Vores kulturs skamfulde forhold til kussen er svær at overse. Tydeligst bliver den i flere af de ord, der indtil for nyligt var alment anvendt i kliniske beskrivelser af kussens dele – herunder skamlæber og skamben. Mens mange i dag advokerer for alternative betegnelser som kønslæber og –ben, bugter kussens skam sig langt tilbage i historien.
Som et forsøg på at gøre op med den vestlige verdens myter og tabuer om kussen, har den svenske tegneserieforfatter Liv Strömquist udarbejdet tegneserien Kundskabens frugt (2015). Med både tør viden og våd (!) humor gennemgår hun her kussens kulturhistorie. Særligt for skud står forskellige tiders mange ’kloge’ mænd, og det, de fejlagtigt har haft af fikse ideer om kussen.

Klitoris var et djævlemærke

For eksempel beskriver Strömquist, hvordan man(d) under hekseprocesserne i 1400-1700-tallet identificerede klitoris som et djævlemærke: En lille skjult vorte på et ’hemmeligt sted’, som djævlen og hans medhjælpere kunne suge på.
Besad en kvinde denne ’underlige tap’ risikerede hun at blive dømt som heks og straffet. Som et andet eksempel på mænds fikse ideer med vidtrækkende konsekvenser nævner Strömquist Freuds tese om, at klitorisorgasmer er en barnlig udgave af vaginale orgasmer. Ifølge Freud var det nemlig kun unge umodne kvinder, der fik klitorisorgasmer.
Den voksne og modne kvindes orgasme var derimod vaginal. I de tilfælde hvor vaginalorgasme ikke var mulig kunne kvinden erklæres frigid – eller endnu værre; lesbisk! Strömquist peger på, at Freuds tese blot var begyndelsen på videnskabens usynliggørelse af klitoris. Historisk har vestlige videnskabsfolk nærmest ignoreret klitoris: For hvad skulle man også med viden om et organ, der ikke sås som en væsentlig del af en sund heteroseksuel seksualitet?

Fra ’tap’ til klitorisorgan

Videnskabens mangel på interesse for klitoris har gjort sig gældende helt op i 1990’erne. I starten af 90’erne undrede den australske urolog Helen O’Connell sig over, at der ikke var fyldestgørende informationer om klitoris i fagbøgerne. I 1947 var klitoris simpelthen blevet skrevet ud af Gray’s anatomy – en af de helt store bøger inden for lægevidenskaben. Ingen ved rigtigt hvorfor. Men sket var sket, og viden om klitoris var svær at få fingrene i.
Derfor påbegyndte O’Connell selv den forskning, hun manglede, og i 1998 kunne hun præsentere den indvendige del af klitoris for verden. Hendes opdagelse viste, at klitoris er meget mere end den ca. 1 cm lange ’tap’, der udgør den eksterne klitoris. Faktisk strækker klitoris sig langt ind i kroppen og er ca. samme størrelse som penis. Men selv i dag, 17 år efter O’Connells opdagelse, er der stadig mange, der ikke ved, hvordan klitoris ser ud – endsige kender dens faktiske størrelse! 

Kussen i kunsten

Vores berøringsangst over for kussen er en tendens, der på trods af 70’ernes mange forsøg på at gøre folk dus med kussen fortsat lever i bedste velgående. Dermed ikke sagt, at der ikke også i dag findes aktivister og kunstnere, der forsøger at lokke kussen ud af busken – internationalt såvel som herhjemme.
Blandt rækken af danske kunstnere, der bruger kussen som udgangspunkt for deres arbejde, finder vi animatoren Sara Koppel. I sin kortfilm Little Vulvah & Her Clitorial Awareness fortælles historien om en ung pige, der finder sin klitoris og dermed sin seksuelle nydelse. Filmen er først og fremmest et oplysningsprojekt, der har til hensigt at afmystificere klitoris og at fremstille klitoris som det nydelsesorgan, det er.
Men samtidig vidner Koppels arbejde om det uendeligt store og uomgængelige net af symboler og metaforer, der fortsat knytter sig til enhver snak om kussen og klitoris. Således må pigen Little Vulvah først igennem en både symbolsk og bogstavelig blomstrende opvågningsproces, før hun er i stand til at forlige sig med sin ’nye’ identitet som kusse- og klitbevidst kvinde.

Stigende interesse for afmystificering 

Et lignende ønske om at gøre op med vores tabubelagte forhold til kussen findes også i kunstner og kropspositivist Nanna Søgaards KUSKUS project. Her opfordrede Søgaard forskellige kvinder til anonymt at indsende billeder af deres vulvaer, hvorefter Søgaard skitserede og farvelagde kusserne i imødekommende pastelnuancer. Målet var at fremme debatten om det smukke ved kusser i deres mange former og afskygninger.
Da Søgaard i august 2015 udstillede projektets akvareller i Dome of Visions i København, bidrog hun desuden til at flytte det kvindelige kønsorgan fra sin mangeårige plads i den intime og lukkede privatsfære til et offentligt forum – med en øget sproglig og kønspolitisk debat til følge.    
Historien byder på mange myter om kussen, og selvom både lyst og liv udspringer derfra, så er der stadig i dag meget, vi ikke ved om det kvindelige kønsorgan. Alligevel oplever vi i disse år en stigende interesse for at oplyse og afmystificere de mange års tabu, der har omgærdet kussen.

Bliv klogere på kussens ‘hemmeligheder’

I et forsøg på at blive lidt klogere på kussens ’hemmeligheder’ inviterer KVINFO derfor til en dag i kussens tegn. Debattør Jacobe Orry og anmelder Karen Dich, begge fra det feministiske blogkollektiv Kussesumpen.dk, leder slagets gang, når KVINFO bl.a. præsenterer indslag om Kundskabens frugt og Little Vulvah & Her Clitorial Awareness. Dagen byder desuden på oplæg ved jordemoder Gabriela Rehfeld og afsluttes med en paneldebat om vores forhold til kussen.
KVINFOs Tabusalon#4: Kussens Hemmeligheder afholdes d. 8. maj i LiteraturHaus,
Møllegade 7 2200 København N. Tidspunkt: kl. 16.00-19.00.