteten. Men kønsbalancen vil heller ikke ændre sig af sig selv. Det er derfor vigtigt at støtte de kvindelige kunstnere, så de bliver synlige”, mener han.

Men selv om kunstverdenen kvier sig ved det, er der ingen vej uden om ihvertfald strategiske mål for indkøb af kvindelige kunstnere, mener den svenske ligestillingskonsulent, Vanja Hermele.

– Argumentet om, at kvalitet skal gå forud for køn, holder ikke. I Sverige er op mod 70 procent af de studerende på landets kunstskoler kvinder. Optagelseskriterierne er meget høje. Hvis de kommer ind, hører de altså til de bedste. Men der er ikke 70 procent kvinder ude i gallerierne. De gode kvindelige kunstnere bliver aldrig synlige, hvis ikke de bliver købt og udstillet. Derfor bør museerne begynde at købe 50 procent kvindelige kunstnere. Så skal vi nok få øjnene op for, at det, de producerer, faktisk er kvalitetskunst.